matteo renzi psd flickr fliMatteo Renzi - PSD/Flickr Resultatet af den italienske folkeafstemning om forfatningsændringer og den pludselige annoncering af premierminister Renzi's tilbagetræden sender chokbølger igennem Europa. En sejr til nej-siden var forventeligt, men Renzis nederlags størrelse, med over 60%, der støttede et nej, går langt ud over, hvad samtlige exit polls havde forventet.

Kampagnen under folkeafstemningen har polariseret landet enormt over de sidste par uger, og valgdeltagelsen (næsten 70%) viser, hvorledes en stor del af befolkningen har grebet chancen for at udtrykke deres utilfredshed med regeringen og systemet ved at stemme nej.

Renzi er personligt ansvarlig for følgerne af dette ved at have bundet sin position som premierminister til resultatet af folkeafstemningen. Til at begynde med troede han, at denne satsning ville betale sig, men han undervurderede på groveste vis den egentlige grad af utilfredshed, der har ophobet sig blandt de italienske masser over et stykke tid.

Renzi er blot den seneste figur (og han vil ikke være den sidste), som slutter sig til listen over tidligere hæderkronede ofre, såsom David Cameron og Hillary Clinton for hvad Wolfgang Münchau i Financial Times har beskrevet som "elitens Marie Antoinette-øjeblik".

Münchau bemærker følgende:

"Nogle revolutioner kunne have været undgåede hvis den gamle garde blot havde undladt at provokere. Der er intet bevis for 'lad-dem-spise-kage-optrinnet'. Men det er ting som dette, Marie Antoinette kunne have sagt. Det lyder rigtigt. Bourbon-slægten var svære at overgå i disciplinen etablissement ude af trit.
De har nu fået konkurrence."

De fleste borgerlige kommentatorer frydede sig kortvarigt over den ekstreme højrefløjskandidat fra FPÖ, Norbert Hofers nederlag i det østrigske præsidentvalg. De konkluderede, at det rystende resultat af Brexit samt valget af Trump havde lært millioner af mennesker i Europa en lektion: "Hellere Djævlen, du kender...", og de anskuede det østrigske resultat som et muligt vendepunkt for strømmen af stigende ustabilitet. Sådanne håb knustes indenfor få timer af det politiske jordskælv i Italien.

Selvsamme kommentatorer skyndte sig derefter at berolige nervøse investorer og internationale kapitalister om, at resultatet af folkeafstemningen ikke nødvendigvis indebærer en fuldstændig krise i Italien, ej heller i den Europæiske Union.

Når alt kommer til alt, handlede afstemningen jo kun om en grundlovsændring, påstod de, og Renzis afgang betyder ikke per automatik udskrivelse af valg. Nogle har endda været så modige at hævde, at afstemningen i virkeligheden er en stemme på stabilitet, en konservativ modstand mod at ændre forfatningen.

Antallet af unge vælgere (mellem 18 og 34 år), der støttede et nej - over 80% - indikerer, at man skal udvise forsigtighed i forbindelse med sådanne vurderinger. Hvad angår den nærmeste fremtid, har kommentatorerne såmænd nok ret. Dog holder denne form for selv-beroligelse ikke stik ved nærmere eftersyn, når man medregner de underliggende årsager til denne omvæltning i italiensk politik, samt hvordan landets krise fortsat kan eskalere i løbet af de kommende måneder.

I overensstemmelse med det politiske system i Italien vil Renzis tilbagetræden ikke øjeblikkeligt igangsætte et nyt valg. Republikkens præsident, Mattarella, vil nu forsøge at danne en ny regering, der kan få et flertal i de to italienske kamre (Camera og Senato). Det er usandsynligt, at et flertal vil holde vand uden støtte fra Renzis Demokratiske Parti (PD), men en aftale om dannelsen af en "teknisk" regering, der kan bane vejen for et nyt valg, kan muligvis nås.

Den italienske kapitalismes særlige krise

Næstefter Grækenland har Italien været det land, der har klaret sig dårligst i kølvandet på krisen i 2008. Efter otte års recession, stagnation og korte perioder præget af sløv vækst er Italiens BNP på niveau med, hvad det var i 1999.

Krisens rødder skal findes i landets manglende konkurrencedygtighed sammenlignet med andre europæiske kapitalistiske lande, navnlig Tyskland. I tidligere tider kunne italiensk kapitalisme få et midlertidigt boost ved at devaluere sin valuta, men dette scenario umuliggjordes ved indtrædelsen i euroen. Den eneste resterende mulighed for, at de italienske kapitalister kunne komme igen, ville være at udløse et brutalt angreb på den italienske arbejderklasses arbejdsforhold, rettigheder og lønninger - hvilket de gjorde - men for langsomt og for sent til at være effektivt.

Manglen på konkurrencedygtighed forklarer hvorfor produktionsaktiviteten faldt med 26%, da Italien ramtes af krisen i 2008-2009. Krisens pris for den arbejdende klasse har være ekstremt alvorlig med officielle statistikker over arbejdsløshed på 11,5%, samt ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig niveauerne i Spanien og Grækenland på omtrent 38-39%. Familier rammes særdeles hårdt, hvoraf 97% har set deres indkomster stagnere eller falde over en tiårig periode.

Oveni denne krise har årtiers sparepolitik og nedskæringer på sociale udgifter ikke lykkedes med at holde den stigende offentlige gæld under kontrol. Forholdet mellem offentlig gæld og BNP nåede historiske højder på 132,7% i 2015 (det var kun omkring 100% i 2007).

Bankkrise

Efter chokket fra Brexit-afstemningen blev de italienske banker ramt særdeles hårdt af international spekulation. Dette var ikke tilfældigt.

Det italienske banksystem er i en dyb krise og risikerer at blive oversvømmet af en stigende bølge af misligholdte lån, da krisen rammer arbejderfamilier, småborgerskabet og de små forretningsfolk hårdt. Misligholdte lån steg fra 42 milliarder euro til 170 milliarder euro fra 2008 til 2014. Men i løbet af de sidste to år alene er det tal fordoblet til 370 milliarder euro.

Adskillige vigtige banker er enten på fallittens rand (eller teknisk insolvente, som Monte dei Paschi) eller også nærmer de sig det punkt med hastige skridt, blandt andre gælder dette for giganterne Unicredit og Banca Intesa. Det bør ikke komme som en overraskelse, at afstemningsdagen var en stor dag for de italienske bankaktier på børsen med et fald på over fire procent.

Den nuværende politiske og institutionelle ustabilitet vil få seriøse konsekvenser for realøkonomien. Selv på kort sigt kan det vise sig at være tungen på vægtskålen, der varsler en endnu mere alvorlig krise for banksystemet.

Renzis afskedstale og de politiske konsekvenser

Nøglen til at forstå denne krise skal findes i Renzis politiske blindhed: Han har efter sigende fortalt sine nærmeste, at han var overrasket over den grad af vrede vendt mod ham, som resultatet har afsløret.

Hans 1000 dage som premierminister har været karakteriserede af gennemgribende angreb på forholdene for den italienske arbejderklasse, centrale kontrareformer så som Arbejdsloven, samt reformer mod uddannelse, eufemistisk betegnet "La buons scuola (Den gode skole).

Renzi holdt sin tale bare en time efter, at valgstederne var lukkede og resultaterne af tidligt afgivne stemmer begyndte at strømme ind. Det var en aggressiv tale, der tog ansvar for nederlaget - men det lød også som en valgkampstale. Han sætter tydeligvis sine penge på, at det vil være svært at danne regering uden involvering eller ekstern støtte fra PD.

Det er muligt, at Renzi vil kunne fastholde lederskabet over sit parti på trods af intern modstand fra flere højprofilerede medlemmer, anført af forhenværende premierminister Massimo D'Alema.

Dens stigende grad af støtte til Beppe Grillos Femstjernebevægelse, der for nyligt vandt borgmestervalgene i de vigtige byer Rom og Torino, kunne meget vel gøre partiet til det største , i tilfælde at et tidligt udskrevet valg, hvilket tilføjer endnu mere usikkerhed til situationen.

Grillos løfte om at afholde en folkeafstemning om Italiens EU-medlemskab i et land, hvor nedskæringspolitik og besparelser konstant er blevet begrundede som nødvendige tiltag for fortsat at være medlem af EU, er endnu mere benzin på det potentielle bål.

Den italienske kapitalismes krise risikerer seriøst at eskalere ud af den italienske herskende klasses kontrol.

Folkeafstemningen om grundlovsændringen er endnu et tegn på den krise, kapitalismen befinder sig i, og årtiers sparepolitik ført regeringer over hele Europa har eroderet massernes tillid til etablissementet og undermineret den politiske stabilitet i hvert eneste land.

Intet land kan vide sig sikkert i forhold til denne proces: Grækenland, Spanien, Portugal, Storbritannien; men også den hårde kerne af lande som Italien, Østrig, Frankrig og Tyskland - alle er hårdt påvirkede. Den økonomiske krise forvandler sig til en systemisk krise og den manifesterer sig som en stærk afvisning af systemet, regimets krise. En sådan udvikling har revolutionære implikationer.

 

Yderligere information