Foto: FotomovimientoVi udgiver her en udtalelse fra den Internationale Marxistiske Tendens om krisen i Spanien. Den catalanske selvstændighedsafstemning udfordrer det spanske 1978-regime. Det er blevet mødt med hård udnertrykkelse fra den spanske stat. IMT støtter det catalanske folks ret til selvbestemmelse.
For en catalansk socialistisk republik som gnisten til at antænde den iberiske revolution
1. Det catalanske parlaments beslutning om at indkalde til en folkeafstemning om selvstændighed den 1. oktober har åbnet den alvorligste forfatningsmæssige krise, Spanien har set siden genoprettelsen af det borgerlige demokrati i 1977. Undertrykkelsen fra den spanske stat og Rajoy-regeringen i Madrid har fremkaldt en massebevægelse på gaderne, som har oprørslignende træk.
2. Beslutingen om at indkalde til en folkeafstemning om selvbestemmelse kommer efter, at den spanske stat og den borgerlige Rajoy-regering i årevis har blokeret alle Cataloniens forsøg på selv at bestemme sin egen fremtid. Den catalanske forfatning (Estatut) fra 2006, hvis indhold allerede var blevet udvandet af det spanske parlament, blev ratificeret ved en folkeafstemning, kun for derefter at blive blokeret af den spanske forfatningsdomstol efter anmodning fra det borgerlige parti PP. Endelig erklærede forfatningsdomstolen nogle af Estatuts nøgleartikler for at være forfatningsstridige. 35 separate love vedtaget af det catalanske parlament blev anset for ulovlige af forfatningsdomstolen.
3. I 2011-15 var Catalonien en del af bølgen af massebevægelser mod nedskæringer, der stillede spørgsmålstegn ved legitimiteten af alle det borgerlige demokratis institutioner i Spanien. På den tid var det catalanske borgerlige nationalistiske CiU på magten i Catalonien, med Artur Mas som præsident, og genenmførte entusiastisk nedskæringer på sundhed, uddannelse og andre sociale udgifter med fuld støtte fra det borgerlige PP. I 2011 omringede titusinder det catalanske parlament i et forsøg på at forhindre vedtagelsen af et nedskæringsbudget. Parlamentsmedlemmer måtte bringes ind med helikopter. CiU-regeringen reagerede med brutal undertrykkelse. Partiet blev også indrullet i en række korruptionskandaler, der stadig hænger ved.
4. På baggrund af denne situation besluttede den catalanske præsident Mas at sætte sig i spidsen for suverænitetsbevægelsen for at redde sig selv og hans politiske parti. Den catalanske uafhængighedsbevægelse antog en massebase (med millioner af mennesker, der hvert år demonstrerer på den catalanske nationaldag), men med en ledelse bestående af højreorienterede borgerlige nationalister.
5. På den anden side af konflikten regnede det regerende parti PP i Madrid, der også var indrullet i korruptionskandaler og gennemførte en politik med undertrykkelse og nedskæringer, med at oppiskningen af reaktionær spansk nationalisme ville vinde dem stemmer.
6. Store dele af det catalanske samfund så til muligheden for, at Podemos kom til magten i Spanien og dermed en ændring i hele situationen. I efterfølgende spanske valg fik en Podemos-ledet koalition flest stemmer i Catalonien. Men eftersom Podemos ikke vandt magten i det spanske parlament, voksede opbakningen til uafhængighed, som en løsning på problemerne med nedskæringer og manglende demokrati, uundgåeligt. Procentdelen af dem, der støtter uafhængighed, steg fra omkring 10-15% til næsten 50%.
7. Bevægelsens karakter er således modsætnningsfyldt med en opportunistisk ledelse i form af det catalanske borgerlige nationalistiske parti PDECAT (den nye inkarnation af CiU efter en splittelse og et skift i ledelsen), men en massebase, der hovedsagelig er inspireret af en afvisning af det reaktionære spanske regime, undertrykkelsen af catalanske rettigheder repræsenteret af Rajoy-regeringen, hæren, monarkiet osv.
8. Det spanske regime, der eksisterer i dag, går tilbage til forfatningen fra 1978. For at forhindre, at arbejderne og ungdommens voksende revolutionære bevægelse mod franco-diktaturet kom til magten, indgik det gamle regime på det tidspunkt en aftale med arbejderpartiernes ledere, især Kommunistpartiets Santiago Carrillo og Socialistpartiets Felipe Gonzalez. Denne pagt, kendt som “Overgangen”, var et forræderi mod arbejdernes ægte håb om demokrati og social revolution. Det gav straffrihed for Franco-regimets forbrydelser, hvis statsapparat blev bevaret, indførslen af monarkiet og det spanske flag (begge symboler i Franco-regimet) og afvisning af de undertrykte nationaliteters selvbestemmelsesret. Artikel 2 i forfatningen fra 1978 taler om den spanske nations “udelelige enhed”, som en anden artikel gør klart, vil blive “garanteret af de væbnede styrker”.
9. Af den reaktionære spanske herskende klasse, som aldrig kunne opnå nationens fulde forening på progressiv vis, men greb til brutal og nøgtern undertrykkelse, anses udøvelsen af selvbestemmelsesretten korrekt som en trussel mod hele 1978-regimets politiske system. Dette forklarer den spanske stats reaktion på den catalanske folkeafstemning.
10. Det catalanske højreoreinterede borgerlige nationalistiske parti PDECAT’s gambling var hele tiden risikabel, men i en periode tillod det partiet at blive på magten ved at binde det venstreoreinterede nationalistiske parti ERC og derefter endog det anti-kapitalistiske pro-uafhængighedsparti CUP til at støtte deres regering med løftet om at indkalde en folkeafstemning om selvbestemmelse.
11. I 2014 forbød den spanske stat en folkeafstemning om selvbestemmelse, som derefter blev en ikke-bindende konsultation. Som reaktion på forbuddet mod folkeafstemningen udskrev den catalanske regering derefter et lynvalg i 2015, som blev præsenteret som en folkeafstemning om uafhængighed. De pro-uafhængige partier vandt et overordnet flertal af pladserne, men med 48,8% af stemmerne, en brøkdel fra at vinde det samlede flertal af stemmerne.
12. Endelig besluttede det catalanske parlament den 6. september 2017 med stemmerne fra pro-uafhængighedsblokken, blanke stemmer fra CSQP (den catalanske koalition mellem PODEMOS og United Left) og i fraværet af alle andre parter, der var udvandret, en lov til at indkalde til en folkeafstemning om uafhængighed den 1. oktober. Parlamentet traf denne beslutning fuldt vidende om, at dette var en udfordring af spansk lov.
13. I løbet af et par timer suspenderede forfatningsdomstolen loven i afventning af en gennemgang af dens forfatningsmæssige karakter. Det var begyndelsen på en undertrykkelsesoffensiv fra den spanske stats side med det formål at forhindre folkeafstemningen i at finde sted.
Anholdelse af repræsentanter fra selvstyreadministrationen. Foto: Fotomovimiento14. Formændene for det catalanske parlament er blevet anklaget for at lade folkeafstemningen blive fremsat, offentlige møder uden for Catalonien til støtte for folkeafstemningen er blevet aflyst efter instrukser fra dommerne. Over 700 catalanske lokale borgmestre er blevet stævnet for at erklære, at de ville hjælpe med at organisere folkeafstemningen (og truet med anholdelse, hvis de ikke overholder det), medlemmerne af det nyudnævnte catalanske valgorgan er blevet idømt bøder på €12.000 pr. dag, 14 højtstående catalanske embedsmænd er blevet arresteret af civilgarden i deres boliger eller på vej til arbejde og der er rejst tiltale mod dem, den catalanske regerings finanser er blevet beslaglagt af den spanske stat, trykkerier er blevet ransaget, medierne har fået forbud mod at give folkeafstemningen sendetid, hjemmesider for folkeafstemningen er blevet lukket og spejlsider fra udlandet er blevet blokeret, aktivister, der uddelte løbesedler for folkeafstemningen, er blevet arresteret, og deres materialer er blevet beslaglagt, stemmesedler er blevet beslaglagt osv. Dette er det mest vedholdende angreb på grundlæggende demokratiske rettigheder i Spanien i fyrre år (måske lig med angrebet på den baskiske befolknings og organisationers demokratiske rettigheder).
15. Denne brutale reaktion fra den spanske stat mod det catalanske folks ønsker om at afholde en folkeafstemning om deres fremtid (en ret, der støttes af over 70% af befolkningen) afslører den dybt reaktionære karakter af 1978-regimet og dens grænser for så vidt angår demokratiske rettigheder.
16. Undertrykkelsen har bragt afholdelsen af folkeafstemningen i fare, men samtidig har det fremkaldt en massiv reaktion i gaderne. Den 20. september omringede titusinder det catalanske økonomidepartement, da det blev ransaget af civilgarden. Civilgarden var ude af stand til at forlade bygningen i over 20 timer, og kunne kun gøre det i de tidlige timer den følgende dag, da folkemængden var tyndet ud og med hjælp fra catalansk uropoliti.
17. Samme dag modstod tusindvis politiets forsøg på at ransage det antikapitalistiske pro-uafhængigsparti CUP, og formåede at forhindre den. I Reus, efter chikanering af aktivister, der delte løbesedler ud, dukkede over tusind mennesker op til en masseløbeseddelsuddeling, som politiet ikke kunne gøre noget ved. Semi-spontane massedemonstrationer har fundet sted i byer over hele Catalonien.
18. Statens undertrykkelse har nu genereret en dynamik, hvor initiativet ligger i gaderne. Komiteer til forsvar af folkeafstemningen er begyndt at springe op i kvarterer og byer. Havnearbejderne i Barcelona og Tarragona har stemt for nægte at betjene krydstogtskibe, der huser tusindvis af politibetjente, der er sendt til Catalonien for at forhindre folkeafstemningen. Universiteterne er i en all-out-strejke, og de studerende har besat Universitat de Barcelonas hovedbygning. De vigtigste fagforeninger CCOO og UGT har udsendt udtalelser imod undertrykkelsen, men en række mindre fagforeninger (CGT, COS, IAC) har faktisk opfordret til en generalstrejke i Catalonien den 3. oktober (den første dato den kan indkaldes på grund af fagforeningslovene).
19. Den spanske herskende klasse har sluppet en massebevægelse løs på gaderne, der truer ikke bare Rajoy-regeringens stabilitet, men også skaber alvorlige sprækker i 1978-regimet. Men de kan ikke foretage et tilbagetog. De må genoprette ro og orden, som de ser det. Eventuelle indrømmelser før 1. oktober ville betyde PP-regeringens endeligt. De har nu åbnet en retssag for “tilskyndelse til oprør” mod arrangørerne af massebevægelsen den 20. september og har overtaget kommandoen over det catalanske politi, Mossos. Frataget adgangen til egne finanser og kontrol med den offentlige orden er der meget lidt tilbage af catalansk autonomi (selvstyre).
20. De catalanske borgerlige nationalister har sat en massebevægelse i gang, som gør dem skrækslagne. Men de kan ikke foretage et tilbagetog nu eller indlede forhandlinger, som ville blive betragtet som et forræderi mod bevægelsen og sandsynligvis ville betyde enden på deres regering.
21. Det er revolutionære marxisters pligt, ja faktisk alle konsekvente demokraters pligt, fuldt ud at støtte den catalanske folkeafstemning den 1. oktober, som blot er udøvelsen af den grundlæggende demokratiske ret til selvbestemmelse.
22. Vi må dog advare om, at i Spanien har udøvelsen af denne ret til selvbestemmelse revolutionære implikationer og kan kun gennemføres med revolutionære midler. Vi kan ikke sætte vores lid til, at de catalanske borgerlige nationalister vil gøre dette. Det er kun mobiliseringen af folket på gaderne, der kan garantere folkeafstemningens afholdelse den 1. oktober. Arbejderklassen spiller en afgørende rolle.
23. Den eneste vej frem nu er at sprede komiteerne til forsvar for folkeafstemningen til alle kvarterer, skoler, universiteter og arbejdspladser for at håndtere de grundlæggende logistiske aspekter ved folkeafstemningen og dens forsvar i forhold til den spanske stat og dens undertrykkelsesapparat. Sådanne forsvarskomiteer bør forbindes på lokalt, regionalt og nationalt plan gennem valgte repræsentanter. Eftersom den spanske stat bevæger sig langsomt men sikkert i retning af at smadre det catalanske selvstyre, bør en nationalforsamling af repræsentanter fra komiteerne indkaldes som den legitime repræsentant for det catalanske folk.
24. Kammeraterne fra CUP har fremsat mange af disse paroler (for en generalstrejke, for oprettelsen af forsvarskomiteer, behovet for massemobilisering), og for det skal de roses. Tidligere har de truffet beslutninger, som vi betragter som forkerte, da de støttede dannelsen af Puigdemont-regeringen og stemte for dens nedskæringsbudget. Vi opfordrer dem til at bryde resolut med denne klassesamarbejdspolitik. Kampen for en catalansk republik kan ikke vindes, medmindre der sker et klart brud med de catalanske borgerlige nationalister, som aldrig vil gå hele vejen. Som kammeraterne fra CUP siger, vi må feje dem alle til side (bankfolk, kapitalister, korrupte politikere, uanset om de klæder sig i catalanske eller spanske nationalistiske klæder).
25. Kampen for selvbestemmelse kan ikke vindes, uden at vi vinder flertallet af arbejderklassen over på vores side. I Catalonien taler mange arbejdere spansk som hovedsprog og identificerer sig i en eller anden grad som spanske. De er naturligvis forsigtige overfor en bevægelse ledet af de borgerlige nationalister fra PDECAT, som har gennemført nedskæringer og repræsenterer kapitalistklassens interesser. Kampen for en catalansk republik må forbindes med kampen mod borgerlig nedskæringspolitik, for job, sundhed, uddannelse og arbejdernes rettigheder.
26. Det ville også være den bedste måde at vinde støtte fra arbejderne i resten af Spanien, hvilket ville bidrage til at svække den spanske stats undertrykkelsesapparat. Der har allerede været betydelige demonstrationer til støtte for Cataloniens ret til selvbestemmelse og til forsvar for demokratiske rettigheder i Madrid, Andalusien, Baskerlandet og andre steder.
27. Podemos og Izquierda Unida (IU) har et stort ansvar. De har gjort et godt stykke arbejde for at forsvare retten til selvbestemmelse. Men når de står over for folkeafstemningen den 1. oktober, har de lavet tilbagetog. De har brugt legalistiske undskyldninger for at nægte at støtte den og argumenterer i stedet for en “forhandlet folkeafstemning”, noget som er utopisk, hvilket den spanske herskende klasse allerede har gjort klart, at den ikke er villig til at give efter for. I stedet burde de give fuld støtte til folkeafstemningen den 1. oktober (uanset manglerne), da den udgør den mest alvorlige udfordring nogensinde til 1978-regimet. De bør forklare, at det catalanske folks kamp også er arbejdernes kamp over hele Spanien mod monarkiet, den reaktionære PP-regering og det reaktionære statsapparat, der er arvet intakt fra Franco-regimet, og at alt, hvad der svækker den spanske stat, bør hilses velkommen, støttes og bruges til at styrke arbejderklassens stilling.
28. Podemos’ catalanske organisation, PODEM, har taget en modig beslutning, støttet af flertallet af dets medlemmer, om at støtte folkeafstemningen den 1. oktober og opfordrer til maksimal deltagelse. Dette har vundet dem meget sympati og støtte blandt uafhængighedsbevægelsens venstrefløj. Der er en voksende ensartethed mellem uafhængighedsbevægelsens venstreorienterede, anti-kapitalistiske fløj og “indignados” -bevægelsens politiske udtryk. Det er grundlaget for en kamp for en catalansk republik, der repræsenterer et klart brud med nedskæringspolitikken, noget som kun kan opnås ved at bryde med kapitalismen og bevæge sig i retning af en socialistisk omdannelse af samfundet.
29. Den Internationale Marxistiske Tendens erklærer sin fulde støtte til det catalanske folks ret til selvbestemmelse og folkeafstemningen den 1. oktober. En JA-stemme er en stemme imod 1978-regimet. Vores parole er for en catalansk socialistisk republik, som bør blive gnisten, der antænder revolutionære forandringer over hele den iberiske halvø.
For det catalanske folks ret til selvbestemmelse!
Forsvar folkeafstemningen den 1 oktober med revolutionære midler!
Massemobilisering i gaderne, Forsvarskomiteer overalt, generalstrejke!
Ned med den spanske stats undertrykkelse, ned med 1978-regimet!
For en catalansk socialistisk republik!
For den iberiske revolution!
