miners

Bragt i Socialistisk Standpunkt juli-august (Nr. 95). TEGN ABONNEMENT for kun 250/år

Nelson Mandelas død i slutningen af 2013 bragte Sydafrika tilbage på radaren, selv om dette kun var kortvarigt. For arbejdere og unge, der gerne vil ændre verden, er Sydafrika af stor interesse på grund af de rystelser, som de store sociale modsætninger skaber på alle niveauer i samfundet.

Den sydafrikanske økonomi

20 år efter indførelsen af demokrati og enden på det brutale Apartheid-styre er livet for langt de fleste sydafrikanere langt fra nemt. Med ca. 52 mio. indbyggere er Sydafrika det 5. største land i Afrika målt på indbyggere. Sydafrika er den mest udviklede økonomi i Afrika med det 25. højeste BNP i verden, og siden 2009 er landets BNP vokset med omkring 5 procent årligt.

På trods af dette er der kolossale sociale problemer i Sydafrika, og landet har en arbejdsløshed på omkring 25 procent. To ud af fem personer lever under fattigdomsgrænsen, og millioner af mennesker mangler mad, ordentlig beboelse, elektricitet, adgang til basale sanitetsforhold osv. Uligheden i landet er faktisk vokset, efter at Apartheid-styret blev væltet. I 1993 var det officielle mål for ulighed, Gini-koefficienten, på 0,66, i 2008 var den vokset til 0,70.

Platinminearbejdere i storstrejke

Den ekstreme fattigdom i Sydafrika skaber enorme sociale modsætninger, hvilke kommer til udtryk i alle mulige former for massedemonstrationer, opstande og arbejdskampe. Siden 2007 har der hvert år været en stigning i protester i Sydafrika på mellem 100 og 200 procent. Den sidste store kamp var en strejke blandt minearbejderne fra platinminerne.

Her har mere end 70.000 arbejdere været i strejke siden slutningen af januar. Omdrejningspunktet for kampen var arbejdernes krav om lønforhøjelse, hvor de krævede en fordobling af månedslønnen over fire år til 12.500 rand (ca. 6390 kr.).

Da Sydafrika er verden største platinproducent, har denne strejke ramt en nerve i den sydafrikanske økonomi. Statsapparatet har derfor også brugt mange kræfter på at forhandle en aftale i hus, samtidig med, at de har forsøgt intimidere de strejkende arbejdere ved hjælp af de væbnede styrker.

Det minder en om den brutale nedskydning af 34 strejkende minearbejdere i august 2012, som gik verden rundt. Denne væbnede skræmmekampagne har dog ikke virket, men er blevet mødt af massedemonstrationer fra arbejdernes side.

I skrivende stund er strejken gået ind i den 21. uge. Lige nu diskuterer fagforeningsledelsen et kompromis med cheferne for mineselskaberne, hvor lønnen sandsynligvis vil ende på 10.000 rand. Dette viser arbejderklassens enorme styrke, men det vil ikke løse de mest fundamentale problemer.

Utilfredshed med ANC

De sociale spændinger og den øgede polarisering gør sig dog ikke kun gældende på gaden og i minerne i Sydafrika. Det har også udtrykt sig på den politiske front.

I parlamentsvalget i maj fik African National Congress (ANC) 62,2 procent af stemmerne og er uden tvivl stadig landets største parti. På grund af ANC’s rolle i kampen mod det forhadte Apartheid-system, ser de brede masser partiet som deres parti, og ANC har dybe rødder i det sydafrikanske samfund. Men den tilspidsede socioøkonomiske situation i landet har også en effekt på ANC.

Det var det dårligste valg for Mandelas parti i siden Apartheids fald. Samtidig var det kun 56 procent der stemte, mens de resterende 44 procent enten ikke registrerede sig som vælgere eller valgte ikke at stemme på valgdagen. I modsætning til dette så stemte 85,5 procent ved det første demokratiske valg i Sydafrika i 1994. Det er især en stor del af ungdommen, særligt dem født efter Apartheids fald, som er blevet fremmedgjort fra politik og undlod at stemme.

ANC’s faldende opbakning hænger snævert sammen med alle de korruptionsskandaler, der hærger partitoppen. Flere og flere ser partitoppen som en klike, der blot plyndrer staten til gavn for dem selv. Toppen og bureaukratiet er i høj grad fusioneret med statsapparatet, hvor ledelsen rager skattekroner til sig. En af de mest nylige omtalte skandaler, omhandler den nu genvalgte præsident Jacob Zima, der brugte næsten 130 mio. kr. på at bygge et palads til sig selv. Som om det ikke var nok, så forsvarede Zuma den luksuriøse indretning af paladset på den mest arrogante måde og sagde, at det var bygget af ”sikkerhedshensyn”. Eksempelvis havde han fået en swimmingpool til ”brandslukning”.

Samtidig kommer ANC’s politik især kapitalistklassen til gode. Det kom til udtryk, da ANC stillede sig på mineselskabernes side, da de 34 minearbejdere blev skudt ned i 2012. Det blev igen tydeligt da kapitalens talerør Bloomberg efter valget skrev, at det var godt, at ANC havde bibeholdt så stor en majoritet i parlamentet, så de kunne fortsætte deres erhvervsvenlige politik. Det kan derfor ikke undre nogen, at mange af de arbejdere og unge, der stemmer på ANC, gør det meget kritisk, og at de er meget utilfredse med ledelsen i ANC.

Denne utilfredshed kom meget åbenlyst til udtryk i december under mindeceremonien for Mandela. Her blev præsident Zuma mødt af 60.000 buhende mennesker på det stadium, hvor ceremonien blev afholdt. Hver gang Zumas ansigt dukkede på storskærmene, begyndte menneskemængden at buhe, hvilket tvang arrangørerne til helt at slukke for storskærmen under Zumas tale. Mange af disse mennesker var ellers ANC støtter, og sang ANC’s kampsange til ceremonien.

Rystelser i det politiske landskab

Det ærkeborgerlige parti Democratic Alliance (DA) profiterede ved valget på ANC’s bekostning og gik frem til 22,2 procent af stemmerne. DA er borgerskabets parti og vinder kun sin relative store opbakning på grund på grund af den politik ANC har ført, som ikke kan sikre de brede masser basale nødvendigheder, såsom elektricitet, mad, arbejde osv.

De sociale rystelser kom også udtrykt i form af Economic Freedom Fighters (EFF) valgsucces. Partiet var ikke var mere end 8 måneder gammelt og kom ind i parlamentet med 6,4 procent af stemmerne (omkring 1,1 mio. stemmer) og blev dermed det tredjestørste parti. Partiets formand er Julius Malema, tidligere formand for ANC’s ungdomsorganisation, hvorfra han blev ekskluderet.

EFF succes kom på baggrund af en kampagne for nationaliseringer af minerne, som er den vigtigste industri i Sydafrika og partiet har samtidig ubønhørligt kritiseret de korrupte ANC ledere. Udover at det er et meget ungt parti, så fik EFF af forskellige årsager alligevel ikke et bedre valg. Deres krav om nationaliseringer blev ikke koblet sammen med kravet om arbejderkontrol- og demokrati i mineindustrien, og for arbejderne er det er ikke særlig tiltalende, at statsbureaukratiet bare skulle overtage styret af minerne. Derudover har Malema i sine konfrontatoriske angreb på ANC’s ledere, også langet ud efter de menige medlemmer af ANC, hvilket blot skubber dem væk fra EFF. Sidst men ikke mindst har EFF ikke et socialistisk program, der kan vise et alternativ til det bestående.

Tilspidset situation

Der er ingen grund til at tro, at tingene er ved at falde til ro i Sydafrika. Tværtimod vil den øgede polarisering forsætte med at ryste samfundet, og klassekampen vil kun øges i takt med, at den internationale kapitalistiske krise forsætter. Selvom Sydafrika har været rystet af forskellige bevægelser igennem en længere periode, så er hele situationen nu blevet endnu mere tilspidset på grund af den økonomiske krise.

Det er ikke til at spå om den eksakte udvikling. Men ustabiliteten er til stede på alle niveauer i Sydafrika. I de organisationer, der er tættest på arbejderklassen, fagforeningerne, ser vi også denne ustabilitet.

I, hvad der svarer til det sydafrikanske LO, Congress of South Africa Trade Union (COSATU), er der en indædt kamp mellem højrefløjsledelsen, som er støttet af toppen af ANC, og så venstrefløjen der er bedst repræsenteret i Sydafrikas største fagforening, med 330.000 medlemmer, National Union of Metalworkers South Africa (NUMSA). Den øgede polarisering peger i retning af, at NUMSA bliver ekskluderet fra COSATU. Samtidig er der diskussioner om, at NUMSA kunne starte et nyt arbejderparti, som potentielt kan have stor tiltrækningskraft på arbejdere og unge.

Lige gyldigt hvad vil vi fortsætte med at se politiske rystelser i Sydafrika. Selvom det er 20 år, at racistiske Apartheid blev væltet, så er det blot blevet erstattet af et økonomisk Apartheid. Hvad vi ser nu, er kun begyndelsen, og på den lange bane vil Sydafrikas arbejderklasse og ungdom få brug for et parti med klart revolutionært socialistisk program for at slippe ud af det kapitalistiske helvede.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.