Austerity and wage cuts reduced demand for products and services while big corporations attempted to reduce excess capacity and banks cut their lending to consumers and business Image PeoplesworldDe sidste to måneder har været præget af en fornyet bekymring over økonomien. Det var egentlig meningen, at det skulle være en periode fuld af optimisme på baggrund af positive tal for arbejdsløshed, lønvækst osv.. Men til trods for disse tal er markedet uroligt, og borgerskabet er så småt ved at få øjnene op for, at ingen af de problemer, som skabte finanskrisen i 2008, er blevet løst. Om noget er de blot blevet værre.

Krisen i 2008

Krisen i 2008 blev oprindeligt kaldt ’kreditkrisen’, og det havde også en vis logik. I verdensøkonomien var der ophobet gæld uden fortilfælde. Pludselig gik investorerne i panik, da et stort antal af ’subprime’-boliglån blev misligholdt i USA. Bankerne stoppede med at låne penge til hinanden. Ingen vidste hvilke banker, der var eksponerede for disse boliglån; eller hvilke banker der for den sags skyld var eksponeret for en helt tredje bank, som var eksponeret for disse lån. Kreditgivningen gik i stå, og staten trådte ind og gav massive redningspakker til bankerne.

Dette var resultatet af en lang periode med udvidelse af kredit. Efter Anden Verdenskrig var verdens totale gæld (for husstande, virksomheder og regeringer) relativt høj, efter regeringernes massive låntagning under krigen. I 1950 var den stadig omkring 140 procent af det økonomiske output, i 1960 var den 110 procent og i 1970 var den faldet til 100 procent. Fra 1980’erne så man til gengæld en skarp vending. I 1990 nåede gælden 130 procent af output, i 2000 var den på 180 procent og i 2007 (lige inden finanskrisen) nåede den 280 procent, hvilket svarer til hele verdens samlede output gange 3. Hvilket vil sige, at for hver 1 dollar, som bliver givet ud, lånes der 3 dollars. (Michael Roscoe, whythings.net)

Vidunderbørnene på Wall Street og i Londons finansdistrikt, the City, var euforiske over deres finansielle opfindsomhed, der tillod kapitalismen at gå langt ud over markedets grænser; arbejdere kunne købe de varer tilbage, som de selv havde produceret. ’Subprime’-lånene var selv en eufemisme for lån, der aldrig ville blive betalt tilbage. Bankerne havde satset på at kunne sælge boligerne til en højere pris, så snart lånene blev misligholdt.

I 1990’erne og de tidlige 2000’ere fjernede regeringer alle restriktioner på en sådan uansvarlig opførsel fra bankerne. Centralbankerne hjalp også til ved at sænke rentesatserne. Særlig væsentligt var det skelsættende øjeblik, som fulgte efter, at dotcom-boblen sprang i 2001. Den amerikanske centralbank sænkede sine rentesatser fra 5 procent til 1,25 procent og genoppustede dermed kreditmarkederne. Set ud fra et kapitalistisk synspunkt var dette en fuldkommen uansvarlig politik, men den herskende klasse frygtede de sociale og politiske konsekvenser af en langtrukken økonomisk krise og valgte derfor at udskyde deres problemer.

I en nylig artikel hentydede Martin Wolf til dette:

In 2008 investors panicked as a large number of subprime mortgages defaulted in the US the trigger for a world crisis Image Mike LuckovichMen de, der argumenterer for, at det ville have været bedre, hvis Centralbankerne havde ladet økonomien forblive i krise, end at føre en aggressiv finanspolitik, tager grueligt fejl. Det er amoralsk og i sidste ende umuligt at ofre velfærden for folkets flertal for at berolige finansmarkedets guder. ("A bit of fear is good for markets", Martin Wolf, Financial Times, 13. februar 2018).

Denne politik var meget anderledes end den, som blev ført i 1930’erne. Da Wall Street krakkede i 1929, var den samlede gæld i USA omkring 180 procent af BNP. I de følgende fire år steg den drastisk til 260 procent (til sammenligning nåede deres gæld 350 procent i 2007) som resultat af krisen. Men i slutningen af 1930’erne var den igen nede omkring 180 procent. Denne reduktion blev opnået gennem bankkonkurser, fabrikslukninger, massearbejdsløshed og sult.

De mindre profitable virksomheder og banker lukkede og blev erstattet af nogle, der var mere moderne og effektive. Det var en vældig turbulent periode i både USA og resten af verden, hvor den herskende klasse tvang arbejderklassen til at betale for krisen. Dét var, hvad Schumpeter eufemistisk refererede til som ”kreativ destruktion”. Selv dette formåede dog ikke at få verdensøkonomien ud af krisen. Ødelæggelsen af det kontinental Europa og Japan i Anden Verdenskrig var nødvendig for at bane vejen for 1950’erne og 1960’ernes opsving.

Borgerskabet i dag har desperat forsøgt at undgå sådanne katastrofale begivenheder. De er bange for at åbne op for en revolutionær periode, som den i 1930’erne.

At genoppuste boblen

I stedet for at presse kreditten ud af systemet, har borgerskabet forsøgt at genoppuste boblen. I stedet for at lade bankerne gå bankerot ved krisens start, lod de kun nogle få falde, og gjorde i realiteten staten til garant for bankernes ophobede gæld.

Redningspakkerne blev kombineret med en ultra løs pengepolitik, hvor centralbankerne trykkede milliarder i nye penge (’kvantitative lempelser’) og lånte dem til bankerne, store virksomheder og regeringer. Samtidig sænkede bankerne renterne til 0,25-0,5 procent (stort set 0), og nogle lande såsom Japan og Sverige havde endda negative renter. Den amerikanske centralbanks, the Federal Reserves, aktiver voksede fra 900 mia. dollars i 2008 (6 procent af BNP) til 4400 mia. dollars i 2017 (24 procent af BNP). Den Europæiske Centralbanks (ECB) aktiver steg fra 1100 mia. euro i 2006 (12 procent af BNP) til 4500 mia. euro i 2017 (41 procent af BNP). Økonomerne talte om, at man var i ’uudforskede vande’, og de havde ret.

Under normale omstændigheder ville det skabe massiv inflation at trykke så mange penge, men det skete ikke. Nedskæringer og lønnedgang reducerede efterspørgslen på produkter og serviceydelser, samtidig med at virksomhederne forsøgte at reducere over-kapacitet i fabrikker verden over. Bankerne forsøgte at afstive deres bundlinje ved at begrænse udlån til forbrugere og virksomheder. Store koncerner var ikke interesserede i at investere, da de allerede havde produktionskapacitet, som rakte langt ud over, hvad markedet kunne kapere.

Regeringer og centralbanker forsøgte at genoppuste kreditboblen, men det eneste, de formåede, var at forhindre en dyb økonomisk depression og endnu engang udsætte regnskabets time. Meget af den kredit, som var blevet skabt, endte i et orgie af spekulation. Aktiemarkederne boomede og nåede nye rekorder. The New York Dow Jones Industrial Average Index steg fra 14.000 point i oktober 2007 til 26.600 den 26. januar i år. London Financial Times’ Stock Exchange 100 (FTSE 100) steg fra 6.700 til 7.700. Tokyo Nikkei Index fulgte samme mønster med et toppunkt i 2007 på 21.700, hvorefter et lavpunkt blev nået i 2009 efterfulgt af en stigning og et nyt toppunkt i januar i år på 23.800. Kryptovalutaer (bitcoins) har oplevet eksplosive værdistigninger og det samme har kunstobjekter. I november opnåede et maleri, som efter sigende var malet af Leonardo Da Vinci, en rekordværdi på 400 mio. dollars på en auktion til trods for dens tvivlsomme autenticitet. Finanskapitalen søgte desperat alternative kilder til hurtig profit fremfor at foretage produktive investeringer i økonomien.

Store virksomheder har akkumuleret hundreder af milliarder af dollars i kontanter, som de har problemer med at finde produktive investeringer til. USA’s ikke-finansielle virksomheder sidder på 1900 mia. dollars, hvoraf Apple, Microsoft, Alphabet (Google), Cisco og Oracle har 679 mia. dollars tilsammen ("Corporate America’s cash pile to balloon to $1.9tn in 2017 — Moody’s", Mamta Badkar, Financial Times, 20. november 2017). Warren Buffets Berkshire Hathaway sidder på 116 mia. dollars blandt andet takket være Trumps skattegaver i efteråret. Rekordhøje profitter i virksomhederne såvel som billig kredit har ført til nye fusioner og opkøb. I øjeblikket forsøger computerchipproducenten Broadcom at foretage en fjendtlig overtagelse af Qualcomm, som fremstiller 42 procent af alle smartphoneprocessorer. Deres bud ligger på svimlende 117 mia. dollars – den største teknologihandel nogensinde. Andre handler, som er undervejs, omfatter en 30 milliarders budkrig på UK broadcaster Sky. Rent faktisk har Buffet i sit årlige brev til aktionærerne beklaget sig over priserne på virksomheder, hvor han skriver, at han ikke kan finde nogen til ”en rimelig indkøbspris”, fordi priserne er blevet drevet så højt op.

Boligboblen er også blevet oppustet i flere økonomier. Siden 2005 er boligpriserne steget med 108 procent i Australien og Kina, 50 procent i Storbritannien og 43 procent i Canada ("The long and winding road to economic recovery", Claire Manibog and Stephen Foley, Financial Times, 10. august 2017) I New York og andre storbyer i USA har priserne endnu ikke overgået 2008, men de er nået op på samme niveau. De meget høje boligpriser betyder, at mange husstande med store lån kun er i stand til at tilbagebetale lånet på grund af de historisk lave rentesatser. Hvis centralbankerne forsøger at begrænse kreditten ved at hæve renterne eller destruere nogle af de penge, de har trykt, da krisen var på sit højeste, vil tvangsauktionerne nå et epidemisk niveau.

Intet løst

De mere kløgtige blandt borgerlige kommentatorer har opdaget, at man ikke har formået at løse nogle af de problemer, som skabte krisen i første omgang:

Efter finanskrisen i 2008-09 var håbet; at en kombination af økonomisk opsving, inflation og nedskæringspolitik skulle mindske gældsbjerget. Dette var dog for optimistisk. Væksten har været lavere end forventet, inflationen underdrejet og nedskæringspolitikken har virket selvdestruktiv. Mens verdens regeringer holder sig tilbage fra finanspolitiske og industrielle reformer, satser man på, at den selvsamme gift, der udløste krisen, skal genstarte økonomien i USA og Europa. ("Global debt is the danger: beware the butterfly moment", Pascal Blanque and Amin Rajan, Financial Times, 4. Januar 2018)

I en lang periode stagnerede økonomien. I 2012 blev det beskedne opsving døbt ”det mest elendige økonomiske opsving i historien” af Wall Street Journal. Det tog den Europæiske Union syv år at nå samme produktionsniveau som i 2008, mens USA og Japan nåede det inden for henholdsvis tre og fem år.

I dag garanterer staten stadig 75 procent af de amerikanske huslån ("The US government is still propping up its mortgage market", Financial Times, 18. august 2017), og Storbritannien og Tyskland har investeret flere hundrede milliarder af dollars i deres banksektorer. De som er hårdest påvirket, Grækenland og Irland, er stadig ikke i stand til at tilbagebetale hjælpepakkerne; der svarer til 25 procent af deres BNP ("Bailout costs will be a burden for years", Financial Times, 8. august 2017). Inflationen forblev stædigt lav til trods for den ekstremt billig kredit. Det er kun indenfor det seneste år, at der har været en lille fremgang i inflationen til det punkt, hvor den amerikanske centralbank turde hæve renten til over 1 procent. ECB og Japans centralbank er stadig ikke stoppet med deres kvantitative lempelsesprogrammer, og deres renter er stadig omkring nul.

I de udviklede G20-økonomier er gælden forblevet høj til trods for nedskæringerne. Den samlede gæld nåede op på 234 procent af BNP før krisen og er nu på 263 procent (Figur 1.23, "Global Financial Stability Report October 2017", IMF). Til trods for at banker og husstande i nogle lande ikke er så forgældede, så er virksomheder og regeringer så meget desto mere forgældede. Derfor har det ikke hjulpet på gældsniveauet, at der i den sidste periode har været en lille smule vækst.

Et land, der klarede sig bedre gennem krisen end de fleste, var Kina. Den kinesiske økonomi er gennem krisen fortsat med at vokse. Men dette er kun lykkedes ved at akkumulere massiv gæld. Tallene for Kina er ikke de mest troværdige, men det anslås, at landets totale gæld nåede 255 procent af BNP i slutningen af 2016. Det er næsten det dobbelte af de 133 procent, som den udgjorde ved slutningen af 2008 (Figur 60, "State of China’s economy’, november 2017", Macquarie Research). Det betyder, at Kina for hver ekstra dollar i økonomisk output tilføjer to dollars til sin gæld. Præcis som de udviklede økonomier i opløbet til 2008 er Kina begyndt at nære sit opsving med kæmpe mængder kredit. Det påvirker også nærmest alle dele af økonomien: private selskaber, statsejede selskaber, husstande og lokale regeringer.

Blandt de mindst udviklede økonomier i verden er Kina ikke den eneste, hvis gæld er blevet forøget, men på grund af størrelsen af Kinas økonomi har det en afgørende betydning. Det har betydet, at den globale gæld har nået et nyt højdepunkt på 233.000 mia. dollars eller 300 procent af det økonomiske output en stigning fra 280 procent i 2008. For nogle år siden var der snak om at rebalancere verdensøkonomien med hovedfokus på at forøge kinesisk import. Dette er tydeligvis sket, men på en fuldstændig uholdbar vis. Kina er gået fra at være en kilde til stabilitet i verdensøkonomien til at være et af de svage led.

Et andet aspekt af dette er de såkaldte zombievirksomheder - virksomheder, der er ude af stand til at skabe profit (OECD’s definition er en virksomhed, hvis indtjening før rentebetaling og skatter er mindre end dets rentebetaling). The Bank of International Settlement (centralbankernes bank) påpegede af andelen af zombievirksomheder var femdoblet siden 1987, og at zombierne havde dobbelt så stor sandsynlighed for at forblive zombier i forhold til tidligere. Mellem 2008 og 2014 steg andelen fra syv procent til lidt over 10 procent ("How do zombies actually die?", Financial Times, 18. januar 2018), men de repræsenterer en langt større andel af arbejdsmarkedet og aktiekapitalen. De lave renter medvirker til at holde disse selskaber oven vande, selv hvis de ikke tjener penge. Hvis en del af disse selskaber gik bankerot, kunne det potentielt have katastrofale konsekvenser for økonomien. Det ville ikke blot påvirke deres kreditorer (banker osv.) og leverandører, det ville også true med at kaste en stor del af arbejderklassen ud i arbejdsløshed.

OECD kom i december med en rapport med titlen ’Konfrontation af zombierne’, hvori de forsøgte at foreslå politiske tiltag, der skulle fungere som en stødpude mod disse kollapser. I teorien er det godt, hvis ikke-profitable virksomheder går bankerot. I praksis er en sådan ’creative destruction’ ofte meget destruktiv og ikke særlig kreativ. Hvert land har dets eget ’rustbælte’ i et eller andet format, hvor destruktionen af industrier har ødelagt lokalsamfund, og intet har erstattet dem. I en periode med kapitalistisk krise vil dette være langt værre, og borgerskabet indrømmer stiltiende, at dette er tilfældet.

Så efter 10 års krise er den økonomiske situation absolut ikke blevet bedre, den er tværtimod blevet værre. Ingen af modsætningerne er blevet løst, og alle forsøgene på at komme ud af krisen har kun skabt nye modsætninger.

Politisk ligevægt

På Marx’ tid refererede økonomerne til deres fag som ’politisk økonomi’. Ligesom Marx forsøgte de i det mindste at studere relationen mellem økonomi og samfund. Men de neoklassiske økonomer foretrak til gengæld at behandle økonomien som et system, der udelukkende baserer sig på matematiske principper. Politik var intet andet end en uønsket, uberegnelig faktor, der ikke passede ind i deres analysemodeller. Kun Keynes forsøgte at håndtere spørgsmålet i de turbulente 1920’ere og 30’ere. Det er ikke overraskende, at Keynes er blevet populær blandt dem, som ønsker at redde det kapitalistiske system fra sig selv.

Realiteten er, at alle forsøg på at genoprette den økonomiske ligevægt har ødelagt den politiske ligevægt. Nedskæringer, angreb på arbejdsvilkårene, enorme profitter og redningspakker til bankerne har alt sammen været med til at sætte politik i forgrunden af økonomiske ’risici’. Den herskende klasse har mistet evnen til at diktere linjen overfor det politiske etablissement. De måske mest åbenlyse eksempler på dette er Trump og Brexit, hvor den herskende klasse desperat har forsøgt at tøjle deres egne repræsentanter.

Den vrede og frustration, som er blevet opbygget over det sidste årti, er kommet til udtryk i proteststemmer imod status quo - imod etablissementet. Politik er i stigende grad blevet polariseret mellem en protektionistisk, anti-indvandrings- højrefløj (Det Konservative Parti i UK og Trump) og en radikaliseret venstrefløj (Corbyn, Sanders). Ingen af disse to fløje er synderligt attraktive for den herskende klasse.

I en nylig CNN dokumentar kaldet "Why Trump Won" sagde formanden for det Demokratiske Parti i Mahoney County det uden omsvøb: ”alt, hvad de hørte, var bare jobs, jobs, jobs, og at han har tænkt sig at bringe vores jobs tilbage”. De “kløgtige” kommentatorer vil pege på tallene, der viser rekordlav arbejdsløshed men dermed misser de pointen. Spørgsmålet er ikke, om man har et arbejde, men hvilket arbejde man har og på hvilke vilkår. Tidligere havde folk i rustbæltet og i det nordlige England relativt godt betalte faglærte jobs. Nu bliver de bedt om at arbejde i call-centre, fast food butikker og Amazon-varehuse til mindsteløn.

Donald Trump trade wars are good and easy to win Image Flickr Gage SkidmoreTrump bebrejder frihandelen for denne situation og argumenterer for, at USA har underskrevet for mange handelsaftaler, som ikke har gavnet ’America’. I stedet vil han sætte ’America First’. Sandheden er, at disse handelsaftaler blev indgået med henblik på at gavne de amerikanske kapitalister, som har tjent et hav af penge på dem; inklusiv Trump. Nu påstår Trump, at han vil ’bringe jobbene tilbage’. Den eneste måde dette kan lade sig gøre på, er på bekostning af andre lande: ved at tvinge virksomheder til at lukke i Mexico og Europa for på den måde angiveligt at åbne nye i USA. Dette kommer ikke til at ske, men hvis det gør, bliver det ved at importere arbejdsforholdene fra Mexico og Fast food-industrien til den amerikanske industri.

Fra borgerskabets synspunkt er en sådan politik ekstremt farlig. En handelskrig mellem Europa og USA eller Kina og USA vil have katastrofale konsekvenser for verdensøkonomien, hvilket i sidste ende er, hvad Trump truer med. Den 1. marts tog han endnu et skridt i denne retning, da han indførte højere told på vaskemaskiner og solcellepaneler med stål og aluminium. Aktiemarkederne styrtdykkede. EU responderede med det samme med trusler om at gøre gengæld, hvilket Trump svarede på med endnu flere trusler om told på EU-varer. Trump skrev endda et tweet, hvor han forsvarede sin politik:

”Når et land (USA) mister mange milliarder dollars på handel med stort set alle lande det laver forretning med, er handelskrige gode og nemme at vinde. Eksempel: når vi er i underskud med 100 milliarder dollars i forhold til et bestemt land, og de spiller op, stopper vi med at handle mere - vi vinder stort. Det er nemt!”

Borgerskabet ser dette som komplet uforsvarligt. Verdensøkonomien er fuldstændig integreret, og handelskrige vil have en ekstremt ødelæggende effekt på USA såvel som andre økonomier. Det vil hverken være ’nemt’ eller ’en stor sejr’. Borgerskabet er utroligt bekymrede over de seneste udviklinger. Medlemmer af Trumps kabinet var imod det, og en del af det Republikanske Parti har annonceret, at de er villige til vedtage love, der kan sætte en stopper for Trumps toldafgifter.

Andre regeringer ser meget misbilligende på det. I spørgsmålet om en genforhandling af NAFTA, er Justin Trudeau endda gået så langt som til at udtale, at ”ingen aftale kan meget vel være bedre for Canada end en dårlig aftale”. Europa-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, udtalte den 2. marts:

"Så nu vil vi også indføre importafgifter. Det faktum at vi er nødt til at gøre dette, er i sidste ende en tåbelig proces. Men vi er nødt til at gøre det. Vi vil nu pålægge afgifter på motorcykler, Harley Davidsons, på blue jeans, Levis, på Bourbon. Vi kan også handle dumt. Vi er også nødt til at handle så dumt."

Trump er i et vist omfang kun budbringeren, hvilket netop er hvorfor, de er så bekymrede. Hvis det bare handlede om Trump, ville det være et problem, der var håndterbart. Problemet er, at hele logikken bag den økonomiske krise presser nationer i konflikt med hinanden i forsøget på at læsse deres sociale og politiske problemer af på andre. Allerede under Obama var protektionistiske tiltag i vækst, og Brexit følger samme trend.

Det er ikke bare et spørgsmål om handel, hvor den herskende klasse er ved at miste sit greb. De seneste skattereformer i USA var ikke, hvad den amerikanske herskende klasse ledte efter. De repræsenterer en massiv skattenedsættelse for de personer, som har klaret sig bedst under krisen. Rekordhøje virksomhedsprofitter bliver nu øget med yderligere skattelettelser. Skattelettelserne for 1500 mia. dollars bidrog til det allerede eksisterende underskud, et underskud som ingen virker parate til at tage sig af.

Republikanske kongresmedlemmer og senatorer er gået fra at være dybt bekymrede for underskuddet til at lave rekordstore budgetunderskud. Den sidste budgetaftale med Demokraterne tilføjede yderligere 300 milliarder dollars til underskuddet. Nu er underskuddet projekteret til at nå op på 1200 mia. dollars.

Uroens tilbagevenden

Det er i den sammenhæng, at markederne blev skræmt først i februar. USA’s økonomiske data var, paradoksalt nok, for gode. Inflationen var på vej op, visse lønindikatorer var stigende og så videre. Rystelserne på aktiemarkedet afspejlede en frygt for, at det var slut med billige penge.

En række artikler bød udviklingen velkommen, og argumenterede grundlæggende set for, at markederne havde været for rolige, for optimistiske, og det gjorde kommentatorerne bekymrede. Hvis der er ét gennemgående tema fra oktober frem til januar, så er det, at alle kommentatorerne var bekymrede for optimisme.

På World Economic Forum var der rigelig pessimisme til trods for tallene, der overfladisk berettede om opsving: ”den største bekymring jeg har, er at de fleste forestiller sig, at en mulig recession dette år eller tidligt næste år ikke er et problem,” udtalte medstifteren af Carlyle Group. ”Ofte, når folk er glade og tillidsfulde går det galt”. Chefen for Barcleys Bank, Jes Stanley, erklærede: ”jeg føler, det minder lidt om 2006, hvor vi alle talte om, hvorvidt vi havde løst de økonomiske krisers gåde,” men ”vi har aldrig undgået den næste finanskrise”. ("Davos Bank CEOs Are Worried Markets Are Complacent Like 2006", Bloomberg, 23. januar 2018)

I 2000’erne talte Gordon Brown om, at det var slut med ’opsvings- og krisecyklusser’. Nu er den slags optimisme erstattet af den dystre forståelse af, at de ikke alene fejlede i at afværge krisen i 2008, men at de heller ikke kan undslippe en ny på kort sigt.

The ECB and the Bank of Japan still havent discontinued their quantitative easing programmes Image Ilaria CaterinaStigende inflation ville betyde, at den amerikanske centralbank vil være nødt til at øge renten for at holde inflationen under kontrol. Dette kunne true husholdninger og virksomheder med konkurs. ”Vi har meget lidt kapacitet i kapitalmarkedet til at håndtere en stor bevægelse i rentesatserne,” forklarede Stanley. Chefen for M&G Investments havde samme bekymring: ”Hvis renterne stiger betydeligt over de næste 12 måneder, vil der være en masse mennesker, der har lånt penge, som ikke vil være i stand til at betale dem tilbage”, sagde hun. ”De mennesker er derude og markedet har ikke, samlet set, indprist dette”. (Ibid)

Ingen ved i realiteten, hvor højt renterne kan stige uden at medføre en ny krise, men mange frygter, at det vil være langt lavere, end hvad der ville være nødvendigt for at kontrollere inflationen. Det har fået en masse finansielle kommentatorer til at opfordre til forsigtighed. De er generelt mere bekymrede for en krise end for inflation på grund af det nuværende opsvings skrøbelighed.

En ny krise er under opsejling

Ingen ved, hvornår den næste krise kommer. Hvis den nuværende økonomiske vækst varer indtil udgangen af 2019, ville det være den længste periode med uafbrudt vækst i USA siden 1945 (omend meget svag). På overfladen ser tallene gode ud, men de ser altid gode ud før et sammenbrud. De kommentatorer, der ser lidt under overfladen, er bekymrede.

Verdensøkonomien er blevet holdt oppe, ikke gennem investeringer, forbedring af produktiviteten eller lønstigninger, men endnu en gang gennem stigende gæld. Alle de tiltag, der er beregnet til at bringe økonomien ud af krisen: sænkning af renten, stigende statsunderskud og så videre er allerede brugt op - og især de monetære tiltag. Når den næste krise rammer, vil centralbanker og regeringer ikke have nogen midler til at komme ud af den. De vil ikke længere være i stand til at udskyde det uundgåelige. Derfor håber de desperat på, at krisen ikke kommer nu.

Det drejer sig heller ikke kun om økonomi. Allerede i de første ti år af denne krise har vi oplevet en enorm politisk omvæltning, hvor den herskende klasse har brugt de traditionelle partiers, inklusiv de socialdemokratiske, politiske kapital. Hvem skal den læne sig op ad for at få støtte til at gennemføre den næste runde af nedskæringer og holde verdenshandlens skrøbelige system på plads? Faktisk er politiske spørgsmål dem, der bekymrer den mest i øjeblikket: risikoen for, at Trump, Brexit eller noget et andet politisk jordskælv, som vi endnu ikke har set, vil ødelægge den skrøbelige økonomiske ligevægt.

Marxister glæder sig ikke over økonomiske kriser, men vi fortæller sandheden. I sidste ende kan spørgsmålet reduceres til spørgsmålet om hvem, der betaler? Hvem skal betale for krisen? Hvem skal betale gælden? Borgerskabet vil forsøge at få arbejderklassen til at betale gennem angreb på arbejdsvilkår og levestandard. Dette vil bane vejen for endnu mere voldsom konflikt mellem klasserne i den kommende periode.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.