americafirstTorsdag den 31. maj udløb fristen for en handelsaftale mellem Trump og Canada, Japan, Mexico og EU. Det betyder, at den straftold på stål og aluminium, som Trump havde truet med, nu træder i kraft. Med dette skridt har Trump begyndt på processen: at optrevle globaliseringen. Lørdag den 2. juni mødtes G-7 landenes finansministre, og de 6 af dem rottede sig sammen mod USA og udtrykte deres “enstemmige bekymring og skuffelse” over den amerikanske beslutning.

Den franske finansminister (og Frankrig er særligt bitter på USA over Iran) skæmtede med, at det var et møde for G6+1 (en slet skjult hentydning til hvordan Ruslands deltagelse i møderne ofte kaldes G7+1). Dette er en hård og meget sigende dom over relationerne mellem USA og dets nærmeste allierede.

Trump er ikke blot lykkedes med at gøre Kina og Rusland vrede, men altså også de andre G7-lande, USA’s vigtigste allierede. At han som begrundelse for handelsbarriererne henviste til “national sikkerhed”, det er yderligere salt i såret. Som den Canadiske finansminister pointerede, er det “absurd at tro, at Canada på nogen måde kunne være en sikkerhedsrisiko for USA”.

Blandt størstedelen af medlemmerne af etablissementet i USA, er USA’s konflikt med sine historiske allierede en særlig stor kilde til bekymring, for deres primære hovedpine er Kina og kinesisk industri- og handelspolitik. De ville gerne bruge EU og Japan imod Kina, noget som burde ligge lige til højrebenet. Men faktisk har USA i sine handelsforhandlinger i Kina på samme tid rejst to spørgsmål. Trump har på den ene side presset på for at tvinge Kina til at købe flere amerikanske produkter, alt imens den amerikanske herskende klasse generelt er mere bekymrede omkring intellektuelle ejendomsrettigheder og (den tvungne) overførsel af teknologi til Kina. Dette afspejler den dybe kløft mellem Trump-administrationen og en betydelig del af den amerikanske herskende klasse.

Konflikten mellem Trump og de andre G7-ledere handler ikke kun om told men om langt mere principielle spørgsmål om frihandel i det hele taget. EU har allerede straftold på kinesisk stål, som blev implementeret på toppen af stålkrisen for nogle år tilbage. Trump vil have EU til at acceptere ikke bare enkelte tiltag rettet mod enkelte varer, der kan gavne et enkelt amerikansk selskab og således give mere eksport, men tiltag rettet mod en hel række varer. Ligesom det var tilfældet med Kina, vil han have EU, Canada, etc. til at gå med til at reducere deres handelsoverskud overfor USA.

Fra et økonomisk teoretisk standpunkt er dette ren galskab. Hele formålet med international handel er at forbedre effektiviteten gennem global konkurrence, hvilket virker bedst uden hindringer. Dette er teorien om Adam Smith’s berømte usynlige hånd, ifølge hvilken ressourcerne vil blive allokeret mest effektivt, hvis markedet lades være uden restriktioner. Adam Smith argumenterede mod den hidtil herskende merkantilistiske teori, der søgte at maksimere profitabel handel. Adam Smith’s grundlæggende ide var i en hel historisk periode indtil nu fundamentet for de internationale relationer. Argumentet går på, at det vil komme alle til gavn, hvis alle sænker sine handelsbarrierer.

Frihandel fremmer konkurrence - og via konkurrencen udvikling af produktivkræfterne - og skubber arbejdere, firmaer og nationer, der ikke er tilstrækkeligt konkurrencedygtige ud. På den måde er det de mest effektive produktionsformer, der vil sejre. Selvom dette som abstrakt princip muligvis er sandt, virker det kun, når det går fremad og frihandelen kommer alle til gavn på den ene eller anden måde. Når derimod det kapitalistiske system som helhed går ind i en alvorlig krise, vil de aktører, der bliver direkte påvirkede, hvilket primært vil være individuelle kapitalister, som er ude af stand til at følge med de mest konkurrencedygtige firmaer, sjældent være villige til at ofre deres indtægter for den usynlige hånds hellige principper. Konkurrencens absurditet er selvfølgelig også, at selvom den fremmer effektivitet på langt sigt, gør den det kun ved at smadre produktivkræfter på kort sigt, et fænomen der i ethvert rationelt planlagt samfund ville være fuldstændigt unødvendigt. Kapitalisme er dog hverken rationel eller planlagt og fra et kapitalistisk standpunkt er verdenshandlens “creative destruction” derfor essentiel.

Gennem en hel historisk periode har princippet om frihandel været forseglet i hundredvis af traktater - fra bilaterale til multilaterale. Men Trumps tænkning indeholder ikke en ringe portion merkantilisme. Han skubber på for handelsaftaler, der vil fjerne handelsunderskud ikke ved at hæve de amerikanske firmaers konkurrenceevne (gennem investeringer) men ved at bruge USA’s enorme økonomiske og militære magt til at tvinge andre nationer til at øge deres import fra USA eller sænke deres eksport til samme. Trump-administrationen kom i mål med dette overfor Sydkorea, der underskrev netop en sådan aftale. Som Financial Times påpeger: “Dette er ren bilateralisme og styret handel og som sådan fuldstændigt i modstrid med WTO’s principper.”

EU og Canada er fast besluttede på at gå imod dette. Det er de naturligvis delvist ud fra et egennyttigt perspektiv, eftersom de allerede har et handelsoverskud overfor USA, som de ønsker at fastholde, men det er også en del af et generelt forsøg på fra kapitalistklassen - på internationalt plan - at redde verdensøkonomien fra en truende katastrofe. De ønsker at redde de institutioner og frihandelsaftaler, der er blevet møjsommeligt opbygget over de sidste 70 år. Majoriteten af den amerikanske herskende klasse er imod Trump på dette punkt, og de støtter dette forsøg. Og Obamas modstand mod Brexit grundede sig faktisk på samme årsag.

De 6 G7-medlemmers udtalelse henviser til netop dette punkt, når de siger, at G7-mødet “bør genopbygge samarbejdende fællesskaber for at fremme fri, fair, forudsigelig og gensidig gavnlig handel” og, at “samarbejdet er blevet sat i fare ved handelsindgreb mod andre medlemmer.”

Trump er derimod på sin karakteristiske vis fuld af brøsighed: “Når du er næsten 800 milliarder dollars bagud på handel kan du ikke tabe en handelskrig!” Han går til verdensøkonomien, som var det et nulsumsspil, hvor én spillers død er en anden spillers brød. I realiteten vil en handelskrig mellem de store økonomier føre til enorme tab på alle sider. Den canadiske udenrigsminister sagde det samme, da hun udtalte at “vi ved, at bringe-din-nabo-til-tiggerstaven-politik ikke virker. Det var læren af 1920’erne og 1930’erne.” Og det var ganske rigtigt protektionisme, der forvandlede 1930’ernes recession til en dyb depression.

De 6 lande har nu indgivet klager over USA til WTO, men det er tvivlsomt, om USA vil følge en eventuel kendelse. Trump har allerede udvist foragt for WTO ved at blokere udpegelsen af nye dommere til den selvsamme tribunal og dermed paralyseret konfliktløsningsprocessen i organisationen. På nuværende tidspunkt er hovedstriden rettet mod USA, men det handler ikke kun om USA. Spørgsmålet, om hvorfor andre lande skulle følge WTO, hvis ikke USA gør, vil uundgåeligt rejse sig.

USA har i over 70 år været garant og håndhæver af frihandelen i den kapitalistiske del af verden. Hvis USA ikke blot ikke længere er villig til at spille denne rolle men også aktivt saboterer processen, hvem skal så træde i dets sted? EU er for svagt og splittet og lider under lignede pres i Italien og Storbritannien. Kina har visse troværdighedsproblemer på grund af dets egne handelsbarrierer. I realiteten er det kun USA, der kan udfylde rollen. Det primære håb fra den herskende klasse er at lægge begrænsninger på Trump ved at bruge den amerikanske kongres og andre gengældelsestiltag rettet mod Trumps støtter. Så i sidste ende håber de på - på et tidspunkt - at kunne erstatte ham, muligvis gennem en rigsretssag. Hvad de overser er, at de samme sociale forhold, der var baggrund for Trumps fremkomst, ikke kan sikre stabilitet for det amerikanske politiske system. Selv hvis de på en eller anden måde skulle lykkes med at fjerne Trump, er der ingen garanti for, at de vil få den slags præsident de ønsker sig.

Globaliseringen og ekspansionen af kredit satte kapitalistklassen i stand til at udvide efterkrigsopsvinget langt ud over dets naturlige grænser. Alt dette bliver nu vendt til sin modsætninger. Den nuværende krise i de internationale relationer og truslerne mod frihandelen hænger uløseligt sammen med den økonomiske krise. Ligegyldigt hvad der sker, lakker frihandelsæraen mod enden, hvilket vil give anledning til en dyb krise i hele systemet.

Det betyder også, at de illusoriske drømme, som der er nogen, der nærer, om at det er muligt at vende tilbage til en periode med velstand, vil blive knust. Kapitalismens manglende evne til at levere en anstændig levestandard for arbejderklassen vil føre til den ene politiske og sociale krise efter den anden, indtil systemet endeligt bliver omvæltet. Trump er et klart udtryk for den blindgyde, som systemet står i.

Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.