Bolivarians taking over parliament Henry Tesara AVNUdtalelse fra den Marxistiske Tendens i PSUV (26.10.16)

Torsdag den 20. oktober annullerede domstolene i blandt andet delstaterne Monagas, Carabobo, Aragua og Apure indsamlingen af de 1% underskrifter, der er nødvendige for at aktivere en tilbagekaldelsesafstemning [om hvorvidt præsidenten skal træde tilbage]. Begrundelsen var, at de fastholdt de påstande om valgsvindel, der var blev indbragt til dem i forhold til beskyldninger om dokumentfalsk og identitetstyveri begået i løbet af processen. Denne dom betyder, at det sidste skridt før udskrivelsen af en tilbagekaldelsesafstemning, indsamling af underskrifter fra 20 % af vælgerne, automatisk er suspenderet. CNE (det nationale valgråd) udsendte derefter en erklæring, som beordrede suspendering af indsamling af underskrifter over hele landet.

Dette har basalt set udelukket enhver mulighed for en tilbagekaldelsesafstemning af præsidenten i år eller næste år.
Som svar på denne manøvre har det venezuelanske borgerskab og dets politiske repræsentanter i MUD (United Democratic Roundtable) offentligt beskyldt den venezuelanske regering for at være et diktatur og har fordømt disse handlinger som "et kup udført af præsident Maduros regering mod forfatningen".

Som resultat heraf blev der afholdt et ekstraordinært møde i Nationalforsamlingen søndag d. 23, oktober. Her blev vedtaget en resolution, der erklærer, at regeringen havde begået en "krænkelse af den forfatningsmæssige orden", og der blev udnævnt nye medlemmer til CNE og nye dommere til Højesteret. Nationalforsamlingen drøftede også muligheden for en rigsretssag og at retsforfølge præsident Maduro politisk.

Alle erklæringer og protester fra MUD om "krænkelse af de demokratiske friheder" er fuldstændig hykleriske. De, der i dag taler om et kup begået af regeringen og omstyrtelse af forfatningen, og dem, der ”for hele verden" fordømmer opløsningen af den demokratiske orden i Venezuela, er de samme folk, der støttede det fascistiske kup i april 2002. Den 12. april undertrykte de også brutalt masserne, der stod op mod kupmagerne. Disse fængslede og endda dræbte venezuelanske borgere, der kæmpede mod tyranni, mens de selv opløste alle statslige beføjelser i løbet af de par timer, som de regerede landet.

Det borgerlige demokrati er utvivlsomt en farce. Det er kun en dårlig forklædning, bag hvilken kapitalens diktatur tager dækning. Borgerskabet forsvarer dette "demokrati" til døden, når og for så vidt som det giver mulighed for at beholde et fast greb om samfundet, så det kan fortsætte med at ophobe enorme formuer fra udnyttelsen af de arbejdende masser. Det er, hvad der fandt sted i Venezuela under d. 4. republik.

Men når det samme spil med "vælgerdemokrati" giver de revolutionære kræfter i samfundet mulighed for at slå et hul i det borgerlige regime, som det skete, da præsident Chavez dannede regering i 1998, så lægger de deres hykleriske forsvar for demokratiet på hylden. Så begynder de arbejdet med at forsvare deres privilegier med blod, vold og brand samt med brug af alle de anti-demokratiske og anti-forfatningsmæssige midler, som de finder nødvendige.

I denne henseende er tilbagekaldelsesafstemningen intet andet end det nyeste, primære middel, som borgerskabet forsøger at bruge til at genvinde den politiske magt i landet, efter at de mange voldelige forsøg på at genvinde magten i de sidste 17 år er slået fejl. Dets mål er at gennemføre det kontrarevolutionære program for at fjerne de historiske gevinster, som revolutionen, der blev gennemført af arbejderklassen, bønderne og de fattige i landet, opnåede, så borgerskabet kan genoprette de traditionelle klasseprivilegier.

Som det er velkendt, vil det kontrarevolutionære program uundgåeligt indebære privatisering af latifunda (de store landbrug), som revolutionen har nationaliseret, privatisering af alle nationaliserede selskaber, en drastisk reduktion i sociale investeringer, privatisering af uddannelse og sundhed, masseafskedigelser i den offentlige og private sektor og indefrysning af lønninger og pensioner sammen med andre tiltag for at knuse revolutionen. Derfor anser vi adfærden hos dele af venstrefløjen, som er kommet ud "i forsvar" for retten til at tilbagekalde præsident Maduros regering, som aldeles absurd.

Det bureaukrati, som nu leder PSUV, og som beslutter den bolivariske regerings politik, er tydeligvis langt fra revolutionært. Tværtimod gennemfører det en klar politik for klasseforsoning med borgerskabet til skade for arbejderklassens interesser.

Men på trods af alt dette er det at støtte retten til at indkalde til en tilbagekaldelsesafstemning utrolig dumt, når det i øjeblikket er borgerskabet og imperialismens vigtigste politiske banner mod den bolivariske revolution.

På den baggrund tager vi, den marxistiske tendens i PSUV- Lucha de Clases, afstand fra politiske kræfter, repræsenteret for eksempel ved Nicmer Evans og organisationer som Marea Socialista (socialistisk tidevand), og platformen til forsvar af forfatningen, som har deres udspring i en ultra-venstre opposition til bureaukratiet, der er endt med at gøre fælles front med borgerskabet ved at forsvare parolen for tilbagekaldelsesafstemning mod regeringen.

På den anden side er det helt nødvendigt at udsætte de argumenter, som nogle dele af vores ledelse har brugt efter suspensionen af folkeafstemningen, for revolutionær kritik.

For det første er det nødvendigt at forklare, at MUD under indsamlingen af underskrifter for at tilbagekalde præsident Chavez i 2003-2004 også begik alvorlige forbrydelser med forfalskning og identitetstyveri. Men dengang så præsidenten folkeafstemningen som en mulighed for at påføre borgerskabet et nyt politisk nederlag og styrke revolutionens legitimitet blandt masserne.

På det tidspunkt var massebevægelsen i fremgang, dvs. masserne var i en fase med politisk opvågnen, og gik i stigende grad til venstre, Den blev radikaliseret og dens støtte til revolutionen var stigende. Men nu er situationen helt anderledes. Massernes bevægelse er inde i en alvorlig proces med nedgang.

Den hurtige nedbrydning af massernes materielle livsbetingelser de sidste tre år, som er en følge af den økonomiske krig og vores ledelses reformistiske politik, har ført til demoralisering, udmattelse og demobilisering af de arbejdende masser. De har altid har været det politiske grundlag for den bolivariske revolution. Dette blev skarpt illustreret i parlamentsvalgets resultat i december 2015.

På det grundlag ville afholdelsen af tilbagekaldelsesafstemningen uden tvivl have betydet et hårdt nederlag til revolutionen. Dette er den underliggende årsag til, at regeringen denne gang besluttede at bruge MUD's svigagtige handlinger med forfalskning af underskrifter til at standse processen med en folkeafstemning Dette foregik i modsætning til 2004, hvor de lod den finde sted.

Men det grundlæggende problem er ikke juridisk, men politisk og kan derfor heller ikke løses gennem administrative eller juridiske foranstaltninger.
Mange ærlige menige aktivister drager måske den konklusion, at disse tiltag kan blokere et nyt kontrarevolutionært forsøg på at besejre revolutionen og tilbageerobre den politiske magt. Dog ville en sådan påstand være helt forkert.

Så længe den bolivariske regering fastholder sin reformistiske politik med klasseforsoning, vil det være umuligt at besejre den økonomiske krig. I virkeligheden er det denne politik, der har gjort det muligt for borgerskabet at intensivere sin økonomiske sabotage og angribe arbejderne hårdt. Prisstigningerne på regulerede produkter for eksempel, som er et tiltag til at øge profitraterne for at tilskynde til øget produktion af disse produkter, har langt fra forbedret udbuddet. Det har derimod begunstiget borgerskabet, mens arbejderklassen er tvunget til at stå i de samme køer for at betale for regulerede produkter til højere priser. Borgerskabet er fast besluttet på at sætte en stopper for revolutionen. Derfor vil alverdens indrømmelser ikke være nok til at stoppe den i at sabotere produktionen af basisvarer, som skaber yderligere mangel, inflation og spekulation, indtil borgerskabet fuldstændig har nedbrudt den bolivariske regerings sociale base.
I den forstand baner regeringens reformistiske politik vejen for revolutionens nederlag.

For det andet vil suspensionen af folkeafstemningen udgøre grundlaget for de mest radikale dele af borgerskabets planlægning af nye opstande mod regeringen. Som tidligere forklaret ser borgerskabet folkeafstemningen som sin chance for at besejre revolutionen med borgerligt demokratiske midler. Men når denne mulighed er udelukket, vil de fascistiske sektorer af borgerskabet sætte spørgsmålet om at styrte regeringen med voldelige midler på dagsordenen igen.

Mødet i Nationalforsamlingen i d. 23. oktober var i praksis den juridiske og politiske optakt til MUD's nye planer for opstand mod regeringen. Ud over de punkter, der er anført i starten af denne erklæring, indeholder nationalforsamlingens resolution også en appel om udenlandsk intervention i Venezuela gennem Den Internationale Straffedomstol og andre internationale borgerlige institutioner. Det indeholder også en formel opfordring til de væbnede styrker om at ignorere den udøvende magts mandat og statens andre beføjelser. Oppositionen opfordrede også til en oppositionsmarch onsdag den 26. oktober, der skal gå hele vejen til Miraflores [præsident] paladset. Der er ingen tvivl om, at borgerskabet vil forsøge et ny kup de kommende dage.

En alvorlig trussel hænger over den bolivariske revolution. Så længe den reformistiske klasseforsonings politik opretholdes, er der ingen vej ud af den nuværende økonomiske situation. Så længe den ikke er løst, vil processen med massernes demoralisering uddybes i en farlig grad, hvilket uundgåeligt vil føre revolutionen til nederlag i den nærmeste fremtid.

Kun radikalisering af revolutionen gennem ekspropriation af borgerskabet under arbejderkontrol og af den borgerlige stats opløsning kan tilbyde en reel vej ud af den økonomiske krig og besejre borgerskabet en gang for alle. Stillet over for denne nye kupplan må arbejderklassen tage et skridt fremad for at radikalisere revolutionen. Komiteer imod kuppet bør organiseres i alle fagforeninger, fabrikker, lokalkvarterer, universiteter og på landet. Disse komiteer må forbindes på lokalt, regionalt og nationalt plan gennem valgte delegerede, der kan tilbagekaldes, og som står til ansvar over for de menige medlemmer for at udvikle en revolutionær handlingsplan mod den økonomiske krig.

Arbejderkontrol må indføres i de virksomheder, der deltager i den økonomiske sabotage. Bagerier bør besættes sammen med supermarkeder, lagre og andre butikker, der deltager i smugling, hamstring og spekulation, så produkter sælges til lokalsamfundene til rimelige priser. Samtidig må sortbørshandlere og smuglernes produkter konfiskeres, og der må træffes andre revolutionære foranstaltninger mod økonomisk sabotage, smugling og spekulation. Tiden er kommet til at radikalisere revolutionen. Hvis det ikke lykkes , vil det være det samme som at åbne landets døre for kontrarevolutionens triumf.

- Ikke flere forlig, tid til radikalisering!
- Revolutionens radikalisering er den eneste vej ud!
- Ekspropriation af borgerskabet under arbejderkontrol!

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 24, november 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner. 

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

 

Yderligere information