pashtunI starten af februar cirkulerede nogle usædvanlige protestscener på sociale medier i Islamabad. Tusindvis af pashtunere marcherede mod Islamabad fra Pakistans stammeområde nær den Afghanske grænse. Målet med marchen var at holde en protest foran presseklubben i hovedstaden.

Protesten var blevet udløst af den lovstridige henrettelse af en pashtunsk mand i Karachi, Pakistans industrielle centrum. Pashtun-regionen har været epicenter for krige de sidste fire årtier. Statsundertrykkelse og intimidering er intensiveret de sidste to årtier især siden den amerikanske besættelse af Afghanistan i 2001. Den pakistanske hærs militæroperationer, Taliban og amerikanske droneangreb har gjort regionen til et levende helvede.

Historisk sår

Historisk set var Afghanistan en bufferzone mellem det zaristiske Rusland og britiske Indien. Senere, som resultat af fejlslåede britiske militærekspeditioner i Afghanistan, delte briterne grænseregionen mellem Afghanistan og det britisk-kontrollerede Indien med en linje i 1896, opkaldt efter den britiske diplomat Sir Mortimer Durand. Durand-linjen skærer igennem de pashtunske områder og er et sår der stadig kan mærkes i regionen. Et sår der stadig er lige så frisk som det var for 100 år siden. Senere blev opdelingen udnyttet af amerikansk imperialisme under Den Kolde Krig imod Sovjetunionen. I dag bor der omkring 50 millioner pashtunere i Pakistan og mere end 30 millioner i Afghanistan. Under det britiske styre af Indien blev regionen strategisk efterladt tilbagestående og de britiske imperialister indførte de mest drakoniske love. Ingenting ændrede sig efter briterne havde opdelt Indien og trak sig ud. Den pakistanske herskende klasse fulgte den samme politik som deres forgængere og ikke engang kosmetiske ændringer blev indført.

For at modvirke en socialistisk revolution i Afghanistan i 1978, lancerede amerikanerne, saudierne, pakistanerne og mange andre vestlige lande en kontrarevolution ved at opbygge de islamistiske jihadist-styrker. Pashtun-regionen på den pakistanske side blev brugt som opmarchområde til formålet. I 80’erne, da Jihad’en var mest intensiv, blev regionen besøgt af utallige kendte vestlige statsledere og diplomater for at mødes med mujahedinere og give dem moralsk og finansiel støtte, blandt andre nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog i dette.

Det almindelige folks byrde

Som resultat af den strategiske politik ført af både briterne og Pakistans herskende klasse blev regionen ladt tilbage i økonomisk tilbageståenhed sammenlignet med resten af landet. Migration til de urbane centre i Pakistan var historisk set normalt men situationen ændrede sig efter den amerikanske indtagelse af Afghanistan i 2001. For at beskytte dets fundamentalistiske stedfortræder-styrker mod amerikanske angreb brugte det pakistanske militær området som en sikkerhedszone for disse elementer og regeringen og medierne refererede ofte til deres stedfortrædere som det ”gode Taliban”. Disse grupper blev reddet, for at bevare Islamabads regionale indflydelse og specifikt for at skulle intervenere i Afghanistan efter amerikanerne havde forladt området. Men der var alvorlige problemer med den politik. For det første er Taliban ikke en homogen gruppe, men er i stedet opdelt og underopdelt og derfor svære for Pakistan at kontrollere. Det andet problem er USA og NATO. Pakistan er deres allierede i krigen mod terror og Pakistan skal derfor bevise at det kæmper mod Taliban. Pakistan lancerede dets første militæroperation tilbage I 2004. I realiteten var det en krig i fuld skala hvor alle militære kapaciteter blev brugt. Som resultat af disse barbariske militæroperationer blev den allerede dårligt stillede region ødelagt fuldstændig. Militæret sørgede for at enhver der gjorde modstand eller blot blev set som en mulig trussel om fremtidig modstand blev enten slået ihjel eller “forsvandt”. På samme tid blev regionen testområde for droner. Amerikanerne prøvede at ødelægge Talibans fristed som åbenlyst blev beskyttet af deres allierede Pakistan. Men de virkelige ofre i dette brutale drama er de almindelige mennesker som har mistet alt: familiemedlemmer, boliger og deres midler til overlevelse. Almindelige mennesker er fanget mellem den pakistanske hær, Taliban og amerikanske droner. Det var disse almindelige mennesker der var de egentlige ofre i den brutale krig.

Den økonomiske migration forvandledes til en strøm af krigsflygtninge. Udover økonomiske problemer blev de der nåede til byerne mødt af hastigt stigende terrorisme, mange forsvandt (kidnappet af de pakistanske efterretningstjenester) eller blev slået ihjel i deres møde med politiet ligesom i Karachi i januar 2018.

 Det nationale spørgsmål

Ligesom klasseundertrykkelse har national undertrykkelse eksisteret i Pakistan siden landet kom til verden i 1947 som resultat af Indiens deling. Senere ledte den fejlslagne revolution i 1968 til at Pakistan blev brudt over nationale linjer. Udsplitterområdet er nu kendt som Bangladesh. Men opdelingen ændrede ikke statens karakter. Nationale minoriteter som baloch og pashtunere oplevede stadig national undertrykkelse. Det var derfor naturligt at politik over nationale linjer har spillet en vigtig rolle lige siden staten Pakistans oprindelse. Ligesom andre nationalistiske partier i den koloniale og semi-koloniale verden i 60’erne og 70’erne var de pashtunske nationalistpartier venstreorienterede. Paroler om brød og anti-imperialisme var indeholdt i deres program og de havde et godt forhold til Sovjetunionen. Men efter Sovjetunionens kollaps forsvandt jorden under deres fødder. Kort efter sammenbruddet lavede de en U-vending og gav nu åbenlyst deres støtte til den vestlige imperialisme i ”liberalismens” navn. Eftersom de ikke har nogen tiltro til masserne, må de kigge andetsteds. De hilste den amerikanske besættelse af Afghanistan i 2001 velkommen med naive slogans om liberalisme og fremskridt. Ikke nok med at de støttede amerikanerne, men de støttede også den pakistanske hærs militæroperationer i regionen på trods af at modstand mod netop dette var fundamentet for deres nationalistiske politik. Politiken var en katastrofe og som konsekvens mistede de hurtigt deres masseopbakning.

Den sidste dråbe

Mordet på Naqeeb Mehsood den 11. januar 2018 som politiet stod bag var den sidste dråbe der fik bægeret til at flyde over og det blev omdrejningspunkt for sammenhold mod statsundertrykkelse, krigen og Taliban. En march blev organiseret af almindelige mennesker og ledte til en ugelang sit-in foran Islamabads presseklub under åben himmel. De officielle medier boykottede protesten fuldstændig, men den spredte sig som steppebrand på de sociale medier. Parolerne var rettet mod statsundertrykkelse, militæroperationerne og for retten til at leve. Protesternes krav var:

1. Straf til Rao Anwar (politibetjenten der slog Naqueeb ihjel) og hans hold

2. Stop for lovstridige mord

3. Fjern landminer i regionen

4. Frigivelse af forsvundne personer

Efter en uge gav staten efter. Den frigav 100 forsvundne personer på én dag og bad om en måned til at møde resten af kravene. Men protesten spredte sig til andre dele af regionen og flere krav blev tilføjet. Protesten blev et håbets lys. Det gav folk mod til at tale. Det udstillede de kriminelle handlinger begået af militæret. Pashtun Tahafuz (beskyttelses) Bevægelsen (PTM) var født. En af bevægelsens største bedrifter er at den har givet folket mulighed for at mærke sin egen magt og styrke. Det var en lille demonstration af det faktum at det kun er de arbejdende masser der har magten til at overvinde imperialisme, islamisk fundamentalisme og statsundertrykkelse.

Massemobilisering og offentlige møder

Efter en måneds deadline annoncerede PTM møder og forsamlinger i forskellige dele af de pashtunsk dominerede områder. En 25-årig mand Manzoor Pashteen ledte marchen og blev de undertryktes stemme og masserne samledes om ham. Han bragte statens og statssponsorerede gruppers beskidte rolle frem i spotlyset, i massernes retssal og fremførte de ufortalte historier om undertrykkelse i de pashtunske området.

”Manzoor Pashteen har rejst alvorlige spørgsmål omkring de militære ’operationer’ der er foregået i disse områder i mere end et årti nu. Han siger at officerer i hæren samarbejder med Taliban og andre islamiske fundamentalister og han har været øjenvidne til mange møder mellem dem. Han siger det er almen viden for folk i disse områder at mange officerer i hæren og medlemmer af Taliban er gode venner. Men normale mennesker lider på grund af disse operationer og hundredetusinder er tvunget fra deres hjem og er blevet flygtninge i deres eget land,” rapporterer IMT i Pakistan.

Bevægelsen har opmuntret tusindvis af folk til at bruge deres stemmer til at tale mod disse grusomheder og dele deres egne historier fra ”Krigen mod Terror”. Inspireret af bevægelsen er der blevet organiseret kæmpeprotester i stammeområderne Bajaur og Landi Kotal på grænsen til Afghanistan.

 

I marts organiserede PTM en lang march fra D.I. Khan til Quetta, med offentlige møder i Zhob, Qila Saifullah, Khano Zai og til sidst i Quetta, som er hovedstaden i Balochistan. Marchen fik en fantastisk respons fra det pashtunske samfund. Titusindvis af folk var med til møderne og deltog i diskussionen om den brutale rolle hæren og den pakistanske stat spiller. I Qila Saifullah prøvede statsautoriteter at starte en retssag mod PTM’s ledelse, men grundet presset fra bevægelsen var de tvunget til at droppe sagen igen. I Quetta tiltrak mødet mere end 50.000 mennesker fra hele Balochistan. Almindelige mennesker fra andre undertrykte nationaliteter, blandt andet baloch og hazaras, deltog også i mødet. En stor militæroperation mod Baloch-nationalisterne er netop nu i gang. Hundredvis af politisk aktive arbejdere er blevet slået ihjel og torturerede og deres lemlæstede kroppe er blevet kastet på lossepladsen af den pakistanske stat. Operationen rammer flere almindelige mennesker, inklusive kvinder og børn, end folk der fører væbnet kampe. Et sydende had til den pakistanske stat bobler blandt balochs masser og de leder efter måder at fortsætte kampen på. Hazaras i Quetta bliver også forfulgt af islamiske fundamentalister med fuld støtte fra den pakistanske stat. I en by som Quetta med militære kontrolposter for hver kilometer bliver hazaras alligevel regelmæssigt slået ihjel af terrorister uden at blive konfronteret eller anholdt. En hazaransk kvinde talte også til mødet i Quetta hvilket viser det kæmpe potentiale der er for at bevægelsen kan forbinde sig med andre undertrykte grupper i Pakistan. Tilstedeværelsen og mobiliseringen af kvinder i bevægelsen er en progressiv udvikling i et ellers konservativt og tilbagestående samfund.

Peshawar

Den 8. april blev et stort, offentligt møde afholdt i Peshawar med omkring 70.000 deltagere. Familierne til hundredvis af forsvundne personer kom til forsamlingen med billeder af deres forsvundne familiemedlemmer. Pashteen kritiserede åbent militæret og sagde at PTM er imod enhver undertrykker ligegyldigt om det er en stats-aktør eller ej. Han annoncerede også møder I Lahore og Swat.

Bevægelsen har startet alarmklokkerne i magtens korridorer og de herskende klasser gør deres bedste for at knuse en stigende strøm af vrede og afsky. Vreden er rettet mod den barbariske pakistanske stat som er håndlanger for USA, Kina og andre imperialistiske magter. Efter forsamlingerne er omkring 200 forsvundne personer blevet frigivet.

Lahore

Et stort møde blev afholdt i Lahore den 22. april. I forbindelse med mødet var der arrangeret solidaritetsstrejker i forskellige dele af landet. IMT’s kammerater i Pakistan har deltaget i kampen siden bevægelsens start. I Karachi var kammerater fra Red Workers Front og Progressive Youth Alliance (Lal Salam), sammen med PTM supportere, en del af demonstrationen. Efter demonstrationen blev 7 IMT-kammerater bortført af den paramilitære gruppe Sindh Rangers.

I en nylig Facebookbesked siger Manzoor: ”Siden i går er 8 aktivister fra PTM (bevægelse for beskyttelse af pashtunere) i en paramilitær gruppes varetægt. Hvis I ikke er frigivet i morgen, strejker vi i hele landet. Vi vil ikke ofres længere!”

Bevægelsens virkelige venner er de arbejdende masser i Pakistan, Afghanistan og andre lande i regionen og resten af verden. Det er vigtigt at arbejde sammen med andre arbejderbevægelser. På den måde kan vi opbygge vores styrker i en målrettet krig mod det uddaterede kapitalistiske system og blodige stater gennem en socialistisk revolution.

 

Opdatering: Efter en større international kampagne gennem IMT er de 7 kammerater blevet frigivet igen. Men chikane og trusler om repressalier fra statslige aktører fortsætter.

Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.