eff manifesto launch 1 e1462386037193Economic Freedom Fighters (EFF) formand Julius Malema bliver modtaget på et stadion.Da apartheid-regimet faldt og ANC og Nelson Mandela kom til magten, var det en stor sejr for arbejderklassen i Sydafrika, og ANC har siden da siddet tungt på magten. Men der er ved at komme sprækker i partiets ellers så solide fundament. Især blandt de unge, der ikke har oplevet apartheids rædsler, men er vokset op under kapitalismen, er der voksende utilfredshed med systemet, fortæller Ben Morken fra IMT i Sydafrika til Revolution.

Et oprør ulmer i Sydafrika. African National Congress (ANC) og præsident Zuma er så småt ved at miste deres ellers uomtvistelige opbakning. Det sås tydeligt i det nyligt afholdte lokalvalg d. 3 august, hvor ANC måtte se sig besejret i Nelson Mandela Bay og ser ud til at tabe kontrollen i Johannesburg og Pretoria, tre byer der tilsammen består af over 8 millioner indbyggere. ANC har, siden det kom til magten, ellers været altdominerende ved alle valg i Sydafrika. Det vandt sikkert ved parlamentsvalget i 1994, der var det første valg, hvor ikke-hvide måtte stemme, og har fået over 60% af stemmerne ved alle parlamentsvalg siden da. Senest i 2014 fik ANC 66% af stemmerne, og Jacob Zuma blev genvalgt som præsident.

Også ved lokalvalg plejer ANC at gøre rent bord. For 10 år siden fik det 66% af de samlede stemmer. Ved lokalvalget d. 3 august i år er det tal faldet til 54%. At ANC har mistet over 1/6 af dets støtte på lokalplan, er et klart udtryk for den ulmende utilfredshed, der vokser mod partiet. Og det er specielt i de store byer, at ANC mister terræn. I Nelson Mandela Bay, der blev omdøbt for at honorere den tidligere ANC-præsident, er ANC på 10 år gået fra at få 66% af stemmerne til ved valget d. 3 august at få 40,1%.

Arbejderklassen fældede apartheid

Ben MorkenBen Morken fra IMT i SydafrikaANC har altid været et masseparti, og dets popularitet stammer fra dets rolle i opgøret mod apartheid, hvor det var det primære oppositionspart til regimet. I Vesten hyldes ANC og Mandela som de sorte sydafrikaneres befriere og som dem, der sikrede rettigheder for ikke-hvide og frie valg i Sydafrika. For eksempel modtog Nelson Mandela sammen med Frederik Willem de Klerk Nobels Fredspris i 1993. Men opgøret mod apartheid var ikke blot ANC’s fortjeneste gennem fredsforhandlinger i 1980’erne og 1990’erne, men var resultatet af en årtier lang kamp mod det racistiske og reaktionære styre. Og i denne kamp var arbejderklassens organisering og modstand ifølge Ben Morken den vigtigste faktor:

“Kampen mod apartheid var naturligvis en meget heroisk kamp for den sorte arbejderklasse, som har været undertrykt og fanget i næsten slavelignende forhold i årtier. Lige efter 2. verdenskrig var der i Sydafrika en stor ekspansion i produktivkræfterne og et stort boom i økonomien, som skabte en stor industriel sektor og dermed også en industriel arbejderklasse. Denne arbejderklasse var meget vigtig og sprang meget dramatisk frem på den historiske scene i slutningen af 1970’erne og især i 1980’erne, hvor den dannede store fagforeninger og kæmpede for sin frihed.”

”Det var altså derfor en meget ung og levende arbejderklasse, der under meget barske forhold med undertrykkelse, raceadskillelse og racisme samlede sig i store og meget stærke, militante fagforeninger. I sidste ende var det årsagen til, at apartheid-regimet faldt. Det var altså mobilisering af arbejderklassen, der væltede regimet, hvilket står i modsætning til, hvad andre påstår: at det var de internationale sanktioner, der væltede regimet, eller militær modstand. Det var blot mindre ting, der skete, og den reelle kamp var arbejderklassens kamp.”

ANC og kapitalistklassen

Apartheids fald skabte formel lighed mellem sorte og hvide, men de fleste problemer for den sydafrikanske arbejderklasse blev ikke løst, men er fortsat og forstærket. På trods af at Sydafrika er et af Afrikas rigeste lande, og ANC er et socialdemokratisk parti, der har gennemført nogle reformer, er arbejderklassens forhold stadig elendige. Hertil kommer at den sydafrikanske økonomi også er ramt af den økonomiske globale krise. Valget d. 3 august kom oven på nogle særligt dårlige år for sydafrikansk økonomi. Væksten er nærmest stagneret, arbejdsløsheden er på omkring 25%, uligheden er stadig meget stor, og for den sydafrikanske arbejderklasse er problemerne langt fra løst.

At ANC ikke har formået at udbrede Sydafrikas rigdom til hele samfundet kan ifølge Ben Morken forklares af, at kapitalistklassen gennem 90’ernes fredsforhandlinger formåede at fastholde kontrollen med økonomien. Kapitalistklassen har dermed ikke ændret sig andet end, at den nu også består af tidligere oprørsledere. Dermed er modsætningen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen altså ikke blevet løst

“For kapitalistklassen i Sydafrika førte truslen om ikke bare at miste regimet, men at miste hele det gamle kapitalistiske system den til at give store indrømmelser. I fredsforhandlingerne gav de efter for alle demokratiske krav til gengæld for, at kapitalisterne beholdt kontrollen med økonomien, der i dag stadig styres af mange af de samme kapitalister som under apartheid.”

”Det er en massiv modsætning i det sydafrikanske samfund, der har vist sig mere og mere gennem de sidste årtier. For selvom der med fredsaftalen blev givet meget til arbejderklassen, har de sociale forhold ikke ændret sig meget for arbejdere, unge, studerende etc. De eneste, der virkelig har draget stor fordel af denne aftale, er eliten af de sorte arbejdere, den tidligere frihedsbevægelses ledelse og borgerskabet.”

”Det sidste stykke tid har vi set en eksplosion i klassekampen. Arbejderne er begyndt at mobilisere sig for at kæmpe mod den nuværende samfundsform. Modsætning mellem borgerskabet og arbejderklassen blev på ingen måde løst under 90’ernes fredsforhandlinger, og arbejderne er nu begyndt at tænke revolutionært for at kunne fuldføre en socialistiske revolution.”

Ungdom med nyt mod

Ifølge Ben Morken er det dog først nu, at denne modsætning står klart frem. Det er nu en ny generation, der ikke har oplevet kampen mod apartheid, men et samfund fyldt med fattigdom og elendighed, der er begyndt at tage kampen op mod borgerskabet.

“En anden stor modsætning i samfundet er mellem den nye og den gamle generation. Modsætningen skyldes, at den gamle generation har stoppet deres kamp. De har med apartheid-regimets fald fået, hvad de kæmpede for. De unge derimod ser det slet ikke på samme måde. For dem er den nuværende situation starten på et oprør, ikke slutningen på det. De er derfor meget vilde, meget militante og stiller store krav.”

Dette ses også ved fremgangen til Economic Freedom Fighters (EFF). Et parti, der blev dannet af den ekskluderede ANC Youth League præsident Julius Malema og hans allierede. Et parti, der kalder sig revolutionært socialistisk, og i dets deklaration skriver, at det henter inspiration fra marxistisk-leninistiske traditioner. De var sammen med det højreorienterede parti DA skyld i ANC’s tilbagegang ved valget d. 3 august. Det var EFF’s første lokalvalg, og det fik 8% af det samlede antal stemmer. Dermed ser perspektivet for IMT’s arbejde i Sydafrika også rigtig godt ud, vurderer Ben Morken.

“Perspektivet er vidunderligt! Der er en sådan tørst for ideer og en tørst for marxistisk teori. Det er fantastisk! Du kan gå alle steder hen, sætte et marxistisk banner op, sætte en bod op, og bøgerne bliver solgt om varmt brød og specielt blandt unge. Der er en hel generation af unge, der ikke har levet under apartheid-regimet. Det eneste, de har kendt, er de forhold de lever under nu. Og denne generation er det lag, der er mest synligt i at lede kampen. De er begyndt at stille krav, først og fremmest sociale krav, men også krav om mere demokrati, da nogle demokratiske rettigheder for nyligt er blevet fjernet. De unge mobiliserer sig vidunderligt, og i løbet af de sidste par måneder har der været massive studenterprotester. Disse begivenheder er en stor indikator på kommende begivenheder i Sydafrika.”

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 22, september 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information