kurdishstruggle 1 webPYD/YPGs succes i det nordlige Syrien har bragt spørgsmålet om kurdisk selvstændighed op igen. Der er ingen tvivl om, at al støtte må gives til kurderens heltemodige kamp for selvbestemmelse og mod fundamentalistisk islamisk barbari. Men det kurdiske spørgsmål er hverken ligetil eller enkelt. Som revolutionære socialister må vi ærligt gå ind i diskussionen om, hvordan ægte frihed kan opnås.

Da revolutionen brød ud i Syrien, trak Assad-styret sig delvist ud af de kurdisk dominerede områder i den nordlige del af landet. Reelt set blev der indgået en aftale mellem kurderne og regimet, hvor kurderne blandt andet fik indfødsret. Derefter har det kurdiske Demokratiske Unions Parti (PYD), sammen med dets væbnede fløj, Folkets Beskyttelsesenheder (YPG), taget magten og etableret sig. Deres position er siden blevet udbygget på baggrund af en række vigtige strategiske og moralske sejre, som da YPG eksempelvis stod i spidsen for at bryde Islamisk Stats (IS) belejring af Kobane tæt ved Tyrkiets grænse i 2014/15.

PYD/YPG's succes har gjort kurdernes kamp til et referencepunkt for mange diskussioner på den internationale venstrefløj og rejser en masse spørgsmål for revolutionære over hele verden. Her er det vigtigt at adskille det progressive fra det regressive i kurdernes kamp

På trods af at omkring 20 millioner kurdere lever spredt ud over store områder i Syrien, Tyrkiet, Iran og Irak, så er dette folk blevet undertrykt massivt med støtte fra forskellige imperialistiske magter, der har nægtet det en selvstændig stat. Det har ført til årtiers frihedskamp for kurderne.

De etablerede stater, som indeholder store områder, der domineret af kurdere, har lige siden den arabiske revolution begyndte i 2011 været under massivt pres og er meget ustabile. Det har givet mulighed for en fornyet selvstændighedskamp for kurderne. Her er det specielt PYD/YPG, der er interessant for venstrefløjen.

De syriske kurders succes

PYD/YPG er nogle af de eneste venstreorienterede organisationer, som har gjort store fremskridt i Mellemøsten i den seneste periode. Deres politiske program er i skarp kontrast til de religiøse fanatikere i IS. PYD/YPG lægger vægt på ikke-sekterisk lokaldemokratisk involvering, bæredygtighed og kvinderettigheder.

Det har været grundlaget for YPG's militære succes som folkelig milits. YPG har nu opsat Syriens Demokratiske Kræfter (SDP), som har op til 80.000 krigere under sig og dermed er den 2. største hær i Syrien efter Assad-regimets. Deres politiske motivation har givet krigerne i YPG en moral, der uden tvivl har gjort dem til den mest effektive organisation til at bekæmpe IS. Assads hær har først kunnet slå tilbage nu, hvor den har fået massiv opbakning fra Rusland (i form af luftstøtte, efterretninger, militær isenkram osv.) og støtte fra iranske militser.

Der er en klar lektie her: for et vinde en krig må man have et politisk program, som man kan mobilisere masserne om. Revolutionær krigsførelse, som blev ført efter den franske og den russiske revolution, har været nogle af de bedste historiske eksempler på, hvordan militært underlegne hære kan vinde over meget større og bedre udrustede hære på baggrund af politiske programmer. PYD/YPG har på lignende måde vist, at krig ikke kun vindes militært, men først og fremmest er et politisk spørgsmål.

Årsagen til, at revolutionen i Syrien oprindeligt ikke førte til en omvæltning af diktaturet som andre steder i Mellemøsten, men i stedet degenererede til en sekterisk borgerkrig, var, at de revolutionære meget hurtigt greb til våben og glemte den politiske kamp. Deres eneste politiske parole var ”Vestlig demokrati!”; men de syriske masser havde set, hvad det havde førte med sig i Afghanistan og Irak og var på ingen måde interesseret i den form for demokrati.

Imperialismen

YPG's succes er ikke gået ubemærket hen og har store geopolitiske konsekvenser. Oprindeligt støttede den amerikanske regering forskellige militante islamister i forsøget på at vælte Assad, hvilket var amerikansk imperialismes hovedformål. Men amerikanerne har ikke været i stand til at kontrollere islamisterne. Efter at de begyndte at overtage områder i Irak samt udøve terrorangreb i Vesten, blev amerikansk imperialisme tvunget til at rette al deres fokus mod bekæmpelsen af IS.

Derfor begyndte USA til en vis grad af bombe IS fra luften. Men det er meget begrænset, hvad luftangreb i sig selv kan udrettet uden ”boots on the ground”. Efter to enorme katastrofer i Afghanistan og Irak har de amerikanske imperialister ikke lyst til at sende flere amerikanske tropper til Mellemøsten. Det skyldes, at det nemt kunne udløse en social eksplosion hjemme i USA a la Vietnam-krigen.

USA endte derfor med at finde en allieret i YPG, hvilket på flere måder er hyklerisk. USA har aldrig før bekymret sig om kurderne, men var tværtimod årsag til, at mange af dem blev slået ihjel under Saddam Husseins styre i Irak. Derudover er PYD/YPG en tæt søsterorganisation til Kurdistans Arbejderparti. Det er bedre kendt som PKK og står på USA's egen terrorliste.

Men det er ikke kun USA, der kan se en fordel i at holde sig gode venner med kurderne (for nu!). Midt i februar åbnede PYD en repræsentation i Moskva, og der er ingen tvivl om, at Putin er interesseret i at få de syriske kurdere ind under sine vinger.

Der må udstikkes en klar advarsel imod alt dette. De forskellige imperialister har udelukkende interesse i de syriske kurdere for at kunne udnytte dem i deres egne interesser. Rusland vil forsøge at bruge dem imod USA og Tyrkiet, mens amerikanerne vil ”balkanisere” Syrien igennem småstater, som de kan spille ud mod hinanden. Lige meget hvad vil den ene eller anden imperialist vende sig mod kurderne, når de ikke længere har brug for dem og kassere dem som en brugt klud.

PYD/YPG kan kun stole på masserne i Mellemøsten. I stedet må de appellere til arbejdere og unge om at tage deres liv i egne hænder i stedet for at bygge håbefulde alliancer med verdens imperialistiske magter.

Tyrkiet og kurderne

Amerikanernes samarbejde med YPG har ødelagt deres forhold til den tyrkiske præsident Erdogan. Erdogan ser med stort nervøsitet på, hvordan kurderne befrier et større og større område i Syrien, som ligger lige op ad grænsen til Tyrkiet. Hans eget regime er meget ustabilt og er de seneste år blevet rystet af store bevægelser blandt unge og arbejdere. Det er bevægelser, som bl.a. har fået udtryk i succesen ved sidste parlamentsvalg til det venstreorienterede pro-kurdiske Folkets Demokratiske Partis (HDP), som udspringer af PKK.

Erdogan er bange for, at kurdernes succes i Syrien kan inspirere kurdere i Tyrkiet til at udføre det samme: gøre de kurdisk dominerede områder selvstændige og dermed skabe grundlaget for et samlet Kurdistan. Samtidig ødelagde HDP hans absolutte flertal i parlamentet, da partiet blev valgt ind med 13,5 % af stemmerne i et land med en spærregrænse så høj som 10 %. Der er ingen tvivl om, at PYD/YPG's fremgang har øget støtten til både HDP og PKK i Tyrkiet.

Derfor afbrød Erdogan de igangværende fredsforhandlinger med PKK i sommeren 2015 efter 2,5 års forhandlinger. Han begyndte en ensidig borgerkrig, der accelerer mere og mere, mod de kurdisk dominerede områder i Tyrkiet. Formålet var at oppiske en nationalistisk stemning i landet, der ville kunne give ham absolut flertal i det nyvalg, som han udskrev i november, hvilket lykkedes, for at kunne slå hårdere til imod YPG i Syrien og PKK i Tyrkiet.

Det tyrkiske militær og politi har belejret mange kurdiske byer i Tyrkiet - 18 hvor af indbyggertallet er på omkring 100.000 indbyggere. Der bliver indført udgangsforbud på ubegrænset tid, og nogle byer bliver artilleribombet. Det er ikke til at sige, hvor mange civile der indtil videre er blevet dræbt. Der er i hvert fald 200.000 mennesker, som nu er fordrevne på grund af konflikten, og i millionbyen Diyarbakir har udgangsforbuddet varet i mere end 70 dage.

Der går nu rygter om, at den tyrkiske hær forbereder en offensiv til foråret mod PKK. Tyrkiet har længe haft opmarcheret tropper helt op ad grænsen til Syrien og begyndte i midten af februar at bombe YPG's positioner i Syrien. De bombede blandt andet en flybase, som kurderne havde overtaget efter at have nedkæmpet islamiske militser fra Nusra Front (al-Qaeda i Syrien).

Selvom Assad har fremgang (med især russisk støtte), så kunne det tyde på, at Erdogan vil eskalere borgerkrigen ved at angribe ind i Syrien. Erdogan ser den kurdiske bevægelse som den største trussel mod hans planer om at blive en moderne sultan i regionen, og hans plan er derfor at udslette bevægelsen helt.

Assad-regimet er med russernes hjælp ved at omringe den store syriske by Aleppo, hvor størstedelen af byen indtil nu har været holdt af oprørere. Kampen om Aleppo kommer til at bidrage med stadig større flygtningestrømme, som først og fremmest vil søge mod Tyrkiet. Det vil give Erdogan en undskyldning for at skabe en ”sikkerheds-” eller ”bufferzone”, som han vil fremstille som en hjælp til flygtningene. Sådan en zones eneste virkelige formål vil imidlertid være at bekæmpe den kurdiske bevægelse.

Klassekamp mod Erdogan

Som socialister giver vi al støtte til kurdernes kamp i både Syrien og Tyrkiet. De er uden tvivl den mest progressive kraft i Mellemøsten på nuværende tidspunkt, og deres modige kamp giver inspiration til revolutionære over hele verden. Kurderne har været meget tålmodige og har intet gjort for at provokere til konflikt. Al ansvar for volden i Tyrkiet må lægges på Erdogans korrupte regering, og kurderne har ret til selvforsvar.

I Tyrkiet har den sidste historiske periode styrket den kurdiske bevægelse igennem øget industrialisering og urbanisering. Mange kurdere lever nu i de store byer vestpå i Tyrkiet som Ankara og Istanbul og udgør i højere og højere grad en del af arbejderklassen i Tyrkiet.

Det er bestemt en positiv ting. Vi må være ærlige og sige, at PKKs ensidige fokus på væbnet guerillakamp allerede i 1990'ernes borgerkrig ikke viste sig i praksis at virke. Isoleret væbnet kamp vil ikke løse noget som helst. På den anden side har vi set fremkomsten af HDP på baggrund af den enorme massebevægelse omkring Gezi Parken og af den seneste tids store arbejderkampe, blandt andet blandt mine- og metalarbejderne. HDP har formået at fremsætte en lang række progressive krav samtidig med, at det har gjort sig til mere en blot et kurdisk parti.

Klasselinjerne bliver mere og mere tydelige i Tyrkiet. Kampen mod Erdogan må gøres til en klassekamp: imod krig mod Syrien, imod borgerkrig mod kurderne og som starten på en klassekrig imod Erdogans blodige regering og resten af den tyrkiske overklasse. Klassefronten må skærpes, så arbejdere og unge på tværs af etnicitet, religion og andre skel forener sig mod Erdogan.

De seneste erfaringer fra angrebene på kurderne i det østlige Tyrkiet viser, at massebevægelser er den mest effektive måde at stå imod det tyrkiske regime. En massebevægelse blandt arbejderklassen har mange midler, som den kan tage i brug (massedemonstrationer, strejker, overtagelse af fabrikker, bevæbning osv.). Der er ingen tvivl om, at når arbejderklassen først for alvor træder ind på scenen i Tyrkiet, kan den ustabile Erdogan-regering væltes på ingen tid.

Kæmp for socialisme

HDP's succes i Tyrkiet og PYD/YPG's succes i Syrien bygger i høj grad på deres venstreorienterede og progressive politiske programmer. Der er ingen tvivl om, at en undertrykt gruppe som kurderne må have ret til vælge at oprette en selvstændig national stat. Men i sig selv løser det ikke de kurdiske arbejderes og unges problemer.

Det viser det nordlige Irak, som er domineret af kurdere og de facto agerer som en selvstændig stat. Her styrer en lille gruppe rige kurdere samfundet og lever en luksuriøs tilværelse på baggrund af de enorme summer af penge, som de har tjent på især olie. Størstedelen af kurderne i Nordirak kæmper en daglig kamp for at få mad på bordet. Det er ikke tilfældigt, at der i den seneste årrække har været en række arbejdskampe i regionen, blandt andet over manglende udbetaling af løn.

Det er absolut nødvendigt at kæmpe imod al national undertrykkelse. Men hvis det ikke også bliver en kamp for socialisme, så vil al den undertrykkelse, der stammer fra kapitalismen, stadig eksistere: et lille mindretal vil stadig tjene penge på det overvældende flertals arbejde, og dette lille mindretal vil forsøge at splitte det arbejdende flertal på alle mulige måder for at beholde magt og privilegier. Hvis splittelsen ikke på lykkes på nationalitet, så vil der forsøges med religion, køn osv.

Så længe der eksisterer kapitalisme, vil der eksistere nød og elendighed – især i Mellemøsten som har været plaget af (imperialistiske) krige i så mange år. Ægte frihed kan kun opnås, hvis menneskelige, materielle og psykiske behov bliver dækket.

Den eneste måde, som det kan opnås på, er gennem en revolutionær bølge, der fejer hele regionens overklasseregenter væk, og hvor de arbejdende masser tager demokratisk kontrol med økonomien og planlægger den. Hele Mellemøsten er knyttet sammen på kryds og tværs med tusinde bånd. Eneste garanti for fred, frihed og fremgang for det kurdiske folk vil være at indgå i en fremtidig socialistisk føderation af frie republikker.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 17, marts 2016. Tegn abonnement og få bladet fra 100kr om året.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information