Forside nr15 WEB”Sidste chance!”, sådan har det lydt fra adskillige politiske og videnskabelige kilder om COP21 i Paris 30. november – 11. december. Her mødes hundredvis af verdens ledere til endnu et topmøde for at diskutere løsningen på verdens klimaproblemer. Eksperter advarer om, at det er sidste skud i bøssen for at vende udviklingen, hvis klimaforandringerne skal holdes på et tåleligt niveau. Men politikerne diskuterer og forhandler i et væk, mens kapitalismen fortsætter med at ødelægge planeten. Valget for menneskeheden er klart: socialisme eller barbari.

Dystre udsigter

Målet med COP21 er ifølge den officielle hjemmeside ”for første gang at opnå en juridisk bindende og universel klimaaftale med en målsætning om at holde den globale opvarmning under 2 grader”. En aftale, som verden har desperat brug for. Forskere har advaret om, at hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, vil vi passere grænsen for, hvornår den globale opvarmning bliver katastrofal og uoprettelig. Grænsen er estimeret til en temperaturstigning på 2 grader varmere end det førindustrielle niveau. Med de nuværende udledninger er vi på vej til en stigning på omkring 5 grader.

Klimaforandringer vil skubbe mere end 100 mio. mennesker ned i ekstrem fattigdom i 2030 ved forstyrrelser af landbruget, spredning af malaria og andre sygdomme. Det er konklusionen fra en rapport fra Verdensbanken, der fremhæver at byrden for klimaforandringerne i overvejende grad bæres af de fattigste, der rammes hårdest af klimakatastrofer som fx tørke.

Kilde: huffingtonpost.ca

Udsigterne blev ikke mindre dystre, da forskere fra de tre amerikanske elite-universiteter Stanford, Berkeley og Princeton analyserede, hvad det vil få af konsekvenser. Konklusionen: ”[A]t studiet viser, uden skyggen af nogen signifikant tvivl, at vi er ved at træde ind i jordens sjette store masseudryddelse”, og hvor menneskeracen vil være blandt de første arter, som ikke vil kunne reproducerer sig selv.

Møder, møder, møder

COP21 topmødet, der finder sted i Paris mellem 30. november og 11. december, er det 21. årlige møde for Conference of the Parties (deraf COP21) siden etableringen af FN’s Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) i 1992. COP21 er det seneste forsøg på at nå frem til en international aftale om juridisk bindende mål for reduktion af udledningen af drivhusgasser til erstatning for Kyoto-protokollen fra 1997, der udløb ved udgangen af 2012.

Den sidste store FN-klimakonference i København i 2009, hvor afløseren til Kyoto-protokollen skulle aftales, fejlede fuldstændig. Det har naturligvis gjort mange mennesker skeptiske overfor, om verdens ledere vil gøre mere end blot endnu engang at producere mere varm luft – i bogstaveligste forstand.

Resultatet af 2009 i København var en patetisk "accord", dvs. aftale uden nogle juridisk bindende mål eller forpligtelser, som var mindre værd end det papir, den er skrevet på. Forventningerne er høje forud for dette års Paris-konference, men forventningerne var også høje forud for topmødet i København.

Varm luft

I medierne udtrykkes der optimisme. De peger bl.a. på, at nationer, der står for mere end 90% af udledningen af drivhusgasser, allerede nu, har fremlagt hvad de har som mål at forpligtige sig til i forhold til enten at reducere eller begrænse deres udledning. Men en analyse godkendt af FN peger på, at det vil betyde en temperaturstigning på mellem 2,7 og 3 grader, altså en del over målet.

folkets march 640Klimamarch i København den 29. november 2015. Foto: Jonas FoldagerMen en ting er løfter og gode intentioner. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Udenrigsminister John Kerry for verdens mægtigste land, USA, skød allerede inden topmødet målsætningen om en juridisk bindende aftale i sænk i et interview omkring COP21 med Financial Times den 11. november. Her understreger han flere gange, at ”der ikke kommer nogen juridisk bindende reduktions-målsætninger”.

Det kommer desværre ikke som en overraskelse. For lige siden omfanget af klimaforandringerne blev kendt for den brede offentlighed i 80'erne, har politikerne gang på gang vist, at de ikke er i stand til at løse problemerne. Det første klimatopmøde fandt sted i 1992, og det er endnu ikke lykkedes for dem at få en juridisk bindende og global aftale i stand. Og selv hvis det skulle lykkes til december, så er udsigterne til, at aftalen rent faktisk vil blive overholdt ikke-eksisterende.

Tænk over det: det tog dem over 20 år, at nå en aftale, som i bund og grund ikke er andet end en bunke papirer med omkring 200 underskrifter på. Hvordan kan vi så forvente, at det går med den faktiske implementering, overholdelse og udvikling af de nødvendige klimatiltag blandt verdens lande? Halvdelen af al den udledning af drivhusgasser, der er sket siden industrialiseringen, er sket de sidste 25 år. Det er netop i den periode hvor man udmærket var klar over, at den stigende udledning af drivhusgasser fra kul og olie skabte farlige klimaforandringer.

Bare 90 virksomheder har produceret næsten 2/3 af al udledning af drivhusgasser gennem hele den industrielle periode (1751-2010). De 90 virksomheder indbefatter private selskaber som Chevron, Exxon og BP, men også statsejede selskaber som det saudiarabiske Aramco, det russiske Gazprom og norske Statoil.

Kilde: theguardian.com

Derfor kan vi ikke overlade vores og verdens skæbne i hænderne på verdens politiske kræmmere. Vores miljø og planetens fremtid er alt for vigtige til at blive lagt i hænderne på kapitalistiske regeringer og de store kapitalister, hvis interesser disse regeringer i sidste ende altid vil forsvare.

Frustrationen over, at planeten ødelægges, mens politikerne snakker, vokser. Flere og flere føler, at der må gøres noget. Det giver sig bl.a. udtryk i aktivisme rettet mod fx at få lukket miljøsvinende produktion ned. Vi er helt enige i, at det er nødvendigt at gøre noget; men vi mener det er nødvendigt at drage revolutionære konklusioner. Hvis man begrænser kampen til at handle om miljøspørgsmålet alene, forbliver den ude af stand til at løse problemerne. Under kapitalismen, der er baseret på profitjagt, kan ødelæggelsen af miljøet ikke stoppes. Kampen mod ødelæggelse af miljøet kan ikke adskilles fra kampen for et socialistisk samfund. 

Bragt i Revolution Nr. 15 (dec-jan 2015-16).

Tegn Abonnement på Revolution fra 100 kr.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.