thumb Ed Miliband Feb 2013-AnthonyMckEd Miliband februar 2013En ny meningsmåling i Storbritannien placerer Tories (konservative) foran Labour (socialdemokraterne), for første gang siden 2012. Betyder dette, at befolkningen har lavet et historisk skift til højre, samtidig med at højrefløjen har gennemført det muligvis største fald i levestandarden og stigning i ulighed nogensinde? Er støtten til UKIP (britisk højrepopulistisk parti) yderligere bevis for denne underlige, irrationelle tendens? Nej, uoverensstemmelsen mellem arbejderklassens interesser og hvor de lægger deres stemmer, er mere tilsyneladende end reel. I virkeligheden ligger skellet, imellem arbejderklassens interesser, og Labour toppen. Meningsmålingen er et alvorligt opråb til Labour om, at de bliver nødt til at kæmpe på et pro-arbejderklasse, socialistisk program for at tilbagevinde arbejderklassens støtte.

Støtte til højrefløjspolitik?

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er en bred opbakning til højrefløjen og overhovedet ingen til højrefløjs politik. Det er tydeligt at Tories' lille, og muligvis svindende, føring udelukkende skyldes Labours mangel på at vinde støtte fra sin egen vælgerbase, frem for en entusiasme for Tories som højest får sølle 34% af stemmerne, hvilket er lidt mere end deres sociale base. Hvis målingerne var stillet på et klasse spørgsmål, hvor stor en del af arbejderklassen ville så støtte Tories?

Mange har korrekt pointeret, at UKIPs støtte er selvmodsigende og overfladisk. Deres sociale base er tydeligvis ekstremt reaktionære, ligesom deres politik. Men sandheden er at store dele af dem der stemmer på dem den 22. maj kun gør det som et "anti-EU" og "anti-etablissement" statement. Dette kan ses i statistikerne, såsom at 8 ud af 10 UKIP stemmer vil have nationaliseret energisektoren, 3 ud af 4 vil nationalisere jernbanedriften, 84% støtter at man beholder NHS (National Health Service) offentligt og 2 ud af 3 vil have en "mærkbar stigning" i mindstelønnen (se Owen Jones, Open Letter to UKIP Voters). De holdninger modsiger fuldstændigt UKIPs eget program.

Det er tydeligt at Labours overgivelse af førerstafetten i meningsmålingerne, er deres egen fejl, baseret på deres mangel på at udtrykke den stigende vrede fra arbejderklassen. De fejler i at udtrykke denne vrede gennem en socialistisk politik, som offentligheden generelt, ikke bare arbejderklassen, så åbenlyst vil støtte (mere om dette senere). Vi ved, at meningsmålinger også viser utilfredshed med politikerne generelt, som alle bliver set som det samme, hvor end man går hen. Men i fraværet af et alternativ fra Labour, har UKIP fungeret som en midlertidig lynafleder for denne vrede, har frataget Labour stemmer og dermed givet Tories lov til at overhale, på trods af de ikke er gået frem.

Politisk livløshed afsløret

Meget sigende, har Milibands svar på hans åbenlyse manglende evne til at, "forbinde" sig med vælgerne, været at hyre en meget dyr "tryllekunstner" fra USA, i stedet for at gøre noget som helst ved Labours politik. David Axelrod er en spindoktor, og ham der har fået æren for den historiske bedrift, at få Barack Obama valgt som USAs første sorte præsident.

Tankegangen der har inspireret ham til at hyre denne lejesoldat til en efter sigende sekscifret løn, afslører den politiske livløshed i toppen af Labour. Det er åbenlyst, at Obama blev valg på grund af otte katastrofale år under George W. Bush, Irak-krigen og den økonomiske krise. Den politiske besked i hans kampagne, for et abstrakt "håb" og en vag "forandring" var blottet for indhold, strategien var overfladisk i det ekstreme. At Axelrod har fået ry som en form for politisk gud, for passivt at ride på bølgen af masseutilfredshed som fik Obama til magten, demonstrerer den ekstreme overfladiskhed den såkaldte "politiske klasse" lægger for dagen. At Labour smider flere hundredetusinde pund ud af vinduet, for at få at vide hvordan de fremstår mere sympatiske, i stedet for virkeligt at være det, siger en del.

Vi kan give Miliband meget bedre råd helt gratis. Grunden til at du ikke er populær er, at din politik lugter af kujonagtighed, kompromis og overgivelse. Yderlige en undersøgelse har for nyligt understreget, hvad arbejderklassen i større og større grad bliver klar over - at kapitalismen ikke virker og skubber samfundet længere og længere ud i to fjendtlige lejre. "Storbritanniens rigeste 1%, akkumulerer lige så meget rigdom som de fattigste 55% af befolkningen, ifølge den seneste officielle analyse af, hvem der ejer landets £9,5 billioner i ejendom, pensioner og finansielle værdipapirer." (The Guardian, 15 maj 2014)

Modsætninger lette at se

Du kan ikke dække solen med en finger, som kineserne siger. Arbejderklassen kan se hvad der sker med landet. De ved at deres indtægter falder. Labour har for nyligt selv udgivet en undersøgelse der fortæller, at "over de sidste par år er andelen af den nationale nettoindkomst (dvs. efter skat) som går til den øverste 1% af skatteyderne - bare 300.000 mennesker – er steget fra 8,2% i 2012-2013 til 9,8% i 2013-2014. I den samme periode har de nederste 90% - i alt 27 millioner skatteydere - set deres indtægter efter skat, falde fra 71,3% til 70,4% i følge et estimat taget fra den seneste skattestatistik udgivet af HMRC."

Rapporten viser meget godt Labours opførsel. De prøver at fremvise problemerne, på en ret tam måde, men gør det hele værre, ved at afvise at gøre noget ved det, hvilket kun understreger Milibands skammelige svaghed.

Labour fremhæver hvor sølle mindsteløn er, og et flertal af befolkningen ønsker at den bliver sat op til en løn, som man kan rent faktisk kan leve for - men så afviser Labour rent faktisk at ændre den. De understreger det skandaløse i såkaldte 0-timers kontrakter (kontrakter hvor arbejderen ikke har ret til noget arbejde, men måske, måske ikke kan få nogle timer med dags varsel, red.), og håber at få politisk vind i sejlene fordi et flertal ønsker dem afskaffet. Men så afviser de at gøre noget ved det også. De hæver forventningerne ved at foreslå fastfrysning af energiprisen - men flertallet vil have nationaliseringer. Det samme med jernbanerne. Miliband klager patetisk over måden hvorpå Royal Mail er blevet er blevet privatiseret, hvilket et klart flertal er imod, men vil ikke støtte at nationalisere det igen. Det samme spektakel sker når Miliband klager over nedskæringer, men så, som alle ved, siger han at han også vil gennemføre dem! Det er tydeligt at han tror at offentligheden er så dum, at de ikke opdager selvmodsigelserne.

Det er ikke godt nok at fremhæve, som han gør, at hans politik er tættere på hvad befolkningen ønsker, frem for hvad Tories har at tilbyde. Men han tilbyder stadig ikke hvad befolkningen vil have (og har brug for). Befolkningen kan se modsætningerne, de kan se at han udelukkende er ude på kompromisser og vil ændre nul og niks, hvilket frastøder dem. Dette eksemplificeres i det faktum, at Labour praler med at deres energipris-stop har højstet opbakning ”over al forventning". Men de frivillige Labour-støtter som var ude at stemme dørklokker for at samle støtte til forslaget, blev tvunget til at registrere de folk som hellere ville have energivirksomhederne nationaliseret, som værende "imod”!

Fejlslagen besked, ikke fejlslagen levering

Vi hører konstant Miliband m.fl. forklare sin manglende støtte med, at de har fejlet i at få deres politik ud, og formodentlig antager de, at det er et trick Axelrod vil være i stand til at klare. Men det er klart, at problemet er beskeden, ikke at de har slået fejl i at få den ud.

Labour har kæmpe støtte fra fagbevægelsen og 3/4 af partiets donationer kommer fra fagforeningerne, som forresten udgør den største frivillige bevægelse i samfundet. I stedet for at hente en lejesvend som ingen i Labours rækker kender, for at fortælle dem hvad de skal gøre, burde Miliband ikke i stedet ændre sit partis program, så det er på linje med interesserne og holdningerne, ikke bare for sin base, men for det store flertal i samfundet?

Måden at få "budskabet ud" er ved at have et budskab som folk rent faktisk støtter, kan relatere til, og som partiets menige medlemmer er entusiastiske i at kæmpe for. Hvis Labours politik var at nationalisere de afgørende dele af økonomien, under demokratisk arbejderkontrol, og at støtte arbejdere i at lave strejke-aktioner, ville det opflamme millioner af støtter og potentielle støtter, som så kunne føre valgkamp på disse spørgsmål, som har en direkte effekt på arbejderes liv og interesser i hele landet.

Så ville Labour virkelig være "anti-etablissement". Angreb ville hagle ned fra højrefløjsmedierne, og det ville udelukkende hjælpe med at understrege partiets socialistiske politik, som på sin side ville vække støtte og sympati fra millioner af arbejdere. Sådan burde Labour gøre for at vinde næste valg.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.