DemonstrationDa de dansede det gamle år ud og bød det nye år velkommen, med rigelige mængder af den fineste champagne - som sædvanligt - må borgerskabet, helt fra New York til London, have følt et tilfredsstillende glimt af tillid. Holder de måske ikke stadig fast i tøjlerne, her syv år efter katastrofen i 2008? Den tidligere frygt for, at krisen skulle føre til en eller anden frygtelig social og politisk dommedag er forsvundet. Kapitalismen er i live og har det godt. Profitterne flyder frit, og de rige er rigere end nogensinde. Kort sagt, alt er for det bedste i den bedste af alle kapitalistiske verdener.

Alt dette minder om den falske følelse af tillid, der må have eksisteret i Titanics balsal lige før en person på dækket fik øje på det slørede omrids af et isbjerg. Svævende over dette lystige, pengeproducerende karneval kunne alle med øjne i hovedet dog allerede se de sorte skyer samle sig. For et år siden forudsagde økonomerne, at 2014 ville blive året med økonomisk bedring. Et år efter er der ingen, der for alvor fastholder den tomme illusion. Verdensøkonomien er i bedste fald stagnerende, og et stigende antal økonomer forudser en ny nedtur.

Marxismen forklarer, at et socioøkonomisk systems levedygtighed i sidste ende bestemmes af dets evne til at udvikle produktivkræfterne. Det er den grundlæggende årsag til den nuværende krise. Det borgerlige samfund befinder sig i en blindgyde, hvorfra der ikke er nogen vej ud. De borgerlige økonomer forstår ikke krisen og har ingen løsning.

Krisen i 2008 var et historisk vendepunkt. Før det var alle økonomer og politikere enige om, at staten ikke skal spille nogen rolle i økonomien. Men siden hen har alle de store banker måttet støtte sig til staten som på krykker. Statens generøsitet mod bankerne er nu forvandlet til en Joakim von And -lignende smålighed over for resten af befolkningen. Pludselig er der ingen penge til skoler og hospitaler, de fattige og syge, til pensioner og tilskud til studerende. Men der er penge nok til de rige parasitter.

Formålet med denne enestående generøsitet overfor bankfolkene var at fremme udlån og dermed stimulere et økonomisk opsving. Men den offentlige rundhåndethed på milliarder har ikke ført til noget nævneværdigt opsving. Bankerne har indkasseret pengene og brugte dem til at spekulere på børsen for at få endnu større profitter. Uligheden er vokset til et uset niveau. Ligesom en gigantisk parasitisk orm som suger livet ud af samfundet, bliver de rige stadigt rigere, mens millioner er kastet ud i fattigdom og fortvivlelse.

Det virkelige perspektiv kom frem sidste år i en rapport fra OECD, som konkluderede, at der ikke ville være nogen vækst i verdensøkonomien i de næste halvtreds år. Hvad betyder det? Det betyder årtier med besparelser, nedskæringer og angreb på levestandarden. Det er en færdig opskrift på en eksplosion i klassekampen overalt. Forsøget på at løse krisen gennem kvantitative lempelser i USA var en foranstaltning dikteret af desperation. Nu er de blevet tvunget til tilbagetog. Eksemplet Japan er endnu mere sigende. Præsident Abes forsøg på at gøre det samme er også endt i et forsmædeligt nederlag. I mellemtiden vokser utilfredsheden.

Krisen påvirker alle lande i verden. Globaliseringen manifesteres som en global krise i kapitalismen. Kina skulle fungere som drivkraft for opsvinget. Men væksten i Kina er aftagende. Alle de såkaldte BRIK-lande er i krise. Brasilien er i recession; Indien er i krise, hvilket blev afsløret af et kraftigt fald i rupeens værdi. Den russiske økonomi er blevet ramt af de faldende priser på olie (som selv er en afspejling af en stagnerende og faldende efterspørgsel), som forværres af sanktionerne, og landet står overfor en alvorlig recession.

Man kunne have troet, at saudierne ville sænke olieproduktionen for at stoppe den faldende oliepris. Men saudierne er tværtimod fortsat med at øge olieproduktionen for at ødelægge den voksende olieproduktion i USA fra fracking. Men den faldende oliepris varsler katastrofe for andre olieproducerende nationer som Iran, Irak og Venezuela.

Krisen i Europa

crisis euroFor to år siden udtalte Mario Draghi, at EU ville bruge alle nødvendige midler for at forsvare euroen. Men hvem har pengene? Tyskerne, men tyskerne har ingen lyst til at garantere for de sydeuropæiske landes gæld. Den officielle arbejdsløshed i Europa er omkring 11%, men i realiteten højere. I Spanien er den omkring 25%, og i Grækenland er det endnu værre. To ud af tre unge grækere har intet arbejde. Intet er blevet løst i Grækenland.

Euroens krise begyndte for fem år siden i Grækenland og er nu gået ind i en ny fase i Grækenland. Efter fem års nedskæringer, besparelser og lidelse er den offentlige gæld steget fra 125% af BNP til 175%. Alle folkets lidelser har været forgæves. Grækenland svæver på randen af en ny og endnu mere grusom krise. Sammenbruddet i den højreorienterede borgerlige koalitionsregering ledet af Adonis Samaras har åbnet en ny og stormfuld periode. Alle meningsmålinger tyder på, at SYRIZA vil vinde valget i slutningen af januar måned.

Merkel all options on the table for Greece LatuffSamaras troede, at Bruxelles ville give ham et vist spillerum, men dette var ikke tilfældet. Merkel og de andre af Europas magthavere var uforsonlige. De krævede nye og endnu dybere nedskæringer i pensionerne og levestandarden. Den græske premierminister forsøgte derfor en desperat gambling ved valget af en ny præsident. Da den position har en mere eller mindre ceremoniel karakter, ville et sådant valg normalt blive mødt med total ligegyldighed. Men denne gang resulterede det i en øjeblikkelig krise. Skarpe fald på børsen i Athen afslørede borgerskabets ekstreme nervøsitet.

Borgerskabet er rædselsslagent over udsigten til en SYRIZA regering i Grækenland. Det, der skræmmer dem, er ikke så meget lederne af SYRIZA, som nu forsøger at berolige trojkaen med at de er ansvarlige politikere, men de klassekræfter der er bag SYRIZA. De græske arbejdere har vist en enorm kampvilje. De har deltaget i mere end tredive generalstrejker de seneste fire år. Men det har sine begrænsninger. Tidligere kunne demonstrationer og strejker undertiden tvinge regeringen til at ændre sin politik. Men det er ikke længere tilfældet. Krisen er for dyb til reelle indrømmelser. En-dags strejken som våben mister således enhver magt den måtte have haft. Det bliver et meningsløst ritual, som borgerskabet og regeringen kan ignorere.

Blokeret på den industrielle front vender arbejderne sig naturligt nok mod den politiske front i jagten på en løsning på deres mest presserende problemer. De vil stemme på SYRIZA, men tidligere erfaringer betyder, at de er på vagt over for alle politikere. Tsipras lover reformer: en forhøjelse af mindstelønnen, gratis mad og elektricitet til fattige familier, øget beskæftigelse i den offentlige sektor. Problemet er, at på kapitalistisk grundlag kan disse tiltag ikke fungere. En SYRIZA regering vil straks blive mødt af sabotage fra bankerne og kapitalisterne. Allerede før valget blev annonceret, rapporterede medierne om en massiv kapitalflugt. Dette er en advarsel om den kapitalstrejke, som ville ramme en venstreorienteret regering i Grækenland.

Ustabilitet på verdensplan

Uanset hvor man kigger, er der ustabilitet: økonomisk, finansiel, social, politisk og diplomatisk ustabilitet. Den nuværende verdenssituation har intet fortilfælde i historien. Tidligere var der altid tre eller fire stormagter, der afbalancerede hinanden. Men siden Sovjetunionens fald er der kun én Supermagt, USA. USA bruger 640 milliarder dollars hvert år på våben. Intet andet land kan hamle op med denne enorme militærmagt. Og alligevel har den amerikanske imperialismes magt grænser, og disse grænser blev udstillet i Irak og Afghanistan.

Som en elefant i en porcelænsbutik, har de snæversynede amerikanske imperialister destabiliseret hele Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan. Nu er de forpligtet til at sende det amerikanske luftvåben af sted for at bombe de selv samme jihadister, som de og deres allierede, saudierne og quatarerne, byggede op, bevæbnede og finansierede i et mislykket forsøg på at vælte Assads regime i Syrien. Denne pludselige omvæltning i den amerikanske politik i regionen har haft konsekvenser, der hverken var forudsete eller ønskede af d’ herrer og damer i Washington. Det har tippet balancen kraftigt til Irans fordel, som nu har effektiv kontrol over store dele af Irak, og yderligere har øget sin indflydelse i Syrien og Libanon.

På grund af 100-året for første verdenskrig, har mange mennesker forsøgt at lave analogier med den nuværende situation. Men sådanne analogier er fuldstændig hule. Den nuværende situation er meget forskellig fra august 1914. Mordet på Franz Ferdinand blev straks fulgt op af et ultimatum fra østrigerne. Nu med Ruslands intervention i Ukraine laver amerikanerne en masse postyr, men gør i praksis gør de intet - i hvert fald ikke militært. Europas magtensløshed er blevet endnu mere grusomt udstillet af den ukrainske krise. De har indført sanktioner, men det gav straks bagslag i Europa, især Tyskland. Rublens sammenbrud betyder, at den tyske eksport til Rusland er blokeret.

Rusland er nu selv i krise. Det vil medføre en vending i situationen. De russiske arbejdere var parate til at tolerere Putin, så længe det så ud til, at han garanterede stabilitet og økonomisk vækst. Men nu ændrer situationen sig til sin modsætning. Den ukrainske krise satte ham i stand til at svøbe sig i russisk nationalismes flag og appellere til de russiske arbejderes naturlige instinkt til at udtrykke sympati og solidaritet med deres ukrainske brødre og søstre. Men Putins handlinger afslører hans kyniske indstilling overfor det ukrainske folk. Hans nationalistiske retorik kan narre masserne i et stykke tid, men før eller senere vil den nationalistiske tåge lette, og der vil komme en skarp reaktion mod det nuværende regime. Med en uundgåelig forsinkelse vil de russiske arbejdere drage de nødvendige konklusioner og bevæge sig.

Revolutionære perspektiver

Verdenskapitalismen har langt fra haft held til at stabilisere situationen, men er tværtimod sunket dybere og dybere ned i krise. Som vi sagde for længe siden, vil alle borgerskabets forsøg på at genoprette den økonomiske balance ødelægge den sociale og politiske stabilitet. Vi ser nu dette i det ene land efter det andet. Det såkaldte opsving er det svageste i historien, og den eneste løsning, den herskende klasse og dens politiske repræsentanter kan komme i tanke om, er flere nedskæringer og flere besparelser, selv om erfaringen har vist, at det blot uddyber krisen og øger underskuddene, samtidig med at det fremprovokerer social polarisering, som risikerer at gå ud over legalitetens grænser og truer med at vælte den eksisterende orden.

Den historiske vækst i uligheden river selve strukturen i den sociale sammenhængskraft i stykker. Marx forudså, at kapitalismen uundgåeligt ville føre til koncentration af kapital og en polarisering mellem rig og fattig. I dag er denne forudsigelse af Marx, som fremprovokerede de borgerlige universitetssociologers indignation, blevet påvist nærmest som i et laboratorieforsøg. Overalt er der et dybt had til bankfolk og de rige og også en dyb mistillid til alle de eksisterende politiske partier, ikke kun de borgerlige partier, men også partier på den såkaldte venstrefløj.

Overalt ser vi en stigende social uro, selv om den endnu mangler den nødvendige fokus, organisation og ledelse. I Storbritannien var der for tre år siden optøjer blandt de arbejdsløse unge, som overraskede alle. I Italien løftede fagforeningslederne for nylig deres lillefinger og en million arbejdere demonstrerede i Roms gader. I Grækenland har arbejderne gennemført over tredive generalstrejker. Vi har set sociale eksplosioner i Portugal, Brasilien, Tyrkiet og endnu tidligere i Tunesien og Egypten. Hvem vil, i lyset af disse kendsgerninger, vove at sige, at masserne er passive og apatiske?

Masserne har gang på gang vist deres vilje til at kæmpe. Men når de begynder at bevæge sig for at forsøge at ændre samfundet, kan de ikke finde nogen organisation eller ledelse, der kan give den nødvendige enhed og klarhed, som er den eneste garanti for succes. Tværtimod finder de, at de eksisterende reformistiske organisationer fungerer som en kolossal bremse på bevægelsen og en forhindring på vejen.

De reformistiske ledere anser sig selv for at være realister, men i virkeligheden er de den værste form for utopister. Forpuppede på deres komfortable kontorer og i parlamentets forfinede atmosfære, er de helt ude af trit med virkeligheden. De ser ikke den stemning af sydende vrede, der eksisterer i samfundets dyb. De mangler enhver tillid til arbejderklassen, og ser alt gennem reformistiske briller, der gør dem blinde overfor virkeligheden.

Det er manglen på den subjektive faktor - det revolutionære parti og ledelse - der er den væsentligste årsag til krisens langvarige karakter. Det er også det, der giver krisen en så krampagtig karakter. Epokens centrale modsætning er den skærende kontrast mellem den objektive situations modenhed for revolution og de eksisterende organisationers fallit. Som Trotskij udtrykte det i 1938, kan menneskehedens krise reduceres til krisen i ledelsen af arbejderklassen. Det vigtigste spørgsmål er: hvordan løses denne modsætning?

For sekterikerne besvares spørgsmålet nemt. De siger: De reformistiske ledere har svigtet og vil altid forråde. Og de opfordrer arbejderne til at slutte sig til dem i opbygningen af et nyt parti - en appel der altid falder for døve øren, fordi arbejderne ikke forstår små organisationer. Livet har lært dem, at selv for at vinde en strejke er en masseorganisation nødvendig. Hvor meget mere er det ikke tilfældet, når det er et spørgsmål om at ændre samfundet?

Ikke desto mindre er det en alvorlig fejl at gøre nogen af de eksisterende organisationer til en fetich. "Alt, der eksisterer, fortjener at forgå" var en af Heraklits læresætninger, som Marx ofte citerede. Det forhold, at et parti (eller endda en fagforening) engang var en massekraft, er på ingen måde ensbetydende med, at det altid vil forblive sådan. Partier kan, ligesom mennesker, blive født og blomstre for en tid, og derefter ophøre med at eksistere. Sådanne transformationer er relativt sjældne i "normale" perioder, men de er slet ikke ualmindelige i perioder med store sociale omvæltninger. Der er de faktisk meget almindelige.

Degenerering uden fortilfælde

Der er mange paralleller mellem situationen nu og situationen før 1914. Dengang førte en lang periode med kapitalistisk opsving til en national-reformistisk degenerering af Socialdemokratiet. Det blev grusomt blotlagt i august 1914. Den lange periode med kapitalistisk opsving, der fulgte Anden Verdenskrig, førte til en hidtil uset degenerering af alle arbejderklassens partier - ikke kun de socialdemokratiske, men også de tidligere kommunistiske partier.

I en revolutionær periode underkastes partier og ledere nøje kontrol fra masserne, som søger en vej ud af krisen. De udvikler et meget skarp følsomhed og en kritisk holdning, der var fraværende eller kun ringe udviklet før. I "normale" perioder, har folk en tendens til ikke at blive involveret i politik, som for dem står som noget fremmed, mystisk, uforståeligt. De ville sige: "Overlad politik til politikerne. Jeg forstår det ikke." På samme måde i fagforeningen overlader de det til embedsmænd.

Men i en revolutionær periode begynder denne indstilling at ændre sig. Massernes begynder i stigende grad at interessere sig for politiske spørgsmål, der påvirker deres liv meget direkte. I deres søgen efter løsninger ser de først til ét parti, og så til et andet. Regeringer, programmer og ledere bliver sat på prøve, og, når de er fundet for lette, kasseres de, og masserne vil søge andre steder. Partier, der så urørlige og uforanderlige ud kan gå ned og endda forsvinde. I sådanne situationer vil alle mulige former for kriser, splittelser og omgruppering forekomme.

Vi kan se dette ske allerede nu. I Italien var det italienske kommunistparti (PCI) i årtier det stærkeste kommunistparti uden for Sovjetblokken. Men disse partiers enestående degenerering førte til PCI’s kollaps. Endnu tidligere vi så hvordan det italienske socialistparti, som tidligere også havde en betydelig base, forsvandt. Nu er det intet tilbage af nogen af disse partier, der engang blev betragtet som den italienske arbejderklasses traditionelle partier.

Jeg har nogle gange hørt folk sige, at PASOK var den græske arbejderklasses traditionelle parti, men det er ikke korrekt, eller kræver i hvert fald nogle alvorlige kvalifikationer. PASOK er faktisk et forholdsvis nyt parti, der stammer fra 1974. Før det var Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) den græske arbejderklasses parti. PASOK opstod netop i en revolutionær situation, der fulgte Juntaens fald. Partiets grundlægger, Andreas Papandreous, søn af George Papandreous, en borgerligt liberal, der spillede en forræderisk rolle som den britiske imperialismes marionet efter Anden Verdenskrig, fremsatte et program, der (i hvert fald i ord) lå til venstre for KKE.

Resultatet var, at PASOK tiltrak et stort antal radikaliserede arbejdere og unge, som blev frastødt af KKE’s bureaukratiske stalinisme. I en årrække var PASOK den græske arbejderklasses vigtigste parti, med stærke bånd til fagforeningerne. Men mange politisk bevidste græske arbejdere er stadig loyale overfor KKE, som også har en stærk tilhængerskare i fagforeningerne. Hvad er der i mellemtiden sket med PASOK? Partiets deltagelse i regering under den nuværende krise betød, at dets ledere overtog det fulde ansvar for de nedskæringer og besparelser, der har hærget det græske samfund. Resultatet er, at dets opbakning er kollapset. Partiet vil blive reduceret yderligere ved valget i denne måned. Nogle iagttagere har endda overvejet, om det kunne miste alle sine parlamentsmedlemmer og blive reduceret til en undseelig gruppe udenfor parlamentet. SYRIZA’s hurtige fremvækst i Grækenland er en indikation på de processer, der kan finde sted overalt.

Den eksplosive fremkomst af Podemos i Spanien afslører omfanget og dybden af den folkelige utilfredshed, der eksisterer overalt. I Spanien, som i Italien, var kommunistpartiet en massekraft, men som et resultat af årtiers degeneration og forræderi er de blevet reduceret til en bleg skygge af sig selv. For at forstå den hastighed som begivenheder bevæger sig med, må vi huske, at for bare et år siden, eksisterede Podemos knap nok som en politisk kraft. Men nu har meningsmålinger i Spanien sat det som vælgernes førstevalg foran Socialistpartiet (PSOE), og langt foran det højreorienterede PP, som er på vej mod et alvorligt nederlag.

I Storbritannien oplevede vi den ekstraordinære succes til "Ja-siden" i den skotske folkeafstemning, som utvivlsomt repræsenterede en fundamental ændring i situationen. Der er ingen tvivl om, at dette var en venstreorienteret stemme, en stemme imod de konservative og de liberale (jeg vil behandle dette i en særskilt artikel), men samtidig blev Labour (som havde en meget stærk base i Skotland) også afvist. På nuværende tidspunkt er Labours leder Ed Milliband, hvor utroligt det end kan lyde, mindre populær i Skotland end de konservatives leder David Cameron. Som et resultat af mange års højreorienteret ”Blair’istisk”-ledelse, ser mange Labour som endnu et af etablissementets partier.

Selvfølgelig må man ikke forfalde til impressionisme. Partier som det britiske Labour har stadig store reserver af støtte blandt masserne. Men det er lige så sandt, at den politiske scene er langt mere ustabil, turbulent og uforudsigelig end tidligere. En efter en vil alle de politiske partier blive testet og komme i krise. Der vil være voldsomme sving til venstre og til højre. Pludselige og skarpe ændringer er på dagsordenen. Vi må være forberedt på dem.

Det siger sig selv, at begivenhederne ikke vil udfolde sig i en lige linje. Det er ekstremt tåbeligt at forestille sig, at arbejderne altid er klar til at gå på barrikaden. Historien har lært os, at revolutioner er sjældne begivenheder. Ligesom krig er de ikke den normale tilstand, men et afbræk i "normaliteten". Der er altid en tendens til at klamre sig til den eksisterende situation. Det er det mest naturlige, den nemmeste og mest komfortable vej for masserne. Men i en periode med voldsomme omvæltninger lærer masserne at sætte spørgsmålstegn ved denne "normalitet" og at søge en vej ud, som de vil teste, én vej efter en anden.

Krisen vil brede sig alle steder, i forskelligt tempo og med forskellig styrke, over år og årtier. I en hel periode vil pendulet fortsætte med at svinge til venstre. Selvfølgelig vil revolutionen ikke gå fremad i en lige linje. Perioder med store fremskridt vil blive afløst af øjeblikke med træthed, desillusion og fortvivlelse; store fremskridt vil blive fulgt af dødvande, nederlag og endda reaktion. Denne uundgåelige forsinkelse – som selv er et udtryk for den subjektive faktors svaghed - er ikke en dårlig ting set fra vores synspunkt.

Der er mange paralleller mellem krig mellem klasserne og krige mellem nationer. En krig er ikke en kontinuerlig kamp, men en række træfninger, hvor de stridende hære lærer at måle hver sides relative styrke; fremrykninger efterfulgt af tilbagetrækninger, perioder med voldsom anstrengelse afbrydes af lange perioder med inaktivitet, observation og venten. Disse uundgåelige ophold mellem kampene bruges til at grave skyttegrave, rengøre udstyr og til at mobilisere og træne nye rekrutter.

For marxister er studiet af perspektiver ikke en akademisk øvelse, men en måde at forberede kadrerne til de kommende kampe. Trotskij sagde, at teori betyder fremsynets overlegenhed over overraskelse. Overfladiske empirister, der ser sig selv som kloge, fordi de begrænser sig til de "umiddelbare kendsgerninger", overraskes altid, når begivenhedernes følger en vej, som de ikke forudså og aldrig drømte om kunne eksistere. Marxister tværtimod ser længere end de tørre "fakta" og trænger ned under overfladen for at afdække de underliggende processer i samfundets dyb.

I år er det 100-året for Zimmerwald konferencen, hvor en lille håndfuld revolutionære internationalister mødtes i den obskure schweiziske landsby Zimmerwald i et forsøg på at organisere og koordinere de kræfter, der stadig holdt ved den internationale socialisme. Da Lenin kiggede rundt i lokalet og så hvor få de var, bemærkede han: "Det ser ud, til at alle internationalister i verden kan være i bare to togvogne!"

Da Lenin ytrede disse ord, så de revolutionæres opgave nærmest håbløs ud. De var meget små grupper, for det meste isolerede fra masserne og arbejdede under ufatteligt vanskelige forhold. Alligevel brød den russiske revolution ud kun to år senere og en kæmpe revolutionær bølge førte Lenin og bolsjevikkerne til magten. Ja, absolut pludselige og skarpe skift i situationen. Og historien har for vane at gentage sig.

Lad os overlade pessimismen til borgerskabet og deres reformistiske halehæng. De har al mulig grund til at være pessimistiske! Men vi har al ret til at være optimistiske. Vi byder det nye år velkommen med den indstilling vores tid kræver: entusiasme over den kamp der er nær, kampen mod et udslidt råddent og degenereret system, der har udspillet sin nytte og er moden til at blive væltet, fremtidens kamp mod fortiden, kampen for en ny og bedre verden: kampen for socialisme.

London, 5. januar 2015

Bragt på marxist.com den 5. januar.

Gå med i IMT!

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.