merkel greeceEn magtkamp finder sted mellem den græske regering og landets kreditorer, der kunne ende med at Grækenland misligholder sin gæld, og forlader euroen og endda selve EU. Dette ville have meget alvorlige konsekvenser for både det græske folk og den europæiske økonomi og verdensøkonomien. Hvor fører det os hen?

Grækenland har en gæld på omkring 315 mia. euro, hvad der svarer til 175% af landets BNP. I begyndelsen af maj skal landet betale 1 mia. euro til IMF. Ved udgangen af juni skal grækerne betale 2,5 mia. og i juli og august 6,7 mia. euro på obligationer ejet af ECB. Oven i dette skal de betale 1,7 mia. euro i lønninger og pensioner inden udgangen af april måned. Tiden er ved at løbe ud!

Gennem redningspakke nummer 2 forventede Grækenland at modtage den sidste portion på 7,2 mia. euro, men disse penge er blevet holdt tilbage som en måde at afpresse Syriza-regeringen til at bukke under og opgive sine løfter om at lindre nedskæringsregimet for det græske arbejdende folk. Pengene vil kun blive frigivet, hvis Syriza fremlægger en pakke af yderligere nedskæringer, dvs. hvis det accepterer at fortsætte med nedskæringerne, der blev iværksat af den tidligere regering.

Det ironiske ved situationen er, at selv hvis regeringen kunne få sine kreditorer at frigive de 7,2 mia. euro, ville dette kun købe dem tid til efter sommeren. Så vil hele dramaet starte igen, eftersom flere betalinger vil skulle falde og flere krav vil blive lagt på regeringen for at skære i udgifterne og øge indtægterne.

Ubetalelig gæld

Mellem 2010 og 2014 modtog Grækenland i alt € 254.4 mia. euro i redningspakker. Men 40,6 mia. af disse gik til at betale renter på den akkumulerede gæld alene. Yderligere 48,2 mia. euro gik til bankerne til rekapitalisering. Faktisk er det kun 5% af det samlede beløb som gik til regeringens almindelige udgifter. Gæld er tydeligvis blevet ubetalelig og alle seriøse borgerlige analytikere kan se det. Det er ikke et spørgsmål om "hvis", men "hvornår" Grækenland i sidste ende vil gå bankerot.

Indtil videre har Syrizas ledere trøstet sig selv med tanken om, at "Europa" aldrig ville tillade en sådan eventualitet at blive til virkelighed. Tidligere i denne måned erklærede Tsipras følgende: "Jeg er overbevist om, at Europa med demokratiske traditioner og oplysning ikke vil give efter for nogles ekstreme stemmer, ikke vil vælge vejen til en uetisk og brutal økonomisk afpresning, men vælge stien hvor der bygges bro mellem forskelligheder, stabilitetens og den gensidig respekts vej, og frem for alt, vejen til demokrati, til gavn for vores fælles europæiske fremtid. "

Dette er i tråd med Tsipras' finansminister, Varoufakis' illusioner. Han tror at det er muligt at appellere til rationalitet, i det mindste hos en del af borgerskabet. Dette synspunkt ignorerer fuldstændigt, hvad der driver kapitalisterne: jagten på profit. Den europæiske finanskapital har smidt en masse penge i Grækenland, og ønskers at se et afkast af denne investering. Hvis det står helt klart, at disse penge er tabt og kan ikke inddrages, vil disse kapitalister på et tidspunkt beslutte at minimere deres tab og storme ud af døren.

Hvad har holdt dem tilbage fra at gøre dette tidligere, har været frygten for en domino effekt, og risikoen for at en græsk statsbankerot bliver til en europæisk krise, både økonomisk og politisk. Men den del af kapitalistklassen, især i Tyskland, som er overbevist om nødvendigheden af at lade Grækenland synke, vokser.

"Alt skal gøres for at forhindre, at Grækenland løber tør for penge”, sagde Angela Merkel, den tyske kansler i sidste uge. "Fra tysk side, er vi klar til at yde al den støtte, vi bliver bedt om. Men selvfølgelig skal reformer udfører", tilføjede hun. Den tyske regering står fast i sin insisteren på, at Syriza-regeringen skal forlade alle løfter om at stoppe nedskæringspolitikken. Den insisterer især på yderligere deregulering af arbejdsmarkedet og flere nedskæringer i pensionerne.

Tsipras håber desperat på en form for kompromis, og i en af hans seneste TV interviews, udtalte han, at han mener, at en foreløbig aftale vil være på plads inden 9. maj. "Jeg tror, vi er tæt på. Jeg tror, at hvis ingen ønsker at underminere eller torpedere [forhandlingerne] er vi tæt på en godkendt pakke". Han tilføjede, at der ville være indrømmelser fra den græske regering, såsom delvis privatisering af havnen i Piræus og leasing af 14 regionale lufthavne. [der blev ikke opnået en aftale, red.]

Den seneste rokade i den græske forhandlingsdelegation med udskiftning af Varoufakis til fordel for Tsakalotos skal ses i dette lys. Tsakalotos er ikke kun en mand kapitalisterne beskriver som "soft-spoken" (betyder "modtagelig for kompromis"), men også en der kommer fra den indre kerne af Syriza selv (i modsætning til Varoufakis som ikke er partimedlem), og han vil være bedre positioneret til at forsøge at overbevise partiets medlemmer om ethvert kompromis.

Hvilken vej for Syriza?

Pointen er, at alle indrømmelser nu kun vil tjene til at forberede yderligere indrømmelser i fremtiden, når flere lån skal forhandles, indtil Syriza er tvunget til at opgive hele det program, som partiet blev valgt på. I sidste ende har regeringen kun to muligheder, enten at overgives helt og løbe fra det mandat, den blev valgt på, eller misligholde gælden.

Problemet med den første mulighed er, at det vil give endnu større indre modsætninger internt i Syriza, hvor venstrefløjen er stærk. Det ville bane vejen for et potentielt split i Syriza, hvor den åbenlyst pro-kapitalistiske højrefløj ville bryde med venstrefløjen, og dette ville betyde enden på Syriza som regering. Det ville føre til skuffelse blandt de mange, der stemte på partiet, hvormed en betydelig del vil bliver radikaliseret til venstre og andre vil se mod andre partier til højre

Den anden mulighed ville føre direkte til en bankerot, hvilket ville betyde at Grækenland ville blive skubbet ud af euroen og endda selve EU, hvormed landet skulle vende tilbage til drachmer'en. På et kapitalistisk grundlag ville det indebære et enormt sammenbrud i økonomien og fortsat lidelse for de græske masser, og det ville samtidig også rive Syriza fra hinanden i processen.

Konsekvenser af at forlade euroen

Borgerlige kommentatorer har kigget på konsekvenserne af et sådant scenarie. The Independent stillede spørgsmålet i en artikel, "Grexit: How likely is a Greek exit from the Euro and what would happen to the economy?" Svaret var som følger "En øjeblikkelig finansiel krise og en ny, dyb recession. Uden ekstern økonomisk støtte må landet gå i betalingsstandsning og sandsynligvis begynde at trykke sin egen valuta igen for at kunne betale sine offentligt ansatte. Grækenlands banker ville også miste adgangen til finansiering fra Den Europæiske Centralbank. "

"For at undgå at disse institutioner kollapser ville Athen blive nød til at indføre kontrol med udførsel af penge fra landet. Den internationale værdi af den nye græske valuta ville uundgåeligt være meget lavere end euroen. Det ville betyde en øjeblikkelig nedgang i levestandarden for grækerne eftersom importpriserne vil skyde i vejret. Og hvis grækerne har udenlandsk gæld, som de skal betale tilbage i euro, vil de også stå meget værre. Der vil være en kaskade af konkurser".

Artiklen fortsætter med at se på muligheden for, at en svagere valuta kunne gøre græsk eksport billigere og i sidste ende føre til et opsving, men konkluderer, at "dette er meget usikkert."

Årsagen til dette er klar. Det er ikke kun Grækenland, der er i krise, men hele den europæiske økonomi der stagnerer og økonomien på verdensplan bremser op. I et faldende marked vil de mest produktive og konkurrencedygtige overleve, mens de andre bliver sat til vægs. Hvis en græsk bankerot fører til udtræden fra EU, vil Grækenland ydermere også have mindre adgang til det bredere europæiske marked. Og som bankerot nation ville de ikke have nogen adgang til kredit.

En artikel, der dukkede op i Forbes, ”Why Greek Exit From The Euro Would Be A Very Bad Idea", viser følgende mareridtsagtige scenarie:

"Den virkelige risiko er, at en græsk statsbankerot vil gøre græske bankers sikkerhedsaktiver værdiløse, hvilket gør det umuligt for dem at skaffe selv nødkapital. Dette ville teknisk set gøre den græske centralbank bankerot og udløse et kaotisk kollaps i det græske banksystem.”

(…)

"Det meste af den græske statsgæld er ikke ejet af banker - selv ikke de græske - men af en række EU-institutioner, herunder ECB, EFSF og eurozone regeringer gennem udlån. Og af IMF. Alle disse institutioner vil miste betydelige mængder af penge, hvis Grækenland går bankerot. Dette ville være tilfældet, uanset om græsk bankerot blev ledsaget af en udtræden fra euroen eller ej.” (…)

"Når en stat går bankerot spreder det systemiske chok sig til andre, igennem betalingsbalancens kanaler hvorved handel bliver brat reduceret og kapital flygter. (...) Det er særlig katastrofalt for de lande med de stærkeste handelsforbindelser til det pågældende land. I Grækenlands tilfælde, ville det være Eurozone lande, Rusland og mellemøstlige olie og gas eksportører. "

Forfatteren tilføjer derefter en interessant konklusion, "Eurozonen vil derfor også blive ramt af en kraftig recession, ligesom dens handelspartnere. Periferi-lande som Spanien ville få deres spirende opsving knust, deres budgetunderskud vil stige igen, og deres gæld i forhold til BNP vil nå skyerne. Yderligere nedskæringer for at nedbringe dette ville uden tvivl blive implementeret, og øge den sociale uro og forbedre valgudsigterne for populistiske partier såsom Podemos."

Domino-effekt - økonomisk og politisk

Som vi sagde, er risikoen for spredning af den græske krise ikke kun økonomisk, som vi ser i ovenstående Forbes artikel, men også politisk. Den tyske og europæiske finanskapitals opførsel kan ikke alene forklares ved at se på den græske økonomi. Når alt kommer til alt udgør det græske BNP alligevel ikke mere end 2% af Eurozonens samlede BNP. De kunne sagtens tillade sig at give flere indrømmelser til Grækenland. Problemet er, at enhver indrømmelse til Grækenland vil føre til, at lande som Irland, Portugal, Spanien og Italien krævede lignende indrømmelser og de to sidstnævnte er langt større økonomier. Således er Italien den tredjestørste i eurozonen med en gæld, der får Grækenlands problemer til at ligne peanuts.

Fremkomsten af Podemos i Spanien, som Forbes analytikeren berører, er af betydelig interesse for de mere seriøse af kapitalens strateger. Hvis Syriza ser ud til at vinde vigtige indrømmelser fra EU, der fører til en lindring i nedskæringspolitikken, vil det give enorm styrke til Podemos i Spanien, som ses i en lignende rolle som Syriza. Dette vil igen fremme udviklingen af lignende fænomener i hele Europa. Så ville de europæiske kapitalister stå over for et gennemgående europæisk oprør mod nedskæringerne og finde sig selv i en yderst ustabil politiske situation.

Borgerskabet har brug for stabile regeringer af enten en konservativ eller "socialdemokratisk" karakter. Når de konservative mister støtte efter implementering af nedskæringer, indkalder de anden-holdet, socialdemokrater, til at tage deres plads og fortsætte den samme nedskæringspolitik. Men dette system er ved at bryde sammen. Socialdemokratiet har været involveret i implementering af alvorlige nedskæringer og er begyndt at betale en høj pris for dette. Sammenbruddet af PASOK i Grækenland er det tydeligste eksempel på dette. Men vi ser også tilbagegangen i det franske Socialistparti, det spanske PSOE, det fuldstændig kollaps af det gamle kommunistparti i Italien, og i Storbritannien ser vi et Labour parti, der tabte til de konservative ved valget.

De borgerlige oplever en fragmentering af deres politiske system. Hvor der før var to store partier, begynder vi nu at se flere partier spire frem, hvilket gør opgaven med at styre samfundet, altså at gennemføre nedskæringer, samtidig med at undgå et oprør fra masserne, stadigt vanskeligere.

Europæiske arbejdere søger en vej ud

De europæiske masser er på udkig efter en måde at afslutte nedskæringspolitikken og er parate til at stemme for enhver troværdig politisk kraft, som de opfatter som værende i stand til eller villig til at gøre dette. Hvad det betyder, er, at masserne søger en vej ud af kapitalismen. De er måske ikke fuldt bevidste om dette, men deres modstand mod den politik kapitalisterne gennemtvinger, sætter dem på kollisionskurs med systemet som helhed. I det lange løb, fører det dem til den uundgåelige konklusion, at det, der kræves, er en revolution der radikalt vil forandre samfundet.

Krisen i Grækenland viser netop dette. Masserne vil have at Syriza skal gennemføre sit program, og de håber, at dette kan opnås ved at forhandle med fast hånd med EU, ECB og IMF, ved at modsætte sig deres horrible nedskæringer, og opnå den lindring, som de længes efter. Men de er i færd med at lære, at der på kapitalistisk basis ingen ende er for nedskæringerne.

Det er her, at svagheden hos Syrizas lederskab ligger. De tror ikke, at masserne er i stand til at drage revolutionære konklusioner, og det er derfor, at de laver halve løsninger og kompromiser. Men der er ikke plads til sådanne kompromiser. Det seriøse borgerlige mener, at inden for et eller to år vil Grækenland være ude af euroen alligevel.

Når dette sker, må Syriza være i stand til at udfører de fornødne foranstaltninger, som vil involvere nationalisering af hele det græske banksystem, ekspropriere oligarkerne og bruge de rigdomme, som de i øjeblikket ejer, til at rekonstruere økonomien ad socialistiske linjer.

At blive inden for EU og euroen på kapitalistisk grundlag betyder vedvarende nedskæringspolitik og lidelse for de græske masser. At forlade euroen og EU på kapitalistisk grundlag åbner også vejen op for økonomisk kollaps og et enormt fald i levestandarden. Den eneste reelle vej ud, er at forklare alt dette åbent og ærligt til de græske masser og bane vejen for en revolutionær bevægelse i retning af en socialistisk omdannelse af samfundet.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Denne artikel blev skrevet 1. maj 2015 og bragt i Revolution nr. 10 - juni 2015. Tegn abonnement og få den trykte udgave af Revolution 10 gange om året.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.