7867699562 d17f83ae07 o 02Stefan Löfven, partileder hos Socialdemokraterna og formentlig Sveriges næste Statsminister, holder pressekonferenceVi bringer her en analyse, fra vores svenske søsterorganisation Avanti, af den politiske situation efter Riksdagsvalget søndag den 14. september 2014.

Sverige har fået en ny regering. Otte år med privatiseringer og fortsat høj arbejdsløshed endte i højrefløjens fald. Men trods utilfredshed med højre-politikken har hverken Socialdemokraterna eller Vänsterpartiet kunnet kanalisere vreden. Socialdemokraterne rækker nu i stedet hånden ud mod højre for at kunne regere – og Sverigesdemokraterne får en magtfuld position. Alt kan ske. Hvad der formodentligt venter, er den mest ustabile minoritetsregering i Sverige i moderne tid.

Sverige er begyndt at indhente resten af verden, med en ustabil politisk situation som følge af kapitalismens krise. De traditionelle partier er i krise efterhånden som flere og flere mister tilliden til det etablerede system, samtidig med at intet parti står langt nok til venstre til at kunne kanalisere vreden mod systemet. Det vi nu er vidne til, er begyndelsen på en dyb krise i det borgerlige demokrati.

Socialdemokratiets fiasko

Da højrefløjen vandt valget i 2006 lovede de at sætte en stopper for "udstødelse" og massearbejdsløshed. Nogle arbejdere stemte for Moderaterna i 2006 og 2010, fordi de lovede flere penge i tegnebogen via skattelettelser. Ved at fremskynde privatiseringen af velfærden og skattelettelser for virksomheder og velhavende, har de formået at opretholde virksomhedernes overskud. De håbede og påstod at dette ville tilskynde virksomhederne til at investere og ansætte flere. Gennem forværrede arbejdsløshedsunderstøttelse, angreb på sygesikring og Fas3 (reform for langtidsledige, som giver arbejdsgiverne penge for at ansætte Red.) har de forsøgt at tvinge folk til at tage de lavtlønnede job overalt – under hvilke som helst vilkår. Men arbejdsløsheden er stadig på hele 7,9 procent.

Valget burde have være en walkover for arbejderbevægelsen, men Socialdemokraterna fik kun omkring én procent mere i dette års parlamentsvalg end i 2010. Årsagen er deres højrefløjspolitik, der gik ud på at mindske forventningerne til de ændringer, valget af dem ville medføre. De borgerliges skattelettelser ville forblive, og deres vigtigste kritik mod de konservative var, at de var for "uansvarlige" med skattelettelserne.

Valgkampen har haft meget lidt at gøre med den reelle situation i samfundet. Selvom Sverige er det land i OECD, hvor de kløfterne er steget hurtigst, og på trods af det enorme pres på landets arbejdspladser, øget stress på jobbet, øget jobusikkerhed og flere vikarbureauer, boligmangel, privatiseringer og fattige skoler, har den officielle debat været centreret om et par milliarder hér eller dér. Ingen har talt om alle de grundlæggende problemer, som arbejderklassen står overfor. Kampen for forandring har stået tilbage som tom retorik om "job" eller "skole", ligesom den høje arbejdsløshed påstås intet at have at gøre med kapitalismens krise.

Socialdemokraterne har afvist at udgøre en reel opposition til de borgerlige. De har distanceret sig fra venstrefløjen og har nu også gjort det klart, at de ikke ville samarbejde med dem. I stedet har de gentagne gange talt om nødvendigheden af aftaler på tværs af midten og har rakt hånden ud til både Centerpartiet og Folkpartiet. Det står allerede klart, hvor upopulær højredrejningen er og Löfven (leder af Socialdemokraterna og nok kommende statsminister, red.) vil kun lykkes med at svække Socialdemokratiet yderligere. Det vil føre til endnu en gentagelse af resultatet i 2010, hvor Socialdemokraterna havde deres værste valgresultat siden den almene valgret blev indført i 1921. Men ledere som ham ofrer hellere sit parti end at tage den nødvendige kamp mod kapitalismen.

Få troede, at der ville blive nogen reel forandring med Socialdemokratiet. Dette, kombineret med vreden mod den borgerlige regering, kunne ikke føre til noget andet end at de venstreorienterede vælgere flygtede fra Socialdemokraterna og højre-vælgere fra Moderaterna. Kun ved at vise et klart venstrealternativ til højrepolitikken havde Socialdemokraterna været i stand til at genvinde deres tidligere meget højere stemmetal, som lå nærmere de 45 end de 30 procent.

Hvorfor går Vänsterpartiet ikke frem?

Vänsterpartiet havde alle chancer for at få et godt valg, men steg næsten ikke ifht. 2010-valget, på trods af en større radikalisering af samfundet, især blandt unge, som demonstreres af alle demonstrationerne mod racisme og fascisme i det forløbne år. Vänsterpartiet burde have stillet sig i spidsen for dette, og trukket sin del aflæsset ved at deltage i, lede og støtter kampen. I stedet har de gjort præcis det modsatte. Partiledelsen har bevidst distanceret sig fra radikaliseringen, fx ved at ekskludere medlemmer, der stod frem som radikale i deres antipati mod fascisme. Under kampen inden valget til Europa-Parlamentet sagde Sjöstedt (Jonas Sjöstedt er partileder hos Vänsterpartiet, red.), at det var forkert at forsøge at blande sig i Sverigedemokraternas manifestationer - hvilket han senere blev tvunget til at trække tilbage og undskylde for.

I det hele taget har de forholdt sig passive. Man har ikke interveneret systematisk i de store demonstrationer der har været organiseret i det forløbne år, i stedet har det været helt op til de enkelte medlemmer og de bedste afdelinger og distrikter til at deltage. Vänsterpariet i Malmø, for eksempel, har været beundringsværdigt aktive og synlige, og er også steget meget på den baggrund.

Flere og flere mennesker sætter spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system, og er på udkig efter et alternativ. Mange er mistænksomme over for det etablerede borgerlige demokrati og dets institutioner. Vänsterpartiet havde derfor alle muligheder for at få stor fremgang, hvis man havde fremført en socialistisk politik. Men partiledelsen derimod er desværre mere forhippede i deres ønske om at fremføre sig selv som en del af dette system - som dygtige politiker, der tager ansvaret for den svenske økonomi. Man fremstår hverken som et parti for arbejdere, som konsekvent arbejder for arbejderklasse i handling og kamp, ej heller som et parti for radikaliserede unge, der ønsker at kæmpe for at ændre samfundet.

En mindre kopi af Socialdemokratiet?

Trods mange individuelle radikale krav, har partiet præsenterede sig selv som et parti, der kun er lidt mere til venstre end Socialdemokraterna - men som ikke adskiller sig grundlæggende fra dem. Trods valgparolen "Vänsterpartiet är inte till salu", som var rettet imod Socialdemokraterna, har man hele tiden vist, at man ønskede at være en del af en S + Mp regering. I valgdebatterne har de på området efter området sagt, at de ville være villige til at gå på kompromis for at komme til at sidde i regering.

De har fokuseret på spørgsmålet om profit på velfærdssystemet, som bestemt er vigtigt, men gjorde det til det eneste spørgsmål, så man næsten virkede som et enkeltsags-parti. Man har fået det til at lyde som om et forbud mod at tjene på penge velfærd ville være en magisk løsning på alle problemer, i stedet for at sige, at spørgsmålet kun er en del af kampen mod profitmotivet som sådan og kapitalismen som system.

Partiledelsen har fremført alle sine reformforslag - seks timers arbejdsdag, ret til fuldtidsarbejde, forbud mod vikarbureauer - som noget "alle" vinder ved, måske med undtagelse af nogle enkelte venturekapitalister Man har forsøgt at præsentere sin politik som noget, der er "godt for økonomien" og godt for den svenske kapitalisme. Men arbejdere er ikke dumme, men forstår udmærket, at mange af de krav, Vänsterpartiet fremsætter ikke vil nemt gå igennem. Men grunden til det er ikke, som partiledelsen mener, at de "tager tid" til at gennemføre. Det er ikke forhandlinger i parlamentet, der afgør det, men klassekampen i landets gader, på pladser og arbejdspladser.

Grunden til at det er svært, er at man ikke kan komme igennem med så meget i dag uden en hård kamp mod overklassen. De er fast besluttet på at fastholde de høje profitter og deres "konkurrenceevne", ved at presse arbejderklassen. Vänsterpartiet er derfor nødt til at forklare nødvendigheden af at kæmpe mod borgerskabet for at gennemføre socialistisk politik. De burde kritiseret Socialdemokraternas passivitet og højredrejning.

Fi og Miljöpartiet

Feministisk initiativ er med sine tre procent lykkedes i at fremstå som det nye "radikale Vänstrepartiet". Men i virkeligheden Fi mere kompromissøgende end Vänstrepartiet, fordi de ikke har nogen base i arbejderklassen og ikke engang har socialisme nedfældet som et mål i sit program. Deres mål er kun, som deres repræsentanter udtrykte det, "en globale kapitalisme med et menneskeligt ansigt". Derfor vil deres reformkrav gå op i røg for at opnå hvad de anser for at være det vigtigste - at repræsentanter fra forskellige undertrykte grupper får såkaldt "indflydelse". I de kommuner, hvor de kom ind, vil de vise, at de er lige så meget en del af systemet som de andre partier.

Miljöpartiet har tidligere været betragtet som et ret venstreorienteret parti, men i løbet af den seneste periode har de bevæget sig til højre. Selvom medlemmerne stemte til venstre for partiledelsen på partiets kongresser, har partiets ledelse nærmet sig Socialdemokraternas højrefløj. De har også bakket op om højreregeringens reform REVA, som gjorde politiets heksejagt på illegale indvandrere lovlig. De kan ikke længere gemme sig bag et venstrefernis, men fremstår for flere og flere som det højreorienterede parti de virkelig er.

Vänstrepartiet ville utvivlsomt være i stand til at tage mange, hvis ikke alle venstreorienterede vælgere fra Fi, S og Mp hvis de fremførte en socialistisk politik og kæmpede for den. Det må partiet indse, for i den kommende tid virkelig at kunne blive en alvorlig modstander mod den højreorienterede politik.

SD’s fremgang - en højredrejning?

Sverige Demokraterne mere end fordoblede sit resultat fra valget i 2010, fra 5,7 til 12,9 procent. At de fik sådan et højt stemmetal skyldes primært at rigtige mange vælgere er flygtet fra Moderaterna. Reinfeldts (leder af Moderaterna og tidligere statsminister, red.) hykleriske tale om, at vi skal åbne vores hjerter, og at indvandringen vil koste penge, som skal tages fra velfærd, var et manipulerende træk, at kun yderligere begunstiget SD.

Men vi er ikke tretten procent racister i Sverige. Ifølge 2011 Eurobarometer mener 81 procent af befolkningen, indvandring beriger landet, og 95 procent af befolkningen støtter retten til asyl. Langt de fleste arbejdere som stemte på Sverigesdemokraterna er ikke racister. De mener ikke at indvandrere er ringere mennesker, eller vil have folk til at dø i krigszoner, eller at indvandrere skal sendes tilbage, eller at indvandring skal helt ophøre.

Mange føler dog, at alle løfterne fra politikerne, om flere arbejdspladser, er falske, og ser helt korrekt en mørk fremtid forude. I mangel af bedre alternativer, håber de fejlagtigt, at der vil være flere job, hvis man kraftigt reducerede indvandringen i en periode. Hvis arbejderne ikke tilbydes en mulighed for at vise solidaritet i kampen med hinanden - for alle er bedre stillet ved en kollektiv kamp for et nyt samfund - så mange vil tænke "mig først, min familie først, mit gruppe først”. Logikken er reaktionær og forskruet - men det er ikke det samme som had mod indvandrere. Antallet af arbejdere, der stemmer på SD bør ikke overdrives. Cirka 11 procent af LO-forbundets medlemmer stemte på SD, hvilket er et fald ift. valget i 2010.

Som i resten af Europa, er der en voksende polarisering mellem højre og venstre. Krisen fører til at der sættes spørgsmålstegn ved det etablerede system og en reduktion i støtte til de traditionelle venstre- og højrepartier, mens de parter, der er længere til højre og til venstre oplever øget støtte. For eksempel er det græske socialistiske parti PASOK fuldstændigt blevet decimeret og venstrefløjspartiet SYRIZA, som fremstår i opposition til nedskæringerne, har været i stand til at vokse fra 4-5 procent til at blive det største arbejderparti med 27 procent af stemmerne. Men hvis der ikke er noget klart alternativ til venstre, og der gives plads til mere ekstreme højreorienterede partier, som ikke alene kan tiltrække højrefløjsstemmer, men også kan virke tiltrækkende på arbejdere som ellers kunne vindes til radikalt socialistisk program.

SD er et protestparti som udnytter dette, og spiller arbejdere ud mod hinanden. Men et protestparti er også meget ustabilt. De vil kun være i stand til at holde på deres arbejdervælgere så længe de højreorienterede partier ses om midterpartier, så længe der ikke er et klart alternativ til venstre og frem for alt, så længe de ikke selv er ved magten, og bliver afsløret som en del af etablissementet. Men før eller siden vil højrefløjen blive tvunget til at samarbejde åbent med SD. I de afstemninger i parlamentet, hvor deres stemmer var afgørende, har de ni ud af ti gange stemt med alliancen. Ved magten vil de ikke være kunne skjule sig fra deres egne politik, men afslører sig selv som det anti-arbejderklasseparti som det er.

Vänsterpartiet må holde sig udenfor regeringen

Præcis hvilken regeringen der kommer og hvilke konstellationer, der vil herske i denne valgperiode er umuligt at sige. Ustabilitet er det tydeligste kendetegn ved den periode vi går igennem lige nu på verdensplan. Og ustabilitet vil uden tvivl blive det tydeligste kendetegn også ved den svenske politik i fremtiden. Det forekommer sandsynligt, at det i første omgang bliver en S og MP regering, der støtter sig på højrefløjen.

Borgerskabet vil lægge hårdt pres på alle partier for at få en form for stabil regering - og de vil ikke tolerere en regering, der ikke kan styre. Af den grund, lægger de lige nu stort pres på C (Centerpartiet) og Fp (Folkpartiet) for at "åbne op" for samarbejde med S. Skandaløst nok, erklærer fagforeningerne LO, TCO og SACO sig enige i dette krav, for at få en mere "handlekraftig" regering. Som om en "handlekraftig" højre-regering vil fremme deres medlemmers interesser!

At højre og venstre arbejder sammen i parlamentet vil uden tvivl styrke Sverigesdemokraterna yderligere. Det eneste, der kan bremse deres fremgang i denne periode er hvis vänsterpartiet fører kompromisløs socialistisk politik. Sjöstedt gik ud og fortalte os, at Vänsterpartiet ikke blev inviteret til at sidde i regering og at de derfor ikke kommer til at danne parlamentarisk grundlag for regeringen. Det er helt rigtigt at nægte at støtte en regeringen, der læner sig til højre og fører den samme politik som den tidligere regering! Det må man holde fast i - hele vejen.

Alliancepartierne og Sverigesdemokraterne kan fælde ethvert forsøg på progressive reformer med deres flertal. Det er ikke udelukket, at vi inden udgangen af valgperioden vil se en borgerlig regering med støtte fra SD. Føj dertil et svagt parlamentarisk grundlag og den socialdemokratiske ledelses højredrejning, så kan der ikke være nogen tvivl om, at det er en ren højreorienteret politik, der vil blive ført.

Selvom Löfven skulle komme kravlende på sine bare knæ med truslen om at regeringen falder, medmindre V støtter deres finanslov – så skal Vänstrepartiet nægte! Partiet må blankt sige nej til at godkende en politik med nedskæringer og angreb på arbejderklassen - selvom man får et par mindre forbedringer igennem. Hvis S-regering falder, er det ikke Vänsterpartiet skyld, men deres egne: læg skylden hvor den hører hjemme!

Led kampen mod den højreorienterede politik

Man bør ikke stille sig bag ét eneste borgerlig reformforslag, men konsekvent i alle distrikter, kommuner, amter og i Parlamentet opføre sig som et benhårdt arbejderparti som åbent afslører maskeraden som foregår bag politikkens kulisser og som forsvarer hver eneste af arbejderklassens landvindinger. Man må stædigt fremlægge forslag efter forslag til forbedringer - ikke i håb om at de vil blive stemt igennem, men som en opfordring til arbejdere og unge om at organisere sig for denne kamp.

Man skal deltage i enhver demonstration og kæmpe og vise, at man er på ungdommens og arbejdernes side - mod fascisterne, mod politiet, mod de borgerlige. Netværket Linje 17, der arrangerede demonstrationen i Stockholm mod Svenskernas Parti bad åbent om hjælp - og Vänsterpartiet burde have besvaret. Vänsterpartiet har næsten hundrede års erfaring med, hvordan man organiserer kampen mod alle kapitalismens rædsler; at nægte at dele ud af disse til nutidens unge er en skændsel. Der har været brug for en organiseret ledelse for demonstrationerne i det forløbne år.

Man er nødt til at bryde kompromispolitikken og vedtage et socialistisk program. Borgerskabet vil i dag ikke tillade reformpolitik, men vil starte en klassekrig mod den venstreorienterede regering. Derfor må vi indse, at vi kun kan komme igennem med forandring ved at mobilisere og organisere unge arbejdere i gaderne, på skoler og arbejdspladser. Vänsterpartiet skal forklare, at ægte velfærd kun kan opnås, ved afskaffelse af kapitalismen.

Vi skal gøre, som Lenin sagde: altid fortælle sandheden, og vise os parate til at kæmpe til det sidste. Og det kan ikke ske ved at alliere os med resten af den politiske sump - eller Aftonbladets falske 87 procent (Aftonbladet kørte forside om at 87 procent af befolkningen ikke havde stemt på SD og var for forskellighed, red.) - at Vänsterpartiet kan bekæmpe SD. Partiet må vise sig som den eneste reelle opposition - som det ægte anti-systemsparti, ved distancere os fra alle de andre partier i parlamentet.

Vi lever i, hvad der meget vel kan være den værste krise i det kapitalistiske system nogensinde. Hidtil har den ikke ramt så hårdt i Sverige, men det der sker i Sydeuropa kryber langsomt, men sikkert, tættere på Nordeuropa. Sverige, som er afhængig af sin eksport, vil ikke være i stand til at holde sig udenfor længe. Den politiske krise viser i miniatureform, hvordan krisen i økonomien vil blive. De fremtidige angreb som borgerskabet og dets regering kommer til at udføre på arbejderklassen vil få alliance-regeringens forringelser til at ligene den rene barneleg.

Tusindvis af mennesker verden over sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen nu og er på udkig efter et alternativ - de kæmper for det. Kampen vil før eller senere også komme til Sverige. Hvis det ikke skal være forgæves, må der være et parti, der kan vise vejen ud af kaos. Det må være Vänsterpartiet opgave.

Vi kan ikke vinde et flertal for socialisme i dag - men kapitalismens krise vil skubbe flere og flere hen imod stadig mere radikale konklusioner. Vänsterpartiet må ikke sværte sin fane med forræderi og kompromisser. Allerede i dag burde en langt større andel end seks procent kunne vindes, ikke kun som vælgere, men som organiserede revolutionære. Fremtiden tåler ikke fejhed og vaklen - den eneste vej frem er en nådesløs kamp mod den højreorienterede politik og kapitalisme - en kamp for socialisme!

Ingen støtte til Löfvens højrepolitik!

For et socialistisk program for Vänsterpartiet!

Revolutionær kamp mod kapitalismens krise – kæmp for socialisme!

Avanti!

 

Oprindeligt bragt 17. september 2014 på marxist.se

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.