nato-2 copy FoghNATO's generalsekretær Anders Fogh RasmussenHovedresultatet af NATO-topmødet, der fandt sted i Newport, Wales, den 4-5. september ser ud til at have været beslutningen om at lancere en ny ”Rapid Response Task Force” som ”spydspids”. Det er en ’bedrift’, som NATO’s politiske og militære ledere ser ud til at være meget stolte af. I realiteten er dette nye projekt endnu en milepæl i svækkelsen af den amerikanske imperialisme, krisen i verdensrelationerne og hele det globale kapitalistiske systems generelle nedgang.

Vestens svaghed

I tiden op til topmødet har det været tydeligt, at NATO er ude på dybt vand. NATO kæmper kampe på flere fronter, fra Ukraine til Irak og Syrien, og kan ikke magte opgaven. Denne afmagt skyldes dels NATO’s egne interne svagheder, både økonomiske og politiske. De herskende klasser i alle NATO’s 28 medlemslande kæmper med økonomisk nedgang, stagnation eller blodfattige opsving, som følge af kapitalismens globale krise. Ingen er særligt ivrige efter at tage hånd om ustabilitet i udlandet, som yderligere kan eskalere udviklingen af klassekampen på hjemmefronten.

Endvidere er forholdet mellem medlemsstaterne i stigende grad anstrengt, da alle de nationale herskende klasser søger at forsvare sine egne interesser midt i den økonomiske krise. For eksempel er det ingen hemmelighed, at USA og Tyskland har været noget i konflikt over, hvordan krisen i Ukraine skal håndteres. Tyskland er stærkt afhængig af russisk gas til energisektoren og har derfor været mere tøvende end USA, der har rigelige forsyninger af hjemmelavet skiffergas, i at føre en hård kurs overfor Rusland med sanktioner og krigerisk retorik. Splittelser som disse er med til at lamme NATO og uddybe dets passivitet.

Denne kaotiske situation er én, som resten af verden følger med stor interesse. Den relative stabilitet i de internationale relationer, der har eksisteret siden den Kolde krigs afslutning efter Sovjetunionens sammenbrud og dermed amerikanernes herredømme, undermineres tydeligvis. NATO’s åbenlyse inkompetence er en stor udbasunering af denne kendsgerning. I takt med at Rusland og Kina begynder at gøre sig gældende på den internationale scene, vil små nationer, der traditionelt har været allieret med Vesten og som søger efter sikkerhed, begynde at sætte spørgsmålstegn ved USA, EU og NATO’s evne til at forsvare dem, når det kommer til stykket. Denne skeptiske holdning blandt resten af verden truer med at opbryde alliancer og destabilisere de internationale relationer endnu mere - et scenarie NATO dårligt har råd til at beskæftige sig med.

NATO’s svar på denne situation har været annonceringen af en ’rapid response’ enhed på 4.000 mand, der kan sættes ind i Polen eller de baltiske republikker inden for 48 timer. Formålet er, at skabe mere fleksibilitet i håndteringen af hurtigt udviklende situationer, som dem i Ukraine og Mellemøsten. I det væsentlige formodes dette at være en øvelse for NATO til at flekse sine muskler på vegne af USA, for at vise sine små allierede, at det er stadig har nok styrke til at forsvare dem, og at det stadig er værd at være på samme side som Vesten, i stedet for at vende sig mod Kina eller Rusland. Det er et forsøg på at afstive den relative stabilitet, der kendetegnede de internationale relationer fra Sovjetunionens sammenbrud frem til 2008.

USA’s manøvrer

Det kræver ikke meget at se, at denne seneste udmelding er et figenblad for at skjule Vestens alvorlige problemer i relation til militær magt og diplomatisk indflydelse. Efter de arabiske revolutioner i 2011 blev USA alvorligt svækket i Mellemøsten. Dets tætte egyptiske allierede, Mubarak, blev væltet, mens USA ikke kunne andet end at se hjælpeløst til fra sidelinjen. USA’s passivitet i disse begivenheder gjorde Saudi-Arabien vred, som har indtaget en mere uafhængig position og i stigende grad forfølger sine egne interesser i regionen. I Syrien og Egypten, for eksempel, har Kongeriget støttet grupper, der kæmpede mod de kræfter, som Obama-administrationen støttede.

Den kaotiske intervention i Libyen, der har splittet landet i forskellige stridende territorier, viser også, at Vesten er svækkes i sin evne til at påvirke verdens gang. Og ydmygelsen af Obama og Cameron, som blev tvunget til at trække i land overfor den enorme offentlige modstand imod intervention i Syrien, hamrer endnu et søm ligkisten for den vestlige dominans over verden.

Disse begivenheder har for den herskende klasse i USA bevist, at den ikke længere er i stand til at spille rollen som verdens politimand helt så skamløst, ikke mindst fordi almindelige mennesker i USA er dødtrætte af udenlandske interventioner, der indebærer ubærlige omkostninger i form af liv og penge. Og ikke nok med det; det amerikanske budgetunderskud på $18.000 mia. efterlader ikke plads til et nyt militært eventyr. Dette er den virkelige betydning af den nye NATO-styrke, der er blevet annonceret med sådan fanfare og bralren op: Det er en indrømmelse fra den herskende klasse i USA om, at det har brug for, at NATO fra nu af bliver bannerføreren for vestlige militære aktioner, fordi USA's interventioner er et så giftigt spørgsmål både hjemme og i udlandet.

Det er et skift, der har fundet sted over noget tid. I 2003 sikrede USA en godkendelse fra NATO af sin invasion af Irak, men besluttede ikke at involvere NATO i selve invasionen, men foretrak at opbygge sin egen alliance og gå enegang. Men da de pålagde flyveforbudszonen over Libyen i 2011, blev det håndhævet af NATO, ikke USA. Og nu når de beskæftiger sig med truslen fra Islamisk Stat (IS) i Irak, har Obama bøjet sig langt for at forsikre alle om, at der ikke vil være nogen grund til en invasion fra amerikanske troppers side og han har lagt vægt på behovet for, at organisationer som NATO skal tage føringen i håndteringen af konflikten.

Der er ingen tvivl om, at USA stadig er langt den mest magtfulde imperialistiske nation på planeten, som bruger mere på oprustning end de næste mange stater, med de højeste militærbudgetter, lagt sammen. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at nedgangen i den amerikanske herskende klasses styrke på den internationale scene har en alvorlig indvirkning på stabiliteten i verdensrelationerne - en proces, der kun kommer til at blive forstærket i fremtiden.

Hvor skal pengene komme fra?

Den amerikanske herskende klasses manøvrer er ikke de eneste tegn på svaghed, der kunne ses efter NATO-topmødet. Det åbenlyse problem er, hvordan denne nye ”rapid response task force” skal finansieres. NATO’s egne retningslinjer siger, at medlemslandene skal bruge 2% af BNP på forsvar. På nuværende tidspunkt er det kun 4 af de 28 medlemslande, der gør det. Sidste uges topmøde besluttede, at de øvrige 24 stater bør opfylde dette mål inden for et årti.

At tage beslutningen er én ting, men faktisk stigende militærudgifter er en helt anden. Hvert medlemsland kæmper med konsekvenserne af krakket i 2008, som økonomerne siger, vil vare årtier. At argumentere for større udgifter til våben, der kan bruges til flere udenlandske krige, mens man på samme tid at skærer ned på sundhed, uddannelse og andre offentlige udgifter, er en opskrift på at gøre almindelige mennesker endnu mere rasende og det er ikke en situation, den herskende klasse ønsker at fremprovokere.

Uanset hvad har regeringerne efter redningen af bankerne i 2008 alligevel ingen penge at bruge på våben. En stigning i våbenudgifterne ville betyde en yderligere stigning i den offentlige gæld (til fordel for private virksomheder, der får de lukrative kontrakter på våbenfremstilling) på et tidspunkt hvor få kreditorer har lyst til at udlåne penge til de kriseramte europæiske stater, der for øjeblikket er nedsunket i stagnation. Det er grunden til, at regeringerne er så fanatisk i gang med at skære ned i de offentlige udgifter, ikke øge dem.

Stigende skatter til at betale for våben er næppe heller en levedygtig økonomisk, endsige politisk, mulighed. Stigende skatter på arbejderklassen vil skære i efterspørgslen og skubbe de skrøbelige økonomier endnu længere ned. Stigende skatter på de rige vil blive mødt af det sædvanlige kor af 'anti-business' beskyldninger og trusler om en kapitalstrejke rettet mod enhver regering, der forsøger at lukke skattehuller eller beskatte de rige. Så hvor forventer NATO, at pengene til denne nye ’task force’ skal komme fra?

The Economist hævder, som en del af sin hysteriske kampagne til forsvar for "stakkels Ukraine" og dets fascistisk-støttede regering, at "det som NATO frem for alt har behov for er indsatsklare og bedre udstyrede styrker - og europæiske ledere, der er parate til at fortælle deres vælgere, hvorfor de skal betale for dem." Sådan en latterlig udtalelse røber, hvor langt visse talsmænd for den herskende klasse har adskilt sig fra virkeligheden i klassekampens udvikling og den ustabile situation, som borgerskabet for øjeblikket befinder sig i.

Og ganske rigtig meddelte den tyske forsvarsminister blot et par dage efter topmødet, hvor aftalen blev indgået, at Tyskland, som bruger 1,3% af sit BNP på forsvaret, ikke vil øge sine udgifter til 2%. Årsagerne til dette er for det første, at den tyske økonomi faldt med 0,2% i andet kvartal af 2014 og derfor ikke er i stand til at gennemføre ekstravagante udgiftsstigninger. Men derudover er Merkel bekymret for, at NATO’s handlinger vil gøre Putin endnu mere vred og velfungerende relationer til Rusland er af afgørende betydning for den tyske energiforsyning. Endnu engang kommer de tyske og amerikanske borgerskabers modstridende interesser til udtryk i NATO’s finansielle og politiske afmagt.

Tidligere var USA altid i stand til at udfylde hullet efter de andre NATO-medlemmers utilstrækkelige forsvarsudgifter, men nu, hvor alles ryg er mod muren økonomisk set, bliver også USA's budgetter strammet. Dette dødsdømte forsøg på at få medlemslandene til at øge forsvarsudgifterne betyder, at det vil være en kamp bare at få denne ’rapid response force’ til at blive til noget, hvilket vil betyde endnu et stød til NATO og USA's position på den internationale scene.

nato-1Et udsigtsløst projekt?

Formålet med denne nye "spydspids" styrke er, at den skal kunne udsendes så langt væk som Polen i løbet af få timer, med tungt udstyr, der allerede er på plads i Polen til opsamling, når de ankommer der.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er første gang, at en ordning som denne er blevet annonceret af NATO. I 2003 blev sløret for en lignende ’rapid response’ enhed løftet, som på daværende tidspunkt bestod af 9.000 soldater (den nuværende består kun af 4.000). Det virker som, at NATO er ved at løbe tør for ideer, og derfor genbruger dem de havde for mere end et årti siden, om end i mindre skala.

Formålet med enheden er, ifølge General Bradshaw, NATO’s chef i Europa, at "demonstrere styrke, så man ikke behøver at blive involveret i en konflikt." Med andre ord vil en stor del af denne nye styrkes arbejde være manøvrer og øvelser for at vise sin styrke – med mål om afskrækkelse snarere end faktiske kampe.

Overfor de igangværende kampe i Mellemøsten og den urolige våbenhvile i den blodige konflikt i Ukraine, virker det temmelig latterligt, at NATO taler om, hvor imponerende NATO’s evner til at forhindre fremtidige konflikter vil være, mens deres allierede som Poroshenko i Ukraine desperat har bedt NATO om at gribe ind og forsvare sine egne interesser i månedsvis.

NATO har hævdet, at oprettelsen af denne nye styrke vil gøre det muligt bedre at håndtere hurtigt udviklende situationer, som dem i Ukraine og Mellemøsten. Men situationen i Ukraine har stået på i flere måneder, i hvilken tid NATO kunne have mobiliseret nogle af eller alle sine 13.000 tropper til at gribe ind i konflikten. Grunden til, at NATO ikke har gjort det, er ikke at den logistiske kapacitet mangler, men manglen på politisk vilje. NATO ønsker ikke at gå i krig mod Rusland (hvilket er hvad deployering af tropper i det østlige Ukraine i sidste ende ville betyde), og har derfor ikke mobiliseret sine tropper. Ville det have været anderledes, hvis NATO havde haft sin "spydspids" ’rapid response task force’?

Den ændrede verdenssituation

Realiteten er, at NATO og dets 4.000 nye tropper ikke kan hamle op med historiens kræfter. Kapitalismen er i dødelig nedgang og krakket i 2008 er det mest voldelige slag, den endnu har oplevet. Den økonomiske nedgang betyder, at stabilitet i de økonomiske, politiske og sociale sfærer opløses over hele verden.

Krig er, selvom det er et yderst komplekst fænomen, fundamentalt set politik med andre midler; og den politiske dagsorden i alle lande i verden i dag, især de 28 stater, der udgør NATO’s medlemsskare, styres af overvejelserne om, hvordan man skal håndtere udsigten til årtiers økonomisk stagnation. Der er ingen løsning på denne krise på kapitalistisk basis, og dermed kan de militære planer fra NATO’s ledere, der klamrer sig til kapitalismen, ikke være andet end lige så usammenhængende og ineffektive, som deres økonomiske politik.

Listen over NATO’s seneste problemer peger mod stigende turbulente tider forude. De skarpe sving og pludselige skift, der opleves i lande over hele verden, presser flere folk til tænke over og engagere sig i politik, ikke som karrieremagere eller smålige reformister, men som revolutionærere, der afviser dette system i tilbagegang og er klar til at kæmpe for en grundlæggende forandring af samfundet.

 

Denne artikel blev udgivet første gang på marxist.com den 9. september 2014

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.