european parliament flickr 1000pxValget af Syriza regeringen i slutningen af januar har tilspidset situationen i Grækenland og EU yderligere. Syriza lovede reformer og lagde efter valget ud med at stå stejlt på at holde, hvad de lovede. Problemet er, at de har gjort sig afhængige af penge fra EU for at betale. EU har dog ikke tænkt sig at betale, men kræver i stedet, at den nyvalgte regering opgiver alt, hvad de gik til valg på.

Den nyligt valgte regering med Syriza i spidsen blev sat under stort pres fra dag et. Syriza gik til valg på et program med øget mindsteløn, stop for privatiseringer, hjælp til de fattigste o.l. som ville give den desperat græske befolkning lidt bedre leveforhold. Det var ikke fordi, der var tale om massive forbedringer, men det var trods alt noget andet end de evindelige nedskæringer, som grækerne og resten af europæerne har oplevet de sidste år.

Syrizas formand, Tsipras, lovede at stå fast mod EU’s krav om at gennemføre nedskæringsreformer, og at de ikke ville betale gælden tilbage til ECB og Den Internationale Valutafond (IMF). Det var nok til at give håb til arbejderklassen, og partiet fik massiv opbakning ved valget med 37% af stemmerne. Efter valget voksede opbakningen til Syriza, og partiet stod i midten af februar til 45,4% af stemmerne i meningsmålingerne, mens hele 81,3 procent vurderede den nye Syriza-ledede regerings første dage positivt og bare 13,6 procent for negativt.

Pres fra EU

Problemet var, at Tsipras og Syriza i sit program naivt regnede med, at EU ville gå med til at lempe kravene til den økonomiske politik i Grækenland. Men lige fra valgets afgørelse har EU lagt pres på Syriza for at indgå en aftale om at fortsætte politikken fra Memorandummet, der kræver massive nedskæringer til gengæld for lån.

Syriza regeringen bøjede sig efter en måned ikke mindst på baggrund af massiv kapitalflugt fra landet, og indgik 20. februar en aftale, som i praksis betød, at Tsipras og regeringen underlagde sig EU’s krav om nedskæringer for at få udbetalt de sidste 7,2 mia. euro fra 3. redningspakke. Det var stadig en forudsætning, at ”institutionerne” (tidligere kendt som Trojkaen, EU, ECB og IMF) skulle godkende alle reformer og at afviklingen af landets gæld skulle fortsætte som planlagt.

Modstand i Syriza

Aftalen var enormt upopulær og fik kun med nød og næppe flertal i Syrizas ledelse. På partiets centralkomitemøde stemte over 40 procent af medlemmerne for en resolution, der gik imod vilkårene i aftalen. Og på mødet for Syrizas parlamentsgrupper, der skulle have varet 3 timer, men endte med at vare 12, stemte omkring 1/3 enten imod eller blankt til aftalen, herunder de tre ministre fra Venstreplatformen i partiet.

Den græske regering har stadig overvældende støtte i befolkningen, især fordi folk sammenligner den med de tidligere regeringer. Men den støtte, som den vandt ved at blive set som stående fast over for institutionerne, undermineres langsomt. Dette sås tydeligt i en meningsmåling fra starten af marts, som viste at 64% af befolkningen stadig havde en positiv opfattelse af regeringen, men det er et fald fra 83,6% i starten af februar, inden aftalen.

Allerede kort efter at aftalen var underskrevet, stod det dog klart, at aftalen alligevel ikke var på plads. Tsipras er som en lus mellem to negle, hvor han på den ene side gerne vil leve op til sine valgløfter for ikke at blive upopulær i befolkningen og på den anden side EU, som truer med at vippe landet ud af EU og Euro-samarbejdet, hvilket også ville gøre nas på Tsipras og regeringen. Den plan for nedskæringsreformer, som Tsipras fremlagde, levede ikke op til det, som Angela Merkel og hardlinerne i EU kræver. De er blevet sendt tilbage til tegnebordet for at komme med en ny række spareforslag.

Magtkamp og hårdt mod hårdt

Den stadige krise i den Græske økonomi skaber også intern splid i toppen af EU. Tyskerne, med Merkel i spidsen, har stået i for en hård kurs overfor Grækenland, fordi det er dem, der primært skal betale, mens regeringer, der frygter selv at blive væltet af venstreorienterede partier, som den spanske, har fastholdt, at der ikke kan gives den mindste indrømmelse.

På den anden side står Jean-Claude Juncker, præsident for Europa Kommissionen, der ser det som det primære mål at holde euroen samlet og derfor undgå en såkaldt grexit (at Grækenland forlader euroen): “The European Commission’s position is that there will be no Grexit,” sagde Juncker til bladet Welt am Sonntag. Det viser, at toppen i EU er splittet og er i vildrede - der synes ikke at være nogen vej ud for dem.

Indtil nu har der dog ikke været givet grækerne nogen pardon. Grækernes forslag til nedskæringer er blevet afvist som for bløde, og de skal nu fremvise nye til godkendelse hos de europæiske finansministre. Imens er den græske stat ved at løbe tør for penge.

Lige nu tales der om, at en mulig aftale vil blive at dele de resterende 7,2 mia. euro op i små portioner, som Tsipras så kan få udbetalt, når han laver nedskæringer for et tilsvarende beløb. Om det bliver en realitet, er svært at spå om, men det viser, at retorikken er benhård, og at der ikke vises nogen nåde overfor den græske regering.

EU krævede at regeringen afstod fra at fremlægge en humanitær reformpakke i det græske parlament, og kræver ret til at tage til Athen og overvåge regeringens politik. De seneste måneder viser med al tydelighed, at demokrati er uforeneligt med kapitalismen og EU: det er markedet der dikterer politikken, formidlet gennem ”Institutionerne”. Kapitalismens krise efterlader intet rum til reformer, og uanset hvilken regering folket vælger, bestemmer kapitalen.

Stå fast og kæmp

Grækenland har været gennem utallige omgange med nedskæringer, og der er for længst skåret ind til benet. Enhver reform vil kunne mærkes og gøre ondt i arbejderklassens hverdag, hvor arbejdsløsheden fortsat er tårnhøj, officielt over 25 %, og hvor sult og fattigdom gennem de seneste år har været på drastisk fremmarch.

Syriza står overfor et valg: enten underlægger de sig alle EU’s krav om nedskæringer. Det vil betyde en humanitær katastrofe, uden at det dog vil sikre fremgang for den græske økonomi. Derimod vil tilliden til Syriza undermineres og vejen banes for højrefløjen.

Den anden vej er at stå fast på valgprogrammet - den eneste måde at bevare partiets og grækernes integritet og værdighed. Men det kræver et brud med opfattelsen af, at en løsning kan findes gennem forhandlinger med EU indenfor kapitalismens rammer. Det, der er behov for i Grækenland, er at annullere gælden, nationalisere bankerne og de største virksomheder under arbejderkontrol og introducere en planøkonomi. Pengene til at finansiere alle de nødvendige reformer eksisterer, men de er i hænderne på kapitalisterne, der hastigt er i gang med at trække alle deres penge ud af landet.

Vælger Syrizas ledelse den sidste vej, ville det både skabe en kæmpe entusiasme blandt de græske arbejdere, der entusiastisk har støttet ethvert skridt, som Syriza tog mod EU og nedskæringsprogrammet. Men det ville også få et ekko ud over hele Europa, hvor arbejdere og unge nærer et dybtfølt had til de sidste mange års brutale nedskæringer og en stigende mistillid til hele det politiske etablissement.n

Du kan læse de nyeste analyser af situationen i Grækenland på marxist.com, og samtidig donere til støtte for de græske marxister i SYRIZA.

Denne artikel blev bragt i bladet Revolution nr. 8, april 2015. Tegn abonnement og støt arbejdet!

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.