Tilfangetagelsen og drabet på oberst Gaddafi er blevet beskrevet i detaljer i massemedierne i alle dens blodige detaljer. Med Gaddafis død og indtagelsen af Sirte begynder Det nationale overgangsråd at tale om at danne en overgangsregering. Det nationale overgangsråd er anerkendt af de imperialistiske magter, hvis interesser det repræsenterer. Men mange almindelige libyere ser med begrundet mistillid til overgangsrådet og deres imperialistiske bagmænd.

Selv om Gaddafi blev fanget i live blev han summarisk skudt. Det er ikke svært at se hvorfor han ikke blev arresteret og prøvet for en domstol. Var han blevet sat for en domstol ville det have blotlagt hans tidligere aftaler med folk som Blair, Sarkozy og Berlusconi. Det forklarer hvorfor de er gået så meget op i hans død. Deres hykleri lugter langt væk da de har haft mange lukrative aftaler med Gaddafi tidligere, endda overlevering af folks til hans regime der efterfølgende blev tortureret.

Gaddafis død og hans regimes endelige kollaps lukker et kapitel. Det er dog blot et vendepunkt i situationen. Nu hvor det gamle regime endeligt er væk vil der åbne en kamp om Libyens fremtid. I denne kamp vil vi se at både revolutionen og kontra-revolutionens kræfter vil prøve at få overtaget. Her publicerer vi anden del en analyse af situationen skrevet af Alan Woods.

NATO’s rolle

Det Nationale Overgangsråd I Benghazi appellerede til NATO om at intervenere. Gennem alle de revolutionære omvæltninger i mellemøsten og Nordafrika har imperialisterne været ude af stand til at intervenere. Men nu forstod de at de kunne spille en rolle i situationen. Amerikanerne, franskmændene og briterne tog kontakt til Det Nationale Overgangsråd, der er en alliance af borgerlige elementer og tidligere ministre fra Gaddafi regeringen. Denne handling viser organets fuldkomne reaktionære natur.

Det ville være forkert at overvurdere Det Nationale Overgangsråds rolle, eller at tro at det havde fuldkommen kontrol. Tværtimod havde Det Nationale Overgangsråd intet tag i oprørene der til at starte med så på dem med mistro og fjendtlighed. Dette sås tydeligt ved en hændelse i marts, da britiske specialstyrker blev taget til fange af oprørere, mens de prøvede at komme ind i Benghazi for at kontakte lederne af det nationale overgangsråd. Det var ekstremt pinligt for regeringen i London, som var ude af stand til at forklare tilstedeværelsen af disse styrker i Libyen.

Hvad der ændrede oprørernes indstilling var den overhængende fare for en fuld offensiv fra Gaddafis mod Benghazi. Saif al-Islam Gaddafi sagde i starten af konflikten: "Libyen er ikke Tunesien, det er ikke Ægypten ... Det vil blive borgerkrig Der vil være blodsudgydelser på gaderne.". Gaddafi selv truede med at opspore oprørerne som rotter:"fra hus til hus, gyde til gyde".

Frygten for en massakre, styrket af Gaddafis taler, skabte et klima, hvor det nationale overgangsråds krav, om en væbnet udenlandsk intervention, kunne få et ekko blandt masserne, selv hos de der oprindeligt havde modsat sig det. Det høje kor til fordel for en "humanitær" intervention gav imperialister en god undskyldning for intervention. Politikerne i Paris og London var særdeles ivrige efter at gribe ind. Delvist bestemt af kortsigtede overvejelser: den faldende popularitet hos både Sarkozy og Liberalt-konservative koalition i Storbritannien.

Endnu engang viste de såkaldte forenede nationer at være en front for imperialister, der kynisk bakkede op om den angivelige ”humanitære” intervention. Men hovedgrunden var af økonomisk og strategisk natur. Der er ingen grund til at nævne, at ønsket om at rede libyernes liv ikke talte højest.

Især Frankrig har sin egen dagsorden og interesser. Sarkozy var særligt opsat på at genetablere hans troværdighed i den arabiske verden, efter at havde støttet Tunesiens faldne diktator Ben Ali. Frankrig har altid betragtet Afrika (især Nordafrika) og Mellemøsten som sin indflydelsessfære. Det er ikke tilfældigt, at franske tropper stod bag statskuppet i Elfenbenskysten (Côte d'Ivoire), der erstattede Gbagbo med en vestlig (fransk) håndlanger, Ouattara.

Tony Blair havde tidligere etableret et hyggeligt forhold til Gaddafi. Nu beordrede Cameron RAF til at bombe ham. Det markerede dog ingen reel ændring i den britiske imperialismes politik. Briterne har hele tiden haft øjnene på Libyens olie rigdom, med eller uden Gaddafi. Krig er, som Clausewitz forklarede, kun en fortsættelse af politik med andre midler.

NATO og borgerkrigen

Amerikanerne var i modsætning til franskmændene og briterne forsigtige. Efter at have brændt fingrene i Irak og Afghanistan, havde de ikke travlt med at få viklet sig ind i en luftkrig i Libyen der let kunne ende i endnu en krig på jorden. De indvilligede kun i at deltage under pres fra London og Paris og på betingelse af at missionen blev ledet af NATO ikke USA.

Flere af de amerikanske generaler udtrykte deres tvivl ved missionen. De vidste det er umuligt at vinde en krig kun ved hjælp af flyangreb. I Afghanistan var de afhængige af, at den Nordlige Alliance, og i Kosovo KLA, førte kampen på landjorden. I Libyen, selvom NATO’s fly angreb åbenlyst spillede en rolle i at ødelægge Gaddafi’s militære kapacitet, var krigen nød til at blive kæmpet og vundet på landjorden. Det viste sig det ikke var lige så nemt som imperialisterne troede.
I en borgerkrig spiller politik en endnu større rolle end i en normal krig. Manglen på en virkelig revolutionær politik gjorde det meget svært, at vinde masserne til oprøret. En anden faktor var splittelsen oprørslederne i mellem, og nogle eks Gaddafi officerers rolle, som blev mistænkt for (sikkert korrekt) at ville indgå en aftale med Broder Lederen. Hvis krigen var blevet udkæmpet under normale militære forhold ville Gaddafi’s tropper havde haft fordelen af, at være en professionel hær med overlegen udrustning og trænede soldater.

På grund af alle disse betingelser fik krigen en udtrukket og blodig karakter. Oprørstropperne var utrænede og dårligt udrustede civile. NATO’s generaler utrykte åbent deres foragt for oprørshæren. The Economist citerede en af dem for at sige: ”De er ikke på krigsstien og de virker ikke som de virkelig vil slås. De skaber sig bare”.

Selvom fly angreb kan spille en afgørende rolle i at ødelægge våben på jorden, så er det en velkendt militær grundsætning at krige ikke vindes med fly kraft alene. Det seneste eksempel fra Libyen beviser dette. NATO’s flyangreb forsinkede Gaddafi’s offensiv mod Benghazi og lod dermed oprørene starte en modoffensiv. Men flyangrebene i sig selv var ikke i stand til at garantere en afgørende militær sejr. Efter måneder med intensive fly bombningerne så det faktisk ud som, at krigen på jorden var gået i hårdknude.

Bekymrede miner udtrykte i London og Paris deres bange anelser om muligheden for, at konflikten i Libyen ikke ville tage måneder men år. Krigen i Libyen kostede en masse penge, tidligt i oktober havde den britiske regering brugt 1,75 mia. pund og USA havde brugt 1,1 mia. dollars. Det var svært, at retfærdiggøre i tid en med nedskæringer, underskud i budgettet og en faldende levestandard. Den britiske udenrigsminister, William Hague, udtalte sig meget pessimistisk for at klargøre den offentlige opinion på at krigen i Libyen kunne trække i langdrag.

I Frankrig var de endnu mere bekymrede. De franske kampfly stod bag en tredje del af alle NATO’s flyangreb. Le Monde beklagede sig i en overskrift på forsiden: “Den franske forsvarsminister, admiral Edouard Gullard, gav d. 11. maj en overraskende indrømmelse: ”De franske tropper er i dag både skrøbelige og afkræftede. Det skal man ikke forsøge at benægte eller skjule. Vi er i en svær situation”.

Tyrkiet, et medlem af NATO, blev også sat i en svær situation. De havde opbygget tætte bånd med Gaddafi regimet og havde fået lukrative kontrakter til tyrkiske firmaer i bytte, og prøvede derfor at modsætte sig Storbritannien og Frankrigs ivrighed for at intervenere. Da det blev klart at situationen var ved at vende sig mod Gaddafi, ændrede Erdogan hurtigt sin position og forsøgte at skabe en rolle for Tyrkiet i Libyen efter regimets uundgåelige fald.
Imidlertidigt åbenbarede selv den begrænsede bombning en alvorlig overanstrengelse i NATO’s militær kapacitet. Splittelse var ved at opstå i rækkerne. Tyskland ville intet have med at gøre med missionen i Libyen, samtidigt med at andre, som Italien, næsten ikke bidrog i krigen. De britiske og franske ledere beklagede bitter at deres NATO allierede ikke udrettede nok, og pegede anklagende på Italien og Tyskland.

Tripolis Fald

Endeligt blev tingene sat på plads med Tripolis fald i august. Var NATO’s bombning skyld i Tripolis fald. At Tripolis kamp helt bag på NATO, er en indikation på at det ikke var tilfældet. Helt op til denne begivenhed, forsøgte lederne at klargøre den offentlige opinion på en langvarig militær intervention. Al snak var interventionens hårdknude. Da Tripoli endeligt faldt, var det generelt en overraskelse. Imperialisterne og Det Nationale Overgangsråd var slet fuldstændigt uforberedte på faldet. Selv oprørenes militære ledere var overraskede, som Patrick Cockburn, i Counterpunch, rapporterede:

”Lokale milits ledere blev taget på sengen af dette. Selv i områder som Abu Salim, som var formodet fyldt med Gaddafi støtter, var der næsten ingen kamp. Khalid, en revisor i den lokale bank bærende på et gevær, sagde: ” Vi troede de var stærke, men de kampen stod kun på et par timer. Mange folk skiftede side i sidste øjeblik.” (Counterpounch, d. 5. September, 2011)

Den samme rapport fortsætter: “ Næsten alle i Tripoli påstår at havde arbejdet åbent eller hemmeligt for oprørene. Sådanne usandsynlige påstande har man sikkert set i alle erobrede byer i gennem historien. Alt taler dog for, at da oprørene brød igennem ved Zawiyah i august, og til deres overraskelse fandt vejen mod hovedstaden åben og ubevogtet, var de Gaddafi tro troppers moral allerede kollapset.

”En tidligere soldat beskrev hvordan han forlod sin tank ved Zawiyah da tilbagetrækning blev beordret, på baggrund af et oprørs angreb fra Nafusa bjergene, et oprør i Zawiyah selv og de ubarmhjertige bombninger af de Gaddafi tro troppers defensive positioner af NATO fly. Han besluttede at kampen var tabt, og at der ikke var nogen grund til at blive i sin tank og vente på at blive destrueret. Han tog sin uniform af og løb.

”Inde i Tripoli besluttede regimets støtter ligeledes at der ikke var nogen grund til at dø for en sag som var dødsdømt. Issam, en islamistisk lastbils ejer som var ansvarlig for Souq al-Juma distriktet, sagde at de i starten ikke havde mange våben, men fik flere ved at gå fra hus til hus og bede dem om at aflevere deres våben og at blive hjemme. ”Ingen nægtede. Khalid i Abu Salim sagde han selv troede at krigens vendepunkt indtraf, da Gaddafi ikke formåede at erobre Misrata tidligt på sommeren og NATO intensiverede bombningen. Efter det var Gaddafi’s støtter på tilbagetrækning og det var nemt at udpege den endelige sejrherre.

Til slut endte regimet med at kollapse som et korthus. Forsvaret af Tripoli kollapsede fordi Gaddafi’s soldater ikke så nogen grund til at kæmpe og at dø for en tabt sag.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.