Tilfangetagelsen og drabet på oberst Gaddafi er blevet beskrevet i detaljer i massemedierne i alle dets blodige detaljer. Med Gaddafis død og indtagelsen af Sirte begynder Det nationale overgangsråd at tale om at danne en overgangsregering. Det nationale overgangsråd er anerkendt af de imperialistiske magter, hvis interesser det repræsenterer. Men mange almindelige libyere ser med begrundet mistillid til overgangsrådet og deres imperialistiske bagmænd.

Selvom Gaddafi blev fanget i live blev han skudt uden omsvøb. Det er ikke svært at se, hvorfor han ikke blev arresteret og prøvet for en domstol. Var han blevet sat for en domstol, ville det have blotlagt hans tidligere aftaler med folk som Blair, Sarkozy og Berlusconi. Det forklarer, hvorfor de er gået så meget op i hans død. Deres hykleri lugter langt væk, da de har haft mange lukrative aftaler med Gaddafi tidligere, endda udlevering af folk til hans regime, der efterfølgende blev tortureret.

Gaddafis død og hans regimes endelige kollaps lukker et kapitel. Det er dog blot et vendepunkt i situationen. Nu hvor det gamle regime endeligt er væk, vil der åbne en kamp om Libyens fremtid. I denne kamp vil vi se, at både revolutionen og kontra-revolutionens kræfter vil prøve at få overtaget. Her publicerer vi første del en analyse af situationen skrevet af Alan Woods.


Forvirring på venstrefløjen

Venstrefløjen har udvist en enorm forvirring over begivenhederne i Libyen. På den ene side har nogle folk kapituleret til imperialismen i en sådan grad, at de støttede NATO’s militære intervention. Dette var både naivt og kontrarevolutionært. At tillade at ens dømmekraft bliver overskygget af det hykleriske omkvæd fra de hyrede medier og at sluge løgnene om en såkaldt humanitær intervention for at beskytte civile var ekstremt dumt.

NATO’s intervention var på ingen måde startet af humanitære grunde eller for at beskytte civile. Det blev dikteret af kolde og kyniske beregninger. De samme folk der etablerede et hyggeligt forhold til Gaddafi, der leverede våben til ham og sendte politiske fanger til Libyen for at blive tortureret af hans hemmelige politi, kan næppe gøre krav på humanitære principper. De har ikke vist samme bløde bekymring for det Bahrainske folks lidelser.

Det libyske folks befrielse angår ingen andre end det libyske folk. Det kan ikke overlades til imperialister, der har støttet alle blodbestænkte diktaturer i Nordafrika og Mellemøsten i årtier. Vores første krav er en ende på al udenlandsk indblanding i Libyen. Lad det libyske folk løse deres egne problemer på deres egen måde.
Men den anden tendens på venstrefløjen var ikke bedre. De gik til den anden yderlighed og bakkede op om Gaddafi, som de udstillede rosenrødt som "progressiv", "anti-imperialistisk" og endda "socialistisk". Intet af dette var sandt.

Det er rigtigt, at det libyske regime (og også det syriske regime) havde en anden karakter end regimerne i Tunesien og Egypten. Men det betød ikke nogen grundlæggende ændring i deres undertrykkende karakter eller kvalificerer dem som ægte anti-imperialistiske.

For at kaste lys over de reelle processer, der foregår, er det ikke nok at placere et plus eller minus foran disse to lige forkerte positioner. Vi må se hele billedet og ikke kun fremsætte et ensidigt synspunkt.

Vi må ikke male situationen i rosenrøde farver. Den mest alvorlige fejltagelse fra et marxistisk synspunkt er at benægte eller minimere de revolutionære eller potentielt revolutionære elementer i ligningen. Hvad, der er nødvendigt, er en flersidet og afbalanceret tilgang, der tager alle elementer med i betragtningen, og viser, hvordan modsætninger kan løses. Det største problem - som i Egypten - er manglen på revolutionær ledelse.

Historien er fuld af eksempler på revolutioner, som blev besejret, aborterede eller kapret af fremmede klasse kræfter. Libyen er ingen undtagelse fra denne regel. Det faktum at en folkelig revolution har fundet sted, betyder på ingen måde, at dens endelige succes er garanteret. Men denne generelle betragtning er lige så sandt for Tunesien og Egypten, som det er for Libyen.

I Spanien i perioden 1931-37 var alle objektive betingelser for sejr til den socialistiske revolution til stede. Trotskij forklarede, at den spanske arbejderklasse var i stand til at lave ikke én men ti revolutioner. Men den spanske revolution blev først overtaget af borgerlige elementer og derefter besejret, og det spanske folk måtte lide under fire årtiers fascisme som resultat. Selvfølgelig er betingelserne meget forskellige, i den forstand, at der i Spanien i 1930'erne eksisterede magtfulde arbejderorganisationer, men trods dette blev den spanske revolution overtaget af tendenser, der ødelagde den. Nøjagtig det samme kunne have fundet sted i Rusland i 1917. Lad os huske, at uden tilstedeværelsen af det bolsjevikiske parti under ledelse af Lenin og Trotskij, ville den russiske revolution også være endt i nederlag.

Gaddafi regimets ejendommeligheder

Gaddafis regime havde en meget ejendommelig karakter. I starten havde Gaddafi en massebase som et resultat af hans anti-imperialistiske retorik. Regimet, der fremstillede sig selv som "socialistisk", nationaliserede hovedparten af økonomien, og med enorme reserver af olie og en lille befolkning, var han i stand til at give en relativt høj levestandard, sundhed og uddannelse for størstedelen af befolkningen.

Det gav hans regime betydelig stabilitet i lang tid. Det forklarer også, hvorfor Gaddafi, efter den første opstand mod ham, trods alt, stadig var i stand til at samle tilstrækkelig støtte til at modstå flere måneder og ikke blev væltet umiddelbart.
Men det var et system, der koncentrerede al magt i hænderne på et enkelt individ. Det forhindrede i praksis udviklingen af noget, der bare lignede politiske eller endog statslige institutioner. Der var intet regerende parti (politiske partier var forbudt), et meget lille bureaukrati og en svag, delt hær. Gaddafi holdt sig ved magten gennem et kompliceret system af beskyttelse, alliancer med stammeledere og et netværk af uformelle kontakter.

I løbet af de sidste 20 år - og især det sidste årti - var Gaddafis regime begyndt at løse op for statens kontrol over økonomien og forsøgte at nå frem til en aftale med imperialismen, åbne sine markeder og indoptage økonomisk teorier om det "frie marked" og neo-liberal politik. Det indførte en række markedsorienterede reformer, herunder ansøgning om medlemskab af Verdenshandelsorganisationen, reducerede tilskud og annoncerede planer om privatiseringer. Siden 2003 er mere end 100 statsejede selskaber blevet privatiseret i industrien, herunder olieraffinering, turisme og fast ejendom, hvoraf 29 er 100% udenlandsk ejet.

Dette skridt i retning af markedsøkonomi førte til et fald i levestandarden for mange libyere og til berigelsen af et mindretal, hovedsageligt Gaddafi-familien. Dette var en af de vigtigste årsager til den folkelige utilfredshed, der førte til opstanden. I den sidste periode af Gaddafis styre blev livet for almindelige mennesker mere og mere vanskeligt. Fattigdommen voksede som følge af vedtagelsen af de neoliberale politikker. Efter 1999 foretog de en skarp vending mod markedsøkonomien og neoliberale politikker. Men det var kun til gavn for en lille elite bestående hovedsageligt af Gaddafi-familien, visse stammer og medlemmerne af sikkerhedsapparat.

Dette forklarer til dels splittelserne i det herskende lag, med en hel serie af ex-generaler, ministre og fremtrædende forretningsfolk, der vendte sig mod ”Broder Leder” og sprang fra den synkende skude, mens de samtidigt søgte at kapre den ægte revolutionære bevægelse, der var brudt ud fra neden.

Var der en revolution i Libyen?
Bevægelsen i Libyen var en del af den generelle revolutionære gæring, der fejede gennem den arabiske verden efter opstandene i Tunesien og Egypten. Det begyndte med en folkelig opstand i Benghazi. Dette var en spontan oprejsning uden lederskab og uden klart definerede mål andet end omstyrtelsen af det forhadte regime. Denne bevægelse havde unægtelig en progressiv og potentielt revolutionær karakter.
Hovedkraften bag opstanden var det revolutionære folk, massen af fattige fra byerne, arbejdere og småborgerskabets laveste lag. Et stort antal middelklassefolk (læger, advokater osv.) rejste sig også mod Gaddafi, Den største svaghed er, at arbejderklassen ikke er organiseret - langt mindre end i Egypten og Tunesien. Den er koncentreret i olie sektoren, der i sig selv er meget afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Proletariatet var derfor ude af stand til at sætte deres klare aftryk på bevægelsen.

Som i Tunesien og Egypten havde den revolutionære bevægelse ikke en konsekvent ledelse. Desuden blev situationen i Libyen kompliceret af alle mulige nationale, regionale og stammemæssige elementer og fordi arbejderklassen spillede en mindre rolle kom disse frem i forgrunden.

Historisk set er det libyske område sammensat af tre provinser (eller stater), Tripolitanien i nordvest, Barka (eller Cyrenaika) i øst og Fezzan i sydvest. Disse territorier blev samlet under den italienske imperialisme, der i 1934 delte Libyen op i fire provinser og et territorium: Tripoli, Misrata, Benghazi, Bayda og den libyske Sahara. For at konsolidere sin magt prøvede Gaddafi at spille arabere ud mod berbere, øst mod vest, stamme mod stamme. Lokale rivaliseringer og stammealliancer har gjort situationen mere kompliceret og fortsat den hastige nedstigning mod borgerkrig.

Naturen afskyr et vakuum. I mangel af et lederskab trådte borgerlige elementer i forgrunden. De organiserede det såkaldte Nationale Overgangsråd. Disse elementer var selvudnævnte, ikke-valgte, og ikke stod ikke til ansvar for nogen. De tvang sig frem i forgrunden, maste de revolutionære masser til siden, primært de unge, der havde udkæmpet kampene.

Benghazi opstanden
Som i Egypten blev de første protester i Benghazi organiseret over facebook. Den 17. februar var sat som startdag for demonstrationerne. I et forsøg på at forhindre protesterne den 17. februar, anholdt Gaddafi-regimet den systemkritiske advokat Fathi Terbil 15. februar. Terbil var koordinator for familierne til ofrene for Abu Saleem fængselet, hvor 1200 uskyldige fanger blev massakreret i 1996 på Gaddafis ordrer.

Anholdelsen af Terbil havde den modsatte effekt. Familierne til de, der var blevet myrdet i fængslerne, kom ud på gaderne for at protestere mod hans anholdelse d. 15. februar, mens de råbte: ”Vågn op Benghazi, dagen I har ventet på er kommet!” Folket kom ud i gaderne for at protestere. En stor del af Østlibyen sluttede sig til protesterne; Al-Marj, Al-Bida, Derna, Shahat, Tobruk lige som Ajdabiya.

Gaddafi svarede ved at sende tropper mod folket, inklusiv lejesoldater og militser, der blev kommanderet af hans sønner. Tunge våben blev brugt mod ubevæbnede folk. Mange blev dræbt og dette fortsatte, indtil de tog magten i hans militærbarak i Benghazi. Dette skubbede med det samme situationen i retning af borgerkrig.

Masserne i Benghazi’s heroiske opstand kan sammenlignes med de barcelonesiske arbejderes opstand i 1936, hvor de næsten med deres bare næver angreb det fascistiske militær. De ubevæbnede demonstranter blev tvunget til at forsvare sig med kæppe, sten og flasker fyldt med benzin, som de smed mod militærkasernerne. En af demonstranterne fyldte sin bil med køkkengas-cylindere og kørte den ind i kasernerne. Derved ødelagde han to mure.

Det tog flere dage for oprørerne at indtage kasernen i Benghazi. Under pres fra det revolutionære folk begyndte hæren at knække. Benghazi bataljonen, under general Abdul Fatah Younis, sluttede sig til opstanden, der førte til faldet af kasernen. Da Benghazis befolkning gik ind i bygningen, fandt de mange lig af soldater, der var blevet skudt for at nægte at følge ordrer til at skyde deres egen befolkning.
I sidste ende spredte den eksklusivt østlige revolution sig til de vestlige byer.

Demonstrationer brød ud i Al-Zawia, Misrata lige som dele af hovedstaden. Gadaffi’s reaktion kom prompte og var ekstremt brutalt. Han brugte lejesoldater til at knuse enhver bevægelse og sendte jægerfly og krigsskibe for at angribe Østlibyen. Flere piloter deserterede og søgte politisk asyl i Malta og Egypten.

Hård repression blev brugt for at kvæle bevægelsen i Tripoli, hvor der var demonstrationer i starten af opstanden. Mange mennesker blev myrdet, kidnappet og tortureret. Enhver forsamling af mennesker blev forbudt og hovedstadens gader blev patruljeret af lejesoldater. Telefonopkald blev aflyttet. Det undertrykkende regime formåede at gøre bevægelsen i Tripoli tavs i noget tid, indtil den brød ud igen i august.

Regimet forberedte en kontraoffensiv for at knuse al modstand i øst. En flod af blod adskilte regimet fra dets befolkning. Gaddafi indikerede, at han ikke ville stoppe for noget for at knuse revolutionen og drukne Benghazi i blod. Den bitterhed, som regimets opførsel skabte, ændrede hurtigt den folkelige opstand til en blodig borgerkrig.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.