greece eu electionsPå trods af alle de indrømmelser, som trojkaen har pålagt Grækenland, har aftalen fra d. 20. februar med Eurogruppen produceret meget lidt reelt indhold og er allerede begyndt at optrævle. Den græske kapitalismes dybe krise, kombineret med trojkaens stædige ydmygelse af den græske regering, efterlader næsten intet rum for manøvrer.

Aftalen fra 20. februar forpligtede Grækenland til at gennemføre en lang række "reformer" under streng overvågning fra trojkaen (nu kendt som "institutionerne"), til gengæld for frigivelsen af den sidste del af den tidligere redningsplan af en værdi på 7,2 mia euro. Imidlertid vil ingen af disse penge blive frigivet, før og efter Institutionerne har indvilliget i den konkrete liste over "reformer" (læs modreformer), som den græske regering har fremsat, og disse foranstaltninger faktisk gennemføres.

Som vi advarede dengang, bekræfter aftalen virkelig trojkaens særrettigheder, som Syriza korrekt gik imod tidligere. Hvis nogen havde illusioner om, at en sådan aftale ville give den nye regering et pusterum, manes de hurtigt i jorden.

Mandagens møde i Eurogruppen understregede pointen. "Der kan ikke være tale om tidlige udbetalinger, hvis der ikke er nogen aftale eller nogen implementering", sagde Eurogruppens formand Dijsselbloem. Tydeligvis kunne de europæiske finansministre ikke lide det dokument, som den græske finansminister havde sendt dem, der beskriver yderligere detaljer om, hvordan aftalen fra 20. februar vil blive gennemført.

Tidligere tilsagn fra Varoufakis om at forfølge rige skatteunddragere er forsvundet fra dette seneste dokument, der i stedet fokuserer på at forfølge dem, der undviger at betale moms. Dokumentet gav også oplysninger om den græske regerings tiltag for at løse den humanitære krise, der allerede var blevet vedtaget i parlamentet fredag d. 6. marts. Dette omfatter en vis mængde gratis mad, husleje og el til de fattigste husstande.

Dokumentet slutter med et forslag om at begynde forhandlinger om en ny "kontrakt for genopretning og vækst i den græske økonomi."

Dette er en tilbagevenden til ideen om, at den græske regering på en eller anden måde kan overbevise sine "partnere" at give dem væsentlig gældslettelse og muligheder for betaling. Problemet er, at forhandlingerne i de sidste par uger, og den aftale Grækenland blev pålagt den 20. februar, allerede viser, at dette ikke er muligt. Det er tydeligt, hvad de europæiske kapitalister ønsker: en fortsættelse af de brutale nedskæringer, så långivere kan få deres hele pund kød. Hvis den græske regering ønsker at gennemføre nogen af sine egne tiltag (i dette tilfælde af humanitær nødhjælp), skal de være "finansielt neutrale", det vil sige, for at gennemføre dem skal de gennemføre budgetnedskæringer andetsteds, svarende til samme beløb. Det er de meget strenge begrænser i den spændetrøje, som trojkaen har pålagt Grækenland, og som den græske regering har skrevet under på.

For at understrege pointen blev den tyske finansminister Schaeuble, i en kommentar til tysk TV efter mandagens Eurogruppen møde, ved med at omtale institutionerne som "trojkaen". Varoufakis forsøgte at holde sig til sine tidligere udtalelser om, at trojkaen var død: "Ideen om besøg fra trojkaen, der omfatter grupper af teknokrater fra de tre institutioner, der i gåsegang vandrer ind i vores ministerier og forsøger at implementere et program, der har fejlet... det hører fortiden til.” Men han blev hurtigt tilbagevist af den spanske finansminister Luis de Guindos, der sagde al det var et spørgsmål om semantik.

Dijsselbloem gjorde det klart, at de tekniske forhandlinger vil finde sted i Bruxelles, men også "i Athen på jorden". Uanset hvordan man ønsker at præsentere det, betyder det dybest set, at repræsentanter for trojkaen tager til Grækenland for at føre tilsyn med de oplysninger om gennemførelsen af tiltagene, som, ja godt nok er foreslået af den græske regering, men som skal revideres og godkendes af "Institutionerne". Intet af reel betydning har ændret sig, og det kan ikke ændre sig, så længe trojkaen sidder på pengekassen.

Aftalen fra 20. februar har skabt stor modstand i Syriza. På partiets centralkomitemøde stemte over 40 procent af medlemmerne for en resolution, der gik imod vilkårene i aftalen. Andre mente, at det var forkert at præsentere aftalen som en sejr, som den tydeligvis ikke var.

Den græske regering har stadig overvældende støtte i befolkningen, især fordi folk sammenligner den med de tidligere regeringer. Men den støtte, som den vandt ved at blive set som stående fast over for trojkaen og det brutale nedskæringsmemorandum, der ledsagede de tidligere redningspakker, undermineres langsomt. Dette sås tydeligt i den seneste ”Marc” meningsmåling gennemført i begyndelsen af marts. Ifølge denne meningsmåling, har 64% af befolkningen stadig en positiv opfattelse af regeringen, men det er et fald fra 83,6% i starten af februar, inden aftalen.

Folk er stadig parat til at lade tvivlen komme regeringen til gode til en vis grad. Folk ønsker at se, hvad regeringen gør i praksis i forhold til privatiseringer, mindstelønnen, pensioner, genåbning af ERT, genansættelse af offentligt ansatte osv.

De tidligere regeringer var så brutale i at få det arbejdende folk til at betale for krisen, at selv et midlertidigt pusterum hilses velkommen. En enorm andel - 54,4% - mener, at hvis Nyt Demokrati havde vundet valget igen, ville situationen være værre. Selvom 59,6% i samme meningsmåling sagde, at de var tilfredse med forhandlingerne med "partnerne", har de ingen illusioner om, at aftalen ikke betyder en fortsættelse af den tidligere redningsplan og Memorandum (en holdning der deles af 75,4%).

Måske er den væsentligste ting, som denne meningsmåling viser, at 38,9% af Syrizas vælgere nu siger, at forhandlingerne bør føre til et "endeligt brud, selv om det betyder en tilbagevenden til drakmaen". Det er rigtigt, at et flertal af Syrizas vælgere stadig ville foretrække et "ærefuld gensidigt fordelagtigt kompromis", men der er nu en betydelig del, der er på vej mod at acceptere det uundgåelige i et fuldstændigt brud med trojkaen, og de konsekvenser det vil medføre. Det er vigtigt, hvis man tager med i betragtning, at Syrizas ledelse indtil igen og igen har understreget deres tro på, at et sådan "hæderligt kompromis" er muligt.

Stillet over for denne situation, kom der hen over weekenden en række udsagn om, at hvis det ikke er muligt at nå en aftale, vil regeringen være parat til at afholde en folkeafstemning. I et interview med den italienske avis Corriere della Sera, erklærede Varoufakis: "som min premierminister har sagt, er vi endnu ikke limet til vores stole. Vi kan vende tilbage valg, afholde en folkeafstemning".

Tsipras udtrykte et lignende synspunkt i et interview til det tyske Der Spiegel: "Hvis vi holdt en folkeafstemning i morgen med spørgsmålet, ’ønsker du din værdighed eller en fortsættelse af denne uværdige politik’, ville alle vælge værdighed uanset de vanskeligheder, der ville følge af denne beslutning."

Det er i virkeligheden den rigtige kurs. Syriza blev valgt på baggrund af en grundlæggende afvisning af de brutale sparepolitikker, som de græske arbejdere blev pålagt. Umiddelbart efter valget var støtten til regeringen ekstrem stor (over 80%), og Syrizas opbakning sprang fra 36% til 45%, fordi de indtog at fast standpunkt i forhold til trojkaen. For første gang kunne folk se en regering, som virkede som om, den var fast besluttet på at gennemføre sit demokratiske mandat.

Et brud med trojkaen er uundgåelig, medmindre Syriza-regeringen accepterer en fortsættelse af den tidligere nedskæringspolitik. Selv det nuværende ustabile status quo kan ikke fortsætte ret længe. Fra kapitalisternes synspunkt, var valget af Syriza-regeringen dårlige nyheder. Skatteindtægterne gik ned, og der har været en accelererende kapitalflugt og udtræk af bankindskud. Underskuddet på statens indtægter var i januar, før Syrizas sejr, på 1 mia. euro, der efterlader det primære overskud på 443 mio. euro, sammenlignet med målet om 1,3 mia. Meget snart kan regeringen stå i en situation uden nogen penge overhovedet til at betale lønninger, pensioner og sine normale driftsomkostninger.

Den eneste måde at forberede sig på dette ville være at føre en seriøs agitationskampagne, der klart forklarer det valg, der må træffes: "enten en fortsættelse af denne uværdige politik" (dvs. den brutale nedskæringspolitik, som har kastet Grækenland ned i et sort hul med massearbejdsløshed, kollaps i levestandarden og en social og humanitær krise) eller "værdighed" (dvs. en fornægtelse af de europæiske kapitalisters afpresning og en politik, som sætter de græske arbejderes interesser over de tyske banker og kapitalisters interesser).

Ikke at gøre det, eller at udskyde at handle beslutsomt, vil ikke forhindre en konflikt med Grækenlands europæiske "partnere", men vil blot garantere, at støtten til regeringen fortsætter med at udhules, og dermed sætter den i en meget værre position, når sandhedens time kommer.

London 10. marts 2015

Oversat fra Marxist.com

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.