Venezuelanere går til stemmeurnerne den 6. december for at vælge repræsentanter til nationalforsamlingen. En kombination af flere faktorer har gjort det til en af de største udfordringer, som den Bolivariske Revolution har stået over for, siden Præsident Chávez først blev valgt i 1998. Ud over de sædvanlige udfordringer med en dybt udemokratisk opposition og fjendtlige imperialistiske provokationer, må har en kombination af nationale og internationale økonomiske faktorer, trængt Venezuela op i en krog. Situationen fører til én konklusion: enten skal revolutionen fuldføres, eller også vil den lide nederlag.

venezuela electionsOlieprisernes kollaps, de forfejlede forsøg på at regulere det kapitalistiske marked og åbenlys sabotage fra kapitalistklassens side har gjort en ende på en situation, hvor regeringen var i stand til at implementere brede sociale reformer uden grundlæggende at udfordre kapitalisternes ejerskab over produktionsmidlerne. De dele af det bolivariske lederskab, som nægter at bevæge sig i retning af afskaffelse af kapitalismen, forbereder bevægelsens nederlag.

De sidste tre år har set en skarp forværring af den økonomiske situationen i Venezuela. Prisen på venezuelansk olie på verdensmarkedet er kollapset. Den lå omkring $100 per tønde i 2013, faldt til $88 i 2014 og har i gennemsnit ligget på $47 i 2015, indtil videre. Anden uge i november gik den yderligere ned til $37 per tønde. Det har kraftigt indskrænket regeringens mulighed for at investere penge i sociale programmer såvel som at importere mad og andre produkter fra verdensmarkedet.

Venezuelas BNP voksede med 1.3%, men faldt så med 4% i 2014 og forventes at falde med yderligere 7-10% i år. Inflationen var allerede på rekordhøje 68.5% sidste år, hvorefter centralbanken stoppede med at offentliggøre tal. Præsident Maduro har udtalt, at inflationen i år vil blive på 85%, men mange basisprodukter er allerede steget med en årlig inflationsrate på over 100%. IMF forudsiger en inflationsrate på 159% for hele 2015.

Nogle af disse problemer kan spores tilbage til beslutninger taget i 2002-3, under arbejdsgivernes lockout og sabotage af økonomien. Hugo Chávez’ regering valgte at indføre regulering af priser på basisprodukter for at beskytte arbejderne og de fattige mod afpresning, spekulation og hamstring fra en række monopolgrupper som kontrollerer fødeproduktion og distribution i Venezuela.

Samtidig indførte regeringen kapitalkontrol for at stoppe kapitalflugt. Disse tiltag kunne kun have virket på kort sigt, og kunne have givet revolutionen et pusterum, men over en længere periode skabte de massiv forvridning af økonomien, som nu er bryder frem til overfladen. Det er stadig mere åbenlyst, at det kapitalistiske marked ikke kan reguleres, og at ethvert forsøg på at gøre det resulterer i dislokation, sabotage og oprør fra de private ejere af produktionsmidlerne.

De private producenter har fundet smuthuller for at undgå og sabotere priskontroller. I stedet for at producere ris (som er prisreguleret) producerer de en krydret eller farvet variant (ureguleret) og det samme sker for alle regulerede produkter. I opløbet til alle valg har de private producenter trukket deres varer fra markedet for at fremprovokere kunstig mangel, eller tvinge regeringen til at ophæve eller svække priskontrollen.

Det seneste eksempel på dette har været i relation til prisen på æg. Dette basisprodukt, som er en af hovedkilderne til protein i den venezuelanske befolknings kost i dag, blev solgt til omkring 100 bolívar per karton á 30 æg i starten af 2014. Et år senere var prisen steget med 200%, og var nået op på 300 bolívar. I slutningen af oktober 2015 var prisen nået over 1.000 bolívar, og da besluttede regeringen at regulere prisen til 420 bolívar for en karton med 30 æg. Det umiddelbare resultat har været en næsten total forsvinden af æg fra forretningerne, da producenterne og butiksejerne nægter at sælge dem til den officielle pris. Eksempler som dette kan gives for hvert eneste basisprodukt.

bolivares dollarsI sidste ende resulterer det i en situation, hvor staten er tvunget til at bruge landets valutareserver på at importere massive mængder af basisprodukter fra verdensmarkedet, som den så sælger til statsstøttede priser gennem statsejede distributionskanaler. Det giver Venezuelanerne adgang til en begrænset mængde basale fødevarer til lave priser, men har også en dobbelt negativ effekt: eftersom produkterne er efterspurgte er der på den ene side opstået et massivt sort marked hvor de bliver solgt ulovligt til 5 eller 10 gange deres regulerede pris. På den anden side fungerer det som et massivt dræn på landets reserver af fremmed valuta.

Regeringen har besvaret denne sabotagekampagne – som rettelig før kaldes en økonomisk udmattelseskrig – på en inkonsekvent måde. Med jævne intervaller bliver der foretaget kontrol, varehuse med hamstrede varer bliver ransaget, og der tages tiltag mod enkelte kapitalister for at danne eksempel. Dette følges så af indrømmelser til andre kapitalistiske producenter, gennem hævning af priserne på regulerede produkter, ophævelse af reguleringen af andre produkter osv. Lige nu kræver Fedenaga, som er de store kvægavlere og mælkeproducenters brancheorganisation, at prisen på kød skal hæves med 330%, og på mælk med massive 960%!

Situationen er nu i sandhed blevet uholdbar. Almindelige arbejdende mennesker er tvunget til at stå i kø i timevis for at få adgang til små mængder varer til regulerede priser i de statsejede supermarkeder og distributionskæder, og så betale ågerpriser for at dække resten af deres grundlæggende behov.

Kontrollen med udenlandske valutaer, som var beregnet til at bekæmpe kapitalflugt, har også været en kilde til massiv forvridning af økonomien. I stedet for at investere deres penge i produktion, finder kapitalisterne det meget mere profitabelt at bruge de dollars, som de fået til den favorable vekselkurs af staten, til at importere produkter som de så sælger på hjemmemarkedet til det sorte markeds vekselkurs.

Andre, endnu mere skruppelløse kapitalistbanditter får dollars til favorabel kurs fra staten for at importere containere fyldt med metalskrot (under påskud af at importere reservedele), og sælger så dollarsne direkte på det sorte marked. Den fordelagtige vekselkurs for importører er mellem 6 og 12 bolivar per dollar, mens raten på det sorte marked er steget fra 187 bolivar i starten af 2015, til over 890 i skrivende stund. Den officielle frie vekselkurs (SIMADI) er lige under 200 bolivar per dollar.

Ingen fuldstændige tal er blevet offentliggjort, men regeringen afslørede på ét tidspunkt at omkring $20 mia. som var blevet udleveret til importører i den private sektor, var blevet brugt illegalt bare i 2013 under det gamle subsidierede vekselkurssystem for importører (CADIVI). Alligevel bliver der den dag i dag givet tocifrede milliardbeløb af dollars til kapitalisterne hvert år fra statskasserne, til subsidierede priser.

Denne forvrængning af den normale økonomisk aktivitet har ført til et skarpt kollaps i private investeringer, da kapitalisterne foretrækker at bruge lovlige og ulovlige metoder til at udnytte forskellen i vekselkurser, fremfor at investere i produktion. Kapitalkontrollen er blevet til et middel hvormed landets olieindtjening bliver overført direkte til det parasitiske oligarkis lommer. Landets reserver af hård valuta er kollapset fra omkring $30 mia. i 2012, til $20 mia. i begyndelsen af året og $14.8 i starten af november. Venezuela skal kunne dække omkring $15 mia. i afdrag på udenlandsgæld i 2015 og 2016.

Disse massive skævheder i økonomien giver i høj grad også næring til korruption og det sorte marked, som er tæt forbundne tvillinger.

pdvsaI mange år efter nederlaget til arbejdsgivernes lockout i 2002-3, hvorefter regeringen genvandt kontrol med det statsejede olieselskab PDVSA, kunne den Bolivariske Revolution investere enorme mængder penge i sociale programmer uden at antaste kapitalisternes ejendom i alvorlig grad.

Fremskridtene har været forbløffende: En massiv udvidelse af gratis universitetsuddannelse (fra 800,000 studerende til 2.6 millioner), sundhedspleje, reduktion i fattigdom (fra 48% ned til 27%), udryddelsen af analfabetisme, reduktion i underernæring (fra 21% ned til 5%), massiv udvidelse af alderdomspension (fra 380,000 modtagere til 2.1 millioner) og leveringen af 800,000 nybyggede, fuldt møblerede, lejligheder og hjem til folk i nød, for blot at nævne nogle få ting.

Alt dette styrkede støttenopbakningen til den Bolivarianske Revolution som vand t 18 ud af 19 demokratiske valg og folkeafstemninger mellem 1998 og 2013. Disse sociale gevinster blev ledsaget af en virkelig revolutionær proces, en eksplosion af aktivitet og organisering af masse n af arbejdere, fabriksbesættelser, arbejderkontrol, indførslen af kommunale råd på græsrodsniveau og massernes aktive deltagelse i politisk arbejde.

Forholdene som gjorde alt dette muligt, er meget snart forbi. Den økonomiske situation tillader ikke længere massive sociale investeringer på basis af faldende olieindtægter. Regeringens forsøg på at fastholde og udvide de sociale udgifter i denne situation, har delvist medvirket til eksplosionen i inflationen. Pengemængden (M2) er skudt op fra 1.2 billioner bolívar i januar 2014 til 2 billioner i januar 2015, og til et rekordhøjt 3.5 billioner nu. Selvfølgelig vil det, hvis mængden af penge i cirkulation bliver større uden en tilsvarende stigning i producerede varer, føre til inflation.

Private monopolers sabotage af økonomien har ødelagt priskontrolsystemet. Massernes revolutionære entusiasme er blevet påvirket af alle disse faktorer, og af fremvæksten af bureaukrati og korruption.

Til dette må vi lægge det fortsatte præs fra amerikansk imperialisme, gennem grænsekonflikter med Columbia og nu også Guyana, chikane af Venezuelanske embedsmænd, konstante anklager i massemedierne, bagvaskelse og partiskhed. For at nævne nogle nylige eksempler så vi en klar provokation fra USA’s side da et fly fra den amerikanske kystvagt krænkede Venezuelansk luftrum i over 3.5 minutter i Los Monjes-området den 6. november. Afsløringer fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden bekræfter også at en NSA-overvågningsoperation, baseret i den amerikanske ambassade i Caracas, hackede ind i de indre kommunikationer for flere hundrede embedsmænd i det statsejede olieselskab PDVSA. Bare forestil jer hvis Venezuela og USA’s roller var byttet om i begge disse tilfælde! Til sidst er det værd at notere sig, at valget af højrefløjspolitikeren Macri, som Præsident for Argentina, kastede brænde på bålet af chikane rettet mod Venezuela, da han annoncerede, til sit første pressemøde efter sin valgsejr, at Venezuela skulle smides ud af Mercosur.

nicolasmaduro laviñetaI denne kontekst er der en alvorlig fare for, at oppositionen får et godt resultat til parlamentsvalget, og opnår en majoritet af stemmerne og måske endda mandaterne. Det ville være en katastrofe, da de ville bruge den position til at lancere en offensiv mod Præsident Maduro og begynde at optrævle revolutions mange sociale fremskridt. Hvis det sker, ligger skylden ikke hos de bolivariske masser, men hos deres reformistiske ledere, som konsekvent har afstået fra at ekspropriere kapitalistklassen, og i stedet har valgt at appellere til private kapitalisters velvilje, eller at bruge administrative tiltag for at forsøge at regulere det kapitalistiske marked.

Men dette resultat er dog ikke på forhånd givet. Der er også elementer af demoralisering blandt oppositionens støtter, efter at være blevet overvundet i deres oprørsforsøg i 2014, og deres ledelse er splittet. Men marg inerne som de bolivariske kræfter vandt med i 2013 (0.4%) og til nationalforsamlingsvalget i 201 0 (0.9%) var så snævre, at det kun ville kræve at 200,000 vælgere skiftede side, eller ikke stemte, for at gøre en fundamental forskel.

Udfaldet er endnu ikke afgjort. De venezuelanske revolutionære masser har ved mange lejligheder vist, at de har en skarp klassebevidsthed, og de har afgjort den Bolivariske Revolutions skæbne mange gange. Den revolutionære følelse er ikke forsvundet, men den er bestemt blevet svækket af de økonomiske vanskeligheder og regeringens tilsyneladende manglende evne til at håndtere dem på en beslutsom måde. De er fuldt bevidste om farerne ved en højrefløjssejr, og vil måske reagere i sidste øjeblik.

I oktober afslørede en lækket telefonsamtale mellem Mendoza, ejeren af Grupo Polar, og den venezuelanskfødte IMF-bølle Haussmann, baseret på Harvard University, de planer som de havdehvis oppositionen skulle komme til magten: at bede om en $40 mia. hjælpepakke fra IMF, som selvfølgelig ikke ville komme uden betingelser.

Selv hvis den Bolivariske Revolution formår at vinde valget den 6. december, og det er noget marxister vil kæmpe for med alle midler vi har til rådighed, så vil de økonomiske vanskeligheder ikke forsvinde. Der er allerede autoritative stemmer i den bolivariske bevægelse som kræver beslutsom handling og radikale tiltag.

Én ting står klart: forsøget på at regulere kapitalismen har fejlet, og medmindre der sker et skarpt sving mod venstre, vil den Bolivariske Revolution lide nederlag.  

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister og IMT]

Yderligere information