thumb turkey bomb pkkSiden sidste uges barbariske terrorangreb i den tyrkiske by Suruc er situationen i Tyrkiet eskaleret dramatisk. Under dække af at gå med i krigen mod ISIS har Erdogan iværksat en større militær operation mod PKK samt anholdt hundredvis af kurdiske og tyrkiske venstreorienterede aktivister.

Den amerikanske imperialisme, som indtil for nylig lænede sig op af PKK’s søsterorganisation i Syrien, the People's Protection Units (YPG), har tydeligvis indgået en aftale med Erdogan om at se den anden vej til gengæld for Erdogans samarbejde med den amerikanske koalition mod ISIS.

Tyrkiet kan i denne situation risikere en katastrofal borgerkrig. Sidste uge blev 32 mennesker dræbt og 102 flere såret i et terrorangreb i Suruc mod en delegation af unge på vej til den syriske by Kobane. Delegationen bestod af unge medlemmer af the Socialist Youth Associations Federation (SGDF) og Folkets Demokratiske Parti (HDP), som er det fjerdestørste parti i det tyrkiske parlament. Gruppen forberedte sig på at rejse til Kobane for at genopbygge byen efter, at den blev hærget af ISIS-angreb i det forløbne år.

I dagene efter angrebet meddelte Erdogan-regeringen, at den slutter sig til den amerikansk ledede krig mod ISIS, der menes at have haft forbindelser til angrebet. Men som dagene går, bliver det mere og mere tydeligt, at den krig, som han har indledt, er rettet mere mod PKK og den tyrkiske og kurdiske venstrefløj, samt de selvstyrende kurdiske kantoner i det nordlige Syrien, end ISIS og andre islamistiske grupper.

Ud af de hundredvis af luftbombardementer, som den tyrkiske hær udfører hver dag, synes meget få at være rettet mod ISIS mål. Faktisk synes langt de fleste at have været rettet mod det kurdiske arbejderparti (PKK), hvis baser i Irak har været under intense bombardementer. Desuden har der været stigende antal rapporter om kurdiske byer og enheder, der er blevet angrebet i den kurdiske del af Syrien, hvor PYD - som er PKK’s søsterparti - har været den vigtigste tilstedeværende kraft i fire år. Ifølge CNN Tyrkiet bombede den tyrkiske hær den 24. juli mere end 400 PKK mål i Irak, mens det ikke gennemførte nogen angreb mod ISIS mål i Syrien overhovedet.

Forbes Magazine tegner et endnu mere tydeligt billede af angrebene på ISIS:

"På ISIS fronten er det værd at se den video, som Ankara har udsendt med luftangreb mod flere sites fra F-16 kampfly, der anvender laserstyret ammunition. Alle målene synes at have én ting til fælles: De er alle i en sikker afstand fra boligkomplekser i ISIS-territorium. De ligger adskilt på åbne marker. De udviser ingen tegn på militær aktivitet. Selvom det kan virke humant – hvilket i sig selv rejser spørgsmål – må man stadig undre sig. Holder ISIS strategiske mål fri fra befolkningscentre? Og hvis ja, hvorfor var sådanne mål stadig så åbenlyst tilgængelige. USA har ført luftkrig mod ISIS siden september sidste år. Efterlod de et par mål til tyrkerne? Skeptikeren kan fristes til at spørge, om disse mål overhovedet var meningsfulde."

I Syrien har der været et stigende antal rapporter om tyrkiske luftangreb samt artilleriangreb mod YPG. I en erklæring sagde Kurdish People’s Protection Units (YPG), at tyrkiske kampvogne angreb deres og deres allierede fra den Arabiske Frie Syriske Hærs stillinger i landsbyen Zur Maghar i Aleppo provinsen Syrien. Den "kraftige beskydning fra kampvognene " sårede fire medlemmer af oprørsstyrkerne og flere landsbyboere, sagde YPG. De udtalte, at det var den anden, senere, runde af beskydning mod Zur Maghar og en anden landsby i det samme område.

"I stedet for at angribe ISIS terroristernes stillinger angriber de tyrkiske styrker vores forsvarspositioner... Vi opfordrer [den] tyrkiske ledelse til at stoppe denne aggression og følge internationale retningslinjer. Vi beder den tyrkiske hær om at stoppe skyderierne mod vores krigere og deres positioner," stod der i YPG’s udtalelse. Lignende hændelser forekom også flere steder længere mod øst i syrisk Kurdistan.

Det er tydeligt, at Erdogan er i gang med at forberede en eller anden form for intervention i de nordlige dele af Syrien. Den tyrkiske stat ønsker at skabe et sikkert område i borgerkrigen for sine direkte proxier [proxikrig =krig pr. stedfortræder], islamistiske grupper af forskellige nuancer, til at projicere deres magt ind i Syrien. Hvorvidt de vil gøre det direkte med kæmpende tyrkiske tropper eller ved at hjælpe deres proxier med bombetogter er endnu ikke klart, men ideen om at dominere en del af Syrien er noget, som Erdogan har fremført i flere år.

Samtidig har statsministeren, Ahmet Davutoğlu, afsløret en aftale med den amerikansk ledede koalition mod ISIS, hvorved tre luftbaser på tyrkisk territorium skal anvendes i luftkampagnen mod ISIS. Denne aftale indebærer naturligvis den betingelse, at den amerikanske præsident Barack Obama bekvemt ignorerer Erdogans forbrydelser mod den kurdiske bevægelse, som indtil nu havde været den mest effektive kraft i krigen mod ISIS. Dette er endnu et bevis på hykleriet hos den amerikanske imperialisme og den ”demokratiske” præsident Obamas påstande om at stå for demokrati og civilisation. Dette udstiller også fuldstændig USA’s påstande om de erklærede mål for krigen mod ISIS. De ville gladeligt erstatte ISIS med andre lige så barbariske fundamentalistiske kræfter, hvis de tror, de kan styre dem.

For imperialismen er "mindre" nationer som kurderne intet andet end byttepenge i deres handel med andre magter. Selvom YPG var effektive på jorden for den amerikansk ledede koalition, gjorde deres yderst demokratiske strukturer samt deres status som soldater fra en undertrykt nationalitet dem til en trussel mod stabiliteten i de andre regimer i regionen. For dem er YPG en langt større trussel mod deres interesser end ISIS eller nogen af de utallige islamistiske grupper, som de fortsætter med at finansiere og som vil drage stor nytte af svækkelsen af deres "konkurrent". Det var i virkeligheden kun et spørgsmål om tid, før USA vendte sig mod kurderne og deres folkelige bevægelse. Hvad, der bliver tydeligt i den syriske tragedie, er, at borgerlige regimer ikke har nogen principper, men kun de interesser, der på et givet tidspunkt tjener deres herskende klasse.

Intern undertrykkelse i Tyrkiet

Den interne "anti-terror" operation ser også ud til at være rettet mod den tyrkiske venstreopposition, snarere end ISIS. Af de mere end 800 (et tal der vokser) mennesker, der er rapporteret som værende arresteret, menes ikke mere end 100 at have været medlemmer af ISIS. Feleknas Uca, et parlamentsmedlem fra HDP for Diyarbakir udtalte i går "Den tyrkiske stat fik fredsprocessen til at kollapse med disse luftangreb... Præsidenten [Recep Tayyip Erdogan] og premierminister [Ahmet Davutoglu] forsøger at kaste Tyrkiet ud i krig."

"Tyrkiets politik og AKP’s politik vedrørende IS er klar og åben. De begyndte angreb mod IS og PKK, men [indtil nu] har de arresteret måske 50 IS mistænkte, mens de har arresteret 500 kurdere. Der er en række medlemmer af HDP og BDP (Democratic Regions Party) samt medlemmer af syndikater og civilsamfundsorganisationer [der er blevet arresteret]."

I går blev en anti-ISIS protest indkaldt af Fredsblokken (en koalition mellem HDP, CHP og en række fagforeninger og sociale organisationer) forbudt med den begrundelse, at det ville forstyrre trafikken! små protester blev mødt af vold fra politiet. I det venstreorienterede Alevi Gazi kvarter i Istanbul, udviklede sammenstød sig til direkte optøjer efter, at politiet forsøgte at gennemføre en razzia af flere lokaliteter for at arrestere venstrefløjsaktivister.

At lege med ilden

HDP’s medformand Selahattin Demirtaş sagde, at angrebet i Suruc ikke kunne have været organiseret uden støtte fra den tyrkiske stat. Demirtaş udtalte, at overgangsregeringen var direkte ansvarlig for angrebet, og AKP måtte bevise og afklare, om det var med eller mod ISIS. Han bemærkede også, at efterretningsvirksomheden var intens i Suruç, og at staten registrerede identiteten på alle, der rejste til og fra Suruç. Den særlige konvoj, som blev angrebet, var faktisk ikke blevet tilladt indrejse i Suruç for nylig. Han sagde også, at i lyset af omfanget af statens overvågning i byen, kunne ingen hævde, at én person kunne formå at infiltrere mængden og udføre et selvmordsangreb uden støtte fra staten.

Han påpegede forholdet mellem den tyrkiske stat med ISIS: "Lastbiler, der transporterer våben, krydser den tyrkiske grænse. Hæren bestående af umenneskelige voldtægtsforbrydere – ISIS – bevæger sig frit nær grænsen. Men det legetøj, som de unge revolutionære medbragte, måtte ikke krydse grænsen. Disse unge mennesker kunne ikke krydse grænsen, men deres budskab nåede sin destination."

I fire år har Erdogan regimet i realiteten støttet islamistiske styrker i den syriske borgerkrig. ISIS har ikke været nogen undtagelse. Til gengæld for at lade dem bruge Tyrkiet som en sikker havn, og en leveringsrute for våben, penge og krigere, har Erdogan brugt islamisterne til at rette slag mod Assads regime samt de selvstyrende kurdiske områder, der styres af YPG i Syrien. Han har igen og igen vist, at han er villig til at trække hele regionen ned mod barbari for at tilfredsstille sine egne imperialistiske ambitioner.

Efter en nylig razzia hos en af de højtstående i IS, Abu Sayyaf, er beviserne for en uerklæret alliance blevet klarere. En højtstående vestlig embedsmand bekendt med efterretninger indsamlet på den dræbte leders område fortalte the Observer, at direkte kontakt mellem tyrkiske embedsmænd og højtstående ISIS medlemmer nu var et "ubestrideligt" faktum.

Han fortsatte med at sige, at "Der blev beslaglagt hundredvis af flash-drev og dokumenter på stedet. De bliver analyseret i øjeblikket, men forbindelserne er allerede så klare, at det kan ende med at have dybtgående politiske konsekvenser for forholdet mellem os og Ankara."

For den tyrkiske herskende klike ses ISIS ikke som en trussel i modsætning til den kurdiske bevægelse i Syrien. Forberedelserne til den nuværende militære operation startede efter, at kurdiske YPG styrker indtog den vigtige grænseby Tall Abyad fra ISIS den 14. juni. Erdogans holdning var tydelig i hans kommentar til ISIS’ nederlag, "Vesten, som angriber arabere og turkmenere i Tal Abyad fra luften, lader desværre PYD [Democratic Union Party, som er det største parti i kurdisk Syrien og den politiske arm af YPG’s folkemilits], og PKK terrororganisationer stabilisere sig på deres positioner." Han fortsatte med at advare om, at indtagelsen af den strategiske by Tall Abyad" kunne føre til oprettelsen af en struktur [uafhængig stat], der truer vores grænser ".

I ugen efter Tall Abyad kampene gennemførte ISIS et yderst dødbringende angreb på byen Kobane. Imidlertid blev angrebet delvist udført indefra Tyrkiet, hvilket endnu engang afslører Erdogan-regeringens rolle, som har været åbent at støtte jihadistiske og ekstremistiske grupper generelt, mens de i det skjulte tolererer og endda støtter især ISIS.

Erdogans "krig mod terror" oser af hykleri. Ved at støtte og understøtte reaktionære islamistiske kræfter i Syrien baner han vejen for en destabilisering af Tyrkiet selv. De tusinder af radikale islamister, som har udviklet avancerede netværk på tværs af Tyrkiet og som sikkert også har udviklet forbindelser til forskellige lag af den herskende klasse, kan ikke bare fejes væk igen. Deres indflydelse vil være en konstant trussel mod stabiliteten i Tyrkiet i den næste periode.

Alle dem, der har forsøgt at tæmme islamisterne og bruge dem til deres egne interesser har måttet høste alvorlige konsekvenser. USA og Pakistan brugte al-Qaeda og Taliban til at besejre Saur revolution i Afghanistan, men det førte til den uhyrlige gruppe, der i dag truer hele regionen, og som undergraver selve den pakistanske stat eksistens. Og i Syrien forsøgte USA at bruge islamisterne mod Assad, men det gav bagslag med fremkomsten af IS i Irak og resten af regionen. Inden skal vi naturligvis ikke glemme, at Assad husede de samme islamistiske grupper, som han brugte til sine egne interesser. En lignende skæbne kunne vente Tyrkiet, medmindre denne reaktionære kræftsvulst ikke fjernes gennem en revolutionær massebevægelse.

Det tyrkiske regimes krise

Den virkelige årsag til Erdogans angreb på kurderne er imidlertid ikke almagt og styrke, men den accelererende krise i hans regime. I løbet af de sidste par år er det tyrkiske samfund blevet ekstremt polariseret. Det økonomiske opsving i 2000'erne kom ikke de tyrkiske masser til gode, i stedet er fattigdommen vokset. På trods af vækstrater på over 5% op til år 2012, er udbredt fattigdom stadig fremherskende i Tyrkiet. De 10% rigeste i Tyrkiet ejer mere end 77% af landets rigdom, mens to tredjedele af alle børn lever i fattigdom. Så længe økonomien voksede, kunne alt dette tolereres af masserne. Men opbremsning af økonomien har tydeliggjort modsætningerne i Tyrkiet.

Samtidig blev islamiseringen af Tyrkiet og Erdogans imperialistiske indblanding i Syrien en voksende kilde til bekymring for mange tyrkere, der kom i opposition til Erdogans styre. Hans drøm om at bygge en moderne version af det osmanniske imperium, med sig selv som sultanen, blev set som et skridt tilbage for det sekulære moderne tyrkiske samfund. Hans åbne støtte til ISIS og andre islamistiske grupper vækkede bekymring hos mange.

I Gezi park bevægelsen i 2013 blev disse modsætninger bragt op til overfladen for første gang. Det var også første gang, at den kurdiske og tyrkiske bevægelse indledte en fælles kamp langs klasselinjer. Men på grund af manglen på en ledelse døde bevægelsen ned, og Erdogan forblev ved magten. Ved parlamentsvalget oplevede AKP sin største tilbagegang i årevis og gik fra 58% til 49% af stemmerne, mens alle andre parter, der kom ind, havde ført kampagne på modstand mod især Erdogan. Men den vigtigste ændring ved valget var fremvæksten af HDP, der voksede i meningsmålingerne på grund af sit radikale program og retorik, der forbandt sig med den kurdiske befolkning, samt en stor del af den tyrkiske ungdom og Gezi bevægelsen i særdeleshed.

Et andet element i HDP’s fremvækst var også slaget om Kobane, som varede fra september 2014 til januar 2015. Her kæmpede YPG styrker, der fik støtte fra kurdiske styrker fra Tyrkiet, bravt og besejrede ISIS, der i realiteten blev støttet af Erdogan regimet. Udover at nægte kurdiske krigere indrejse i Syrien for at støtte YPG kræfterne, der blev angrebet der, lod det tyrkiske regime ISIS bevæge sig frit i området.

YPG har været den mest effektive kraft i kampene mod ISIS. Ikke alene har de indtaget Kobane og de omkringliggende områder, men de har også taget Tell Abyad og hurtigt bevæget sydpå mod Raqqa, som er ISIS’ de facto hovedstad. Desuden har de vundet vigtige sejre i byen Hassakah samt påbegyndt en operation vest for Kobane. YPG’s vigtigste styrke har dog ikke været kvaliteten af deres våben, men deres radikale program, der omfatter folkeregering i de områder, de kontrollerer. Deres ikke-sekterisk, egalitære tilgang og deres meget demokratisk styreform er meget attraktiv for befolkningerne i de områder, de opererer i.

Disse sejre og Erdogans støtte til ISIS var vigtige faktorer i HDP’s valgsejre i Tyrkiet. Først og fremmest førte de til en knusende sejr til HDP i de kurdiske områder - som traditionelt har haft stemmerne delt mellem AKP og de kurdiske partier – her nåede HDP’s stemmetal op på 70-90 procent i mange områder. Samtidig skubbede slaget ved Kobane mange lag i den tyrkiske befolkning væk fra Erdogan, der blev set som tilhænger af reaktionære kræfter og tjente til yderligere at legitimere HDP og den kurdiske bevægelse generelt blandt den tyrkiske del af befolkningen.

Det var vigtige grunde til, at Erdogan mistede sit flertal i parlamentet efter mere end 10 år. Dette førte også til et dødvande i parlamentet, som gjorde dannelsen af en stabil regering umulig. Hovedformålet med den nuværende kampagne er derfor at oppiske tyrkisk nationalisme og at afspore klassekampen på nationale linjer. Han ønsker at sætte en stopper for den kurdiske bevægelses indflydelse i Tyrkiet. Samtidig holder han oppositionen som gidsler ved at signalere, at hans fjendtligheder mod ISIS vil stoppe på samme tid som fjendtlighederne mod kurderne.

Dette er en afspejling af Erdogans svaghed. Ved vilkårligt at angribe kurdiske områder i Syrien, Irak og Tyrkiet forsøger han at fremprovokere en borgerkrig. Men hans handlinger, som har til formål at styrke hans egen position, risikerer at destabilisere hele landet. Gennem de seneste år har der været flere indikationer på dybe splittelse i den herskende klasse, og selv inden for APK-partiet selv. På et tidspunkt kan Erdogans uovervejede handlinger føre til, at betydelige dele af den tyrkiske herskende klasse kommer i opposition til ham.

I takt med at hans egen base bliver svagere, antager han en mere og mere bonapartistisk karakter. Han forsøgte at bruge den voksende kurdiske bevægelse til at afskære den nationalistiske stemme, og nu forsøger han at støtte sig til nationalisterne for at knuse kurderne og den tyrkiske venstrefløj, som har forenet sig omkring HDP. Afhængig af hvordan situationen udvikler sig, kan han enten udskrive tidlige valg, forsøge at forbyde HDP eller endda forsøge at indføre militær undtagelsestilstand. I den nuværende situation vil dog dette kun tjene til at forberede en revolutionær modreaktion mod ham i fremtiden.

Som marxister fordømmer vi helt og aldeles dette imperialistiske angreb på det kurdiske folk, og de venstreorienterede aktivister i Tyrkiet. De har al ret til at forsvare sig mod den tyrkiske stats vold. Men uprovokerede angreb på enkeltpersoner er en kontraproduktiv taktik, som kun vil tjene til at styrke Erdogan og skubbe den offentlige mening over på hans side. Den eneste måde at vinde kampen er at forberede en revolutionær massekamp for tyrkere og kurdere på et radikal program. Erdogan kan ikke besejres gennem forhandlinger, som han kun vil bruge til at miskreditere bevægelsen. For bare 10 dage siden sagde HDP’s medformand, Selahattin Demirtaş til AKP embedsmænd, at "et lynvalg ikke er på listen over uopsættelige opgaver. Før I siger ’vi vil fremlægge forslag om et lynvalg for præsidenten’, må I komme til os [HDP]. På dette spørgsmål er vores døre åbne; kom til os."

Med sine utallige handlinger har Erdogan vist, at hans interesser er uforenelige med HDP og den tyrkiske venstrefløjs program og ideer. En vaklende tilgang til ham vil bare styrke ham. Den eneste måde at konfrontere Erdogan og hans regime er at føre en beslutsom kamp. Tyrkiet bevæger sig ind i en meget eksplosiv periode. En opsplitning af arbejderklassen på nationalistiske linjer vil være katastrofalt for både tyrkiske og kurdiske arbejdere og unge. Den eneste måde at skære gennem nationalismens gift er at opbygge en massebevægelse på klasselinjer. Mulighederne for dette mangler ikke.

Erdogan har afsløret sit sande ansigt overfor nationen, og hans position er svag. HDP bør opbygge en national kampagne på et internationalistisk program og opfordre arbejderne og de fattige, uanset om de er tyrkere, kurdere eller enhver anden nationalitet, til at forene sig i kampen mod imperialistisk krig og mod national undertrykkelse. Dette bør være knyttet til et program for ekspropriering af den rådne herskende klasse, der har levet som parasitter på masserne fra alle nationer. Ligesom kurderne i Syriens styrke var et radikalt program, vil et revolutionært program være det mægtigste våben for arbejderbevægelsen i Tyrkiet. Hvis HDP formår at give en klar og beslutsom ledelse, kan den nuværende krise blive begyndelsen på en revolutionær bevægelse for at vælte regeringen. Det ville være et stort slag for alle de reaktionære kræfter i regionen og vil fuldstændig ændre den reaktionære dynamik, der dominerer området i øjeblikket.

Oprindeligt bragt på marxist.com 27. juli 2015. Læs nyere artikel på engelsk her

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.