Vi bringer her sidste del (ud af fem) af IMT's analyse af verdenssituationen. Dette dokument er et udkast der danner basis for en diskussion indenfor IMT, og som der vil blive stemt om, med mulige ændringsforslag ved dette års Verdenskongres i IMT.

Læs Del1

21-11-2011 tahrir square egypt245. Ulighed og kapitalens koncentration

246. Marx’ forudsigelse om at kapitalismens udvikling uundgåeligt ville føre til koncentrationen af støre og støre rigdom på færre og færre hænder er blevet fuldstændig bevist af begivenhederne. ”Ophobningen af rigdom på den ene pol er derfor på samme tid ophobning af elendighed på den modsatte pol.”, skrev han i bind 1 af Kapitalen. Det er præcis den situation vi befinder os i. Overalt har der været en skarp stigning i uligheden.

247. De involverede beløb er enorme. Mellem 1993 og 2011 voksede den gennemsnitlige indkomst i USA med beskedne 13,1 procent i alt. Men den gennemsnitlige indkomst for de fattigste 99 procent – det vil sige alle familier der tjener op til omkring $370.000 om året – voksede med bare 5,8 procent. Forskellen er et mål på hvor meget den øverste ene procent tjener. Arbejdernes andel af den amerikanske nationale indkomst var 62 procent før krisen. nu er den omkring 59 procent af BNP. Husholdningernes gennemsnitlige indkomst er lavere end før krisen og uligheden vokser.

248. Det er et himmelråbende paradoks at det amerikanske aktiemarked er steget med mere end 50 procent siden krisen, mens medianindkomsten er faldet. Obskøn rigdom avler politisk magt: plutokrater kan købe aviser og TV-kanaler, finansiere politiske kampagner, partier og lobbyarbejde. I USA skal man være millionær for at kunne blive præsident og må ydermere have opbakning fra mange milliardærer. Demokratiet kan købes og sælges for højestbydende.

249. Myten om social mobilitet er blevet afsløret for hvad den er: en kynisk løgn. Rige forældre får rige børn. Den herskende klasse er en selvsupplerende elite der er fuldstændig adskilt fra resten af samfundet. Adgang til højere uddannelse bliver dyrere og dyrere. Dimittender ender med enorm gæld, der i gennemsnit svarer til $25.000 pr. studerende og er ofte ude af stand til at finde arbejde indenfor det de har læst – hvis de overhovedet kan finde et job. Stigen til forfremmelse er sparket væk. Hundredetusinder af universitetskandidater serverer hamburgere på McDonalds eller fylder hylderne i supermarkederne. Den situation som unge amerikanerne i dag står i, minder statistisk set om den som unge i den arabiske verden befandt sig i før eksplosionen i de tunesiske og egyptiske revolutioner.

250. Den amerikanske drøm er blevet til det amerikanske mareridt. 47 millioner amerikanere er tvunget til at ty til madkuponer, for at have mad i slutningen af måneden. Den voksende følelse af vrede over denne uretfærdighed blev udtrykt at Occupybevægelsens parole i USA: ”vi er de 99 procent”. Faren i denne situation er tydelig for alle de mere klartseende af kapitalens strateger.

251. En afgrund mellem klasserne

252. Masserne er parate til at ofre sig på betingelse af at det er for en retfærdig sag og at ofrene er de samme for alle. Men ingen er villige til at ofre sig for at redde finansfolkene og der er helt klart ikke tale om lige ofre. Finansfolkene fylder lommerne med de penge som skatteyderne (eller snarere regeringerne, eftersom ingen spørger skatteyderne) så generøst har uddelt og udbetaler sig selv store bonusser.

253. Midt under en krise bliver de rige rigere og de fattige fattigere. Credit Suisse har udgivet en oversigt der viser det voksende antal dollarmillionærer (baseret på de totale aktiver midt-2012 til midt-2013).

254. Spanien: 402.000 (+ 13.2%)

USA: 13.210.000 (+ 14.6%)

Frankrig: 2.210.000 (+ 14.9%)

Tyskland: 1.730.000 (+ 14.6%)

GB: 1.520.000 (+ 8.2%)

Italien: 1.440.000 (+ 9.5%)

Kina: 1.120.000 (+ 8.7%)

Canada: 993.000 (+ 4.7%)

255. En anden Credit Suisse-rapport publicerede nogle interessante tal over den ulige fordeling af rigdommen. Den afslørede at i toppen, kontrollerede 32 millioner mennesker $98,7 billioner. Det betyder at 41 procent af verdens rigdom er i hænderne på 0,7 procent af den samlede voksne befolkning. Dem med en personlig formue på mellem $100.000 og $1 million udgør 7,7 procent af befolkningen og kontrollerer omkring $101.8 billioner, repræsenterende 42,3 procent af verdens rigdom.

256. I den anden ekstrem, kontrollerede 3,2 milliarder mennesker sole $7,3 billioner. Det betyder at 68,7 procent af verdens voksne befolkning kontrollerer bare 3 procent af rigdommen. Det betyder at den rigeste 0,7 procent af verdens voksne befolkning har en samlet personlig formue der er 14 gange større end de fattigste 68 procent. Disse tal bekræfter Marx’ forudsigelse om Kapitalens koncentration:

257. “Ophobningen af rigdom på den ene pol er derfor på samme tid ophobningen af lidelse, smerte, slidsomt slaveri, ignorance, brutalitet, mental degradering på den modsatte pol, dvs. på siden hos klassen der producerer sit eget produkt i form af kapital.” (Kapitalen, bind 1, kapitel 25)

258. “Koncentreret økonomi”

259. Lenin pointerede at politik er koncentreret økonomi. I en hel periode så kapitalismen ud til, i de mindste i de mest udviklede kapitalistiske lande, at ”levere varen”. Generationen der voksede op i USA og Europa i årtierne der fulgte Anden Verdenskrig oplevede fordelene ved et økonomisk opsving uden sidestykke: fuld beskæftigelse, stigende levestandard og reformer.

260. Det var reformismens klassiske periode i Europa. Kapitalisterne havde råd til at tillade reformer på baggrund af en ekspanderende økonomi og store profitter. Men det er ikke længere tilfældet. Borgerskabets virkelige program er at afskaffe velfærdsstaten fuldstændig, tvinge de arbejdsløse til at arbejde for enhver løn som arbejdsgiveren vælger at tilbyde. Det vil sige en tilbagevenden til Marx og Dickens. Kun den organiserede arbejderklasses magt forhindrer dem i at gennemføre denne sociale kontrarevolution helt.

261. Perspektivet er årevis af nedskæringer, spareplaner og faldende levestandarder. Det er en færdig opskrift på klassekamp overalt. Borgerskabets kræver afvikling af gælden, balancerede budgetter, reduktion af ”ødsle” sociale udgifter (det vil sige udgifter til skoler, hospitaler og pensioner, men selvfølgelig ikke uddelingen til bankerne). De argumenterer som sande sofister at selv om sådanne tiltag ”på kort sigt” må føre til en betragtelig økonomisk sammentrækning og et skarpt fald i levestandarden (for nogen), vil de på lang sigt, på magisk vis, skabe grundlaget for et ”levedygtigt opsving”. Til det ville gamle Keynes ha' svaret: ”på lang sigt er vi alle døde.”

262. Situationen er så ustabil, at hvad som helst kan udløse en større krise: det gælder for økonomien (se fx på regeringens 'shut down' i USA og også den voksende gæld i Europa) men også i samfundet som helhed. Klassekampen kunne også bryde frem over den ene eller anden begivenhed (som med de belgiske brandmænd).

263. Spørgsmålet som borgerskabet star overfor er: hvordan regerer man i en sådan krisesituation? I mange lande i Europa manifesterer det politiske dødvande sig i ustabile koalitioner og handlingslammede parlamenter. Det borgerlige parlamentariske demokratis institutioner testes til grænserne.

264. Væksten i antallet af folk der afstår fra at stemme er et fænomen der indikerer voksende utilfredshed med alle eksisterende partier. Det er næppe overraskende når man ser på arbejderledernes opførsel. Selv når de er i opposition fortsætter socialdemokraterne med at støtte den generelle politik med besparelser og nedskæringer. Det viste sig tydeligt i det svenske Socialdemokratis tilfælde, for det britiske Labour, det tyske SPD, Spaniens PSOE og PASOK i Grækenland. Det er hvad der skaber en følelse af skuffelse og apati.

265. I Tyskland er der også en voksende tendens i retning af stemmeafståelse. Merkel vandt valgene men hun vandt ikke et flertal og behøvede SPD for at danne en ”storkoalitionsregering”. 40% af de tyske vælgere er ikke repræsenteret af noget parti i parlamentet; Die Linkes stemmetal faldt fra højdepunktet omkring 12% til lige under 9%. Men naturen afskyr vakuum, og dannelsen af SPD_CDU koalitionen betyder at Die Linke er den eneste virkelige opposition og kan begynde at vinde opbakning.

266. Resultatet er at vi i flere lande har set fremvæksten af nye partier: de grønne (Sverige), populisterne på Island og i Italien (Grillo), “piratpartier” (Sverige, Tyskland, Island) og fremgangen til yderligtgående højreorienterede partier (Grækenland, Sverige, Norge, Frankrig) og anti-EU partiet UKIP i England. Al dette repræsenterer en uro i samfundet, en dybtgående utilpashed og utilfredshed med denne eksisterende politiske orden.

267. I Europa er der en voksende miskreditering af det borgerlige demokratis institutioner, især i de lande der er hårdest ramt af krisen. De gamle etablerede to-parti systemer (højrefløjen versus Socialdemokratiet) er i krise. Noget af utilfredsheden drager partier til venstre fordel af som vi har set med væksten til Syriza, IU og det franske FdG. I Italien, hvor der eksisterede noget sådan har Grillos ”femstjernebevægelse” (en forvirret småborgerlig protestbevægelse) midlertidig udfyldt det tomrum.

268. Alligevel tilbyder selv disse partier ikke noget reelt alternativ til kapitalismens krise og vokser derfor ikke så hurtigt som de kunne hvis de bare delvis afspejlede vreden i samfundet. Men når massernes utilfredshed ikke kan finde noget gehør i de reformistiske partier afspejles de på den politiske arena i et øget antal, der afstår fra at stemme, eller blanke stemmer. I Spanien fik PP og PSOE tilsammen 83% af stemmerne med en valgdeltagelse på 75%. I dag giver meningsmålingerne dem knap 50% og med en meget lavere valgdeltagelse (omkring 50% erklærer at de enten ikke vil stemme, vil stemme blankt eller ikke ved hvem de vil stemme på – et rekordhøjt tal).

269. I Portugal ser vi en lignende situation i de nylige lokalvalg. Antallet af folk der afstod fra at stemme voksede med 550.000; ødelagte og blanke stemmesedler fordobledes med en stigning på 170.000. den regerende højrefløjskoalition tabte 600.000 stemmer; socialdemokraterne PS i ”opposition” tabte 270.000; Kommunisterne PCP vandt knap 13.000 stemme; mens venstrefløjen BE tabte 45.000 stemmer.

270. Masseorganisationerne

271. Det centrale problem handler om ​​ledelse. Arbejderlederne, både i de politiske partier og i fagforeningerne, lever i fortiden. De har ikke forstået karakteren af ​​den nuværende krise og drømmer om muligheden for at vende tilbage til de "gode gamle dage". De er organisk ude af stand til at bryde med borgerskabet og i stedet føre en seriøs kamp for at forsvare fortidens erobringer, og endnu mindre til at kæmpe for en forbedring af levestandarden.

272. Der er en skarp kontrast mellem den brændende vrede i arbejderklassen og passiviteten og hjælpeløsheden hos dens ledere. Masseorganisationerne, i almindelighed, er stadig på et ganske lavt aktivitetsniveau. Derfor er der intet reelt pres på lederne til at forhindre dem i at gå endnu længere til højre. Det har været den generelle tendens i den sidste periode. Ledelsernes degenerering har nået et nyt lavpunkt. Det er en chokerende kendsgerning, at selve de organisationer, der blev skabt af arbejderklassen for at ændre samfundet er blevet omdannet til uhyrlige forhindringer på vejen til social forandring.

273. Historisk set er det Socialdemokraternes rolle at demoralisere arbejderne og skubbe middelklassen i armene på reaktionen. Efter for længst at have opgivet ethvert påskud om at stå for socialisme, retter de deres taler til bankerne og kapitalisterne, de optager en "moderat" og "respektabel" tone. De forsøger at overtale den herskende klasse om, at de er egnede til at påtage sig en høj plads i staten. For at bevise deres legitimitet overfor borgerskabet som pålidelige "statsmænd" (og kvinder), er de endnu mere aggressive end de konservative i udførelsen af ​​nedskæringer og kontrareformer (altid under flaget "reform").

274. Venstrereformisterne, der dominerede de socialistiske partier i Europa i 1970'erne, er blevet reduceret til en skygge af deres tidligere selv. De mangler en fast base i ideologi eller teori og halter ynkeligt bag efter højrefløjen. Sidstnævnte er mere sikre, fordi de føler, at de har støtte fra ”big business”. Derimod har venstrereformisterne ingen tillid hverken til arbejderklassen eller til sig selv. Venstre-reformisterne i fagforeningerne er ikke bedre end deres politiske kolleger. De fremstår dødsdømt og har fejlet i selv det allermest grundlæggende; det konsekvente forsvar for løn, arbejdsvilkår og fagforeningsrettigheder.

275. En hel række af "venstrefløjsregeringerne" er blevet sat på porten efter at have gennemført nedskæringer: Spanien, Island, Norge, Grækenland og noget før det Italien. Andre har set deres støtte kollapse og vil sandsynligvis miste magten ved næste valg (Danmark, Frankrig, Irland). Det irske Labour Party lå højt i meningsmålingerne, før de trådte ind i en borgerlig koalition, der gennemfører nedskæringer. Deres støtte er kollapset fra 24% til 4%.

276. I Grækenland har det socialistiske parti, PASOK, som havde en massebase og til tider fik tæt på 50% af stemmerne, set sin vælgertilslutning kollapse som følge af gennemførelsen af ​​den politik, der dikteres af den herskende klasse og EU. De blev først erstattet af den Papademos’ "nationale" regering, derefter gik de i koalition med den højreorienterede Samaras. Men den vigtigste faktor har været Syrizas hurtige vækst, som oprindeligt kæmpede for at opnå 4 eller 5% i meningsmålingerne, men på et tidspunkt nåede 30 % i meningsmålingerne.

277. Men masseorganisationer, selv de mest degenererede, vil på et vist tidspunkt uundgåeligt afspejle massernes pres. I den kommende periode vil der være voldsomme udsving i den offentlige mening til venstre og til højre. Vi skal være forberedt på dette og forklare den virkelige betydning. I forsøget på at finde en vej ud af krisen, vil masserne teste og kassere – dette ene parti efter det andet og den ene leder efter den anden. Men et tilbagevendende kendetegn er afvisningen af ​​dem der har siddet i regering og gennemført nedskæringspolitik.

278. I Storbritannien er der visse tegn på at presset nedefra (især fra fagforeningerne) tvinger Miliband til at distancere sig fra de konservative og de liberale. Miliband reflekterer om end forsigtigt, den voksende offentlige vrede mod storkapitalen og bankerne. Når de reformistiske ledere har magten vil de komme under ekstremt pres fra både den herskende klasse og masserne. De vil blive knust som en lus mellem to negle. Der vil ske udsplit både til højre og venstre. I nogle tilfælde kan disse partier blive ødelagt helt (PRC i Italien og muligvis PASOK i Grækenland). Men i alle tilfælde vil de gå i krise.

279. Efterhånden som krisen bliver dybere, vil venstrefløjstendenser begynde at krystallisere sig inde i arbejdernes massepartier og fagforeningerne. Den marxistiske tendens må følge det indre liv i masseorganisationerne nøje og stræbe efter at nå og vinde de arbejdere og unge der bevæger sig mod venstre, og som leder efter et alternativ.

280. Dog vil vores evne til effektivt at intervenere i fremtiden blive bestemt af vores succes med at opbygge den marxistiske tendens i dag. Det er slet ikke det samme at intervenere i en massebevægelse med 20 eller 50 kadrer som med 500 eller 1.000. Kvaliteten skal omdannes til kvantitet, så kvantiteten til gengæld kan blive omdannet til et kvalitativt højere niveau. For at bevæge masserne, er det nødvendigt at have en løftestang, og den løftestang kan kun være en stærk og talrige marxistiske tendens.

281. Fagforeningerne

282. Fagforeningerne er klassens mest basale organisationer. I en krise, føler arbejderne endnu mere behov for fagforeningerne end i "normale" perioder. På det industrielle område har der været nogle meget radikale kampe og konflikter, og når fagforeningslederne har stillet sig i spidsen i form af generalstrejker, sektormæssige strejker osv. har arbejderne reageret massivt. Problemet er, at fagforeningslederne er helt magtesløse, når de står overfor kapitalismens krise, da de ikke har noget alternativ (andet end en mild form for keynesiansk stimulus).

283. I Spanien var der en all-out strejke blandt lærerne i de Baleariske Øer, som varede i tre uger, og tiltrak massiv folkelig opbakning (med en demonstration i Palma på omkring 100.000 på en ø med en samlet befolkning på omkring 800.000!). Strejken blev udført med klassekampens traditionelle metoder, som er gået tabt i den sidste periode: stormøder, valgte delegerede, støtte fra forældre og elever og en strejke fond. Men fagforeningslederne lod de Baleariske lærere i stikken, de nægtede at føre kampen brede ud end lærerne, og videre til fastlandet, og bevægelsen måtte trække sig tilbage, besejret af udmattelse.

284. Under disse betingelser er det ikke overraskende, at mange arbejdere sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af en isoleret 24-timers generalstrejker indkaldt af fagforeningslederne uden en vedvarende plan for kampen. I virkeligheden bliver disse tidsbegrænsede generalstrejker brugt af lederne som et middel til at lette presset. I Grækenland er endags generalstrejker som middel nu blevet kontraproduktivt. Opfordringer til endags generalstrejker mødes med skepsis af de arbejdere, der forstår, at mere drastisk handling er nødvendig. I Grækenlands situation er der brug for en tidsubegrænset politisk generalstrejke for at vælte regeringen.

285. Vi ser både på den politiske og faglige front en ophobning af vrede og utilfredshed, som indtil videre ikke finder nogen klar kanal at udtrykke sig gennem. I Spanien, Portugal, Grækenland, Italien, er hundredtusindvis af unge tvunget til at emigrere, og vender tilbage til en situation, som deres forældre troede, de havde lagt bag sig.

286. Der er konstante angreb på det offentlige sundheds- og uddannelsessystem, en voksende arbejdsløshedsepidemi, især blandt de unge, de skandaløse ved udsættelser fra folks hjem og tvangsauktioner, side om side med et stort antal tomme lejligheder og boliger, et stigende antal mennesker, der lever på gaden, heraf mange der så sig selv som "middelklasse", der bliver skubbet under fattigdomsgrænsen, osv.

287. Under disse omstændigheder ser arbejderne mere end nogensinde fagforeningerne som deres første forsvar. Alt dette pres bliver nødt til at komme op til overfladen, i en kombination af spontane protestbevægelser, vredeseksplosioner, som i sidste ende vil have en indvirkning på masseorganisationerne.

288. De første faser af masseradikalisering vil blive afspejlet i strejker, generalstrejker og massedemonstrationer. Vi har allerede set dette i Grækenland, Spanien og Portugal. Men i betragtning af krisens omfang, kan disse tiltag alene ikke forhindre nye angreb på levestandarden.

289. Selv i Belgien, hvor brandmændene og jernbanearbejdernes militante aktioner tvang regeringen til tilbagetog, vil det kun være en midlertidig sejr. Hvad regeringen giver af indrømmelser med venstre hånd, vil de tage tilbage med den højre. I Grækenland har der været tæt på tredive generalstrejker, men regeringen fortsætter med angrebne.

290. Efterhånden lærer arbejderne gennem erfaring, at mere radikale tiltag er nødvendige. De begynder at drage revolutionære konklusioner. Trotskij forklarede betydningen af ​​overgangskrav som et middel til at hæve bevidstheden hos arbejderne til det niveau, som kræves af historien. Men han påpegede også, at sådanne krav ikke er nok i en situation med dyb krise:

291. ”Selvfølgelig er dyrtidsregulering og arbejdernes selvforsvar ikke nok. Disse er blot de første skridt, der er nødvendige for at beskytte arbejderne mod sult og fra fascisternes knive. Disse er presserende og nødvendige midler til selvforsvar. Men i sig selv vil disse midler ikke løse problemet. Den vigtigste opgave er at bane vejen for et bedre økonomisk system, for en mere retfærdig, rationel og anstændig brug af produktive kræfterne til gavn for hele folket.”

292. "Det kan ikke opnås ved almindelige, 'normale', rutinemæssige fagforeningsmetoder. Man kan ikke være uenig med dette, for under for kapitalistisk tilbagegang viser isolerede fagforeninger sig at være ude af stand til at standse selv den yderligere forværring af arbejdernes forhold. Mere beslutsomme og dybtgående metoder er nødvendige. Borgerskabet, der ejer produktionsmidlerne og besidder statsmagten, har bragt hele økonomien til en tilstand af total og håbløst rod. Det er nødvendigt at proklamere borgerskabets bankerot og overføre økonomien til friske og ærlige hænder, dvs. i hænderne på arbejderne selv. " (Trotskij , Diskussion med en CIO organisator, den 29. september 1938)

293. Ungdommens rolle.

youthunemploymnt294. Et af de vigtigste elementer i den nuværende situation er den vedvarende høje arbejdsløshed og underbeskæftigelse, især blandt unge. Dette er ikke den reserve-armé af arbejdsløse, som Marx talte om. Det er permanent, strukturel arbejdsløshed, organisk arbejdsløshed, der er som et giftigt mavesår gnaver på samfundets indvolde og tærer det op indefra.

295. Arbejdsløshedens værste konsekvenser skal findes blandt ungdommen, der skal bære den kapitalistiske krises tungeste byrde. Ungdommelige håb og forventninger støder imod en uigennemtrængelig barriere. Dette er så meget mere utåleligt, når et stigende antal arbejdsløse er højtuddannede. Dette skaber en meget brændbar og ustabil blanding.

296. Dette er den første generation af unge, der ikke kan forvente en bedre levestandard end deres forældre. De er blevet frarøvet en fremtid. En hel generation af unge er ved at blive ofret på kapitalens alter. Mellem Brasilien og Tyrkiet er der naturligvis forskelle. Men der er også fælles træk, der hjalp med at give brændstof til utilfredsheden. De samme træk vil give næring til lignende protester andre steder. En vigtig faktor var ungdomsarbejdsløsheden.

297. Dette fænomen er ikke begrænset til de fattigere lande i Latinamerika, Mellemøsten og Asien. Arbejdsløshed og fattigdom er en eksplosiv kombination, der kan antændes til enhver tid, i ethvert land. Ungdomsarbejdsløsheden var en vigtig faktor i det såkaldte arabiske forår. Den høje ungdomsarbejdsløshed i Europa kan have en lignende radikaliserende effekt, radikalisering blandt unge er allerede et generaliseret fænomen i en eller anden grad i hele Europa.

298. I Storbritannien blev en bølge af radikalisering blandt de studerende efterfulgt af en eksplosion af uroligheder blandt arbejdsløse unge i alle de store byer, der rystede det etablerede samfund. I Grækenland gik en større bevægelse af skoleelever forud for de store bevægelser i arbejderklassen. I Spanien og USA havde vi Occupy bevægelsen og indignados, som hovedsagligt bestod af unge. Der er mange historiske fortilfælde for dette. Den russiske revolution i 1905 blev foregrebet af studenterdemonstrationer i 1900 og 1901. Maj dagene i Frankrig i 1968 blev udløst af studenterdemonstrationer, der blev brutalt undertrykt af politiet.

299. Lenin sagde: "Den, der har ungdommen har fremtiden". Vi må for enhver pris finde en vej til den revolutionære ungdom, vi må giver dem et bevidst og organiseret udtryk for deres instinktive ønske om at bekæmpe uretfærdighed og undertrykkelse og vinde en bedre verden. IMT’s succes eller fiasko afhænger i høj grad af vores evne til at opnå dette mål.

300. Er betingelserne modne for revolution?

301. Vi bevæger os ind i en helt ny situation på globalt plan. Dette fremgår klart alene af begivenhederne i de sidste 12 måneder. Skyer af tåregas fylder gaderne i Istanbul. Politiets knipler knuser kranier i São Paolo og 17 millioner mennesker vælter en egyptisk præsident. Protester er brudt ud i Bulgarien. Dette er kun starten på en bølge af politisk utilfredshed i udviklingslandene, der er fyldt med revolutionært potentiale.

302. Dialektikken lærer os, at før eller siden bliver alt til sin modsætning. Denne dialektiske lov er på slående vis blevet bevist af begivenhederne i de seneste tolv måneder. Lad os minde os selv om, at Tyrkiet og Brasilien indtil for nylig var to af de førende af de nye vækstøkonomier. Muligheden for et revolutionært opsving i disse lande var ikke engang på dagsordenen for kapitalens strateger. Men det var muligheden for revolutionær omstyrtelse af Mubarak i Egypten eller Ben Ali i Tunesien heller ikke.

303. Kynikere og skeptikere findes i hobetal overalt. De er vraggods fra fortidens nederlag, for tidligt gamle mænd og kvinder, der har mistet al tillid i arbejderklassen, socialismen og sig selv. De professionelle kynikere ernærer sig i en kummerlig tilværelse i udkanten af ​​arbejderbevægelsen, og nogle gange inden i den. Deres primære mål i livet er at jamre og brokke sig over arbejderne og ungdommen, at nedgøre deres resultater og overdrive deres fejl.

304. Sådanne eksemplarer kan findes over alt især i de tidligere stalinisters rækker. Da de for længst har opgivet alt håb for den socialistiske revolution, er disse elendige skabninger kun beskæftiget med én ting: at udbrede deres giftige afart af pessimisme og skepsis blandt ungdommen, at demoralisere dem og afskrække dem fra at deltage i den revolutionære bevægelse.

305. Disse mennesker, som Trotskij korrekt beskriver som koldblodige skeptikere, hævder at arbejderklassen ikke er klar til socialismen, at betingelserne ikke er modne, osv. Det siger sig selv, at for sådanne personer vil betingelserne for socialisme aldrig være modne. Efter at de i deres eget hoved, har opsat nogle umulige standarder for revolutionær "modenhed", kan de så komfortabelt læne sig tilbage i deres lænestole og gøre - ingenting.

306. Det er nødvendigt at understrege den grundlæggende idé om, at det vigtigste element i en revolution er massernes indtræden på historiens scene. I 1938 skrev Trotskij:

307. "Al snak om, at de historiske betingelser endnu ikke er "modne" til socialisme, er et resultat af uvidenhed eller bevidst bedrag. De objektive forudsætninger for den proletariske revolution er ikke alene "modne", de er begyndt at blive noget rådne. Uden en socialistisk revolution, og det i den nærmeste historiske periode, trues hele den menneskelige kultur af en katastrofe. Alt afhænger nu af proletariatet, dvs. først og fremmest af dets revolutionære avantgarde. Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise." (Trotskij, Overgangsprogrammet, maj-juni 1938)

308. Disse linjer er absolut relevante for den nuværende situation på verdensplan. Faktisk synes de, som var de skrevet i går!

309. Imod de kynikere og skeptikere, som benægter proletariatets revolutionære rolle, vil vi altid fremhæve arbejdere og unges revolutionære potentiale, som konstant bekræftes af begivenhederne. De utrolige revolutionære bevægelser i Tyrkiet, Brasilien og Egypten, generalstrejkerne i Grækenland og Spanien, massebevægelsen i Portugal, som næsten væltede ​​regeringen, generalstrejker i Indien og Indonesien, er alle tydelige tegn på, at den socialistiske verdensrevolution er begyndt.

310. Men det faktum, at en revolution er begyndt er ikke ensbetydende med, at den vil blive succesfuld øjeblikkelig. Det afhænger af mange faktorer, hvoraf de vigtigste er ledelsens kvalitet. Hegel skrev:

311. "Når vi ønsker at se et fuldt udvokset egetræ i al sin kraft, med stamme, der spreder sine grene, og med masser af blade, stiller det os ikke tilfreds at få vist et agern i stedet.” (Hegel , åndens fænomenologi, forordet).

312. Hvad vi har her, er kun den tidlige foregribelse af socialistisk revolution. Det er massernes første opvågnen efter en lang periode, hvor brodden i mange lande var blevet taget af klassekampen. En atlet har efter en lang periode med inaktivitet, brug for tid til at strække sine lemmer for at "varme op" og opøve den nødvendige evne til at engagere sig i mere alvorlige aktiviteter. Ligeledes har arbejderklassen brug for tid til at tilegne sig den nødvendige erfaring til at hæve sig til det niveau historien kræver.

313. Som en generel regel, lærer masserne af erfaring. Dette er nogle gange smertefuldt og altid langsomt. Denne læreproces ville gå hurtigere og være mindre smertefuldt, hvis der eksisterede et stærkt marxistisk parti med en fremsynet ledelse som Lenin og Trotskij. Hvis der havde været det tilsvarende til det bolsjevikiske parti i Egypten i juni sidste år, hvem ville så betvivle at de revolutionære arbejdere og unge nemt kunne have taget magten.

314. Perifere europæiske diplomater taler med dunkle hentydninger om potentialet for "demokratiets krise", og det er en kendsgerning, at de borgerlige demokratis institutioner er ved at blive testet til bristepunktet. I de europæiske regeringer, især i Berlin, er der en vedvarende bekymring for, at indførelsen af nedskæringer vil medføre sociale konflikter i et sådant omfang, at de udgør en trussel mod den bestående samfundsorden.

315. Den virkelige grund til, at de borgerlige var så forfærdet over omstyrtelsen af ​​Morsi i Egypten, er, at de frygter, at sådanne begivenheder kan ske i Europa. Financial Times har draget en ubehagelig parallel med det revolutionære år 1848: "Det [...] minder mig - om 1848. Metternich der snerrer ud af vinduet af den irrelevante pøbel, et par timer før hans uhøjtidelige omstyrtelse, Guizot ude af stand til at trække vejret i chok, da han fratræder sit ministerium, Thiers, statsminister for en dag, der led et anfald af 19. århundreds Tourette i sin vogn, jaget af masserne ... "

316. De borgerlige økonomer indrømmer, at perspektivet for kapitalismen er tyve år med nedskæringer. Det betyder, to årtier med øget klassekamp, med de uundgåelige op- og nedture. Øjeblikke med store opstande vil blive fulgt af perioder af udmattelse, skuffelse og desorientering, nederlag, endda reaktion. Men i det nuværende klima vil hver pause kun være forspillet til nye og mere eksplosive kampe. Før eller senere, i det ene eller andet land, vil spørgsmålet om magten blive rejst. Spørgsmålet er, om den subjektive faktor i det afgørende øjeblik, vil være tilstrækkelig stærk til at sikre det nødvendige lederskab.

317. Spændingerne opbygges til bristepunktet på alle niveauer. Kilden til den generelle utilfredshed i samfundet er ikke kun økonomiske faktorer: Arbejdsløshed og faldende levestandard. Den afspejler utilfredshed med alle de eksisterende institutioner i det kapitalistiske samfund: Politikere, kirken, medierne, bankfolk, politi, retsvæsen osv. Det er også påvirket af begivenheder på verdensplan (Irak, Afghanistan, Syrien, osv.).

318. Forholdene er ikke de samme overalt. For eksempel er situationen i Grækenland mere fremskreden end i Tyskland. Men overalt, ikke langt under overfladen, er der en sydende utilfredshed, en følelse af, at samfundet går helt galt, at det er uudholdeligt, og at de eksisterende partier og ledere ikke repræsenterer os. De objektive betingelser for socialistisk revolution er enten modne, eller modnes hurtigt. Men den subjektive faktor mangler. Som Trotskij sagde for længe siden, er problemet et problem i lederskab.

319. Grundet en hel række objektive historiske årsager har bevægelsen været kastet tilbage, kræfterne indenfor den ægte marxisme er blevet reduceret til et lille mindretal, isoleret fra masserne. Dette er det centrale problem, og den centrale modsætning, der skal løses. Det er nødvendigt at rekruttere de nødvendige kadrer, uddanne og integrere dem i organisationen, og orientere dem mod arbejdernes masseorganisationer.

320. Dette tager tid. Vi vil have en vis tid på grund af processens langsommelighed. Men vi har ikke al tid i verden. Det er nødvendigt at nærme sig opgaven med at opbygge marxismens kræfter med en følelse af at det er en påtrængende nødvendighed, at forstå, at vejen til store sejre i fremtiden forbedredes af en række små succeser nu. Vi har de nødvendige ideer. Vores perspektiver er blevet glimrende bekræftet af begivenhedernes gang. Vi må nu bære disse ideer ind i arbejderklassen og ungdommen. Dørene til arbejderne og ungdommen står på vid gab. Lad os gå fremad med selvtillid.

321. Fremad, for opbygningen af den Internationale Marxistiske Tendens!

322. Længe leve den socialistiske verdensrevolution!

323. London, d. 11. december 2013.

 

Del1 | Del2 | Del3 | Del4

 

Bragt på Marxist.com

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.