2012-02-12-Greece-revolutionVi bringer her anden del (ud af fem) af IMT's analyse af verdenssituationen. Dette dokument er et udkast der danner basis for en diskussion indenfor IMT, og som der vil blive stemt om, med mulige ændringsforslag ved dette års Verdenskongres i IMT.

Læs 1.Del af Perspektiver for verdensrevolution 2014

 

48. Krisen i Europa

49. Krisens globale karakter gør det umuligt at ”afkoble” Europa og USA. Meddelelsen om at USA ville drosle ned for de kvantitative lettelser forårsagede en øjeblikkelig omvæltning på markederne, som pressede renten op over hele eurozonen. Effekten var stramning af pengepolitikken, mens den økonomiske afmatning og stigende arbejdsløshed krævede præcis den modsatte politik.

50. Intetsteds fremstår krisen skarpere end i Europa. Alle det europæiske borgerskabs drømme om et forenet kapitalistisk Europa er hurtigt blevet reduceret til aske. Alle de nationale modsætninger er kommet op til overfladen, og truer, ikke bare euroens, men hele EU's fremtid.

51. Gælden vejer som en gigantisk møllesten om halsen på den europæiske økonomi, trækker den ned og forhindrer en reel bedring. Ingen kender det reelle omfang af de europæiske bankers gæld. De dårlige lån i bankerne i EU har nået mindst 1.05 Billioner € (dobbelt så meget som i 2008) ifølge Wall Street Journal. Men dette er kun et skøn (dvs. et gæt), og det reelle tal vil være langt større. De fleste investeringsbanker vurderer, at Europas banksektor skal skrumpe med omkring 2 til 2,5billioner € for at nå en størrelse, der kan betegnes som havende tilstrækkelig kapital.

52. Der har været et trægt opsving i Tyskland, men Italien og Spanien er fortsat i recession, og Grækenland er i en dyb krise. Italien har mistet 9 % af sit BNP siden begyndelsen af ​​krisen og Grækenland mindst 25%. Det vil heller ikke være muligt for Tyskland at opretholde væksten, hvis der ikke er nogen bedring i euroområdet som helhed, som er det vigtigste marked for deres eksport. I 2012 faldt det europæiske bilsalg til det laveste niveau siden optegnelserne begyndte for 24 år siden, i 1990. Bilsalget i Europa fortsatte med at falde i seks af de første otte måneder af 2013.

53. Euroens lancering i 1999 blev hyldet som nøglen til en gylden fremtid med fred, velstand og europæisk integration. Men som vi forudsagde, er den under en krise blevet en kilde til national konflikt og opløsning.

54. Selv om euroen ikke er årsagen til problemerne i lande som Grækenland, Italien og Spanien, som snæversynede nationalister forestiller sig, har det utvivlsomt forværret dem i n'te grad.

55. Tidligere kunne disse lande finde en løsning på en krise gennem devaluering. Nu er dette umuligt. I stedet for at øge deres markedsandele på bekostning af udenlandske konkurrenter, ved at devaluere valutaen, er de tvunget til at ty til "intern devaluering", det vil sige, brutal nedskæringspolitik. Men det har kun den virkning at uddybe krisen og øge klasseskellet i samfundet.

56. Den umiddelbare katalysator var den græske krise, som truer euroen og Den Europæiske Union. Det var naturligt, at krisen først skulle opstå i de svageste led i kæden i ​​europæiske kapitalisme. Men eftervirkningerne af den græske krise påvirker hele Europa. Under opsvinget, der fulgte efter indførelsen af ​​euroen, vandt Tyskland stort på at eksportere til euroområdet. Hvad, der begyndte som et enormt plus, er blevet et enormt minus. Da præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, lovede, at han ville bruge alle de økonomiske ressourcer, der stod til hans rådighed, for at redde euroen, glemte han at sige, hvor disse midler skulle komme fra.

57. Alle finansielle overførsler for at redde eurozonen, vil altid være overførsler af tyske skatteyderes penge til et andet sted. Det rejser alvorlige problemer for Angela Merkel. Tyskland har påtaget sig rollen som uforsonlig forsvarer af nedskæringer og finansiel tilbageholdenhed. Det har de råd til. Det er den stærkeste af de europæiske økonomier, og økonomiske magt må før eller senere udtrykkes som politisk magt. På trods af de illusioner, som det franske borgerskab havde i før i tiden, er det Tyskland, der afgør alt.

58. Men nedskæringspolitikken har klare sociale og politiske grænser. Lande som Grækenland og Portugal har allerede nået disse grænser, og Spanien og Italien er ikke langt bagefter. Trods den seneste optimisme hos borgerskabet er intet blevet løst. Krisen i euroområdet kan bryde ud igen når som helst. Indførelsen af voldsomme nedskæringer, fremprovokerede en alvorlig politisk krise i Portugal, hvor store masseprotester næsten førte til regeringens sammenbrud. Portugals offentlige gæld er stigende, og er højst sandsynligt over 130 procent af den nationale produktion i 2015. Så hvad gjorde alt den svie og smerte godt for?

59. Nogle dele af ”venstrefløjen" i Europa - fx Lafazanis, lederen af ​venstrefløjen i SYRIZA - opfordrer til en exit fra euroen, og fra EU selv, som løsning på krisen og på arbejderklassens problemer. Men som marxister ser vi ikke krisen som værende på grund af eksistensen af den Europæiske Union. Det er en krise i det kapitalistiske system.

60. Den Europæiske Union er intet andet end en arbejdsgivernes union, hvis hensigt er at styrke de magtfulde europæiske kapitalisters interesser. EU påtvinger arbejderfjendsk politik overalt. Og dette organ kan ikke reformeres til en slags "socialt Europa". Vi er imod det, men svaret er ikke en række små nationale kapitalismer, men de europæiske arbejderes fælles kamp for Europas forenede socialistiske stater.

61. Den politiske ustabilitet, som nedskæringspolitikken har skabt, afspejles i en række af ustabile koalitionsregeringer og voldsomme udsving i den offentlige mening. I Italien har de kun formået at sammensætte en koalition af Det Demokratiske Parti og Berlusconi med største besvær, og lederne af koalitionen bruger det meste af deres tid på at angribe hinanden offentligt. Berlusconis højeste prioritet er at holde sig ude af fængslet. Den italienske kapitalismes generelle interesser indtager en sølle andenplads i forhold til dette altoverskyggende hensyn.

62. Dette lidet opbyggelige skue med mundhuggerier og splittelser i toppen, korruptionsskandaler (som i Spanien), politikere der ikke lever op til deres løfter (Frankrig), og politikere der fylder deres lommer (Grækenland), mens de påfører resten af samfundet alvorlige lidelser har skabt en generel modreaktion mod alle de eksisterende partier og deres ledere. Det er en alarmerende udvikling for borgerskabet, der er ved at opbruge alle de politiske reservevåben, som de råder over til at forsvare deres system. En massiv social og politisk krise er under forberedelse i Europa.

63. Borgerskabet stirrer ned i afgrunden, og kan meget vel blive tvunget til en tilbagetrækning. Udover alt andet, har nedskæringspolitikken heller ikke på nogen måde formået at genaktivere økonomien. Tværtimod, har de gjort en dårlig situation uendeligt meget værre. Men hvad er alternativet? Borgerskabet er fanget mellem Djævelen og det dybe blå hav. Det er ikke klart, om eurozonen vil bryde helt op - en udsigt, der skræmmer borgerskabet og ikke bare i Europa. For at forhindre en fuldstændig opdeling vil EU's ledere blive tvunget til at opgive nogle af deres mest skrappe betingelser. I sidste ende vil der være meget lidt tilbage af den oprindelige idé om forening af Europa, som er umuligt på et kapitalistisk grundlag.

64. De europæiske borgerskabs problem kan siges simpelt. Den herskende klasse har ikke råd til at opretholde de indrømmelser, som arbejderklassen vandt i løbet af det sidste halve århundrede, men arbejderklassen kan ikke acceptere yderligere nedskæringer i levestandarden. Overalt ser vi store fald i levestandard; lønnedgang; emigration er tilbage som et fænomen i sydeuropæiske lande til lande som Tyskland. Men når Tyskland også er ramt af recession, hvor skal vil de så emigrere hen?

65. Arbejderklassen er blevet styrket enormt siden Anden Verdenskrig. Reaktionens sociale reserver af er blevet kraftigt reduceret. Bønderne, der tidligere udgjorde en meget stor del af samfundet, ikke kun i Spanien, Italien, Frankrig og Grækenland, men også i Tyskland, er blevet reduceret til et lille mindretal. Grupper som lærere, embedsmænd og bankansatte, som tidligere betragtet sig selv som middelklasse og ikke ville drømme om at melde sig ind i en fagforening eller gå i strejke, er nu blandt de mest militante dele af arbejderbevægelsen. Det samme gælder for de studerende, der før 1945 primært var højreorienterede eller endda fascister, og nu er solidt på venstrefløjen og i mange tilfælde åbne for revolutionære ideer.

66. De europæiske arbejdere har ikke lidt et afgørende nederlag i årtier. Det vil ikke være let at tvinge dem til at opgive det, de har erobret. Det blev vist i oktober 2013 af de belgiske brandmænd, der mødte op uden for parlamentet med tredive lastbiler, blokerede al adgang, og tilsprøjtede politiet med vand og skum med krav om 75 mio. euro mere, for at øge antallet af ansatte til et acceptabelt sikkerhedsniveau. Regeringen blev tvunget til at give efter, da jernbanearbejderne tilbød at hjælpe brandmændene ved også at blokere jernbanestationerne. Denne ændring i magtbalancen udgør et alvorligt dilemma for borgerskabet, når det skal gennemføre den nødvendige nedskæringspolitik. Ikke desto mindre er den herskende klasse tvunget af krisen til at fortsætte deres angreb.

67. Tyskland

68. På overfladen ser det ud til, at Tyskland har undgået det værste af krisen. Men Tysklands tur vil komme. Tysk kapitalismes akilleshæl er dens kæmpe afhængighed af eksport: i 2012 nåede den tyske eksport et rekordniveau på 44% af BNP (€ 1.1 billioner). Grunden til den tilsyneladende succes er, at tyske arbejderes realløn er på samme niveau som i 1992. Ifølge Financial Times: "Tyskland har nu den højeste andel af lavtlønnede arbejdere i forhold til den nationale medianindkomst i Vesteuropa". En fjerdedel af arbejdsstyrken er "lavtlønnede". Antallet af vikarer er tredoblet på ti år.

69. Tysk eksport, den eneste kilde til vækst i den sidste periode, var således baseret på lave lønninger og høje investeringsniveauer. De høje produktivitetsniveauer, presset ud af de tyske arbejdere, gav den tyske industri en stor fordel frem for sine europæiske konkurrenter, som vi ser fra følgende tal:

70. Industriproduktionens ydelse 2000- oktober 2011:

71. Tyskland + 19,7%
Portugal - 16,4%
Italien - 17,3%
Spanien - 16,4%
Grækenland - 29,9%

72. Faktum er, at tysk kapitalisme vandt på bekostning af de svagere europæiske rivaler, som ikke kunne konkurrere med dets industrier. Deres tab var Tysklands gevinst. Euroen arbejdede dengang frem for alt til gavn for Tyskland. Tyske banker var ganske glade for at låne penge til lande som Grækenland, for at gøre dem i stand til at købe tyske varer. Men nu har denne proces udviklet sig til sin modsætning. Selv om de ikke kan indrømme det offentligt, beviste de lækkede referater om den første IMF redningspakke af ​​Grækenland, det som vi tidligere har sagt, nemlig at redningspakkerne til Grækenland først og fremmest var for at redde tyske (og franske) banker.

73. De højreorienterede demagoger udslynger nu forbandelser over Europa og euroen. Men tysk kapitalismes mere seriøse strateger er fyldt med bange anelser. De forstår, at Tyskland ikke kan genoprette sin økonomiske ligevægt, så længe resten af ​​eurozonen er nedsænket i krise. Hvor vil de eksportere deres varer til?

74. I en tale ved et vigtig økonomisk topmøde i den tyske by Hamburg, advarede den tidligere leder af det tyske SPD, Helmut Schmidt om, at: "Den offentlige tillid til de europæiske regeringer og den Europæiske Union er blevet knust og Europa er på randen af ​​revolution". Han understregede endvidere, at store politiske og økonomiske ændringer er nødvendige i Europa. Men hvilke ændringer er der behov for? Og hvem vil sikre, at de gennemføres.

75. England

76. Verdens tidligere fabrikshal har tabt sin industrielle base og er fuldstændig domineret af snyltende finanskapital og finansielle ydelser. England har flere bankansatte, som på et år tjener mere end en million pund om året, end resten af EU. Det blev påstået, at England var i bedring, men det bagvedliggende billede viser et land i forfald.

77. Den seneste periode har vist de største og mest vedvarende fald i levestandarten i England siden 1860'erne- mere end 150 år siden Der er blevet advaret mod nye eksplosioner blandt de unge, som kan minde om de optøjer, som omfattede byer overalt i England for få år siden. I England anslås det, at to millioner børn går sultne i skole hver dag. Denne afsløring har været så chokerende for offentligheden, at regeringen straks har annonceret indførsel af gratis måltider for alle børn i indskolingen.

78. Den sociale indstilling i England har oplevet et massivt skift. Tidligere synspunkter om respekt om og forsvar af ”the establishment”, er vendt til had. De mennesker, som tidligere blev betragtet med ærbødighed, medlemmer af parlamentet, jurister og politiet, bliver nu betragtet med mistro og foragt.

79. ”Offentligheden lader til at tænke, at der er noget råddent i ”the establishment”, udtaler John McDermott i Financial Times. ”I 2010 viser en meningsmåling, at 81% af englænderne var enige i udsagnet: 'Politikere forstår overhovedet ikke den virkelige verden'. En undersøgelse fra The British Social Attitude rapporterer, at kun 18% stoler på, at regeringen sætter nationens behov højere end partiets egne, et fald fra 38% i 1986. For bankerne ser det endnu værre ud. I 1983 mente 90%, at de var godt ledet, hvorimod kun 19% mener det i dag, hvilket givet vis er den mest dramatiske holdningsændring, når man ser på rapportens 30 år historie.”

80. “Storbritanniens syn på sine institutioner vokser og falder - spørg selv Hendes Majestæt. Men de gentagne skandaler, som har ramt banker, parlamentet og medierne, giver fornemmelsen af et nærmest opera’sk tillidskollaps, til de som udøver magten i landet... Der er en dybtliggende ignorance blandt de magtfulde, i forhold til dybden af antielitære holdning som ses i England og andre steder” (FT, 28/9/13)

81. Lederen af Labour, Ed Miliband, var til sidst tvunget til at afspejle, dog i milde vendinger, den stigende vrede overfor store firmaer og banker, efter vedvarende pres fra Labours egne rækker. Til trods for dets begrænsede og svage karakter, fremprovokerede det et udbrud af vrede fra de borgerlige medier. Financial Times anklagede Miliband for at ”være omrejsende i populistisk tricks”. Her ser vi allerede omridset af det modsatrettede pres, som vil blive ganget med en faktor tusinde, når Labour går i regeringen, under krisens betingelser.

82. Frankrig

83. EU var egentlig tiltænkt at være et fællesstyre, hvor Frankrig skulle være den politiske leder af Europa, og Tyskland den økonomiske motor. Men nu er den franske overklasses planer blevet afsløret som en utopisk drøm. Berlin afgør alt, Paris afgør intet.

84. Ved sidste valg vandt Parti Socialiste (Socialistpartiet) en kæmpe sejr på alle niveauer. Men Hollandes støtte er fordampet hurtigt. Som alle andre reformistiske ledere accepterede han rollen som den kapitalistiske krises forvalter. Resultatet er, at han nu har den dårligste rating af alle præsidenter siden1958. De sidste meningsmålinger har registreret en øget støtte til den højreorienterede Marine Le Pen, med Hollande krybende efter.

85. Medierne prøvede at få det til at se ud som et sving til højre. I virkeligheden udtrykker det en generel frustration og utilfredshed med de eksisterende partier, og desillusion over ”venstrefløjen”, som har lovet meget og leveret lidt. Det er stadig uvist, om Kommunistpartiet, med sin reformistiske politik, kan vinde støtte fra Socialistpartiet eller Fronte de Gauche, eller om de kan gentage deres tidligere valgsucceser.

86. Delvist for at aflede opmærksomheden fra sine hjemlige problemer har Hollande lanceret en række udenlandske militære eventyr i Afrika (Mali og den Central Afrikanske Republik). Blokeret af Tyskland i Europa, prøver han i stedet at genoplive Frankrigs gamle rolle i Afrika og Mellemøsten. Men i realiteten mangler den franske imperialisme styrke for at kunne spille en selvstændig rolle på verdensplan. Disse militæreventyr vil uomgængeligt ende i tårer, og tilføre mere benzin på det hjemlige bål af modvilje.

87. Frankrig vedbliver at være nøgleland for klassekampen i Europa. De franske arbejdere har gang på gang vist, at de ikke har glemt deres revolutionære traditioner. Masserne søger en vej ud af krisen. De sætter deres lid til Socialistpartiets ledere, men disse er organisk forbundet med det kapitalistiske system og den nuværende orden. ”Venstrefløjen” knuser massernes håb. Allerede i kommunalvalgene har lederne fra Kommunistpartiet (CP) og Parti de Gauche opløst Front de Gauche (Venstrefronten). CP er i en alliance med SP, der sidder i regering, mens Parti de Gauche i nogle kommuner er i alliance med De Grønne, som også har to ministre i regeringen. Ved at opløse venstrefronten - i det mindste på kommunalt niveau - har de skuffet de arbejdere og unge, som søger et alternativ til venstre for SP. Det er en indikation på den totale reformistiske blindhed hos lederne af CP, at de klynger sig til SP, netop på et tidspunkt hvor Hollande og hans regering er miskrediteret og dybt upopulær. I stedet for at fastholde en klar opposition til regeringen prøver de desperat at bibeholde deres positioner i lokalregeringerne. Marxister bør kræve, at lederen fra Venstrefronten bryder med Socialistparitet og med De Grønne, og i stedet styrker Venstrefronten på grundlag af en reel venstreorienteret og socialistisk politik.

88. Hvad vi ser, er en tydelig proces med polarisering mellem klasserne, som vil komme til udtryk i en social eksplosion på et vist stadie. Frustreret på den parlamentariske front vil arbejderne og de unge gå på gaderne, som de tidligere har gjort så ofte. En gentagelse af ”Maj 1968” er under forberedelse. Men denne gang vil det være på et højere plan, og stalinisterne vil ikke længere have hverken styrke eller autoritet til forråde bevægelsen.

89. Italien

90. Italien balancerer på randen af en nedadgående spiral af nedgraderinger og stigende renter på statsobligationerne. Konsekvenserne ville blive katastrofale, ikke kun for Italien, men for hele Eurozonen. Dets samlede gæld beløber sig til omkring 2 billioner euro. Regeringens låneomkostninger truer med at kvæle Italiens økonomi på langt sigt.

91. Arbejdsløsheden stiger. På de sidste tre år har en million mennesker mellem 25 og 34 år mistet deres arbejde. Ud af de som er under 35, arbejder kun fire ud af ti. Officielt er der over tre millioner arbejdsløse i alt, men mange mennesker har opgivet at lede efter job, fordi de ikke har tiltro til, at de vil finde et. I 2012 var mere end 9 millioner klassificeret som ”fattige”, hvoraf 4,4 millioner lever i absolut fattigdom.

92. En nylig undersøgelse fortaget af Legacoop (den førende supermarkedskæde) bekræfter på skrift, hvad der har været tydeligt igennem længere tid: tre millioner husholdninger - 12,3% af befolkningen - har ikke engang råd til et måltid med højt proteinhold hver anden dag; 9 millioner italienere vil ikke være i stand til at imødekomme uforudsete udgifter på 800€; Italienere er i højere grad holdt op med at bruge deres bil (25% af befolkningen); de kan ikke længere tage på ferie (4 millioner færre denne sommer); og de køber ikke nyt tøj (23% af befolkningen). Udgifter til mad er, i løbet de sidste seks år, faldet med 14%, til det niveau som man så i 1971 (2400€ pr. indbygger).

93. Financial Times beskriver de opgaver, som Italien står over for, som ”økonomisk smertefulde og politisk selvmorderiske” (7/10/13). Italiensk kapitalisme kan ikke konkurrere med Tyskland og Frankrig, og sakker bagud. Tidligere ville dette have resulteret i, at Italien ville have devalueret sin valuta, men med euroen er denne vej blokeret. I stedet må de ty til en ”indre devaluering” (det vil sige dybe nedskæringer i levestandarten). Men det kræver en stærk regering. Det er dog uopnåeligt.

94. Samtlige partier i Italien er splittede. I PD er der en splittelse mellem det gamle apparat fra kommunistpartiet og åbent de borgerlige fra Kristendemokraterne. Montis lille parti er fyldt med fraktioner, og ventes at falde fra 10% til 4% ved de næste valg. Selv Grillos Femstjerne Bevægelse er splittet, med nogle der tydeligvis hælder til et samarbejde med PD.

95. Fagforeningslederne har spillet en skadelig rolle med deres støtte til de såkaldte nationale samlingsregeringer, og har slugt alle antiarbejder nedskæringstiltagene. Det gælder især de ”venstreorienterede” ledere af metalarbejdernes fagforening, FIOM, der efter at have vækket arbejdernes håb, knuste dem ved at gå med lederen af CGIL, Camusso, om at underskrive et fælles dokument til CGIL kongressen. Her ser vi venstrereformismens præcis rolle i praksis. Højrefløjens faglige ledere klynger sig til borgerskabet og venstrefløjens faglige ledere klynger sig til højrefløjen. Ingen af dem har nogen tiltro til arbejderklassen, der efterlades uden ledere i det kritiske øjeblik.

96. Ledernes forræderi kan føre til midlertidig demoralisering og apati. Men det vil ikke være enden på det hele. De italienske arbejdere – som de spanske, græske og franske – har en lang tradition for spontane opstande. Blokeret af deres traditionelle masseorganisationer, vil de finde en vej til at udtrykke deres vrede på eksplosiv facon. Det var betydningen af ”det varme efterår” i 1969. De fem dage med tidsubegrænsede strejker imod privatisering blandt transportarbejderne i Genova i november 2013 viser den virkelige stemning, der er under udvikling i den italienske arbejderklasse. Sådanne udviklinger er indbygget i situationen i Italien. Og det er endnu mere sandt for ungdommen.

97. Spanien

98. Fem år efter recessionens start vil Spaniens økonomi ende med at falde yderligere 1,4% i 2013. Arbejdsløsheden er på et rekordniveau med næsten 27% af arbejdsstyrken, mens ungdomsarbejdsløsheden er på smertelige 57%. Mere end 6 millioner jobs er blevet ødelagt siden 2007 og hundredetusinder af unge er blevet tvunget til at emigrere.

99. Efter flere år med massive sparepakker forventes budgetunderskuddet i 2013 alligevel at blive på hele 6,5% af BNP, mens gælden vil nærme sig 100% af BNP. Nedskæringerne er blevet kombineret med voldsomme kontrareformer på arbejdsmarkedet, der har tilladt Spanien at genvinde sin konkurrenceevne i forhold til sine europæiske naboer. Med andre ord har arbejderklassen måttet betale den fulde pris for den kapitalistiske krise. Og efter al denne smerte og lidelse er det eneste, der er opnået en vag snak om mild bedring næste år med forventede vækstrater på sølle 0,2% i 2014 og måske hele 1% i 2015. På det grundlag vil det tage frem til 2012 for bare at komme tilbage på før-krise niveauet, næsten 15 tabte år!

100. Sandheden er, at den enorme mængde gæld i virksomhederne, husholdningerne, og nu også i staten, der blev ophobet under de lange år med opsving, ikke er blevet fuldt opsuget af systemet. Indtil det finder sted, kan der ikke komme nogen holdbar bedring for spansk kapitalisme. De nuværende ”optimistiske” prognoser er baseret på en bedring af eksporten, der er fuldstændig afhængig af, at Europa kommer ud af krisen – et meget skrøbeligt grundlag for optimisme.

101. Den økonomiske krises effekt på massernes bevidsthed har været omfattende og vil blive langvarig. Oveni den økonomiske krise må vil lægge de medfølgende korruptionsskandaler, der har ramt alle det borgerlige demokratis institutioner (dommerstanden, monarkiet, Kongressen, det ledende parti). Det vi ser i Spanien, er en krise i regimet, der optrævler hele det system, som den herskende klasse har baseret sin legitimitet på siden Franco diktaturet. Alle fortidens gamle spøgelser kommer tilbage for at hjemsøge det svage og tilbagegående spanske borgerskab. Det nationale spørgsmål i Catalonien, næret af den økonomiske krise, er genopstået. Kampen for retfærdighed for ofrene for Franco regimet er kommet frem igen og afslører statsapparatet og den herskende klasses reaktionære karakter under demokratiets tynde fernis.

102. Der har været den ene bølge efter den anden med massemobiliseringer især siden 2011. Bevægelsen blandt Indignados, bevægelsen mod at folk blev sat på gaden, uddannelsesstrejkerne, minearbejdernes kamp, de offentligt ansattes spontane bevægelse, to 24-timers generalstrejker osv. Selvfølgelig kan masserne ikke være konstant mobiliseret og der vil være op- og nedture, og perioder med ophold. Men den vrede, der har ophobet sig under overfladen og ikke kan finde et sted at udtrykke sig gennem, er der stadig, og kan betyde eksplosioner til hver en tid.

103. Portugal

104. Portugal sidder fortsat fast i recession, med prognoser på at BNP i 2013 falder med mellem 1,6 og 2,7% og (måske) en meget svag vækst i 2014. Arbejdsløsheden er på rekordniveau med 16%, og regeringen vil ikke nå målet for reduktion af budgetunderskuddet (målet er 5,5% af BNP, men det virkelige tal vil nærmere blive 6%), trods år med massive nedskæringer påtvunget af redningspakken fra EU i 2010 på 87 mia. euro.

105. Budgettet for 2014 indeholder yderligere nedskæringer i de offentligt ansattes løn på mellem 2 og 12% pr. arbejder og 728 mio. euro i pensionerne. Der er brug for yderligere nedskæringer for 3,3 mia. euro i 2014 sammen med endnu en redningspakke. Det har ført til et kollaps i støtten til den borgerlige regering. I lokalvalgene i 2013 led partierne i regeringskoalitionen et hårdt nederlag. ”Det politiske miljø tilspidses”, beklager the Financial Times sig.

106. Den portugisiske regering, der slavisk har gennemført alle nedskæringerne dikteret af EU, beder om tålmodighed: ”Må vi bede om lidt mere tid”. Men penge-mændene i Washington, Bruxelles og Frankfurt og trojkaen er ikke i humør til tålmodighed. De vil kræve stensikre garantier på, at nedskæringsprogrammerne vil fortsætte og blive implementeret som betaling. Scenen er sat for endnu større masseprotester.

107. Passos de Coelho, der pralede med at være en stærk mand og trojkaens mønsterelev, da han blev valgt i juni 2011, afsløres nu som den svage leder af en splittet koalition. Hans regering, der har fortjent det portugisiske folks had, var meget tæt på at kollapse efter generalstrejken 27. juni 2013. Det var den seneste i en række vedvarende massemobiliseringer imod højrefløjs-koalitionen.

108. Den portugisiske arbejderklasse er ved at genfinde traditionerne fra revolutionen i 1974-75. En million mennesker gik på gaden i september 2012 og derefter en halv million i marts 2013. Problemet er ledelsen. ”Oppositionspartiet” Socialistpartiet er stadig miskrediteret (det underskrev betingelserne i redningspakken lige før de røg ud af regeringen) og vinder kun frem procentvis, fordi antallet af folk, der vil afstå fra at stemme, vokser.

109. Kommunistpartiet (PCP) er hovedvinderen af denne bølge af utilfredshed uden fortilfælde. Men de to partier til venstre for SP er plaget af en mangel på et seriøst alternativ til krisen, Bloco de Esquerda taler for et reformistisk-keynesianistisk ”socialt Europa” og en ”genforhandling af gælden”, mens PCP taler for en semi-stalinistisk ”patriotisk og demokratisk” økonomi udenfor euroen.

110. Grækenland

111. Efter fem år med barske besparelser er Grækenlands problemer langt fra at være løst, men i stedet værre end nogensinde. Trojkaens slahs-and-burn politik har kastet landet ind i en dyb krise. 1,4 millioner mennesker er arbejdsløse, inklusiv to ud af tre unge. Fattigdommen i et omfang, som ikke er set siden krigsårene, er nu blevet normen.

112. Regeringen i Athen beklager sig (med god grund) over, at de nedskæringer, som Bruxelles kræver, presser økonomien yderligere ned i krise, ved at presse skatteindtægterne ned, øge underskuddet og tvinge dem til at låne endnu mere. Men disse appeller er for døve øren. Tyskerne og andre udlånere svarer, at sydeuropæerne har levet over evne i årevis og må ”lære selvdisciplin”.

113. Hver ny redningspakke har blot sikret lidt mere tid. Men markederne narres ikke. Den endelige afsløring af den græske krise er kun blevet udskudt, men før eller senere vil den blive uundgåelig.

114. Samtidig er Grækenland et mulighedernes land for finansielle spekulanter. Financial Times udgav en artikel med titlen: ”Hedge fonde profiterer i det græske mulighedernes land”, hvor vi kan læse følgende:

115. “Grækenlands banksektor har været genstand for den største opmærksomhed. Paulson & Co, Baupost, Dromeus, York Capital, Eaglevale og OchZiff er blandt dem, der har købt aktier i Alpha Bank og Piraeus bank. Alle har tjent gode profitter. Hektisk handel med tegningsretten betød også, at hedge fondene kunne ende med at dominere registret for de græske bankaktier”. (11/10/13, vores fremhævning).

116. Denne udplyndring af Grækenland, trojkaens ondskabsfulde urimelige krav og levestandardens kollaps har fremprovokeret en massiv bølge af generalstrejker, demonstrationer og masseprotester. To regeringer er allerede faldet og en tredje skal til det. Samaras kæmper for at holde sammen på den skrøbelige koalition, der ikke kan holde længe. Især Syriza vil vinde på det. Men på højrefløjen er Gyldent Daggry også vokset.

117. Impressionistiske elementer har ud fra Gyldent Daggrys vækst draget den konklusion, at der er en umiddelbar fare for fascisme. Men det, der skete med Gyldent Daggry, bekræfter vores position på spørgsmålet om udsigten for fascisme i den nuværende epoke. Det græske borgerskab er en ondskabsfuld og reaktionær herskende klasse og en del af det ville højst sandsynligt være parate til at overgive magten til Gyldent Daggry – hvis de kunne. De mest reaktionære dele af den herskende klasse (skibsrederne) har faktisk åbent støttet og finansieret dem.

118. Ulig andre højreorienterede politiske formationer i Europa (Fini i Italien, Marine le Pen i Frankrig) der stræber efter at lægge afstand til deres fascistiske fortid og præsentere et ”respektabelt” parlamentarisk billede, er Gyldent Daggry en åbent fascistisk organisation, hvor der er afsløret tætte bånd til både politiet og officererne. Disse gale hunde havde deres egen dagsorden, der ser ud til at have inkluderet en magtovertagelse.

119. Problemet er, at den græske arbejderklasse er magtfuld, kamplystne og ubesejrede. Borgerskabet frygter, at hvis de kaster sig ud i forhastet handlinger, kan fascisterne fremprovokere en massebevægelse, som det vil være umuligt at kontrollere. Bøllerne fra Gyldent Daggry gik for vidt, da de myrdede en velkendt venstrefløjssanger og fremprovokerede massive protester. Det græske borgerskab var tvunget til at tage nogle skridt imod dem.

120. Borgerskabet har selvfølgelig ingen intention om at tilintetgøre fascisterne. De har taget nogen skridt af kosmetiske årsager for at dæmpe massernes vrede. Senere vil fascisterne omgruppere sig under et andet banner, muligvis som en del af en højrefløjskoalition med et mere respektabelt (mindre nazistisk) billede. Imens vil de mest rabiate lumpenproletariske elementer forblive som hjælpetropper til det undertrykkende statsapparat (som de er organisk forbundet med) og virke som strejkebrydere og bøller, der tæsker immigranter og angriber venstreorienterede.

121. Det umiddelbare perspektiv for Grækenland er hverken fascisme eller bonapartisme men et yderligere sving til venstre. Samaras regeringens uundgåelige kollaps vil rejse spørgsmålet om en Syriza regering. Men i takt med, at Tsipras kommer tættere på magten, modererer hans sin retorik i håb om, at han vil få flere stemmer. Men tværtimod skaber det en skeptisk stemning hos det græske folk, der er blevet vant til ledere, der lover meget, og leverer meget lidt, når de først er valgt.

122. Massernes virkelige stemning kunne ses i en meningsmåling, der viste, at arbejderne i Grækenland allerede drager revolutionære konklusioner. Den viste, at 63% af grækerne ønsker en ”grundlæggende ændring” i samfundet – hvilket vil sige en revolution – mens 23% siger direkte, at de går ind for en revolution. Problemet er ikke mangel på revolutionær modenhed blandt masserne, men det faktum at ingen af de eksisterende partier eller ledere er parate til at give et bevidst udtryk til massernes brændende ønske om at ændre samfundet.

123. De sidste fire eller fem år har de græske arbejdere til fulde demonstreret deres vilje til at ændre samfundet. De har gennemført den ene generalstrejke efter den anden. Men krisen er så alvorlig, at end ikke de mest voldsomme strejker og demonstrationer kan løse problemet. Indkaldelsen af flere en-dags strejker vil blive mødt med stigende skepsis på fabrikkerne. Når vejen med strejker og demonstrationer er blokeret, vil arbejderne gå over på det politiske plan. Før eller senere vil de vælge en venstrefløjsregering, der vil stille Syriza overfor et klart valg: enten at gennemføre en socialistisk politik eller at acceptere rollen som administrator af den korrupte og degenererede græske kapitalisme. Det vil markere et nyt stadie i den græske revolution og åbne vigtige muligheder for de græske marxister.

 

Del1 | Del3 | Del4 | Del5

 

Bragt på Marxist.com

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.