Situationen i Grækenland udvikler sig dag for dag, og den bevæger sig i retning af en revolutionær situation. Onsdag den 25. maj samlede 120-150.000 mennesker sig på Syntagma-pladsen og andre centrale pladser i de største græske byer. Masserne protesterede imod regeringens nedskæringspolitik og EU’s brutale aggression imod Grækenlands befolkning.
Folk fra den internationale valutafond IMF, EU og den Europæiske Centralbank overvåger og kontrollerer Grækenlands finanspolitik. De skal godkende en hjælpepakke på 12 milliarder euro – den femte hjælpepakke i den nuværende krise – og muligvis også yderligere lån, som landet skal bruge for at undgå statsbankerot. Til gengæld kræver EU, at Grækenland gennemfører flere nedskæringer og reformer, herunder privatiseringer. Det betyder, at udenlandske kapitalister systematisk plyndrer Grækenland.
Hjælpepakken på 110 milliarder euro, som EU og IMF strikkede samme sidste år, indebar en række betingelser. Nu får grækerne regningen. Ifølge nødpakkens betingelser skulle Grækenland kunne låne 24 milliarder euro i 2012. Imidlertid har Grækenland ikke i tilstrækkelig grad levet op til målene om at nedbringe underskuddet, og mulighederne for at låne penge næste år, som det var planlagt, er minimale.
Den 29. juni står Grækenland til at modtage en betaling på 12 milliarder euro (90 milliarder kroner). Heraf skal IMF levere 3,3 milliarder euro. Det er den femte del af udbetalingen af en lånepakke fra EU og IMF på 110 milliarder euro, og den er endnu ikke blevet godkendt. Luxemburgs premierminister Jean-Claude Juncker advarer om, at IMF’s regler vil forhindre organisationen i at betale, fordi Grækenland ikke kan garantere sin solvens næste år. IMF formoder, at hvis de beslutter at lade være med at betale, vil EU betale i stedet. Men det er en vidtgående formodning. I lande som Tyskland, Finland og Holland er der voksende modstand imod betalingerne, og det er ikke sikkert, at det vil gå igennem.
Jean-Claude Junckers talsmand sagde efterfølgende, at hvis folkene fra IMF og EU, der allerede befinder sig i Athen, bliver overbevist af de nye nedskæringer i Grækenland, vil der ikke være nogle hindringer for den næste lånepakke. Derfor bliver der lagt et nådeløst pres på Grækenland for at gennemføre yderligere nedskæringer og privatiseringer. En talskvinder fra IMF bekræftede, at de ikke vil være i stand til at låne fler penge til Grækenland, hvis ikke de er overbeviste om, at næste års budgetunderskud vil blive fyldt ud. ”Vi låner aldrig penge ud, hvis vi ikke har vished om, at der ikke vil være underskud,” sagde Caroline Atkinson på et pressemøde i Washington. ”Det er sådan, vi fastholder en sikkerhed for vore medlemmers penge.”
Den græske premierminister George Papandreou er derfor i en meget vanskelig position. Den græske regering skal mødes for at diskutere en fordobling af nedskæringerne på finansloven. Nedskæringerne vil da blive på 45 milliarder kroner, herunder lønnedgang og fyringer i den offentlige sektor og en stigning i momsen. Regeringen har taget kontakt til oppositionens ledere for at opnå en bred aftale om en nedskæringsplan, sådan som Bruxelles kræver. Men oppositionspartierne er ikke så ivrige efter at tage ansvar for yderligere nedskæringer.
Højrefløjens leder Samaras nægtede at støtte planer. Modstanden fra venstrefløjen var endnu større: ”Jeg kom ikke for at diskutere plyndringen af det græske samfund med Papandreou,” sagde Alexis Tsipras, leder af den venstreorienterede koalition Syriza. ”Jeg kom for at fortælle ham, at han ikke skal fortsætte med denne forbrydelse imod den græske befolkning.”
Den socialdemokratiske PASOK-regering vil være tvunget til selv at gøre det beskidte arbejde. Den indledte for nylig et privatiserings-program. Den har sagt, at den ”omgående” vil begynde at sælge sine aktier i en række græske virksomheder for at rejse penge til at nedbringe den massive gæld. Det omfatter aktier i tele-virksomheden OTE, den statslige Postbank samt havnene i Athen og Thessaloniki. Men Luxemburgs premierminister Jean-Claude Juncker er ikke imponeret. Han siger, at planerne for privatiseringer skal være ”mere ambitiøse”.
I et interview med Aachener Zeitung kom formanden for den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, med samme besked: ”Grækenland bør implementere programmet fuldt ud og strengt; det er meget vigtigt at rette op på fortidens fejltagelser,” sagde han. Denne arrogance har fremprovokeret en stemning af raseri i Grækenland, og det har fundet sit udtryk i gaderne.
Masseprotest
Sidste weekend svarede det græske folk igen på afpresningen. Det var den største demonstration siden bevægelsens start og den største siden begyndelsen på den græske og europæiske gældskrise. Der var 150-200.000 i Athen og mange andre græske byer. Titusindvis af grækere rettede deres vrede imod landets politiske klasse samtidig med at regeringen søger støtte til endnu flere nedskæringer.
Den fortvivlede og opgivende stemning har forandret sig til en ny og frygtløs stemning, der er klar til at udfordre tingenes tilstand. Tusindvis af grækere er strømmet til Syntagma-pladsen i en bølge af protest. Grækerne er vrede. De er vrede på politikere, der aldrig bliver straffet for korruption, på bankerne, der skaber en krise og bliver belønnet med milliarder fra de offentlige kasser, på EU-bureaukrater uden ansigt, der tager beslutninger og påtvinger dem nedskæringsplaner fra deres kontorer i Bruxelles. Kort sagt er de vrede på hele det økonomiske og politiske system.
Demonstrationerne på Syntagma-pladsen er inspireret af lignende demonstrationer i Spanien. De fik lørdag aften følge af en gruppe spaniere, der med spanske bannere var mødt op for at vise solidaritet. ”Vi siger åbent, at vi er blevet inspirerede af demonstranterne i Spanien,” siger Simos Adamopoulos, der er en af arrangørerne. ”Vores motto er, at ’kampen, der aldrig bliver kæmpe, bliver aldrig vundet’. Vi vil blive her og på pladserne i hele landet så længe, det kræver.”
De fredelige menneskemængder blev udgjort af almindelige mennesker, hvoraf nogle har medbragt deres børn. Massebevægelsen kommer fra befolkningens bredeste lag: arbejdere og unge, de arbejdsløse og middelklassen, de politiske aktivister og de uorganiserede og uerfarne. De er i hovedsagen folk, der ikke kommer fra arbejderbevægelsen og ikke har erfaring for klassekamp. Bevægelsens kernetropper udgøres af de arbejdsløse, hvoraf mange er unge, der har en akademisk uddannelse, men ikke kan få et arbejde.
Nogle af dem bærer græske flag. Nogle ”venstreorienterede” har set det som et tegn på reaktionær nationalisme. At der er enkelte reaktionære elementer indblandet i protesterne er ikke overraskende i en bevægelse, der har så store dimensioner. Men det vil være fuldstændig forkert at konkludere, at det er ensbetydende med reaktion at bære et græsk flag. Det frastødende syn af banditterne i Bruxelles, der holder hele den græske nation som gidsler og frarøver befolkningen dens ret til demokratisk at bestemme sin egen skæbne, er en enorm fornærmelse imod en stolt befolkning, der udtrykker sin utilfredshed ved at vise det nationale flag. Men bag ved deres had til Bruxelles er dette frem for alt en protest imod bankerne, de rige og parasitterne i alle lande – også Grækenland.
Den store folkemængde fyldte Syntagma-pladsen foran det græske parlament. De råbte buh-råb, piftede og råbte ”tyveknægte!” mens de pegede på parlamentsbygningen. ”Vi har fået nok, politikerne holder os fo nar. Hvis tingene ikke ændrer sig, vil vores fremtid se meget dyster ud,” sagde en 22-årig studerende ved navn Nikos til Reuters. ”Vi vil have vores liv, vi vil have vores lykke, vi vil have vores værdighed,” stod der på et banner. ”Så ud med tyveknægtene og ud med IMF.” Disse synspunkter repræsenterer et jordskred i massernes psykologi i Grækenland.
Imidlertid har spontane protester sine begrænsninger. Det er tydeligt, at det ikke vil løse noget blot at slå lejr på Syntagma-pladsen. I Spanien havde protesterne på de store pladser en vis effekt, men den er allerede aftagende. Hvis de ikke havde noget andet perspektiv, ville sådan en taktik ikke føre nogle vegne. The Economist skriver:
“Med lokalvalget overstået vil protesterne formentlig løbe ud i sandet med tiden. Men Rajoy [leder af Spaniens konservative parti] bør ikke nære nogle illusioner. Med mindre han kommer med planer for radikalt at lette de yngre spanieres lod, vil de vende tilbage.
Statsbankerot uundgåeligt
EU er kommet med et løfte om en ”blød” omstrukturering, men kun hvis regeringen lever op til de politiske mål, de kræver. Sådan en omstrukturering indebærer en udsættelse af tilbagebetaling og en nedskæring i rentebetalingerne, hvilket landets udlånere skal gå med på. Men betingelsen for dette var, at der skal gennemføres et program med brutale nedskæringer og en fuldstændig udplyndring af landets aktiver gennem privatisering.
Juncker understreger, at der kun vil være omstrukturering og yderligere nødlån, hvis Grækenland optrapper privatiseringerne og de smertefulde nedskæringer. Men intet af dette kan lykkes. Grækenland vil aldrig blive i stand til at betale sin gæld af. I sidste ende vil Grækenland gå bankerot. I mellemtiden er Grækenlands omkostninger ved at låne fortsat med at stige støt på grund af forventningerne om en statsbankerot.
Renten på græske 10-årige statsobligationer steg mandag den 30. maj til 16,8 procent i forhold til 15,3 ugen forinden. Gældsbyrden hober sig op. Grækerne står over for en anslået ophobet gæld på 60 milliarder euro i 2012 og 2013. Alt peger i retning af et uundgåeligt statsbankerot. Det er kun et spørgsmål om tid.
EU frygter konsekvenserne af et statsbankerot og vil muligvis sammensætte en ny pakke, der kan udsætte det. Men denne mulighed vil blive mødt af voksende modstand fra de nordeuropæiske stater. Under alle omstændigheder vil det blot udsætte det uundgåelige. Den endelige beslutning vil ikke blive taget i hverken Bruxelles eller i Athen, men på det internationale pengemarked.
En græsk statsbankerot vil skabe enorme problemer for de europæiske banker. De vil være nødt til at acceptere milliard-tab i deres regnskaber. ECB har advaret om, at en omstrukturering af gælden – uanset hvor mild den er – vil føre til en nedsmeltning i det græske banksystem og til finansiel panik i Europas gældsplagede periferi. Kredit-virksomheden Moody’s sagde i en udtalelse:
”Det er tydeligt, at jo længere, usikkerheden om Grækenland består, desto større bliver fristelsen hos myndighederne i Grækenland og euroområdet for at forsøge at lave en form for omstrukturering af gælden – med andre ord at lade Grækenland gå bankerot.
Moody’s mener, at en bankerot sandsynligvis vil have ugunstige følger for Grækenland og muligvis andre pressede europæiske stater samt de græske banker, uanset de tiltag, der bliver gjort for at opnå et ‘ordnet’ resultat.
Den fulde indvirkning på Europas kapitalmarkeder vil være hård at forudse og endnu vanskeligere at kontrollere. Udfaldet vil have følger for pengeudstedernes kreditværdighed over hele Europa.”
Det er muligt, at Grækenland vil blive tvunget til at forlade euroen. Det vil til gengæld fremprovokere en krise i selve euroen. Moody’s har advaret om, at en græsk statsbankerot vil skade kreditværdigheden hos andre økonomier i euroområdet. Allerede nu oplever andre lande, at deres låneomkostninger stiger, og markederne er bekymrede for, at en græsk statsbankerot kan udløse en nedsmeltning i hele Europa.
Det vil ikke løse Grækenlands problemer at træde ud af euroen, men det vil forværre dem. Genindførsel af drakme vil intet løse. Det eneste formål ved dette vil være at devaluere drakmeren for at opnå en konkurrencefordel for græsk eksport, og de internationale pengemarkeder vil ikke være ivrige efter at købe den nye valuta. Der vil være en nedadgående spiral med stigende inflation, et kollaps i investeringer og tiltagende arbejdsløshed. Der vil være revolutionære udviklinger på dagsordenen.
Det, vi ser i Grækenland i dag, er det, vi så i Tunesien og Egypten for få måneder siden. Holdningerne hos demonstranterne på Syntagma-pladsen er endnu uklare: bevægelsen er stadig i sit tidlige stadie. Men deres motivation er klar nok. Muligvis ved de endnu ikke præcis, hvad de vil have, men de ved præcis, hvad de ikke vil have. Og det er et fremragende udgangspunkt.
Politisk generalstrejke
Demonstrationerne på Syntagma og andre pladser i byerne er et udtryk for udbredt utilfredshed med de eksisterende politiske partier, herunder partierne på venstrefløjen, og med fagforeningerne. Vi så det samme fænomen i Spanien. Men denne stemning betyder ikke nødvendigvis, at folket er apolitiske eller anarkister. Det synliggør dybtgående utilfredshed med det fjerne og hovmodige bureaukratiske apparater der for længe siden er holdt op med at repræsentere massernes ideer og forhåbninger.
Fagforeningslederne har protesteret mod regeringens nedskæringsprogram med en række endags-strejker og demonstrationer. Men en endags-strejke er bare en magtdemonstration. Det bringer masserne ud på gaden og giver dem muligheden for at føle deres egen kollektive magt. Det er vigtigt, men i sig selv er det ikke nok.
Under visse betingelser kan det lægge pres på regeringen for at ændre kurs. Men krisen i græsk kapitalisme er så dyb, at sådanne demonstrationer har en lille eller ingen effekt. Regeringen har råd til at vente til demonstrationerne er ovre, for derefter at fortsætte deres planer. Hvad der er værre er, at fagforeningslederne kan bruge sådanne strejker som en sikkerhedsventil for at tillade arbejderne at komme ud med deres vrede, for derefter at lave en aftale med regeringen.
Den konstante gentagelse af endagsstrejker og demonstrationer, der intet opnår, kan demoralisere arbejderne og trætte dem og derved give anledning til en stemning af apati: ”Vi har gjort alt for at få regeringen til at ændre mening, men det nytter ikke.” Arbejderne vil begynde at se endagsstrejker og demonstrationer som spild af tid og vil stoppe med at efterkomme opfordringerne om at demonstrere. Regeringen og arbejdsgiverne vil derefter gå ind i offensiven.
I den græske kontekst er kravet om en ubegrænset politisk generalstrejke et korrekt krav. Situationen er gået meget længere end endags-generalstrejker. De græske arbejdere har allerede deltaget i mange af sådanne strejker, men i den givne situation kan sådanne strejker ikke opnå nogen væsentlige resultater.
Folkeforsamlingen på 2-3.000 mennesker, på Syntagma-pladsen har godkendt indkaldelsen af en politisk generalstrejke. I den givne situation kan dette kun betyde en ubestemt generalstrejke. Følgende tekst er godkendt af forsamlingen:
Folkeforsamlingen på Syntagma-pladsens resolution
I lang tid er beslutninger blev truffet om os, uden os.
Vi er arbejdere, arbejdsløse, pensionister, unge og vi kommer til Syntagma-pladsen for at kæmpe for vores liv og vores fremtid.
Vi er her, fordi vi ved, at enhver løsning på vores problemer kun kan komme fra os.
Vi opfordrer alle athenerne, arbejdere, arbejdsløse, unge på Syntagma-pladsen, og i hele samfundet, til at fylde hver plads og tage deres liv i deres egne hænder.
Der, på pladserne, vil vi udforme alle vores ønsker og krav .
Vi opfordrer alle arbejdere, der strejker i de kommende dage, til at komme og forblive på Syntagma-pladsen. Vi vil ikke forlade pladserne, før de træder tilbage: regeringer, EU / IMF direktører, banker og alle, der udnytter os. Vi sender dem en besked: denne gæld er ikke vores. DIREKTE DEMOKRATI NU! LIGHED – RETFÆRDIGHED – VÆRDIGHED!
Det eneste kamp der tabes, er den, der aldrig blev kæmpet! Handlingskomiteer overalt!
Det er nødvendigt at bringe protestbevægelsen op på et højere niveau. Det at folkeforsamlingen stemte for en politisk generalstrejke afspejler bevægelsens generelle radikalisering. Det viser, at arbejdere og unge drager konklusioner fra deres erfaring, de tænker, lærer og deres modenhed og bevidsthed udvikler sig med stormskridt. Folket har indset, at krisen er så dyb, at mere drastiske metoder er nødvendige.
De græske marxister fra Marxistiki Foni har opfordret til en øjeblikkelig 48 timers strejke som et skridt i retning af en ubestemt generalstrejke. Men en ubestemt generalstrejke skal organiseres. Den kan ikke være improviseret eller indkaldt på Facebook. For at forberede en generalstrejke, er det nødvendigt at gå til fabrikker og arbejdspladser, indkalde møder for arbejderne for at diskutere strejker og vælge arbejderkomiteer, der skal være ansvarlige over for mødet og afsættelige til enhver tid.
Der må lægges pres på fagforeningerne for at mobilisere den græske arbejderbevægelses fulde kraft. Det er ikke længere tid til taler. Kun en massiv mobilisering gennem hele Grækenland kan redde situationen! Arbejdere i nogle virksomheder, der er truet af privatisering, har allerede lavet punktstrejker. Det er den rigtige ting at gøre, men det er ikke nok. Strejkebevægelsen må generaliseres. Fagforeningerne må indkalde til en 48 timer generalstrejke med det samme! Hvis regeringen nægter at trække sig, må de fastsætte en dato for en ubestemt generalstrejke!
Men vi må være klare. Hvor en endags strejke kun er en magtdemonstration, rejser en ubegrænset strejke spørgsmålet om magten. Det rejser spørgsmålet: hvem er herre i huset, de eller vi? Men hvem er parat til at tage magten?
Idéen om folkeforsamlinger breder sig. Det er et udtryk for behovet for, at massebevægelsen får en organisatorisk form. Mange forsamlinger bliver etableret i arbejderkvarterer i Athen. Dette er vejen frem! Oprettelsen af de folkeforsamlinger bør føre til oprettelsen af bredt funderede aktions-komiteer på grundlag af arbejdere, lejere, kvinder, unge, studerende, arbejdsløse, små forretningsdrivende og bønder.
Sådan en bevægelse nedefra har potentiale til at vælte den eksisterende orden, men kun på én betingelse: at den bliver ledet af ægte revolutionære elementer. Her kan forvirring omkring den spontane bevægelse spille en meget negativ rolle. De, der tror, at det er muligt at reformere den eksisterende sociale orden, vil forsøge at begrænse omfanget af forsamlinger til at blotte reformistiske snakkeklubber, hvor intet nogensinde bliver besluttet.
For at aktionskomiteer kan udvikle deres fulde omfang, skal de være knyttet sammen, først på lokal basis, siden regionalt og nationalt. Det bør gøres klart, at formålet med komiteerne er at forberede masseaktioner, kulminerede i en landsdækkende generalstrejke. En national konference for delegerede bør indkaldes tidligst muligt for at forberede en national indsats. Et sådant organ ville være langt mere repræsentativt for folket, end den nuværende miskrediterede regering.
Et lag af demonstranter drager allerede korrekte politiske konklusioner. De fremsætter korrekte krav som ”del ud af det arbejdet for at bekæmpe arbejdsløshed” (vi bør tilføje: uden løntab), og ”konfiskér tomme og usolgte ejendomme” for at give folk boliger. Disse er fremragende krav, som skal konkretiseres og generaliseres til at omfatte ekspropriation af bankerne og de store virksomheder under arbejdernes kontrol.
Som et umiddelbart krav for at forene bevægelsen og tiltrække de bredeste lag, kræver vi en opsigelse af den udenlandske gæld. Ikke en eneste euro til den internationale ågerkarle og parasitter! Men dette krav fører logisk til krav om ekspropriation af de græske banker og centralisering af alle kreditinstitutter i statens hænder.
Ingen af problemerne i Grækenland kan løses, så længe bankernes og kapitalisternes diktatur forbliver intakt. Antonis Papaioannou, en 20-årig studerende, der studerer mekanisk ingeniørarbejde i Athen, siger, at nedskæringer har ramt uddannelsessektoren. I det forløbne år har udgiftsnedskæringer ført til strømafbrydelser på hans universitet, arbejdsnedlæggelser blandt professorer, der ikke er blevet betalt, og selv mangel på printer-papir til de studerendes computere.
”Jeg er forarget, fordi alt, jeg ser fra regeringen og trojkaens (Den Internationale Valutafond, Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank, red.) side er, hvordan de forsøger at presse det græske folk uden at bruge nogle af pengene på uddannelse,” sagde han. ”Den græske regering repræsenterer storkapitalen, ikke det græske folk.”
Det er problemets kerne. Den eneste måde at løse krisen på, er ved revolutionær omstyrtelse af storkapitalen – i Grækenland og i hele verden. Bevægelserne i Spanien og Grækenland viser, at en stærk bevægelse er under udvikling i mange lande. Når denne bevægelse er bevæbnet med det nødvendige program og perspektiver, kan intet stoppe den.
