Tsipras 2012 election rally Asteris MasourasDet politiske system i Grækenland er ved at implodere. Der er udskrevet nyvalg til afholdelse allerede den 25. januar, efter at den upopulære græske samlingsregering er faldet over et teknisk spørgsmål om udnævnelsen til den symbolske præsidentpost. Grækenlands pendant til Enhedslisten; SYRIZA, kan blive det største parti og komme til at stå i spidsen for den næste regering. Det græske og europæiske borgerskab er i panik og har indledt en massiv smædekampagne imod partiet. Vi er trådt ind i et nyt kapitel i den græske klassekamp og den europæiske krise.

Græsk krise på sjette år

Nyvalget hænger uløseligt sammen med den økonomiske situation. Kritikere af marxisme påstår som regel, at marxisme reducerer alt til økonomi. Det er en karikatur, men det er sandt, at økonomien; det socio-økonomiske systems evne til at udvikle samfundets produktivkræfter, i sidste ende er bestemmende for systemets overlevelse. I Grækenland er historiens dom tydelig for enhver.

Sammenbruddet i Samaras’ koalitionsregering mellem det konservative Nyt Demokrati og socialdemokratiske PASOK, er en refleksion af sammenbruddet i græsk kapitalisme. Depressionen i Grækenland er på vej ind i sit sjette år, og økonomien er stadig 25 procent mindre end før krisen. Det græske folk har båret umenneskelige byrder for, at politikerne har kunnet holde hånden under et system i uhelbredelig krise. Gennemsnitslønnen i faste priser er, ifølge OECD, faldet 22 procent siden 2009. I 2008 levede 23 procent af de græske børn i fattigdom. I dag er det over 40 procent, ifølge Unicef. Arbejdsløsheden er den seneste tid ganske vist faldet til ”kun” 26 procent og 49 procent for unge. Det skyldes imidlertid, at over 1 mio. ud af landets 11 mio. indbyggere er emigreret fra landet, på grund af den miserable sociale situation.

Medierne i Danmark har imidlertid fortalt os, at euro-krisen er forbi, at det går fremad i Grækenland. Virkeligheden er en anden. Omdrejningspunktet, den offentlige græske gæld, var i 2012 på 157 procent af BNP. Det år var der reel frygt for, at Grækenlands dage i Euro-samarbejdet var forbi. I dag er gælden omkring 175 procent. Siden 2009 er indestående i de græske banker faldet med 31 procent, svarende til en kapitalflugt på over 1.200 mia. kroner. De penge er aldrig kommet tilbage. Hvorfor? Fordi de græske kapitalister og velhavere ikke stoler på den græske økonomi.

Kapitalens frygt

Status quo er ikke længere en mulighed. Seks år med krise og utallige ”hjælpepakker” som alle er gået til betalingerne til de europæiske og græske banker. ”Hjælpepakker” som kun er givet på betingelse af konstante angreb på det græske folks levestandard. Millioner af græske arbejdere, unge og gamle er i dag på desperationens rand. Derfor siger omkring 30 procent af de græske vælgere i dag, at de vil stemme på SYRIZA, det ene af de to venstreorienterede partier i parlamentet, hvilket vil gøre partiet til det største. Det græske valgsystem giver det største parti en bonus på 50 mandater, hvilket kan betyde, at der er en reel chance for at SYRIZA kan danne en flertalsregering alene.

Det moderate regeringsprogram, som formanden Alexis Tzipras har fremlagt, er i hovedsagen følgende:

• Forhandling om nedskrivning af gælden (som Grækenland aldrig kan betale alligevel).
• Et system med ”food stamps” til de fattigste, som man kender det i USA.
• Elektricitet til de ca. 350.000 familier der i dag ikke har råd til el.
• Boliger til boligløse.
• Offentlig sygesikring.
• Skattelettelser til de fattigste (som blot vil tilbagerulle nogle af de tidligere enorme skattestigninger).
• Forhøjelse af pension og mindsteløn til ca. 5.600kr om måneden (husk på at priserne er som i resten af EU).

På trods af at ledelsen af SYRIZA, i takt med partiets vækst, har fjernet alle radikale elementer af deres politik, er det græske og europæiske borgerskab fyr og flamme.

”Værre end kommunisme!” Sagde et lækket notat fra Joerg Sponer fra Capital Group, om SYRIZA’s valgprogram. Han deltog i et forsoningsmøde i London i november, mellem SYRIZA og en række finanskapitalister og fortsatte: ”([kommunisterne] havde da i det mindste en plan. Dette vil blive totalt kaos.”

Mødet skulle ellers berolige finanskapitalen og vise dem, at de intet havde at frygte fra en kommende SYRIZA-regering. Men effekten var modsat: ”Alle, der kom ud fra det møde, vil sælge alt, hvad der er græsk,” sagde notatet videre.

Den udtalelse repræsenterer fint finanskapitalens indstilling. For de kan se, at dette program er utopi at gennemføre inden for det kapitalistiske systems rammer, selvom Tzipras (og alle Europas venstrereformister) er overbevist om, at det kan lade sig gøre, blot man har dygtige forhandlere. Forsøger Tzipras rent faktisk at gennemføre hans moderate, socialdemokratiske program, vil Grækenland omgående blive mødt af kapitalflugt, kapitalstrejke, økonomisk sabotage og hældt ud af Euroen. Ikke fordi programmet i sig selv er radikalt. Selvom finanskapitalisterne måske heller ikke frygter Tzipras personligt, så frygter de, de millioner af arbejdere, der står bag ham.

EU vil ikke give efter i en forhandling. Eftergivenhed overfor Grækenland vil få resten af de andre forgældede lande til også at kræve lempelser. Derfor vil EU aldrig acceptere programmet. Den økonomiske depression betyder, at Tzipras’ beskedne program i realiteten kun kan indføres med revolutionære midler, som han selv afviser at tage i brug.

Skræmmekampagne og splittelsesforsøg

Det græske og europæiske borgerskab har indledt en skræmmekampagne kombineret med de mest opportunistiske valgløfter fra Samaras-regeringen. Samaras advarer om, at en stemme på SYRIZA er en stemme på statsbankerot og yderligere fattigdom og politisk ustabilitet. Men han glemmer behændigt at fortælle, at Grækenland allerede i dag er de facto bankerot. Landet kan aldrig tilbagebetale sin gæld. Men efter at have fulgt Troikaens (EU-kommissionen, IMF og Den Europæiske Centralbank) strenge diktater i årevis, lover Samaras pludselig, at han vil få Grækenland ud af Troikaens gældsprogram.

Samtidig bruger det græske borgerskab alle deres kanaler til at forsøge at splitte venstrefløjens stemmer. Således har den tidligere premierminister Papandreou, fra det socialdemokratiske regeringsparti PASOK, der indtil for nyligt rejste rundt i verden for at give foredrag for kapitalfonde og universiteter om krisestyring og nedskæringspolitik, lanceret endnu et nyt ”progressivt” parti i rækken: den Demokratiske Socialistiske Bevægelse. PASOK har han efterladt fuldstændig smadret efter at have startet indfasningen af Troikaens nedskæringer i 2009 og senest som koalitionspartner i regeringen. Kommentatorer mener, at det nye parti måske kan stjæle en håndfuld procentpoint fra SYRIZA og dermed gøre Samaras’ konservative Nyt Demokrati til det største igen og sikre dem de 50 bonusmandater. Det er i hvert fald, hvad de håber.

Eksperimentet

Vinder SYRIZA, tror Tzipras, at han kan forhandle med Grækenlands kreditorer, hvilket først og fremmest vil sige ECB og dermed Tyskland. Hans rationale er, at kreditorerne ikke tør gøre noget drastisk, da de selv har meget at tabe ved en formel græsk bankerot.

I 2012, hvor Merkel efter sigende overvejede at smide Grækenland ud af Euroen, stod det, i modsætning til i dag, klart hvor store konsekvenserne ville blive for hele Euro-systemet. Den græske syge, i form af eksploderende statsobligationsrenter, spredte sig omgående til de svageste lande i hele i Europa (de såkaldte PIIGS-lande); Portugal, Italien, Irland, Spanien. Derfor droppede hun og andre ideen om at lade Grækenland sejle sin egen sø. Men i denne omgang har den græske syge ikke spredt sig.

Set på overfladen er problemerne i dag isoleret til Grækenland. Så sent som den 30. december 2014 udstedte Italien for første gang statsobligationer med en rente på under 1,9 procent. Generelt har PIIGS-landenes renter været helt i bund, siden ECB’s Mario Draghi i 2012 lovede at gøre ”alt hvad der skal til” (dvs. at bruge ubegrænsede midler til at købe deres obligationer) for at holde landenes renter nede. Samtidig er ECB ved at indkøre såkaldte kvantitative lettelser, som vil sende endnu flere penge ud på finansmarkedet. Ydermere er der i dag, i modsætning til 2012, etableret såkaldte hjælpemekanismer, som skal sikre finanssystemet under stresspåvirkninger. Så tilsyneladende er den græske syge inddæmmet.

Men de ovenstående sikkerhedsfaktorer kan paradoksalt nok vise sig at være en af de største trusler mod Euroen: Dele af EU-bureaukratiet er ved at blive overmodige. Flere taler i krogene om, at Grækenland kan blive eksperimentet for, hvad der vil ske, når et land forlader Euroen. Merkel og Co. kan føle sig fristet til at afslutte et engagement, der er synes at fortsætte for evigt, og samtidig statuere et eksempel.

Et græsk exit kan imidlertid sætte en uventet kædereaktion i gang og lynhurtigt forvandle sig til en optrevling af hele den fælles valuta. For hvis investorerne mister alt i Grækenland, hvor sikre er deres investeringer så i de andre PIIGS-lande? Og hvad er en valuta værd, hvis en medlemsstats gældsforpligtelser bare kan droppes af valutafællesskabet? Er en tysk Euro så mere værd end en italiensk Euro osv.?

Det er umuligt at spå om fremtiden, men kommer SYRIZA til regeringsmagten, vil de blive testet næsten med det samme, da landet er afhængig af en kontinuerlig strøm af penge fra internationale kreditorer, for at finansiere deres massive gæld. Og her vil SYRIZA fra dag ét stå overfor en mur af modstand, fra alle verdens ledere og finanskapitalister. Allerede da det blev klart, at et lynvalg nærmede sig, faldt Athens børs med 5 procent på én enkelt dag, og renten på græske statsobligationer skød op til ni procent. Det viser, at Tzipras’ ide om, at han med rationelle argumenter kan overbevise kreditorerne om at føje ham, ikke er andet end illusioner. En ren SYRIZA regering vil kun kunne forhandle sig til to resultater: 1) fuldstændig overgivelse, som de andre regeringer har gjort det siden 2009 eller 2) Exit fra Euroen og officiel bankerot, hvilket vil betyde kaos og rejse spørgsmålet om kapitalkontrol og eksproprieringer af produktionsmidler og kapital, som en livsnødvendighed for den græske arbejderklasse.

Programmet er afgørende

Spørgsmålet om program er essentielt. Ikke bare for en SYRIZA-regering, men også for mulighederne for at vinde. Jo mere konsekvent klasseprogram, jo mindre naivitet det indeholder ifht. kreditorernes forhandlingsvillighed og jo mere konkrete anvisninger der er for, hvordan programmet skal opfyldes, jo lettere vil det være for SYRIZA også at vinde de ruinerede mellemlag i Grækenland over på sin side. Hvis SYRIZA-toppen derimod forsøger at gøre alle tilfredse og foregøgle, at alt kan lade sig gøre indenfor de nuværende rammer, med uldne henvisninger til ”genforhandling” af låneaftaler osv., risikerer de at skubbe store lag fra sig, som vil se dem som urealistiske: Når de internationale kreditorer har stået stejlt overfor samtlige regeringer siden 2009, hvorfor skulle de så pludselig bøje sig, blot fordi premierministeren hedder Tzipras? Så selvom SYRIZA fører meningsmålingerne i skrivende stund, kan det hele blive tabt på jorden.

IMT’s græske kammerater i den Kommunistiske Tendens i SYRIZA kæmper derfor hver dag for en konsekvent arbejderklassepolitik i SYRIZA, en revolutionær, marxistisk politik. Med et marxistisk SYRIZA ved magten ville Grækenland blive et fyrtårn for den internationale arbejderklasse og indvarsle den socialistiske revolution på kontinentet. Men det vil kræve et grundlæggende brud med den hidtidige forsonende og til tider naive politik fra toppen af SYRIZA.

På den parlamentariske venstrefløj i Danmark og resten af Europa, er naiviteten også stor i forhold til SYRIZA: ”Endelig kan vi få en venstreorienteret regering, som kan bryde med sparepolitikken”. Men lige gyldigt hvad vil det ikke blive en klassisk velfærdsregering, a la efterkrigsopsvinget. Vinder SYRIZA valget med absolut flertal, vil det blive med en pistol for panden og en bajonet i ryggen. Pistolen holder den internationale finanskapital, bajonetten holder den forarmede græske arbejderklasse. Tzipras kan umuligt stille begge tilfreds. Og der er som bekendt ikke langt fra kærlighed til had, hvilket Tzipras hurtigt kan få at mærke, hvis arbejderklassen føler, at han sælger ud.

Netop det sidste scenarie er kapitalens bedste chance. At få SYRIZA svækket nok til, at det borgerlige parti Nyt Demookrati kan fortsætte i regering eller få SYRIZA viklet ind i en situation hvor de er i regering, men ikke kan gennemføre den politik arbejderklassen ønsker, og dermed miskrediterer sig selv.

Men selv et svækket SYRIZA i en koalitionsregering kan vise sig at være for meget for Merkel og finanskapitalen. Alene frygten for at Tzipras hverken kan styre masserne, eller implementere kreditorernes diktater og vigtigere; deres ønske om at statuere et eksempel, kan få dem til at konkludere, at det er bedre at smide Grækenland på porten, på et tidspunkt hvor de føler sig i relativ sikker havn. Det kan i sig selv blive startskuddet til en ny nedtur i Europa, der vil have revolutionære implikationer på hele kontinentet. Ligegyldig udfaldet af valget den 25. januar er et nyt kapitel åbnet i den græske klassekamp og den europæiske krise.

Læs de seneste taler fra Den Kommunistiske Tendens i SYRIZA, afholdt ved centralkomitemøderne i SYRIZA i oktober 2014 og 4. januar.

Bragt i Revolution nummer 5, februar 2014. Støt REVOLUTION, tegn abonnement.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.