greece eu electionsFredag den 20. februar underskrev Grækenland en fælles erklæring med Eurogruppens finansministre, som er intet mindre end en afvisning af både det program som gav Syriza valgsejren den 25. januar, men også deres efterfølgende regeringsudtalelser. Hvad er detaljerne i aftalen?

Erklæringen gør først og fremmest klart, at det der er underskrevet er en forlængelse af redningspakken, ikke et nyt ”overgangslån” som er hvad den græske finansminister Varoufakis havde bedt om. Ydermere tilføjer erklæringen, at ”forlængelsen af Master Financial Assistance Facility Agreement (MFFA)... understøttes af en række forpligtelser”. På almindeligt dansk betyder det, at forlængelsen af redningspakken sker på baggrund af accept af det såkaldte Memorandum of Understanding [den hidtidige aftale, mellem trojkaen og Grækenland, angående fortsatte besparelser, reformer osv.]

Erklæringen gør det også klart, at trojkaen (IMF, den Europæiske CentralBank og Europakommissionen) vil fortsætte sit opsyn og godkendelse, eller det modsatte, af den græske regerings politikker. De kaldes nu ”Institutionerne” i stedet for trojkaen, men deres magt og indflydelse er intakt.

Dette er et stort tilbageskridt for den græske regering, som havde vundet valget på baggrund af en afvisning af Memorandummet og trojkaen. I adskillige taler til det græske parlament, havde Alexis Tsipras gentagne gange gjort det klart: ”Trojkaen er færdig, Memorandummet er færdigt”.

Og disse store indrømmelser bliver givet i bytte for hvad? Den græske regering får løfte om udbetaling af ”den resterende protion af det nuværende EFSF [European Financial Stability Fund] program, og overførsel af overskuddet fra 2014 SMP [Securities Markets Program]”. (Overskuddet fra SMP er hvad ECB har tjent på at eje græske obligationer, altså renter som den græske regering har betalt til ECB).

Imidlertid vil ingen af disse penge blive frigivet førend den græske regering præsenterer ”et udkast til en liste over reformer, baseret på den nuværende aftale, inden midnat mandag den 23. februar [deadline blev udskudt til tirsdag formiddag, red]. Ydermere vil ”Institutionerne foretage en første gennemgang og vurdere om disse er omfattende nok til at blive et holdbart udgangspunkt for en succesfuld afslutning af revisionen. Denne liste vil blive yderligere specificeret og siden godkendt af institutionerne i slutningen af april.”

Med andre ord, den græske regering kan komme med alle de forslag de vil, indenfor grænserne af den nuværende aftale, men trojkaen (”institutionerne”) vil afgøre om listen er acceptabel eller ej.

Aftalen gør det klart, at ”kun godkendelse af konklusionerne fra revisionen... fra institutionernes side, vil kunne åbne op for udbetaling” af pengene som Grækenland har tilgode.

Erklæringen specificerer også klart, at den græske regering ikke kan gøre noget, uden tilladelse fra trojkaen: ”De græske myndigheder forpligter sig til at afholde sig fra enhver tilbagerulning af tiltag og unilaterale ændringer af politikkerne og strukturelle reformer”. Ja, det er sandt, at der en paragraf der siger, at dette kun gælder tiltag ”der negativt vil påvirke de finanspolitiske mål, den økonomiske bedring eller finansielle stabilitet”, hvilket stort set vil sige ethvert større tiltag som den græske regering ville kunne finde på at tage. Men selv her, vil ”vurderingen” af om eventuelle tiltag fra den græske regering er dækket af denne paragraf eller ej, ”blive foretaget af institutionerne”.

Dette er endnu en 180 graders vending væk fra den græske regerings udtalte politik. Tidligere på ugen [sidste uge, red.], da Tsipras præsenterede Pavlopoulos, en højreorienteret ledende figur i Nyt Demokrati [de Konservative, red.], som hans kandidat til præsidentposten, kom han med en meget klart udtalelse om, at fredag den 20. februar ville regeringen sætte to love til afstemning i parlamentet, som ville begynde en tilbagerulning af nedskæringerne fra Memorandummet. Èn af dem var genetableringen af overenskomster som var blevet fjernet af trojkaen.

Denne oprørske handling, som ville blive mødt med entusiasme fra de græske arbejdere, gjorde de tyske kapitalister rasende. I et skarpt svar, afgivet torsdag den 19. februar, på et brev fra Varoufakis, krævede Schäuble en hel række af ting fra den græske regering, inklusiv : ”For det tredje skal Grækenland offentligt bekræfte at det vil afholde sig fra unilaterale nationale tiltag for at tilbagerulle det nuværende program. Myndighederne vil, med øjeblikkelig effekt, ikke tage nogen initiativer eller implementere nogen som helst tiltag eller politikker som går imod eksisterende forpligtelser under det nuværende program eller som forværrer den finanspolitiske situation. Dette inkluderer at afholde sig fra de annoncerede social- og arbejdsmarkedsreformer som fremlægges til afstemning i parlamentet denne uge.

Sådan er arrogancen fra de tyske kapitalister, som dikterer politikken til den græske regering, og som reelt er en fortsættelse af den udemokratiske og ydmygende gennemtvingelse af brutale nedskæringer, som trojkaen har påført de græske arbejdere de sidste fire år.

Men dette er ikke alt; erklæringen indeholder også følgende løfte: ”De græske myndigheder gentager deres ubrydelige løfte om at leve op til deres finansielle forpligtelser til alle deres kreditorer, fuldt ud og til tiden.” Varoufakis har allerede forladt den oprindelige ide indeholdt i Thessaloniki programmet, om at der skulle afholdes en slags europæisk skyldner-konference, som skulle føre til en stor afskrivning af gælden og udskydelse af den resterede del. Dette er hvad der stod i Thessaloniki programmet: ”Afskriv størstedelen af den offentlige gælds nominelle værdi, så den bliver bæredygtig, set i forhold til en 'europæisk Gældskonference...' Indfør en vækstklausul i afbetalingen af den resterende del, således at det finansieres af vækst og ikke af budgettet. Indfør en betydelig hvileperiode ('moratorium') i afbetalingen, for at opspare midler til at finansiere vækst.” Dette er nu erstattet af fuldstændig betaling til tiden!

Ethvert progressivt tiltag som den græske regering vil indføre skal nu ligge indenfor de strikse grænser som udgøres af de finanspolitiske mål, som fastsættes af ”institutionerne”. Det vil sige, at den græske regering, midt i en ødelæggende økonomisk recession, vil skulle finansiere ethvert tiltag til gavn for de græske arbejdere, enten gennem nedskæringer andre steder, eller ved at hæve statens indtægter.

Varoufakis har hentydet til, at dette kan gøres ved at slå ned på skatteunddragelse og brændstofsmugling. Der er ingen tvivl om, at de græske kapitalister unddrager sig skat. Hvad der er mere tvivlsomt er, om det kan lade sig gøre at tvinge dem til at betale. De græske oligarker har allerede påbegyndt en sabotagekampagne mod den demokratisk valgte Syriza-regering, gennem systematisk kapitalflugt og fjernelse af deres indeståender i bankerne, en kampagne som de nu vil intensivere. Deres penge bliver gemt sikkert væk på udenlandske bankkonti.

Varoufakis har forsøgt at forklare, at denne erklæring indeholder visse positive indrømmelser som den græske side har vundet. Den vigtigste er, at målet for det primære budgetoverskud (inden afbetaling af gæld og renter, red.) vil blive revurderet. Men hvad siger erklæringen faktisk om dette? ”De græske myndigheder har også forpligtet sig til at sikre de nødvendige primære finanspolitiske overskud eller finansieringsprovenuer, for at garantere bæredygtigheden af gælden, på linje med erklæringen fra Eurogruppen i november 2012. Institutionerne vil, i relation til målet for det primære budgetoverskud i 2015, tage de økonomiske omstændigheder i 2015 med i sin betragtning.” I 2012 talte Eurogruppen allerede om at udskyde målet, om et 4,5 procent overskud på det primære budget, indtil 2016. Alt hvad erklæringen tilføjer er, at trojkaen vil beslutte sig for et andet mål. Der gives dog ingen tal for dette. Slet ikke de 1,5 procent som Varoufakis har hentydet til.

Så hvad betyder denne udtalelse?

Først og fremmest viser den tydeligt, at det græske folks demokratiske vilje, som den blev udtrykt ved valget den 25. januar, er i direkte modstrid med den europæisk kapitalismes interesser. Det er altid tilfældet i borgerligt demokrati, hvor folk får lov til at stemme på forskellige partier, men de vigtigste beslutninger altid træffes af en håndfuld ikke-valgte bankfolk og kapitalister. I dette tilfælde er det blevet udtrykt på den mest brutale måde og på kortest mulig tid.

Det græske folks rimelige og retfærdige forhåbninger (genoprettelse af mindstelønnens niveau, kollektive forhandlinger, en ende på privatiseringer, gratis energi til husstande, der ikke har råd til at betale, osv.) ikke kan opfyldes inden for rammerne af den kriseramte kapitalisme.

Den britiske journalist Paul Mason udtrykte det rammende, da han spurgte Dijsselbloem på pressekonferencen efter mødet Eurogruppen: "Hvad siger du til det græske folk, hvis demokrati, du lige har smidt i papirkurven?" I en anden udtalelse besvarede Schäuble indirekte spørgsmålet således: "grækerne vil uden tvivl få svært ved at forklare aftalen til deres vælgere."

communist tendency syrizaFor det andet afslører det den utopiske karakter af den forudsætning, som Thessaloniki-programmet hvilede på, nemlig at de radikale foranstaltninger, som det indeholdt, kunne opnås gennem en forhandling med långiverne. Den Kommunistiske Tendens i Syriza og den Internationale Marxistiske Tendens advarede om dette før valget. Som vi forklarede, var den europæiske kapitalistklasse ikke indstillet på at give nogen betydelige indrømmelser til den græske regering. Den eneste måde, de konkrete tiltag i Thessaloniki-programmet kunne implementeres, var at bryde med kapitalismen.

For det tredje var der udover den økonomisk årsag (kapitalismens krise) en vigtig politisk årsag til, at den europæiske herskende klasse ikke var parat til at give alvorlige indrømmelser til Syriza: truslen om det gode eksempel. Havde den græske regering fået lov til at gennemføre den række af tiltag, den havde bebudet, og tilbagerulle væsentlige dele af det spareprogram, som trojkaen havde pålagt den gennem 4 år, ville befolkningen i Spanien, Portugal, Irland og videre, have krævet det samme. Dette kunne have hurtigt have ført til de allerede upopulære højreorienterede regeringers fald i disse lande. Det ville også have sat de franske og italienske regeringer under stærkt pres for at ændre deres politik. Det kunne ikke tillades. Som flere kilder har forklaret, var Spanien og Portugal blandt de hårdeste modstandere af enhver indrømmelse til Grækenland under forhandlingerne.

Aftalen er allerede blevet kraftig kritiseret fra folk indenfor Syriza. Den første til at bryde med partilinjen var Syrizas parlamentsmedlem Manolis Glezos, en veteran fra modstanden mod nazisterne, der offentliggjorde en barsk erklæring: "At omdøbe Trojkaen til Institutionerne, Aftalememorandummet til Aftalen og långivere til partnerne, ændrer ikke den tidligere situation mere, end hvis du omdøbte kød til fisk." Han forklarede korrekt, at" folket stemte for, hvad Syriza lovede: at fjerne nedskæringer, som ikke bare er strategien fra oligarkiet Tyskland og de andre EU-lande, men også er det græske oligarkis strategi. At fjerne Memorandummet og trojkaen, at afskaffe alle nedskæringslove.” Og han tilføjede: "Nu er en måned gået, og løfterne er ikke blevet omsat til praksis. Skam, og mere skam. For min del, undskylder jeg over for det græske folk, fordi jeg har bidraget til denne illusion."

Glezos begrænsede sig ikke til at kritisere aftalen, men han kom med en appel til Syrizas medlemmer om at organisere modstand mod det: "Syriza-medlemmer, venner og tilhængere på alle niveauer i organisationer bør på ekstraordinære møder beslutte, om de kan acceptere denne situation"

I sin erklæring imod aftalen opfordrede den Kommunistiske Tendens i Syriza også til en nødkongres i partiet for at drøfte sagen, og opfordrede Syrizas parlamentsmedlemmer, især dem fra partiets venstrefløj, til at stemme imod, når det drøftes i Parlamentet.

En anden af Syrizas parlamentsmedlemmer, Sofia Sakarofa, der blev ekskluderet fra PASOK i 2010 for at nægte at stemme for den første redningspakke, sagde: "Folket gav os mandat til at afslutte memorandummet. Vi har ingen politisk legitimitet til at gøre det modsatte."

Men indtil videre har de ledende i Syrizas Venstreplatform ikke taget en klar position. Rent faktisk stemte de alle for Pavlopoulos fra Nyt Demokrati som præsident for Grækenland, selv om nogle af dem gav udtryk for deres uenighed. Kun ét parlamentsmedlem fra Syriza, Ioanna Gaitani, nægtede at stemme for ham.

Nogle af dem, der er imod aftalen, vil spørge sig selv, hvad alternativet var? Aftalen blev underskrevet under ekstraordinært pres og afpresning. Det forlyder, at dråben var en rapport, om at niveauet for fjernelse af indskud i de græske banker havde nået € 1 mia. på én dag. Men det burde naturligvis ikke overraske nogen, at kapitalisterne ville sabotere den græske regering. Det kunne forventes, at de europæiske kapitalister ikke ville give indrømmelser til den græske regering blot på grundlag af fornuftige argumenter. Havde Syrizas ledelse ikke en plan B?

kvinde med SYRIZA flagFra begyndelsen advarede den Kommunistiske Tendens i Syriza mod dette og fremførte, at den eneste måde at føre denne kamp var ved at tage afgørende defensive og forebyggende tiltag mod kapitalisterne: kapitalkontrol, nationalisering af bankerne og de finansielle institutioner, ekspropriation af oligarkiet, afvisning af gælden. Selv dem, der hævdede, at indrømmelser kunne blive fravristet gennem hårde forhandlinger, må kunne forstå, at hvis du går til forhandlingerne afvæbnet, får du ingenting. Tværtimod har Varoufakis fra dag ét givet flere og flere indrømmelser. Aftalen den 20. februar er den logiske konklusion på hele Syriza-ledelsens strategi.

Der var et alternativ, ja, men det indebar at bryde med kapitalismens logik og mobilisere det arbejdende folk i Grækenland og resten af Europa. Ingen kan sige, at dette ikke var muligt. De første udtalelser fra regeringen, der blev set som en radikal og kompromisløs afvisning af memorandummet, trojkaen og sparepolitikken, blev mødt med overvældende støtte.

I meningsmålingerne sprang Syriza fra de 36%, de fik i valget, til 45%, mens Nyt Demokrati kollapsede fra 27 ned til 18%. Adspurgt, om de støttede regeringens standpunkt i forhandlingerne, svarede imponerende 81% ja. Dette var grundlaget for at tage dristige tiltag mod kapitalismen, og forklare befolkningen at over for uovervindelig modstand fra trojkaen var dette den eneste vej frem.

Da det blev mere og mere tydeligt, at for hver runde af "forhandlingerne" gav den græske regering flere og flere indrømmelser, begyndte stemningen at skifte og blive mere kritisk. Masserne ønskede, at regeringen skulle stå fast, men i stedet har de set tilbagefald hele vejen. Det er, hvor den Varoufaki og co’s "realistiske" tilgang fører hen. De troede, de var smarte; i stedet står vi med en venstrefløjsregering, der bøjer sig under presset fra den europæiske finanskapital.

Det er stadig ikke for sent. Tsipras må bryde med trojkaen, afskrive gælden, implementere Thessaloniki-programmet anti-memorandum tiltag i deres helhed, og appellere til arbejderne i Grækenland om at mobilisere til støtte for regeringen. Europæiske arbejdere følger opmærksomt, hvad der sker i Grækenland, og de ville også reagere på en sådan opfordring. Det er enten dette, eller han vil bane vejen for styrkelsen af de højreorienterede reaktionære kræfter i Grækenland.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.