Følgende artikel blev bragt allerede den 28. marts 2018, men er stadig yderst relevant for at få en fornemmelse af situationen i Frankrig lige nu.
Frankrig er gået ind i en ny fase i klassekampen idet præsident Emmanuel Macron nærmer sig et større opgør med de offentligt ansatte. Landet rystes af en række strejker, demonstrationer og konfrontationer mellem masserne og statsautoriteterne.
En én-dags-strejke den 22. marts trak 500.000 demonstranter på gaden. Samtidig er studerende der er gået i kamp mod Macrons angreb på de videregående uddannelser, blevet overfaldet af højrefløjsbøller på campus, hjulpet og støttet af universitetsledelsen. Med maj ‘68’s spøgelse svævende over begivenhederne er den franske herskende klasse fast besluttet på at knuse arbejderne og de unge for at indføre sin reaktionære, pro-kapitalistiske agenda for enhver pris.
På trods af massive protester har Macron lykkedes med at gennemtrumfe en omfattende omlægning af arbejdslovgivningen i efteråret 2017. Disse kontrareformer er endnu mere vidtrækkende end François Hollandes hadede ‘El Khomri-lov’ i forhold til at underminere fagforeningerne og give mere magt til arbejdsgiverne. Den nye ordning fjerner en stor del af fagforbundenes forhandlingsstyrke, gør det langt lettere for arbejdsgivere at hyre og fyre ansatte og reducerer kompensationen for uretmæssig fyrring.
Reformerne søger at skabe større ‘fleksibilitet’, hvilket skal hjælpe de franske kapitalister i konkurrencen på det europæiske marked ved at rive irriterende arbejderbeskyttelseslove i stykker og mindske staten for at give den private sektors investeringer større manøvrerum. Macron søger også at takle Frankrigs arbejdsløshedsrate på 9,7% (mod Eurozonens gennemsnit på 8,7%) og 22% ungdomsarbejdsløshed. Således har han, udover vilde angreb på arbejderbeskyttelsen, erklæret krig mod arbejdsløse borgere (som han karakteriserede som “dovne”) ved at skære understøttelse med 50% efter en to-til-seksmåneders arbejdsløshedsperiode.
Macron: skær, privatisér og deregulér
Efter sin brutale arbejdslovgivningsreform i 2017 vil Macron nu fyre 120.000 offentligt ansatte / Billede: World Economic ForumMacron har også lovet at nedskære antallet af offentligt ansatte (af hvilke der er 5,4 millioner) med 120.000 over fem år, at reducere omkostninger ved at benytte sig mere af private underleverandører, at indføre resultatbaseret løn samt ved naturlig afgang. Dette på trods af et valgløfte om større anerkendelse og højere løn til de offentligt ansatte.
Som en del af Macron-regeringens vej mod dens ambitiøse mål planlægger den at privatisere SNCF – Frankrigs statsejede jernbaneselskab – samt at fjerne arbejde-for-livet-garantierne, som arbejdere har nydt godt af siden nationaliseringen af jernbanerne i 1930’erne.
Macrons nedskæringsprogram og kontrareformer er blevet mødt med glæde af kapitalistiske kommentatorer, der længe har kritiseret Frankrings ‘rigide’ ansættelseslovgivninger og omsiggribende statsinfrastruktur som værende forældede. I 2017 konkluderede Financial Times’ ”Eurozone-analytikere, at Macrons forsøg på at omforme Frankrigs arbejdsmarked vil skabe økonomisk vækst og øge tilliden” i Europa. Hans løfte om at gøre Frankrig til en ‘iværksætternation’ (Silicon Valley newspeak for en legeplads for kortsigtede investeringer for private firmaer) har tiltrukket komplimenter fra tech-billionærer som Xavier Niel, som sagde, at præsidenten “har givet Frankrig et pro-iværksætter, pro-entreprenør-image i udlandet som vi ikke rigtigt havde før”.
Macron har også haft travlt i Bruxelles med at arbejde på en ny traktat med den tyske kansler Angela Merkel for at reformere Eurozonen på basis af deres “delte værdier”, der inkluderer nedskæring af statsbudgetter gennem nedskæringspolitik, privatiseringer og deregulering af arbejdsmarkedet.
Kamp mod jernbanearbejderne
Macron og Angela Merkel ønsker at reformere Eurozonen efter deres “delte værdier” / Billede: Frankfurter BuchmessePræsidentens seneste udspil fremprovokerede kraftige reaktioner fra de offentligt ansatte. Vigtigst af alt svor jernbanearbejderne at strejke fra den 3. april og frem grundet regeringens planer om at privatisere SNCF. Som vores kammerater på Révolution forklarede i deres nylige leder, er det et farlige sats for Macron at gå til kamp mod jernbanearbejderne. De er et af de stærkeste lag af arbejderklassen med direkte magt til at bringe Frankrig til et hvinende holdt. Disse arbejdere har også haft en tendens til at trække andre sektorer af arbejderklassen i kamp, for eksempel under de store strejkebølger i december 1995.
Macron håber dog på at knuse denne arbejdernes bedste forsvarslinje og dermed demoralisere hele klassen. Dette vil gøre det lettere at fortsætte hans drakoniske reformprogram. Hvis jernbanearbejderne omvendt skulle få succes med strejkerne vil det opmuntre og opildne resten af arbejderklassen og sende regeringen i defensiven. Dette blev bekræftet af den erfarne politiske kommentator Alain Duhamel, der sagde: “Hvis Emmanuel Macron taber i en så symbolsk reform så tæt på sin indvælgelse (sidste maj), vil hans image som reformator være ødelagt.”
SNCF-strejken udgør derfor et omdrejningspunkt i den bredere klassekamp. Det er usandsynligt at Macron uden videre vil bakke tilbage af frygt for at jernbanearbejdernes aktivisme skal sprede sig til andre dele af økonomien. Det var præcis frygten for en sådan udvikling, der tvang Juppé-regeringen til tilbagetrækning i 1995.
CGT har indkaldt til strejkeaktion fra den 3. april / Billede: Flickr, Gwenael PiaserFagforeningslederne er selvfølgelig på alle stadier modvilligt blevet trukket med af deres medlemmer. Kun SUD Jernbanefagforeningen har opfordres til tidsubegrænsede strejker: Konkret en én-dags-generalstrejke, som til stormøde hver dag kan fornyes. CGT, CFDT og UNSA opfordrer i stedet til ’rullende strejke’ bestående af to dages strejkeaktion, tre dages arbejde og så videre, fra 3. april indtil 28. juni. I stedet for at støtte deres brødre og søstre i transportsektoren ved at gennemføre koordineret strejkeaktion den 3. april indkalder andre fagforeningsledere i den offentlige sektor blot til “aktionsdag” den 19. april – mere en to uger efter begyndelsen af jernbanestrejken og under skoleferierne! Dette er et genopkog af den elendige strategi benyttet under kampen mod angreb på arbejderlovgivningen i 2016 og 2017.
Radikal strejke den 22. marts
På trods af de bedste forsøg fra fagforeningstoppen er arbejderklassens vrede brudt ud i det åbne – og det har skabt en højest volatil situation. Den 22. marts gik 500.000 demonstranter på gaden i Frankrig, ledt af togførere, lærere, sygeplejersker og flyveledere fra syv fagforeninger i den offentlige sektor. Protesten resulterede i hundreder af fly- og togaflysninger (inklusiv Eurostar), samt lukning af mange skoler og børnehaver. Pendlertogene RER og Transilien blev også alvorligt forstyrret.
Den officielle nationale deltagelse var mindre end ved foregående demonstrationer mod Macrons arbejdsreformer og anti-El Khomri-protesterne, der fandt sted under Hollande. Dog var humøret mere radikalt end i efteråret 2017, og der var mange sammenstød mellem demonstranter og politiet. Derudover var der 65.000 demonstranter alene i Paris, sammenlignet med et højdepunkt på 60.000 forrige år. 35% af de strejkende offentligt ansatte fra forskellige sektorer deltog i demonstrationerne.
Des heurts ont éclaté en marge de la manifestation à Paris pic.twitter.com/gzUsz97D4f
— BFMTV (@BFMTV) 22. marts 2018
Ydermere var politiets tilstedeværelse næsten fordoblet fra 26.000 da det toppede i 2017 til 49.000 – hvilket afslører den herskende klasses angst og deres beslutsomhed om at knuse bevægelsen. Der var mange fysiske konfrontationer og politiet brugte vandkanoner mod de vrede forsamlinger nær Bastillen:
#22mars Manifestation des cheminots #Paris : Jets de projectiles contre gaz lacrymogènes. A proximité de la bastille, des jeunes en marge du défilé s’en prennent aux forces de l’ordre qui ripostent https://t.co/GzkU4nkZKB pic.twitter.com/aJx8XG8VVT
— L’Echiquier social (@EchiquierSocial) 22. marts 2018
De hårdhændede taktikker lykkedes ikke i at dæmpe den enorme vrede og radikalisering af masserne. Baptiste Colin, en 22-årig ingeniørstuderende anklagede regeringen for at ville “ødelægge den offentlige sektor”. Denne fornemmelse gav genlyd hos Marine Bruneau, en kommunalt ansat: “De synes at mene, at i Frankrig … kan den private sektor klare alt og at vi ikke behøver offentligt ansatte som mig. Men Frankrig har brug for os. Hvis vi ikke er her er landet ikke ok.” François Rauch, 65, en forhenværende SNCF jernbaneoperatør, fortalte Reuters: “Vi er her imod regeringen, der kun hjælper de rige.”
Demonstranterne viste yderligere deres politiske kulører da de buhede af den nye leder af Socialistpartiet, Jean-Christophe Cambadélis, der talte ved demonstrationen i Paris. I modsætning hertil blev Jean-Luc Mélenchons tilstedeværelse mødt med entusiastisk jubel og applaus.
Studerende slår igen
Ungdommen er også begyndt at mobilisere sig mod Macrons forsøg på kontrareformer i uddannelsessektoren, inklusiv strammere adgangskrav til de franske universiteter. Lige nu har enhver studerende, der klarer studentereksamen ret til at gå på universitetet i sin hjemegn. Dette har ledt til for mange ansøgninger til populære studier så som jura og psykologi, hvilket har betydet at et (meget upopulært) lotterisystem bruges for at regulere adgangen, hvor efterspørgslen er størst. I følge Macrons planer skal de mest efterspurgte universiteter selv kunne vælge studerende ud fra akademiske prøstationer, hvilket selvfølgelig er meget påvirket af ens opvækst og sociale klasse. Forslaget vil betyde enden på Frankrigs tradition for universel ret til universitetsuddannelse. Udover dette er der blevet besluttet en række lokale ændringer som skal privatiserer og markedsgøre de højere uddannelser, for at reducere omkostningerne.
Studerende ved Toulouse le Mirail-Universitetet har været i besættelse i tre måneder / Billede: France CultureMange studerende har gennmført sit-ins i protest imod disse tiltag, og er blevet mødt af kraftig undertrykkelse fra politiet og universitetsadministrationen. Studerende ved Toulouse le Mirail-Universitetet har været mobiliserede i tre måneder og har okkuperet bygningen og blokeret indgangene i protest mod Macrons nye adgangssystem og forsøg på at sammenlægge institutionen med et nabouniversitet. De ansatte er i strejke i en kontinuerligt fornybar tre-måneders periode. Uddannelsesminister Jean-Michel Blanquer erklærede universitet “uregerligt” og greb ind ved at afskedige lokaladministrationen og sætte Toulouse le Mirail under regeringskontrol via en statsudnævnt minister, Richard Laganier. Staten har også truet med politiaktion, hvis besættelsen fortsætter. Dog har studerende og ansatte svoret at fortsætte ved en generalforsamling den 13. marts, for selvom “bevægelsens krav som udgangspunkt var rent lokale”, er deres mål nu bredere, “social” forandring – med reference til arven fra maj ’68.
Universitetsledelse allierer sig med yderste højrefløj i Montpellier
En anden begivenhed afslører de rystende taktikker anvendt af universitetsadministrationen for at slå ned på de studerendes protester. En gruppe studerende, der havde besat en forelæsningssal på Montpellier Universitet, blev angrebet af en højrefløjs-milits bevæbnet med køller, kæppe og strømpistoler, der råbte vanvittige, racistiske skældsord mens de slog besætterne og tvang dem ud af lokalet. Unversitetsdekanen Phillippe Pétel lod disse bøller komme ind i forelæsningssalen via en bagindgang. Fire ofre endte på hospitalet.
Ifølge vidner bestod militsen delvist af studerende og undervisere på universitetet. Besætterne genkendte to studerende fra Montpelliers jurafakultet blandt pøblen og dekanen (der nu har sagt op) bekræftede tilsyneladende at nogle af overfaldsmændene var studerende:
“De ønskede at forsvare sig selv [red.: fra hvad?] og det kan jeg godt forstå. […] Jeg er totalt enig med dem […] Jeg er stolt af mine studerende.”
Da de studerende var ryddet ud låste banden sig inde i lokalet med medlemmer af universitetsadministrationen. Da politiet ankom blev studerende fortalt, at politiet ikke kunne komme ind i forelæsningssalen for at arrestere voldsmændene “fordi de ikke havde dekanens tilladelse.” Hele den chokerende episode blev fanget på film:
Efter at besætterne blev smidt ud fyldte omtrent 200 protesterende gaderne omkring universitetet og stødte sammen med 30 højrefløjsdemonstranter fra Ligue de Midi, der var iført røde, hvide og blå masker. Det er højst sandsynligt, at dette angreb og den fascistiske demonstration var orkestreret, eller i det mindste tilskyndet, af universitetsledelsen, der støttede sig på disse frastådende, reaktionære elementer i dets egne fakulteter og studenterråd, støttet af højrefløjsgrupper udefra, for at knuse studenterprotesterne. Studerende i Frankrig har indkaldt til en national protestdag den 29. marts i solidaritet med ofrene for angrebet i Montpellier, samt imod Macrons uddannelsespolitikker.
The Times rapporterer, at ministre frygter, at begivenheder som denne kan omdanne “mindre protester” til et “1968-studenteroprør”. Selvfølgelig har den franske fagforeningsledelse en lang historik for at indkalde til aktion, for blot at lade de strejkende udmatte sig selv uden at opnå noget som helst. Dog er den reelle grund til bekymring, set fra Macrons perspektiv, de styrkede solidaritetsbånd mellem arbejdere og unge. Studerende har allerede opfordret til deltagelse i aktionerne, der begynder den 3. april, uden at stille spørgsmålstegn ved fagforeningernes strategi. For 50 år siden var det solidaritet og radikal studenteraktion samt en organiseret arbejderklasse, der tvang De Gaulles regering i knæ. Hvis Macron og hans kapitalistiske kumpaner fortsætter deres angreb på studerende og ungdommen kan de genoplive mindet om dette revolutionære kapitel af den franske historie.
