thumb greece eu electionsDe næste par timer er, igen, afgørende i Grækenland. Sejren til OXI ved folkeafstemningen bliver hurtigt forvandlet til sin modsætning. Regeringen har sendt et forslag til trojkaen, som i det væsentlige accepterer, hvad folk forkastede ved folkeafstemningen i søndags. Dette i bytte for en ny, tredje, redningspakke, som menes at være på 70 mia. euro, som de har anmodet den europæiske stabilitetsmekanisme om. Det er stadig uvist, om dette vil være nok for trojkaen. Opposition vokser også indenfor Syriza’s rækker og videre ud, blandt de græske arbejdende masser vækket af deres sejr i folkeafstemningen, men regeringen har arbejdet for at sikre støtte fra de borgerlige oppositionspartier.

Sent den 9. juli sendte regeringen en pakke med forslag til trojkaen, som menes at være på 12 til 13 mia. euro med skattestigninger, nedskæringer og besparelser. Dette er mere end den pakke på 8 mia. euro, som regeringen foreslog d. 22. juni. Årsagen er forværringen af Grækenlands økonomiske udsigter (fra 0,5% vækst i BNP på -3%, selvom det er nok optimistisk). Forslaget består af et følgebrev fra Tsipras, der lover, at nogle af disse foranstaltninger vil blive vedtaget af Parlamentet "endda før forhandlingsprocessen begynder for alvor", og til sidst en 10 punkts liste over detaljerede "forudgående aktioner".

Husk at forslaget fra d. 22. juni allerede overskred regeringens "streger i sandet", men i det mindste forsøgte disse forslag at lægge noget af byrden på virksomhederne, ved at øge selskabsskatten til 29%, og at indføre en engangsskat på 12% af profitterne. Trojkaen afviste det, og Tsipras indvilligede endelig i de fleste af trojkaens krav (med få ændringer). Det er grundlaget for gårsdagens forslag, men med ekstra 4 mia. euro oveni, 50% mere end hvad Tsipras havde accepteret under tvang før folkeafstemningen.

Da forhandlingerne brød sammen mellem den græske regering og trojkaen d. 26. juni, som førte til at Tsipras indkaldte folkeafstemningen, var forskellene mellem de to parter ikke så store, hvad angår de konkrete tiltag i pakken. De få anstødssten er nu blevet glattet ud af, at Grækenland accepterer trojkaen krav til alle punkterne angående deres indhold. Momsreduktionen for øerne vil blive skrottet, begyndende med de større øer, og kun "de mest afsidesliggende" vil blive fritaget. Pensionsalderen vil blive øget til 67 år i 2022, og EKAS ekstra-tilskuddet til de fattigere pensionister vil blive udfaset gradvist frem til 2019, som trojkaen krævede.

Hvad angår privatiseringer, vil alle dem, der allerede er begyndt være afsluttet uden ændringer i deres vilkår (herunder regionale lufthavne, havnene i Piræus og Thessaloniki, den gamle Hellenikon lufthavn, jernbaneselskabet Trainose, Egnatia betalingsmotorvejen) og et par nye (som vil blive beskrevet i detaljerer i et særskilt teknisk dokument) herunder elektricitetsselskabet ADMIE.

Syriza uofficielle avis Avgi havde en overskrift, der proklamerede, hvordan disse forslag var "en mulighed for at lægge byrden på de rige", men virkeligheden er det modsatte. Det overvældende flertal af disse forslag, som tegner sig for størstedelen af de 13 mia. euro, vil falde på arbejdernes skuldre (gennem regressiv beskatning), pensionisterne (nuværende og fremtidige) og den offentlige sektor. I virkeligheden er forslaget grundlæggende det samme som det, det græske folk afviste med et rungende OXI (NEJ) på 61,3% i folkeafstemningen i søndags d.  5. juli.

Til gengæld for alt dette anmoder den græske regering om et lån fra den europæiske stabilitetsmekanisme, som menes at være på 70 mia. euro. Alle argumenterne fra de sidste 5 år gælder stadig i dag. Gennemførsel af krisetiltag i en økonomi, der allerede i frit fald, vil kun gøre situationen værre og vil gøre selv de erklærede mål i forslaget (i form af primære overskud og gældstilbagebetaling) umulige at opfylde.

Dette er naturligvis den græske regerings forslag. Det skal nu accepteres af trojkaen. Tyskland vil være tilbageholdende med at tilbyde nogen som helst gældslettelse. Positionerne er blevet hærdet på den side i løbet af den sidste uge med folkeafstemningen. Nogle af de tyske kapitalistiske strateger mener, at det nu er billigere at sparke Grækenland ud af euroen og give dem humanitær nødhjælp, end at fortsætte med en formel redningsplan. En fransk publikation rapporterede, at det græske forhandlerhold var blevet spurgt af Schäuble "hvor mange penge vil I have for at forlade euroen". Frankrig, USA og IMF har en anden position, sandsynligvis bekymret over de konsekvenser en Grexit vil have på en meget skrøbelig verdensøkonomi. Desuden er USA og IMF ikke så udsat som Tyskland og EU-institutionerne i forhold til en græsk bankerot, så i realiteten beder de Tyskland om at bære omkostningerne.

Der er endnu en variabel. Arbejderbevægelsen i Grækenland og dets afspejling inde i Syriza, i partiets venstreplatform, parlamentsgruppe og blandt ministrene.

Det er meget bemærkelsesværdigt, at minister Panagiotis Lafazanis, som også er den førende figur i Syrizas Venstreplatform var en af kun to ministre, der ikke underskrev forslaget. I de sidste 48 timer har han fremsat erklæringer på linje med, at "NEJ’et ved folkeafstemningen ikke kan forvandles til et JA til nedskæringer". I skrivende stund forbliver han medlem af en regering.

Den anden minister, der ikke underskrev forslaget, var lederen af De uafhængige grækere (Anel), Kammenos. ANEL havde hele tiden insisteret på modstand mod at afslutte momsnedsættelserne for øerne, og også imod yderligere nedskæringer i forsvarsudgifterne (Kammenos portefølje), som nu er blevet aftalt.

Medlem af Syrizas Centralkomite, Stathis Kouvelakis, har sammenlignet situationen med afstemningen om krigskreditter i den tyske Reichstag i 1914 og appellerede for at lægge pres på Syrizas parlamentsmedlemmer for at få dem til at stemme imod. Han har beskrevet forslaget som en kapitulation og et "forræderi overfor det folkelige mandat". I en appel til Syrizas parlamentsmedlemmer har han bedt dem om at "afvise at trampe på det folkelige mandat og redde æren. At afvise denne ydmygelse af demokratiet. Glem ikke de medlemmers skæbne, der stemte for de tidligere memoranda, og det er blevet registreret i folkets samvittighed. Sammen med de mennesker, der ønsker at rejse sig og leve, rejs jer, sig ’nej’!".

Den Kommunistiske Tendens i Syriza har afvist forslagene og beskrevet dem ved deres rette navn: et nyt Memorandum. Kammeraterne har korrekt beskrevet situationen som et parlamentarisk kup, hvor parlamentet vil blive brugt til at vedtage forslag, der direkte modsiger folkets demokratiske vilje, udtrykt ved folkeafstemningen, og har opfordret Syrizas parlamentsmedlemmer til at stemme imod, og for folk til at mobilisere.

Formanden for parlamentet, Zoe Konstantopoulo, også et fremtrædende Syriza medlem, har også sagt, at hun vil modsætte sig vedtagelsen af et nyt nedskæringsmemorandum gennem parlamentet. Men de græske medier rapporterede om et 3,5 timer langt møde mellem hende og Tsipras i aftes. Venstreplatformen har omkring 30 parlamentsmedlemmer i den parlamentariske gruppe. Som disse linjer skrives, afholdes der et fælles møde for Syrizas parlamentariske gruppe og politiske sekretariat for at drøfte forslagene.

Syriza Centralkomite mødes på lørdag. I aften vil der være en afstemning i Parlamentet. Den måde, hvorpå dette vil foregå, er blevet beregnet for at minimere modstand. I stedet for at stemme om de konkrete forslag, der er blevet sendt til trojkaen, vil Parlamentet blive bedt om at give Tsipras, vice-premierminister Dragasakis og finansminister Tsakalotos myndighed til at forhandle efter de linjer der udstikkes i brevet, men selve brevet vil ikke blive sat til afstemning. Ideen er, at dette vil blive præsenteret som en personlig stemme om tillid til Tsipras, og dermed minimere et potentielt oprør i den parlamentariske gruppe. The Guardian rapporterede, hvordan "Syriza parlamentsmedlemmer har fortalt vores Helena Smith, at det store NEJ, ved folkeafstemningen i søndags var et ’tillidsvotum’ til Tsipras, der som ingen anden statsminister før nu, har folkelig opbakning til at håndhæve sådanne straffeforanstaltninger."

Uanset hvordan afstemningen formuleres, har Tsipras allerede forberedt sig på det tilfælde, at 30-40 Syriza-parlamentsmedlemmer stemmer imod. Mandag var der et lukket møde mellem Tsipras, og lederne af oppositionspartierne og [den højreorienterede] præsident for republikken. De blev enige om en erklæring (med undtagelse af KKE) på linje med forslaget fra i dag. Det betyder, at Tsipras nu er i en de facto alliance med de samme partier (ND, PASOK og To Potami), som hele tiden har støttet det tidligere memoranda, som Syriza ihærdigt kæmpede imod. Oppositionslederne er blevet orienteret om alle trin af forhandlingerne. Mellem torsdag og fredag, vil EU-Kommissionens formand Juncker mødes med lederne af ND, PASOK og To Potami. Der har været stærke rygter om, at ANEL forlader regeringen og bliver erstattet af To Potami. Hovedplanen er at splitte venstrefløjen væk fra Syriza og gå sammen med pro-europæiske partier i en eller anden national enhedsregering.

Dette er, hvad der sker i toppen, men så er der reaktionen fra masserne i gaderne. Tsipras blev meget populær i de sidste dage af valgkampagnen, men på grundlag af et NEJ til nedskæringer og modstand mod trojkaen. Arbejderne har fået selvtillid, efter at have vundet en rungende sejr mod trojkaen gennem en massemobilisering på græsrodsniveau. Hvis de nu får besked på at acceptere en aftale, der er værre end sidste uges, kan reaktionen være forbitret, rasende. Vi kan ikke undervurdere politiseringsniveauet den sidste uge, som ikke er forsvundet.

Hvis man vil forstå dybden af den bevægelse, som blev skabt af folkeafstemningskampagne, kan man se på, hvor bange den herskende klasse blev. En interessant opinionsartikel i Kathimerini beskrev det grafisk i form som "barbari". Hvad, forfatteren ser som barbari, er "sammenbruddet af det traditionelle politiske system, der voksede frem i løbet af perioden efter militærjuntaens 1967-1974 fald"; den "ekstremt farlig adfærd fra den del af vælgerne, som udtrykte sig langs klasselinjer" og "en splittelse mellem de velstillede og de fattige er ikke set siden før Andreas Papandreous tid", og frem for alt "at bringe en konflikt, der burde være forblevet begrænset til Parlamentet og måske tv-shows, ud i gaderne. Det var en politisk forbrydelse." Dette er, hvad de er bange for: " masserne direkte indblanding i historiske begivenheder" for at bruge Trotskijs udtryk.

Artiklens konklusion var også meget interessant: "den eneste måde at undgå de civile ufred, der truer, er at få Alexis Tsipras, statsministeren fra et venstreorienteret parti, til at underskrive en aftale, der vil holde Grækenland i euroområdet." Den herskende klasse i Grækenland har fået nogle alvorlige slag (ved valget d. 25. januar, og ved folkeafstemningen d. 5. juli). Dens politiske partier har lidt som følge heraf og har ingen legitimitet eller folkelig opbakning til at vedtage de tiltag, som den herskende klasse finder nødvendige. Den eneste vej frem for dem er, at Tsipras bruger al sin politiske kapital til at gennemføre deres politik. Dette vil have en konsekvens: at den politisk kapital vil blive brugt.

Der er indkaldt til demonstrationer allerede i aften i Athen og Thessaloniki. Den ene er en Syriza-demonstration, som allerede var planlagt for at fejre sejren i folkeafstemningen på Syntagma. Nu planlægger andre kræfter, herunder ANTARSYA, at deltage heri. Der er også en appel fra 6 medlemmer af ledelsen for de offentligt ansattes fagforening (ADEDY) om at mobilisere for at forsvare NEJ. KKE opfordrer til en særskilt protest på Omonia pladsen.

Skal man forstå Tsipras og Varoufakis’ (og også Tsakalotos’) adfærd, er en afgørende faktor, at de ikke kan se noget alternativ til at forblive i EU og euroen. Resultat er, at de tvunget til at bevæge sig længere og længere væk fra deres oprindelige illusion om muligheden for en "værdig aftale" og give endnu større indrømmelser til trojkaen.

Der er derfor grundlæggende tre hovedvariabler i ligningen. Den græske regering. Trojkaen (og især tysk kapital). De græske arbejdere. Den relative styrke som disse tre kræfter udviser, vil bestemme udfaldet. Dette er en kamp mellem levende kræfter, og intet er afgjort endnu.

Men det er også nødvendigt at gøre midlertidig status. Dette har hele tiden været en kamp mellem modsatrettede klasseinteresser: de arbejdende folk i Grækenland, og i hele Europa på den ene side; den kapitalistiske klasse i Europa (domineret af Tysklands banker og kapitalister) og deres klassebrødre og søstre i Grækenland. På vores side, har vores svageste punkt været generalerne i vores hær. Det bliver nødt til at blive sagt åbent. Tsipras kunne have fulgt en helt anden kurs og resolut have brudt med trojkaen, nægtet at betale gælden og udfordret kapitalismens logik. Han havde massiv folkelig opbakning (80% i februar, 62% ved folkeafstemningen), som ville have gjort ham i stand til gå den vej. Han nægtede. Det har aldrig været en del af hans strategi.

Lafazanis og Venstreplatformen generelt har været håbløst uforberedt på kampen. Lafazanis er veget tilbage fra enhver åben opposition i 5 måneder, og Venstreplatformen har aldrig fungeret som en sammenhængende kraft, og har ikke reageret på de forskellige kompromiser og indrømmelser og mobiliseret imod, hvilket kunne have ændret forløbet, eller have forberedt kampen bedre. Endelig synes selv de mest avancerede elementer i den at mangle en klar forståelse for, hvad alternativet kan være, og begrænser sig til tanken om en tilbagevenden til drakmer inden for kapitalismens rammer (med den uundgåelige nationalisering af bankerne). Dette er en forhindring, da en stor del af arbejderne, med rette, er, bange for konsekvenserne af Grexit, som vil føre til et frygteligt kollaps af økonomien oven i de sidste 5 års lidelser.

KKE’s ledelse, har, samtidig med, at de er kommet med megen korrekt kritik, låst sig fast i sekterisk isolation, ude af stand til at forfølge en virkelig leninistisk enhedsfronttilgang til Syriza, som ville have gjort det i stand til nu at erstatte det, ved at have vundet en betydelig luns af Syrizas medlemmer og tilhængere over.

Den Kommunistiske Tendens i Syriza, har konstant forklaret og advaret. Men dens kræfter er stadig meget små, og dens stemme kan næsten ikke høres. Den kan ikke afgøre begivenhedernes forløb. Den kan højst være en lille medvirkende faktor.

Kampen i Athen er ikke slut endnu. Det er ikke udelukket, at Tyskland vil sætte sin fod ned og afvise enhver ny redningsplan. Den umiddelbare opgave i Grækenland er at gå imod disse forslag, at lægge pres på Syrizas parlamentsmedlemmer til at stemme imod, og mobilisere de bredest mulige lag i gaderne imod, og derefter at modstå gennemførelsen af disse tiltag.

Udover Grækenlands grænser er der vigtige erfaringer at lære, især som partier som Podemos i Spanien kommer tættere på magten. Der er ingen vej til at bryde med nedskæringspolitikken, det er ikke muligt at gennemføre selv beskedne tiltag til forsvar for levestandarden for det arbejdende folk inden for rammerne af kapitalismen i krise. For at afslutte nedskæringspolitikken må vi bryde med kapitalismen.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.