Israel-Palestine-Bombs-July-2014En storm af bomber og ild under det groteske navn "Operation Protective Edge" er blevet igangsat af den israelske regering rettet imod civilbefolkningen i Gaza. I løbet af de sidste dage har mere end 400 ton bomber ramt mål inden for det tætbefolkede Gaza og dræbte mindst 100 civile, herunder mange børn, og sårede flere hundrede.

Samtidig er Gaza afskåret fra medicinske forsyninger og enhver form for støtte, fordi den egyptiske regering har besluttet at lukke alle tunneler under grænsen, som blev brugt til smugling af våben, men også mad, brændstof, medicin og næsten alle nødvendigheder for befolkningens overlevelse, med det resultat at de civile tab er blevet endnu værre. Dette angreb, iværksat af den israelske hær, har ingen berettigelse overhovedet, på trods af alle undskyldninger de internationale medier finder på.

Det er ulækkert at se, hvordan de internationale medier har gentaget undskyldningen, som er fremført af Israel, at bombekampagnen er beregnet på at ramme militære mål, og at man gør alt, hvad man kan, for at undgå civile tab ved at råde befolkningen til at rømme området. Det er en latterlig udtalelse, der drypper af hykleri. Oveni skal lægges det faktum, at såkaldte "smarte bomber" ofte vise sig slet ikke at være smarte, og vilkårligt dræber både civile og såkaldte "militære" mål, og at Gaza er et af de tættest befolkede områder i verden (med en befolkningstæthed næsten det dobbelte af byområdet i Rom, for eksempel), og at "advarslerne" til civile er blevet udstedt mindre end et minut før nedslag, hvilket gør det praktisk talt umuligt for nogen i de udpegede bygninger at undslippe angrebene. Nyheder om tabene, og videoer, der er lagt på de sociale medier af folk fra Gaza, viser børn og civile begravet under murbrokkerne.

Ulige ildkraft

Den officielle begrundelse for endnu en beskydning af Gaza-striben, efter "Operation Pillar of Defence" i 2012 og "Operation Cast Lead" i december 2008 er den sædvanlige. Disse angreb er nødvendige, påstår den israelske regering, for at ødelægge enheder og baser, der anvendes til affyring af raketter rettet mod israelske byer. Men disse raketter har vist sig at være fuldstændig ineffektive og nemme for det sofistikerede israelske militær at opdage og ødelægge, efter at de er blevet affyret. Israelske byer, der kunne blive ramt af disse raketter, er sikret, og der er sikre tilflugtssteder til rådighed i tilfælde af en nødsituation. Beviset på dette er, at indtil nu er de civile tabstal i Israel nul, sammenlignet med over 100 døde blandt palæstinenserne. Disse tal alene tale et tydeligt sprog om, hvem den virkelige aggressor er, og hvor ulige ildkraft der er på de to sider.

Optrapningen har ramt overskrifterne i de internationale nyheder, men den er i realiteten bare en fortsættelse, på et højere niveau, af den dagligdag med hensynsløs vold fra den israelske stat, hvis mål er at kvæle den palæstinensiske befolkning. Palæstinenserne har i årevis været udsat for konstant daglig chikane fra de israelske væbnede styrker, hvis huse er blevet revet ned, hvis unge er blevet vilkårligt arresteret, og mange palæstinensere er blevet dræbt, oveni høj arbejdsløshed og meget dårlige levevilkår i almindelighed. Den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem har optalt 565 palæstinensere dræbt af israelske sikkerhedsstyrker siden januar 2009 (dvs. efter afslutningen af massakren i Gaza kendt som "Operation Cast Lead", som kostede 1.400 palæstinensiske og 13 israelske liv), mens 28 civile israelere og 10 israelske sikkerhedsfolk er blevet dræbt i den samme periode. Igen, disse tal viser, hvem der er de undertrykte og hvem der er undertrykkeren.

Kidnapningen og drabene på tre unge bosættere

Hvad der er blevet præsenteret som en sekvens af begivenheder, der har ført til gengældelsesaktioner fra begge sider, er nu brudt ud i en krise, der kan komme ud af kontrol. Den israelske hær er i færd med at mobilisere 40.000 reservister og Netanyahu truer med at sende hæren ind i Gaza, selv om kun et par tusinde er blevet mobiliseret hidtil. Hvis det bliver tilfældet, vil antallet af tilskadekomne uden tvivl stige eksponentielt på begge sider. Men uanset hvad den israelske regering gør, har det intet at gøre med bekymringer for sine egne borgeres sikkerhed. At udgyde mere palæstinensisk blod og endda reetablere en direkte israelske besættelse af Gaza-striben, som nogle kræver, vil blot øge beslutsomheden i en ny generation af arabiske unge til at bekæmpe besættelsen med alle midler.

Kidnapningen og drabene på tre unge bosættere den 12. juni af en ukontrolleret gruppe på Vestbredden, som angiveligt har tæt forbindelse til Hamas, blev afslutningen på den usikre våbenhvile, der var indgået i 2012. Dette var imidlertid blot påskuddet, der blev udnyttet til at øge spændingerne. Under andre omstændigheder ville dette blot været set som endnu en tragisk begivenhed i den årtier lange konflikt. Men denne gang blev det brugt som en undskyldning for at lancere en hysterisk mediekampagne omkring eftersøgningen af de kidnappede teenagere. Trods det faktum, at der er klare tegn på, at de israelske sikkerhedstjenester inden for få timer vidste, at de tre var blevet dræbt, fortsatte kampagnen kaldet 'Bring Back Our Boys' i uger, for at skabe opbakning bag kravet om hård straf og hævn, og for at samle støtte til den zionistiske stat og dermed drage fordel af den vrede stemning, der udviklede sig, for at retfærdiggøre det nuværende angreb på Gaza.

Det er klart, at planen om at angribe Gaza er blevet lagt forud for kidnapningen og drabene på de tre teenagere. Drabet på teenagerne har blot gjort det lettere for den israelske regering at overbevise "den offentlige mening" hjemme, at et sådant angreb var nødvendigt ... af "sikkerhedsmæssige årsager".

Uden nogen solide beviser, blev ansvaret for drabene straks placeret på Hamas' ledelse af de israelske myndigheder. Mange har rejst tvivl om, hvor meget Hamas nogensinde faktisk har kontrolleret den slags handlinger fra væbnede grupper, og mange kommentatorer har fremhævet, hvordan hele kidnapningsoperationen blev udført på en amatøragtig måde, fyldt med fejl, som i sidste ende førte til drabene. Hamas nægter enhver indblanding, men Netanyahu-regeringen tøvede ikke med at holde dem ansvarlige, og at gøre gengæld med en brutal kampagne af arrestationer af hundredvis af palæstinensere på Vestbredden, helt uden relation til drabet på teenagerene.

Den særligt brutale adfærd fra de israelske sikkerhedsstyrkers side, sker for alles øjne, med systematiske prygl og dokumenterede tilfælde af tortur af ubevæbnede fanger. Selv Human Rights Watch har fordømt den ulovlige magtanvendelse, vilkårlige arrestationer og ulovlige husnedrivninger, og Amnesty International har fordømt de grove krænkelser af internationale humanitære og menneskeretlige love fra de israelske sikkerhedsstyrkers side.

Hamas' svar var at lancere en serie af raketangreb, som derefter blev brugt som undskyldning fra Israel til at lancere den uforholdsmæssigt omfattende bombning af Gaza. Men blot at beskrive hændelsesforløbet er ikke at forklare årsagerne til denne krise, som ligger dybere i uafgjorte magtrelationer i området, og de uforudsete konsekvenser af imperialistisk intervention.

Skift i magtbalancen i Mellemøsten

Hele Mellemøsten er ustabil og fyldt med kriser som følge af de revolutionære kramper i de seneste år, og på grund af den imperialistiske indblanding for at prøve at skære igennem og forvirre denne proces.

Et vigtigt skift i magtbalancen i regionen har skabt yderligere ustabilitet. Resultatet af den syriske borgerkrig har styrket Irans allieredes position i området (Assads regime i Syrien, Hizbollah i Libanon), og Iran træder styrket frem som en regional magt. Det iranske regime har tidligere spillet på Hamas' isolation i Gaza, ved at tilbyde dem en vis støtte, men også støtte Hamas' rivaler i form af Islamisk Jihad og et utal af små grupper, som ikke er under Hamas' kontrol, og som går frem.

Den økonomiske situation i Gaza er forværret betydeligt som følge af den skærpede indsats mod smugling, der håndhæves af den egyptiske regering, efter at Det Muslimske Broderskabs regering blev væltet sidste sommer, og har dermed sat Hamas i en endnu vanskeligere situation.

På den anden side har den amerikanske imperialismes svaghed været tydelig efter det syriske sammenbrud og det seneste sunnimuslimske oprør i Irak. De amerikanske imperialister søger nu Irans hjælp til at komme ud af det rod, de er havnet i, for de kan ikke længere kan stole på, at deres traditionelle allierede i Mellemøsten, såsom Golfstaterne og Saudi-Arabien, kan hjælpe dem med at opnå dette.

Dette påvirker også Israel, som føler sig truet af den stigende iranske indflydelse, og derfor finder det nødvendigt at genvinde sin position i regionen. På den anden side har Israel større vægt og kan påtvinge andre sin vilje mere frit på grund af det faktum, at USA er blevet svækket. Israel sender tydeligvis en besked til den amerikanske regering. Da USA ikke kan regne med sine arabiske allierede, så som saudierne, der har været bakket op om jihadisterne i Irak og Syrien, minder israelerne dem om, at de stadig er USA’s stærkeste støttepunkt i regionen, og at de ikke må gå for langt i deres opbakning til Iran.

Sidst men ikke mindst er der en igangværende social krise, som gav anledning til at den voksende utilfredshed brød ud i massiv uro i Israel i 2011, og den afspejles i en permanent krise på regeringsniveau (som nu er eksploderet med opbrydningen af koalitionen og Israel Beitenu brud med Netanyahu). En lignende stemning har udviklet inden for Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed i de seneste år, hvor åben utilfredshed bliver luftet, og hvor der har været protester mod den korrupte ledelse af Fatah. Alle disse faktorer presser i retning af et sammenbrud af ethvert forsøg på en forhandlingsløsning på det palæstinensiske spørgsmål, og at de forskellige aktører forsøger at finde en base ved at radikalisere konflikten.

Radikalisering af konflikten for at overvinde interne problemer

Den zionistiske herskende klasse behøver en konstant spændt situation ved sine grænser for at holde sit eget folk i skak. Dets regering har mistet støtte, som de store protester i 2011 viste, og derfor har den brug for at oppiske nationalistiske følelser, for at bremse udviklingen af klassemodsætningerne, der udvikler sig i det israelske samfund.

Spejlbilledet til dette er den situation Hamas befinder sig i. Da Hamas først tog magten i Gazastriben, præsenterede de sig selv som bekæmpere af den korrupte Fatah administration, men nu har befolkningen i Gaza indset, at de er ikke anderledes.

Så hvorfor tyr Hamas' ledelse til, hvad der svarer til en selvmorderisk taktik, med at affyre raketter mod Israel? I årevis har Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, og endda ledelsen af Hamas i Gaza, samarbejdet med de israelske sikkerhedsstyrker i politiarbejdet og med at undertrykke den palæstinensiske befolkning, under påskud af at arrestere og opløse bevæbnede "ekstremistiske" netværk som Islamisk Jihad, for at gennemføre "freds"-aftalerne, som en måde at angribe og holde deres interne modstandere i skak og dermed hensynsløst konsolidere deres egen magtposition.

Gennem årene har dette ført til et tab af troværdighed til den palæstinensiske ledelse, herunder Hamas, der indtil nu var i forhandlinger om at indgå i en national samlingsregering med Fatah.

Farceagtige "freds”-forhandlinger afslører Abu Mazens forræderi

Den palæstinensiske ledelse blev yderligere afsløret ved de nylige "freds"-forhandling under amerikansk kontrol. Den palæstinensiske præsident Abu Mazen havde for længe siden opgivet skuespillet af at forsvare retten til tilbagevenden for de palæstinensiske flygtninge, og var endda parat til at acceptere, at Den Palæstinensiske Selvstyremyndigheds område blive reduceret til 22% af det oprindelige Palæstina, og blev delvist opsplittet i ikke-sammenhængende enklaver.

Hidtil uset indrømmelser blev givet til Israel. For eksempel, at den palæstinensiske stat ville være demilitariseret, og at militser ville blive opløst, israelske og internationale styrker kunne bevogte grænserne, at Jerusalem ville blive delt som hovedstad, 80 procent af de israelske bosættere på Vestbredden og Jerusalem ville have lov til at bo i deres ulovlige bosættelser, og palæstinenserne ville give afkald på retten til tilbagevenden af flygtninge fordrevet fra deres hjem i 1947-1949.

Det betyder de facto accept af status quo, men selv det var ikke nok for israelerne, der nægtede at gøre nogen indrømmelser.

Både Fatah på Vestbredden og Hamas i Gaza har længe lidt under et alvorligt tab af troværdighed. Hamas' beslutning om at affyre raketter repræsenterede et kynisk forsøg på at genvinde tabet.

Beslutningen om at affyre raketter mod civile mål i Israel kan, som vi har påpeget mange gange, ikke opnå noget i at fremme det palæstinensiske folks retfærdige kamp for deres rettigheder. I virkeligheden virker det helt modsat og styrker midlertidigt følelsen af at være under belejring hos de fleste i den israelske befolkning, hvilket er den virkelige kilde til støtte til zionismen og Netanyahu. Men Hamas' ledelse er nødt til at ty til denne taktik for at genvinde troværdigheden efter flere års de facto samarbejde med besættelsesmagten og forringelsen af levevilkårene i Gaza, som har udhulet den støtte de indledningsvis havde blandt befolkningen.

Uroligheder spreder sig blandt de israelske arabere

Men ikke alt synes at være forløber glat fra den israelske herskende klasses synspunkt. Den hysteriske anti-palæstinensiske stemning, der blev oppisket af mediekampagnen, forårsagede en kraftig reaktion hos den arabiske befolkning i Israel. Især den åbenlyse dobbeltmoral, der anvendtes af den zionistiske stat i forhold til det racistiske mord på den 16-årige Mohamed Abu Khdeir, som blev bortført i Østjerusalem og dræbt af en bande bøller, fremkaldte en kraftig reaktion blandt de israelske arabere, de palæstinensere der lever inden for grænserne af Israel selv.

I den forgangne uge har vi været vidne til hidtil usete protester fra landets palæstinensiske mindretal, der udgør omkring 20 procent af befolkningen. Demonstrationerne startede i Østjerusalem og bredte sig derefter til andre byer i det centrale og nordlige Israel. De har fra start antaget en stærk opposition mod angrebet på Gaza. Der blev afholdt demonstrationer tirsdag aften i Ramallah, Hebron, Betlehem og andre byer i den besatte Vestbred. Det største problem, der nu står over for den israelske herskende klasse, er, at angrebet på Gaza igen har vækket en følelse af solidaritet mellem palæstinenserne på Vestbredden, i Israel og Gaza, som Israel ellers omhyggeligt havde forsøgt at holde splittet.

Imperialistiske planer i ruiner

Sammenbruddet af "freds"-forhandlingerne og den umiddelbare eskalering af konflikten med Israel har lagt den amerikanske regerings planer om en slags forlig i ruiner. Præsident Obama er i den israelske avis Haaretz, fremkommet med en patetisk appel om, at "alle parter skal beskytte de uskyldige og handle med rimelighed og tilbageholdenhed, ikke hævn og gengældelse." Hvordan dette råd forvaltes af Israel, kan man se ved bombningen af Gaza, der foregår for øjnene af hele verden.

I alle disse manøvrer er det endnu engang det palæstinensiske folk der betaler en stor pris. De er blevet svigtet igen og igen af Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed og bliver nu tæsket igen af langt overlegne militære styrker. Hvis disse begivenheder bidrager til at udløse en ny Intifada, vil det ikke begrænse sig til palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, men det vil påvirke araberne i Israel også.

Solidaritet med det palæstinensiske folk

I denne konflikt, det er det palæstinensiske folk, der er ofre. De blev bortvist brutalt fra deres historiske hjemland og har levet enten i flygtningelejre, eller hvad der svarer til national slaveri, uden deres egen egentlige stat, uden ret til at træffe beslutning om deres egen fremtid. Det nuværende angreb er ét i en lang række, hvorved den zionistiske herskende klasse i Israel holder fast i sit greb om det palæstinensiske folk. Vores solidaritet med det palæstinensiske folk i denne situation er fuldstændig.

Den heroiske modstand fra det palæstinensiske folk strækker sig årtier tilbage. Den endelige sejr, vil dog ikke opnås ved at Hamas affyre et par raketter over grænsen. Historien om de palæstinensiske masser har haft øjeblikke, hvor deres kamp har haft effekt inde i selve Israel. Et sådan øjeblik var den første Intifada, hvor masserne lavede en opstand mod besættelsen. En sådan massekamp er, hvad der kræves i dag. Hvad der tilfører styrke til det palæstinensiske folks kamp, er den nye situation, der er opstået siden revolutionerne i Egypten og Tunesien i 2011. Resten af den arabiske verden er i oprør og revolution er på dagsordenen. Krisen i verdenskapitalismen er den egentlige årsag til denne revolutionere uro, og det har endda påvirket det israelske samfund, med de store bevægelser, vi har set der.

Manøvrerne fra toppen, både den zionistiske herskende klasse og de despotiske arabiske regimer, sker for at fastholde deres system og finde måder at aflede revolutionen i retning af kontrarevolution. Dette seneste angreb på Gaza er også en del af dette.

Hvad der kræves, er en klassebaseret position. For ikke så længe siden syntes det umuligt at regimer som Mubaraks i Egypten eller Ben Alis i Tunesien nogensinde kunne falde, men falde gjorde de. De israelske arbejdere kan også kæmpe mod deres egen regering, som vi så i det ved massedemonstrationerne i august 2011.

Med denne forståelse i tankerne, er det muligt at udvikle et perspektiv baseret på klassekamp i hele regionen. Kampen fra de egyptiske, de iranske og de tyrkiske arbejdere og unge, spreder sig til alle lande, og vil i sidste ende bringe de herskende eliter i alle disse lande til fald. Inden for dette perspektiv tegner der sig en ægte og varig løsning på det palæstinensiske spørgsmål, i form af en socialistisk føderation i Mellemøsten, som kan sikre rettighederne, herunder national selvbestemmelse til alle de folk, som bor i regionen.

Stop bombningen af Gaza!

Ophæv besættelsen!

For palæstinensernes ret til et hjemland i en socialistisk føderation i Mellemøsten!

 

Denne artikel har været bragt på marxist.com den 12. juli

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.