TrumpSupporters 1Året 2016 sluttede med endnu to dramatiske og blodige hændelser: Attentatet på den russiske ambassadør i Istanbul, og det brutale mord i Berlin, på mennesker der fredeligt var på juleindkøb. Disse begivenheder var forbundet til det blodige morads i Mellemøsten og mere specifikt til Syrien.

Allepos fald repræsenterer en betydelig ændring i situationen. Rusland, som det var meningen skulle have være isoleret og ydmyget af det ‘internationale samfund’ (læs Washington), kontrollerer nu Syrien og kan bestemme, hvad der skal ske. Rusland indkaldte til en fredskonference i Kazakhstan som hverken amerikanerne eller de europæiske lande var inviteret til, der resulterede i en våbenhvile dikteret på Ruslands vilkår.

Disse udviklinger udtrykker på forskellig vis det samme fænomen: den gamle verdensorden er død og i dens sted står vi over for en fremtid med ustabilitet og konflikt, hvis udfald ingen kan forudsige. Året 2016 repræsenterede derfor et vendepunkt i historien. Det var et år præget af kriser og turbulens på globalt plan.

Efter Sovjetunionens fald for 25 år siden var kapitalismens forsvarere euforiske. De snakkede om socialismen og kommunismens død og endda historien afslutning. De lovede os en fremtid med fred og velstand takket være det frie marked og demokratiets triumf.

Liberalismen havde triumferet og derfor havde historien fået sit endelig udtryk i kapitalismen. Det er den væsentlige betydning af Francis Fukuyamas nu berygtede frase. Men nu er historiens hjul drejet en omgang og vi er tilbage ved udgangspunktet. I dag er der ikke det mindste spor tilbage af de selvsikre forudsigelser fra kapitalens strateger. Historien hævner sig nu.

Pludselig synes verden at være plaget af mærkelige fænomener uden fortilfælde, der trodser alle de politiske eksperters forsøg på at forklare dem. D. 23. juni stemte det britiske folk ved en folkeafstemning sig ud af EU - et resultat ingen havde forudset og som forårsagede chokbølger over hele verdenen. Men disse bølger var ingenting sammenlignet med tsunamien som det amerikanske præsidentvalg fremprovokerede - et resultat ingen havde forudset, ikke en gang manden der vandt.

Få timer efter valget af Donald Trump, var gaderne i byer over hele USA fyldt med demonstranter. Disse begivenheder er den dramatiske bekræftelse på den ustabilitet, der har ramt hele verden. Fra den ene dag til den anden er de gamle visheder forsvundet. Der er en generel uro i samfundet, og en følelse af udbredt usikkerhed har fyldt den herskende klasse og dens ideologer med dybe bekymringer.

Den kapitalistiske liberalismes forsvarere klager bittert over fremkomsten af politikere som Donald Trump, der repræsenterer det modsatte af, hvad der er kendt som ‘liberale værdier’. For disse mennesker har år 2016 lignet et mareridt. De håber, at de vil vågne op og finde ud af, at det hele var en drøm, at dagen i går vil komme tilbage, og at dagen i morgen vil blive bedre. Men for borgerlige liberalister vil der ikke være nogen opvågning og eller dag i morgen.

Politiske kommentatorer taler med frygt om fremkomsten af noget, de kalder populisme, et ord der er ligeså elastisk, som det er betydningsløst. Brugen af sådan uklar terminologi tilkendegiver blot, at dem, der benytter det, ikke ved, hvad de snakker om. I ren etymologiske termer er populisme blot en latinsk oversættelse af det græske ord ‘demagogi’. Begrebet anvendes med samme entusiasme, som en dårlig maler der plastrer et tykt lag maling på en væg for at dække sine fejl. Det bruges til at beskrive en så bred vifte af politiske fænomener, at det bliver fuldstændig blottet for reelt indhold.

Lederne af Podemos og Geert Wilders, Jaroslaw Kaczynski og Evo Morales, Rodrigo Duterte og Hugo Chavez, Jeremy Corbyn og Marine Le Pen - Alle bliver malet med den samme populistiske pensel. Det er tilstrækkeligt at sammenligne det reelle indhold i disse bevægelser, der ikke bare er forskellige, men radikalt modstridende, for at se den totale tomhed i et sådan ordbrug. Det er ikke beregnet på at skabe klarhed, men for at skabe forvirring, eller mere korrekt at dække over forvirringen hos stupide, borgelige politiske kommentatorer.

Liberalismens død

I sin leder fra 24 december 2016 kom The Economist med en hymne til sin elskede liberalisme. Liberale, får vi at vide, tror på “åbne økonomier og åbne samfund, hvor den frie udveksling af varer, kapital, mennesker og ideer tilskyndes, og hvor universelle frihedsrettigheder er beskytte mod statens misbrug gennem loven.” Et så smukt billede burde virkelig blive fremført til musik.

Men så konkluderer artiklen sørgmodigt, at 2016 “har været et år med tilbagegang, ikke bare Brexit og valget af Trump, men også tragedien i Syrien, der er blevet efterladt til sin lidelse, og omfattende støtte - i Ungarn, Polen og andre steder - til ‘ikke-liberalt demokrati’. Samtidig med at globaliseringen er blevet en nedværdigelse, er nationalisme og endda autoritærisme blomstret. I Tyrkiet blev lettelsen over at millitær-kuppet slog fejl, overtaget af brutale (og populære) repressalier. I Filippinerne valgte vælgerne en præsident, som ikke bare har indsat dødspatruljer, men praler af at trykke på aftrækkeren. Alt imens Rusland, som hackede vestlige demokratier, og Kina, som i bare sidste uge hånede USA ved at beslaglægge en af deres maritime droner, insisterer på at liberalisme blot er et slør for vestlig ekspansion.”

Den smukke hyldest til liberalismen og Vestlige værdier sluttede på en falsk tone. The Economist konkluderer bittert: “Stillet over for denne litani har mange liberale (af ‘det frie markeds’-slagsen) mistet modet. Nogle har skrevet nekrologer for den liberale orden og udstedt advarsler om truslen mod demokratiet. Andre argumenterer for, at ved en lille ændring i udlændingelovgivningen eller nogle ekstra skatter, vil livet bare vende tilbage til normalen.”

Men livet vil ikke bare “vende tilbage til normalen” - eller mere korrekt, vi vil indtræde i en ny fase af, hvad The Economist refererer til som en “ny normal”: En periode med endeløse nedskæringer, besparelser og faldende levestandarter. I virkeligheden har vi levet i denne nye normal i temmelig lang tid. Og meget alvorlige konsekvenser er udspringer herfra.

Den globale kapitalistiske krise har kreeret forhold, der er totalt ulig de forhold, der eksisterede (i hvert fald for en håndfuld privilegerede lande) i fire årtier efter Anden Verdenskrig. Den periode var vidne til det største opsving i kapitalismens produktivkræfter siden den industrielle revolution. Dette var i den jord de meget lovpriste “liberale værdier” kunne blomstre. Det økonomiske opsving gav kapitalisterne tilstrækkeligt profit til at de kunne give indrømmelser til arbejderklasen.

Det var reformismens gyldne æra. Men den nuværende periode er en æra, ikke til reformer, men kontra-reformer. Det er ikke et resultat af ideologiske fordomme, som nogle tåbelige reformister forestiller sig. Det er de nødvendige konsekvenser af krisen, skabt af at et kapitalistiske system, der har nået sine grænser. Hele processen der udfoldede sig over en periode på seks årtier er nu smidt i back-gear.

I stedet for reformer og stigende levestandart står arbejderklasse overalt overfor nedskæringer, besparelser, arbejdsløshed og fattigdom. Nedbrydningen af arbejdsvilkår, løn, rettigheder og pensioner, falder tungest på de fattigste og mest sårbare dele af samfundet. Ideen om ligestilling bliver udhulet af nådeslås jagt efter stigende profitter. En hel generation af unge mennesker bliver frarøvet en fremtid. Det er den nuværende periodes essens.

Elitens Marie Antoinette øjeblik

Den herskende klasse og dens strateger har svært ved at acceptere realiteterne ved den nuværende situation og er helt blinde for de politiske konsekvenser, der følger heraf. Den samme blindhed kan iagttages i enhver herskende klasse, der står over for udryddelse, men nægter at acceptere det. Som Lenin med rette har anført, vil en mand, der står på kanten af en afgrund ikke lytte til fornuft.

The Financial Times publicerede en interesant artikel af Wolfgang Münchau med titlen “The elite’s Marie Antoinette moment” (Elitens Marie Antoinette øjeblik). Den begynder som følger

“Nogle revolutioner kunne have været undgået, hvis den gamle garde bare havde ladet være med at provokere. Der er intet bevis for en “lad dem spise kage” hændelse. Men det er den slags ting, som Marie Antoinette kunne have sagte. Det lyder sandt. Det er svært, at overgå Bourbonerne som indbegrebet af ude-af-trit-med-befolkning etablissementet.

De har fået konkurrence nu

Vores globale liberale demokratiske etablissement opfører sig på mange måder ligesådan. I en tid hvor briterne har stemt sig ud af EU, hvor Donald Trump er blevet valgt som amerikansk præsident, og Marine Le Pen marcherer imod Elysée paladset, bliver vi - vogterne af den globale liberale orden - ved med at spille kvit eller dobbelt.”

Sammenligningen med den franske revolution er meget lærerig. Overalt har den herskende klasse og dens ”eksperter” vist sig fuldstændig ude af trit med samfundets virkelige situation. De antog at den orden, der opstod ud af efterkrigsopsvinget ville fortsætte i evig tid. Markedsøkonomien og borgerligt ”demokrati” var epokens ubestridte paradigmer.

Deres selvsikkerhed ligner selvsikkerheden hos den uheldige Marie Antoinette, dronningen af Frankrig. Det er ikke sikkert at hendes famøse sætning nogensinde blev sagt, men det afspejler præcist mentaliteten fra en degenereret herskende klasse, der ikke har nogen interesse i almindelige menneskers lidelser eller de uundgåelig konsekvenser, der udspringer herfra.

Til slut mistede Marie Antoinette sit hoved og den herskende klasse og deres politiske repræsentanter er ved at tabe deres. The Financial Times artiklen foresætter:

“Hvorfor sker dette? Makroøkonomer troede, at ingen ville turde udfordre deres autoritet. Italienske politikere har spillet magtspil i en evighed. Og jobbet som EU-embedsmand går ud på at finde på geniale måder at trylle vanskelig politisk lovgivning og traktater forbi nationale lovgivere. Selvom folk som Ms. Le Pen, mr. Grillo og Geert Wilders fra det højreorienterede Hollandkse frihedsparti er på vej til magten, fortsætter etablissementet med at handle på denne måde. En regent fra Huset Bourbon ville i et ukarakteristisk reflekteret øjeblik have bakket ud. Vores liberale kapitalistiske orden med sine konkurrerende institutioner, er forfatningsmæssigt ude af stand til at gøre det. At spille kvit eller dobbelt er hvad den er programmeret til.”

“Den korrekte fremgangsmåde ville være at stoppe med at fornærme vælgerne og endnu vigtigere løse problemerne med en finansiel sektor, der er ude af kontrol, ukontrollerede strømme af mennesker og kapital og ulige indkomstfordeling. I Eurozonen fandt de politiske ledere det hensigtsmæssigt at forkludre sig igennem bankkrisen og derefter en statsgældskrise - blot for at finde ud af, at den græske gæld er uholdbar, og det italienske banksystem er i alvorlige problemer. Otte år senere er der stadig investorer, der har sat sine penge på et sammenbrud i eurozonen, som vi kender den”

I 1938 skrev Trotsky at den herskende klasse kælkede direkte mod en katastrofe med øjnene lukket. De ovenstående linjer er en grafisk illustration af dette faktum. Og Mr. Münchau kommer med følgende konkluderende citat:

”Men det kommer ikke til at ske af de samme årsager, som det ikke skete i det revolutionære Frankrig. Den vestlige kapitalismes vogtere, ligesom Huset Bourbon før dem, har intet lært og intet glemt.”

Centrums kollaps

I modsætning til den gamle liberale fordom, er den menneskelige bevidsthed ikke progressiv, men dybt konservativ. De fleste mennesker kan ikke lide forandring. De klynger sig stædigt til de gamle ideer, fordomme, religion og moral, fordi de er velkendte, og hvad der er velkendt, er altid mere betryggende end det, der ikke er. Ideen om forandring er skræmmende, fordi det er ukendt. Denne frygt er dybt forankret i den menneskelige psyke og har eksisteret i umindelige tider.

Men forandring er lige så nødvendigt for den menneskelige races overlevelse , som det er for individets overlevelse. Fraværet af forandring er lig med død. Den menneskelige krop ændrer sig konstant lige fra fødslen; alle celler nedbrydes, dør og erstattes af nye celler. Barnet må forsvinde, for at den voksne kan blive født.

Men det er ikke svært at forstå folks modvilje mod forandring. Vane, rutine, tradition – alle disse ting er nødvendige for opretholdelsen af sociale normer, der understøtter samfundets fungeren. Over en lang periode er de blevet indgroede, og bestemmende for millioner af mænd og kvinders daglige aktiviteter. De er alment accepteret, ligesom respekten for love og skikke, reglerne for det politiske liv og de eksisterende institutioner: i et ord, status quo.

Noget lignende finder vi i videnskaben. I sit grundige og dybsindige værk The Structure of Scientific Revolutions, forklarer Thomas S. Kuhn, hvordan udviklingen af videnskab i hver periode er baseret på et eksisterende paradigme, der er almindeligt accepteret, hvilket giver en nødvendig ramme for videnskabeligt arbejde. I en lang periode tjener dette paradigme et nyttigt formål. Men i længden opstår små, tilsyneladende ubetydelige modsætninger, som i sidste ende fører til det gamle paradigmes undergang, og dets erstatning af et nyt. Dette udgør ifølge Kuhn essensen af en videnskabelig revolution.

Nøjagtig den samme dialektiske proces finder sted i samfundet. Ideer, der har eksisteret så længe, at de er blevet hærdet til fordomme, kommer til sidst i konflikt med den eksisterende virkelighed. På dette tidspunkt, begynder en revolution i bevidstheden at finde sted. Folk begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der syntes at have været ubestrideligt. Ideer, der var komfortable, fordi de gav vished, knuses mod virkeligheden hårde klippe. For første gang begynder folk at ryste de gamle komfortable illusioner af sig og se virkeligheden i øjnene.

Den virkelige årsag til den herskende klasses frygt er sammenbruddet af det politiske centrum. Hvad vi ser i Storbritannien, USA, Spanien og mange andre lande er en skarp og stigende polarisering mellem venstre og højre i politik, som igen blot er en afspejling af en stigende polarisering mellem klasserne. Dette er igen en afspejling af den dybeste krise i kapitalismens historie.
I de sidste hundrede år var det politiske system i USA baseret på to partier - Demokraterne og Republikanerne – som begge stod for opretholdelsen af kapitalismen og begge repræsenterede bankerne og big business interesser. Dette blev udtrykt utrolig godt af Gore Vidal, som skrev "vores republik har ét parti, ejendomspartiet, med to højrefløje."

Dette var det solide fundament for stabiliteten og levedygtigheden af hvad amerikanerne betragtede som "demokrati". I virkeligheden var det borgerlige demokrati blot et figenblad til at skjule bankerne og kapitalisternes diktatur. Nu bliver denne bekvemme opsætning udfordret og rystet helt ind til dets kerne. Millioner af mennesker er ved at vågne op og se det politiske etablissements råddenskaben og det faktum, at de bliver bedraget af dem, der hævder, at repræsentere dem. Dette er den første betingelse for en social revolution.

Reformismens krise

Vi ser en lignende situation i Storbritannien, hvor Labour og de Konservative i 100år skiftedes til at sidde på magten, og give samme form for stabilitet til den herskende klasse. Labour og det Konservative parti blev drevet af solide, respektable mænd og kvinder, som man kunne stole på ville lede samfundet i London-bankerne og kapitalisternes interesse. Men valget af Jeremy Corbyn har skabt røre i andedammen.

Den herskende klasse frygter, at den massive tilstrømning af nye medlemmer i Labour måske kan bryde højrefløjens kvælertag på partiet. Det forklarer den herskende klasses panik og kyniske karakter af kampagnen mod Corbyn.

Kapitalismens krise er også reformismens krise. Kapitalens strateger ligner Bourbonerne, men de reformistiske ledere er kun en dårlig efterligning af førstnævnte. De er de mest blinde af blinde. Reformisterne, både i højre. og venstre-varianterne, har ingen forståelse for den virkelige situation. Selvom de brøster sig af at være store realister, de er den værste form for utopister.

Ligesom de liberale, som de blot er en bleg refleksion af, længes de efter fortiden, som er forsvundet og aldrig kommer igen. De klager bittert over det urimelige i kapitalismen uden at indse, at borgerskabets politik er dikteret af den økonomiske nødvendighed i kapitalismen selv.

Det er en overdådig historisk ironi, at reformisterne har omfavnet markedsøkonomien fuldt ud netop på det tidspunkt, hvor den er ved at bryde sammen, lige foran øjnene af os. De havde accepteret kapitalismen som noget, der var givet en gang for alle, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, og bestemt ikke væltes. Reformisternes påståede realisme, svarer til realismen hos en mand, der forsøger at overtale en tiger til at spise salat i stedet for menneskekød. Naturligvis formåede realisten, der forsøgte at udføre denne prisværdige bedrift, ikke at overbevise tigeren og endte i dyrets mave.

Hvad, reformisterne ikke forstår, er, at hvis du accepterer kapitalismen, må du også acceptere kapitalismens love. Og under moderne forhold betyder det at accepterer nedskæringer og besparelser. Intetsteds er reformismens fallit kommet bedre til udtryk end i det faktum, at de ikke længere taler om socialisme. De taler heller ikke om kapitalisme. I stedet klager over "neoliberalismens" onder, det vil sige, at de ikke har nogen indsigelser mod kapitalismen som sådan, men kun en bestemt model af kapitalismen. Men den såkaldte neoliberalisme er blot en eufemisme for kapitalisme i en kriseperiode.

Reformisterne, der forestiller sig, at de er store realister, drømmer om en tilbagevenden til fortidens forhold, på et tidspunkt hvor den tid allerede er svundet ind og blevet historie. Den periode, der nu åbner sig op, vil være helt anderledes. I de årtier, der fulgte 1945 blev klassekampen i de udviklede kapitalistiske lande svækket til en vis grad som følge af de reformer, arbejderklassen vandt gennem kamp.

Trotskij forklarede for længe siden, at forræderi ligger implicit i reformismen i alle dens varianter. Med dette mente han ikke, at reformister bevidst forråder arbejderklassen. Der er mange ærlige reformister, samt et rimeligt antal korrupte karrieremagere. Men vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Hvis du accepterer det kapitalistiske system - som alle reformister gør, uanset om de er højre eller venstrereformister - så må du adlyde det kapitalistiske systems love. I en periode med kapitalistisk krise betyder det uundgåeligt nedskæringer og angreb på levestandarden.

Denne lektion skulle læres af Tsipras og Varoufakis i Grækenland. De kom til magten med kæmpe folkelig opbakning på et anti-nedskæringsprogram, men blev meget hurtigt tvunget af Merkel og Schäuble til at forstå, at dette ikke var på dagsordenen. I sidste ende kapitulerede de, og gennemførte sagtmodigt de spareprogrammer som Berlin og Bruxelles dikterede. Vi så en lignende situation i Frankrig, hvor Hollande vandt en massiv sejr på et løfte om at være imod nedskæringer, hvorefter han foretog han en 180° kovending og gennemførte endnu større nedskæringer end den tidligere borgerlige regering. Det uundgåelige resultat har været Marine Le Pen og Front Nationals vækst.

Kapitalismen i en blindgyde

I lande som USA har hver generation siden Anden Verdenskrig kunne se frem til en bedre levestandard end deres forældre. I årtier med økonomiske opsving blev arbejderne vant til forholdsvis lette sejre. Fagforeningslederne behøvede ikke at kæmpe meget for at opnå lønstigninger. Reformer blev anset for at være normen. I dag var bedre end i går, og i morgen vil blive bedre end i dag.

I den lange periode med kapitalistisk opsving blev arbejdernes klassebevidsthed noget udhvisket. I stedet for klar socialistisk klassepolitik, er arbejderbevægelsen blevet smittet med fremmede ideer gennem småborgerskabet, som har skubbet arbejderne til side og druknet deres stemmer med skingre småborgerligt radikale deklamationer.

Den såkaldte politiske korrekthed med dens miskmask af halvfærdige ideer fisket ud af den borgerlige liberalismes skraldespand er efterhånden blevet accepteret selv i fagforeningerne, hvor højreorienterede reformistiske ledere ivrigt griber efter det som en erstatning for klassepolitik og socialistiske ideer. Venstre reformisterne har især spillet en skadelig rolle i denne henseende. Det vil kræve voldsomme begivenheder for at nedrive disse fordomme, der har en nedbrydende virkning på bevidstheden.

Men kapitalismens krise tillader ikke en sådan luksus. Nutidens generation af unge vil for første gang stå ansigt til ansigt med dårligere levevilkår end deres forældre. Gradvist tvinger denne nye virkelighed sig selv ned over massernes bevidsthed. Det er årsagen til den nuværende ophobning af utilfredshed, som findes i alle lande, og som antager en mere og mere eksplosiv karakter. Det er forklaringen på de politiske jordskælv, der har fundet sted i Storbritannien, Spanien, Grækenland, Italien, USA og mange andre lande. Det er en advarsel om, at revolutionære udviklinger er under forberedelse.

Det er rigtigt, at på dette tidspunkt er bevægelsen kendetegnet ved en enorm forvirring. Hvordan kan det være anderledes, når de organisationer og partier, der burde placere stille sig selv i spidsen for en bevægelse for at ændre samfundet i stedet er blevet omdannet til monstrøse forhindringer på arbejderklassens vej? Masserne søger en vej ud af krisen, og sætter politiske partier, ledere og programmer på prøve. Dem, der ikke består, bliver nådesløst kastet til side. Der er voldsomme udsving på valg-fronten, både til venstre og til højre. Alt dette er et forvarsel om revolutionær forandring.

Set i bakspejlet vil perioden i det halve århundrede, der fulgte den Anden Verdenskrig, blive set som en historisk undtagelse. Det ejendommelige sammenfald af omstændigheder, der skabte denne situation, vil efter al sandsynlighed aldrig blive gentaget. Det, vi står over for nu, er netop en tilbagevenden til normal kapitalisme. Liberalismens, reformismens og demokratiets smilende ansigt vil blive kastet til side og afsløre kapitalismens sande grimme fysiognomi.

Mod et nyt Oktober!

En ny periode åbner sig foran os - en periode med storm og spændinger, der vil ligne 1930'erne mere end perioden efter 1945. Alle fortidens illusioner vil blive brændt ud af massernes bevidsthed. I en sådan periode som denne vil arbejderklassen være nødt til at kæmpe hårdt for at forsvare fortidens gevinster, og gennem bitre kamp vil de komme til at forstå behovet for et gennemgribende revolutionært program. Enten styrtes kapitalismen, eller også vil en forfærdelig skæbne vente menneskeheden. Det er det eneste alternativ. Enhver anden fremgangsmåde er løgn og bedrag. Det er tid til at se sandheden i øjnene.

På grundlag af en syg kapitalisme er der ikke være nogen vej frem for arbejderklassen og ungdommen. De liberale og reformisterne stræber med alle tilrådighed stående midler at holde kapitalismen oppe. De klynker over truslen mod demokratiet, mens de skjuler det faktum, at det såkaldte borgerlige demokrati blot er et figenblad, bag hvilken der skjuler sig den rå virkelighed af bankerne og big busines’ diktatur. De vil forsøge at lokke arbejderklassen ind i en alliance for at "forsvare demokratiet", men dette er en hyklerisk farce.

Den eneste kraft, der har en reel interesse i demokrati, er arbejderklassen selv. Det såkaldte liberale borgerskab er ude af stand til at kæmpe mod reaktionen, som følger direkte af det kapitalistiske system, hvorpå dets rigdom og privilegier er baseret. Det var Obama, der banede vejen for Trumps sejr, lige som det er Hollande, der har banet vejen for Le Pen.

I virkeligheden er det gamle system allerede ved at bryde sammen for øjne af os. Symptomerne på dets forfald er tydelige for alle. Overalt ser vi økonomiske kriser, socialt forfald, uorden, krige, ødelæggelse og kaos. Det er et frygteligt billede, men kommer af det faktum, at kapitalismen har ført menneskeheden ind i en blindgyde.

Det er ikke første gang, at vi har set sådanne ting. De samme symptomer kan ses i perioden omkring Romerrigets tilbagegang og fald, og feudalsamfundets forfaldsperiode. Det er ikke tilfældigt, at mænd og kvinder i de dage forestillede sig, at verdens ende nærmede sig. Men hvad der nærmede sig var ikke verdens endeligt, men kun et specifikt socioøkonomisk systems endeligt, der havde opbrugt sit potentiale og var blevet en uhyrlig hindring i vejen for menneskelige fremskridt.

Lenin sagde engang, at kapitalismen er rædsel uden ende. Vi ser nu denne påstands bogstavelige sandhed. Men sideløbende med de rædsler, som er skabt af dette dekadente og reaktionære system, er der en anden side af billedet. Vores epoke er en fødsels-tid, og en periode med overgang fra en historisk periode til en anden. Sådanne perioder er altid præget af smerter, som er smerter fra et nyt samfund, der kæmper for at blive født, mens det gamle samfund kæmper for at bevare sig selv ved at kvæle barnet i livmoderen.

Den gamle verden er døende. At det vakler mod sit fald indikeres af umiskendelige symptomer. Råddenskaben breder sig i den etablerede orden, dens institutioner kollapser. Forsvarerne af den gamle orden er grebet af en udefineret anelse om noget ukendt. Alle disse ting bebuder, at der er noget andet, der nærmer sig.

Denne gradvise smuldren vil blive fremskyndet af arbejderklassens indtræden på historiens scene. De skeptikere, der afskrev arbejderklassen, vil blive tvunget til at tage deres ord i sig igen. Vulkanske kræfter ophobes under samfundets overflade. Modsætningerne bygger op til det punkt, hvor de ikke kan holds tilbage længere.

Vores opgave er at forkorte denne smertefulde proces og sikre, at fødslen sker med mindst mulig lidelse. For at kunne gøre dette er det nødvendigt omstyrte det nuværende system, der er blevet en frygtelig hindring for menneskehedens udvikling og en trussel mod dets fremtid.

Alle dem, der forsøger at bevare den gamle orden, at lappe på den, at reformere den, at give den krykker, der vil gøre det muligt at humpe videre i et par år eller årtier mere, spiller den mest reaktionære rolle. De forhindrer fødslen af et nyt samfund, som alene kan tilbyde en fremtid for menneskeheden og sætte en stopper for kapitalismens eksisterende mareridt.

Den Nye Verden, der kæmper for at blive født, kaldes socialisme. Det er vores opgave at sikre, at denne fødsel foregår så hurtigt som muligt og med mindst mulig smerte og lidelse. Måden at nå dette mål er at opbygge en stærk verdensomspændende marxistisk tendens med uddannede kadrer og stærke bånd til arbejderklassen.

For hundrede år siden fandt en begivenhed sted, der ændrede verdenshistoriens forløb. I et tilbagestående semi-feudalt land i udkanten af Europa, bevægede arbejderklassen sig i retning af for at ændre samfundet. Ingen forventede det, tværtimod. De objektive betingelser for en socialistisk revolution i Rusland syntes at være ikke-eksisterende.

Europa var i en frygtelig krigs jerngreb. Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Ruslands arbejdere slagtede hinanden i imperialismens navn. I sådan en kontekst må parolen "arbejdere i alle lande foren jer" have virket som et udtryk for bitter sarkasme. Rusland selv blev regeret af et magtfuldt autokratisk regime med en enorm hær og politistyrke og et hemmeligt politi, hvis fangarme strakte sig ind samtlige politiske partier - herunder Bolsjevikkerne.

Og alligevel, i denne tilsyneladende umulig situation, bevægede arbejderne i Rusland sig mod at tage magten i egne hænder. De væltede Tsaren og etablerede de demokratiske magtorganer, sovjetterne. Kun ni måneder senere var det Bolsjevikiske parti, som i begyndelsen af revolutionen var en lille kraft på ikke mere end 8000 medlemmer, kommet til magten.

Hundrede år senere står marxisterne over for samme opgave, som Lenin og Trotskij stod overfor i 1917. Vores styrker er små og vores ressourcer er beskedne, men vi er bevæbnet med det mest kraftfulde våben: ideernes våben. Marx sagde, at ideer bliver en materiel kraft, når de griber massernes sind. I lang tid har vi kæmpet mod en kraftig strøm. Men historiens strøm flyder nu stærkt i vores retning.

Idéer, der i dag lyttes til af en eller og to, vil blive ivrigt modtaget af millioner i den periode, der nu åbner sig. Store begivenheder kan finde sted med ekstrem hastighed og omdanne hele situationen. Arbejderklassens bevidsthed kan ændre sig i løbet af få dage eller timer. Vores opgave er at forberede kadrerne til de store begivenheder, der står for døren. Vores banner er Oktoberrevolutionens banner. Vores ideer er de samme som Lenin og Trotskijs. Det er den ultimative garanti for vores succes.

Denne artikel er oversat fra Marxist.com.

Tegn abonnement på Revolution få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information