I skrivende stund rystes verden af den arabiske revolution. Fra Atlanterhavet til den Persiske Golf står revolutionen på dagsordenen. De to første diktatorer er faldet. Under demonstrationerne i Kairo er der mange, der bærer på billeder af den revolutionære præsident Gamal Abdel Nasser.

Ingen anden arabisk politiker har formentlig været så populær, som den revolutionære oberst Gamal Abdel Nasser. Nassers forsøg på at skabe et moderne, industrialiseret og civiliseret Egypten blev omgående mødt med modstand fra imperialismen. Hver eneste reform til gavn for masserne blev kun opnået ved at konfrontere det kapitalistiske system.

Efter Anden Verdenskrig var der en generel anti-imperialistisk bevægelse i hele den såkaldte tredje verden. I Asien og Afrika stod revolution på dagsordenen. På grundlag af kapitalismens manglende evne til at udvikle de tilbagestående lande, tog mange af bevægelserne en ”socialistisk” karakter, om end ofte i en fordrejet og ufærdig form, hvor lag inden for militæret – i fravær af en konsekvent revolutionær ledelse for arbejderklassen – kom til at stå i spidsen for forsøget på at modernisere landene, opnå ægte selvstændighed og gøre op med fortiden.

Permanent revolution
Borgerskabet i Vesten så Mellemøsten og Nordafrika som et strategisk vigtigt område i kampen mod Sovjetunionen og ”kommunismen”. Pro-imperialistiske konservative som den ærkereaktionære Winston Churchill talte om Storbritanniens ”berettigede position” i området omkring Suezkanalen for at sikre en strategisk britisk tilstedeværelse i regionen. De konservative i England understregede, at Suezkanalen var en livsnerve i det britiske imperium.

Imidlertid bevægede Egypten sig hurtigt i retning af revolution. Masserne forlangte, at de udenlandske tropper skulle forlade landet. Den egyptiske premierminister Mahmoud Nuqrashi blev presset til at bede briterne om en genforhandling af traktaten om Suezkanalen og om, at de britiske tropper skulle forlade Egypten. De højredrejede ledere af Labour, der forsvarede den britiske kapitalismes interesser i stedet for verdens arbejdere og fattige, nægtede dette. Reaktionen udeblev ikke: der udbrød voldsomme protester og optøjer i Kairo og Alexandria. Studenter og arbejdere angreb engelske soldater og britiske selskaber. Briterne blev presset til at love, at de ville trække tropperne tilbage inden 1949.

Det nationale borgerskab i de arabiske lande har aldrig spillet en progressiv rolle. Inden revolutionen i 1952 nød den egyptiske elite godt af at tjene britisk kapital. Det egyptiske borgerskabs traditionelle parti, Wafd, stillede sig på den engelske side under Anden Verdenskrig. Imidlertid var stemningen hos masserne massivt anti-britisk og for løsrivelse fra det britiske overherredømme.

Revolutionen i 1952
Der eksisterede ikke et revolutionært parti, og massernes utilfredshed fandt i stedet et udtryk gennem dele af hæren. Mange laverestående officerer håbede på et britisk nederlag i Anden verdenskrig – ikke ud fra sympati for fascismen, men fordi de håbede på en mulighed for én gang for alle at drive briterne ud af Egypten.

Den 26. januar 1952 gik en million arbejdere og bønder på gaden imod det korrupte og halvfeudale monarki under Kong Farouk. Den mest konsekvente del af den nationalistisk-revolutionære bevægelse blev præget af den folkelige mobilisering, og den 23. juli gennemførte de ”Frie Officerer” med den 34-årige officer Gamal Abdel Nasser i spidsen et ublodigt kup, hvor de afsatte monarkiet og indledte den national-demokratiske revolution i Egypten.

Efter kuppet dannede officererne et ”revolutionært kommandoråd”, som dikterede politikken over for den civile regering. De afskaffede alle adelstitler og indledte en proces for at forvandle Egypten fra et tilbagestående, halvkolonialt land, til en moderne industrination. Få af officererne bekendte sig på forhånd til en bestemt politisk ideologi eller noget parti. Efter magtovertagelsen forsøgte fremtrædende medlemmer af det Muslimske Broderskab at tilrane sig poster. Flere af partiets spidser kom endda fysisk op at toppes i denne diskussion om fordelingen af ministerposter. Dette medvirkede til, at partiet blev miskrediteret i de fattiges øjne.

Nasser forbød det Muslimske Broderskab og rensede ud blandt regeringsmedlemmer, der sympatiserede med broderskabet. Officerernes program var at befri Egypten fra imperialistisk dominans. Men begivenhederne skulle snart vise, at dette program – i realiteten et national-demokratisk program – ikke kunne lade sig gøre uden et brud med kapitalismen.

De Frie Officerer iværksatte en ambitiøst program for industrialisering af landet. Imidlertid viste det sig hurtigt, at det lokale borgerskab ikke var interesseret i at Nassers projekter skulle lykkes. Som det viste sig efter Februarrevolutionen i Rusland i 1917, og som det viste sig efter Hugo Chávez’ valgsejr i 1998 i Venezuela, er det lokale borgerskab i tilbagestående lande ikke interesserede i ægte udvikling af landet. Tværtimod – disse lag lever af statsmagtens korruption og af deres bånd til udenlandsk kapital og til godsejerklassen.

Officerernes håb om, at det egyptiske borgerskab ville medvirke til en modernisering af Egypten ved at investere i industri, blev hurtigt gjort til skamme. Størstedelen af investeringerne gik til landbrug og byggeri, og borgerskabet gjorde intet for at investere i en industrialisering af landet. Det egyptiske borgerskab havde ikke – og har fortsat ikke – en interesse i at udvikle landet. Deres interesse har altid været den ”hurtige handel”, de lettjente penge. Den eneste klasse, der naturligt har interesse i at udvikle landets økonomi, industri og infrastruktur, er arbejderklassen, og i nogen grad også de fattige bønder.

Nasser fandt vejen til en alliance med det egyptiske borgerskab blokeret. Men han lod sig ikke standse. I stedet søgte han støtte hos masserne, hvilket til gengæld fik ham til at styrke den revolutionære regerings sociale profil. Der blev indført garantier imod fyring, en syvtimers arbejdsdag, forsikring imod arbejdsulykker, sygeforsikring samt andre sociale reformer.

Nasser nægtede at indgå i den såkaldte ”Bagdad-pagt”, som var en art østlig udvidelse af NATO med Sovjet-fjendtlige lande som Irak, Iran og Pakistan. Da Nasser derefter blev nægtet adgang til at købe nye våben i Vesten – især efter at Israel angreb egyptiske stillinger i 1954 – vendte Nasser sig imod Østblokken og indgik en aftale med Tjekkoslovakiet om leverancer af våben. Fra dette tidspunkt købte Egypten alle sine våben hos Sovjetunionen og andre Warszawa-pagtlande.

Den revolutionære regering
Bøndernes opbakning til styret blev styrket gennem en jordreform, der drastisk nedsatte jordrenten og fordelte jord, der tilhørte godser over en vis størrelse. Over 400.000 store jordejere blev eksproprieret. Det anslås, at de fattige bønder fordoblede deres indkomst. Der blev sat et maksimum på 84 hektar for, hvor meget jord, en enkelt person kan eje.

De følgende år så en vis udvikling af industrien i Egypten. Der blev produceret meget mere elektricitet, og der var også stor fremgang i tekstilindustrien. Imidlertid haltede udviklingen af stålindustrien – centreret omkring stålværket i Helwan syd for Kairo – kraftigt bagefter.

Nasser bevægede sig i retning af et afgørende brud med kapitalismen, men stoppede på halvvejen. Faktisk var det især Sovjetunionen, der rådede Nasser til at holde tilbage i stedet for at tage afgørende skridt imod kapitalisterne.

De udenlandske banker og forsikringsselskaber i Egypten blev nationaliseret mellem 1955 og 1957. Senere blev der indført et minimum af 51 procent statsligt ejerskab i de vigtigste virksomheder. Men kapitalismen forblev som det grundlæggende sociale system. Der var ikke en central planlægning af industrien, men kapitalismen kunne heller ikke fungere ”normalt” på grund af alle statens indgreb og restriktioner. Denne uafklarede tilstand førte til store modsætninger i økonomien (herunder stor korruption og spild af ressourcer i statsapparatet), og det banede i virkeligheden vejen for den senere kontrarevolutionære regering under Saddat.

Suez-krisen
Forholdet mellem Nasser og imperialismen blev fortsat værre. En af de første beslutninger, de Frie Officerer havde truffet efter magtovertagelsen i 1952, havde været at bygge Aswan-dæmningen over Nilen i det sydlige Egypten. Dæmningen ville generere enorme mængder af elekticitet, og den ville drastisk forbedre dyrkningsforholdene. Dæmningen blev på den måde et symbol på det nye Egypten. Til at begynde med, havde USA bevilliget et lån til opførelsen af dæmningen på 56 millioner dollars. England havde bevilliget et lån (betinget af USA’s lån) på 14 mio. Derudover havde Verdensbanken bevilliget et lån på 200 millioner dollars på betingelse af, at banken fik kontrol med Egyptens statslige finanser. På den måde forsøgte imperialisterne gennem Verdensbanken at fastholde det koloniale herredømme over Egypten.

Imperialisterne blev ved at opføre sig hovent over for Egypten, og da Nasser i FN anerkendte den kinesiske revolution og det nye styre i Kina, indstillede imperialisterne lånene til Egypten. Nasser svarede igen ved at nationalisere Suezkanalen, der indtil da havde været ejet af et selskab med hovedsæde i Paris, men også havde stærke britiske interesser. Imperialisterne blev fortørnede over denne handling. Det var uhørt, at folkene i et arabisk land selv tog kontrol over de strategisk vigtige områder i regionen! Massernes reaktion var naturligvis en anden, og Nasser opnåede en kæmpemæssig popularitet i hele den arabiske verden og videre ud. Det kulminerede, da Frankrig og Storbritannien intervenerede militært i den såkaldte Suez-krise.

For de engelske og franske imperialister var krigen et forsøg på at fastholde deres position overfor især USA. Deres formål var at sikre en strategisk position i Mellemøsten, hvor de kunne kontrollere skibsfart og olieforsyning.

De franske imperialister havde forinden mistet deres besiddelser i Syrien og Libanon, og de lå i væbnet konflikt med araberne i Marokko og Algeriet. De britiske imperialister havde forinden forsøgt at opnå gode forbindelser til de arabiske overklasser, men havde intet opnået. Derfor skiftede de britiske og franske imperialister på dette tidspunkt over til at støtte Israel, der på dette tidspunkt endnu var en ganske ny militær magt i regionen, og fuldstændig var afhængig af vestlig imperialisme imod sine arabiske naboer.

De stalinistiske bureaukratier i Moskva og Beijing så imidlertid ikke stille til begivenhederne. Imperialisterne havde regnet med, at Sovjetunionen havde rigelig travlt med at knuse opstanden i Ungarn, men de forregnede sig. Sovjetunionen truede åbent med at intervenere med ”frivillige” på egyptisk side. Kina truede med at sende 300.000 ”frivillige” til Egypten. Imperialisterne var nødt til at trække sig tilbage uden at have opnået deres mål.

Suez-krisen fik de arabiske masser i hele Mellemøsten og Nordafrika til at hade fransk og britisk imperialisme endnu mere. Omvendt gjorde Egyptens sejr Nasser til en lederfigur for hele den arabiske nation. Den arabiske nationalisme triumferede.

Revolutionens udenrigspolitik
I begyndelsen havde Nasser – ikke helt ulig Fidel Castro i sin tid – en forestilling om, at det var muligt at samarbejde med Washington om at opbygge den egyptiske industri og økonomi. Denne forestilling blev hurtigt sønderslået af imperialisternes fjendtlige indstilling.

Følgevirkningerne af Suez-krisen var enorme. Over hele den arabiske verden blev det set som et stort skridt i retning af frigørelse. Syrien og Egypten slog sig sammen i en fælles union – den Forenede Arabiske Republik (UAR). Reelt fungerede unionen som en udvidelse af det egyptiske marked, og Syrien trak sig ud af unionen i 1961 efter et militærkup.

Den arabiske samling gik stik imod imperialismens interesser om kunstig opdeling af den arabiske verden, og de vestlige imperialister smækkede døren i for al finansielt samarbejde. I stedet vendte Nassers regering sig i stigende grad imod Sovjetunionen. Det er karakteristisk for hele udviklingen, at Nassers politik ikke var bestemt af en forudbestemt plan, men af begivenhedernes gang. Dette kunne ses på, at Nasser forsøgte at manøvrere imellem de to blokke med USA på den ene side og Sovjetunionen på den anden. Det afspejlede sig blandt andet i samarbejdet med Jugoslaviens leder Tito og Indiens leder Nehru.

Nasser ønskede at træde tilbage efter det katastrofale nederlag til Israel i 1967, hvor Egypten på under en uge blev ydmyget og mistede Sinai. Men da han – træt og demoraliseret – læste sin afsked op i radioen, var der massedemonstrationer i Egypten og andre arabiske lande, der under paroler som ”vi vil kæmpe”, krævede, at Nasser blev på posten og førte krig mod Israel. Da han endelig døde i 1970, udviklede hans begravelse sig til en massedemonstration med syv millioner deltagere i Kairo!

Samtidig med, at Nassers styre leverede en række reformer og voksede i folkelig tilslutning i hele den arabiske verden, tolererede Nasser ingen selvstændig aktivitet fra arbejderklassens side. I 1958 slog regimet til imod kommunisterne, og hundredvis af kommunister blev arresteret.

Bag retorikken om ”arabisk socialisme” gemte sig en drøm om ”kapitalisme med et menneskeligt ansigt”. På den ene side var der en stor statslig sektor, men der var ingen demokratisk planlægning og deltagelse fra neden. Mange af de statslige bureaukrater, der stod i spidsen for de nationaliserede virksomheder, har siden – efter at de i Nasser-perioden blev styrket på grund af restriktioner på import – presset på for mere privatisering (med dem selv som de nye private ejere, naturligvis), hvor de store værdier kan sælges fra for en hurtig profit.

Nassers sidste år var kendetegnet ved, at reformerne fra de tidligere år under revolutionen, blev trukket tilbage. Revolutionen stoppede på halvvejen. Nasser begyndte at angribe arbejderklassens lønninger. Overalt udbrød der strejker. Hæren blev ofte sat ind for at undertrykke arbejdernes protester og strejker.

Nassers død i 1970 markerede enden på den revolution, der begyndte i 1952 og som endte i en blindgyde, fordi den kun var en halv revolution. Det egyptiske borgerskab var styrket ovenpå industrialiseringen, og de følte politisk styrke oven på Nassers undertrykkelse af al uafhængig organisering fra neden. Kontrarevolutionen var på vej.

Kontrarevolutionen
Anwar Saddat repræsenterede kontrarevolutionen fra imperialismen og det egyptiske borgerskab og statsbureaukrati imod Nasser-periodens revolutionære forandringer og sociale forbedringer. Økonomisk set var reaktionen ganske ”naturlig” på kapitalistisk grundlag. I længden var det uholdbart, at Nasser-tidens massive offentlige tilskud til fødevarer og underskudsgivende produktion kunne fortsætte. Det måtte enten slutte med en komplet statslig overtagelse og demokratisk planlægning under arbejderklassens kontrol, eller det måtte ende med en komplet tilbagerulning og frontalangreb på massernes levestandard. Det var det sidste, der skete.

Det ideologiske samlingspunkt imod ”kommunismen” fra Nasser-tiden var islam. Anwar Saddat gennemførte hurtigt en række markedsreformer og løslod fængslede medlemmer af det Muslimske Broderskab (Ikhwan al-Muslimeen). En af Saddats første handlinger var desuden at opfordre det Muslimske Broderskab til at vende tilbage til Egypten fra eksil.

Saddat tildelte sig selv titlen ”den troende præsident” og indførte passager i landets forfatning om, at islam er statens religion og at shari’aens principper er den primære kilde til lov. Det sidstnævnte betød dog ikke, at Egypten fik shari’a i form af fiqh (islamisk jura), men at ny lovgivning ikke måtte stride direkte mod principperne i shari’a.

På den måde brugte kontrarevolutionen religionen som et dække for dens virkelige forehavende. Saddats kontrarevolution havde intet at gøre med religion, men alt at gøre med klassekamp.

Saddat og fundamentalisterne
Den islamistiske opposition var indtil Saddats magtovertagelse marginaliseret i Egypten. Mange af de ledende fundamentalister havde under Nasser enten været i fængsel eller i eksil i Saudi Arabien. Nu fik de adgang til medier, og de oprettede ”islamiske” banker, skoler og hospitaler. De fik endda overdraget ledelsen af al-Azhar, det primære institut for islamisk tænkning i Egypten, muligvis i verden. Det var blandt de palæstinensiske studerende i Egypten på denne tid, at mange senere ledere af Hamas og Islamisk Jihad blev hvervet til islamisk fundamentalisme.

Fundamentalisterne drog fordel af Saddat-regimets nedskæringer, som kastede tusindvis ud i fattigdom. De sociale programmer, som islamisterne driver, er forbundet med religiøs indoktrinering. Alle aktiviteterne, som fundamentalisterne driver for at propagandere blandt de fattige, er finansieret af det reaktionære, fundamentalistiske regime i Saudi Arabien.

Saddats nedskæringer i den offentlige sektor ramte arbejderne og de fattige hårdt. De sociale protester kulminerede under den såkaldte ”brød-intifada” i 1977, som blev udløst af nedskæringer på statstilskuddet til madvarer.

Imidlertid kom Saddat på kollisionskurs med sine tidligere allierede fundamentalister. Da han ikke længere havde brug for fundamentalisterne i kampen mod kommunisterne og nasseristerne, angreb han dem, blandt andet gennem opløsning af de religiøse studenterorganisationer. Men det var for sent. Saddat kunne ikke kontrollere fundamentalisterne, der var vokset kraftigt i indflydelse. Da Saddat på foranledning af sine amerikanske allierede sluttede fred med Israel, erklærede de radikale islamiske grupper ham for vantro. I realiteten var det en dødsdom, og Saddat blev likvideret i 1981.

Han blev efterfulgt af Hosni Mubarak, der i ét og alt fortsatte og intensiverede den nyliberale politiske linje, der blev dikteret af IMF og Verdensbanken. Det betød, at mindstelønnen har været fastfrosset siden 1984 og at fattigdommen blandt almindelige mennesker er eksploderet. Samtidig har toppen i det egyptiske samfund beriget sig hæmningsløst. Egypten under Mubarak blev rost til skyerne af de borgerlige økonomer for sin evne til at skabe profit til kapitalisterne.

Ud af dødvandet
I årevis så det på overfladen ud til, at kontrarevolutionen havde sejret i Egypten. Mange gamle aktivister faldt hen i apati og en følelse af håbløshed. Men under overfladen har forholdene for revolution modnet sig. Desperationen og vreden har hobet sig op. Den begyndte at få et udtryk med Mahalla-arbejdernes fabriksbesættelse i december 2006 og i den efterfølgende bølge af strejker og fabriksbesættelser. Denne bevægelse nåede imidlertid en midlertidig grænse på grund af sin uorganiserede karaktér.

I sin mesterlige bog ”Massestrejke, parti og fagforeninger” beskrev Rosa Luxemburg, hvordan den russiske revolution i 1905 gennemgik en dynamisk og modsætningsfyldt udvikling. Økonomiske krav blev afløst af politiske krav og omvendt, en samlet, landsdækkende bevægelse blev afløst af perioder med lokal organisering og partiopbygning – hvilket igen banede vejen for en genkomst af den samlede kamp på et højere niveau. Enhver, der ønsker at forstå den egyptiske revolutions dynamik fra december 2006 til i dag, bør læse denne bog.

Den afgørende impuls til samling af vreden imod Hosni Mubaraks regime var revolutionen i Tunesien. Al den revolutionære energi blev forenet. Nu, hvor Hosni Mubarak er væk, står revolutionen i en ny og højre fase. Al erfaring fra Nasser-tiden viser, at en revolution ikke kan gøres halvt. Hvis den standser uden at have gjort op med kapitalismen, vil undertrykkelsen, ydmygelserne og imperialismens dominans vende frygteligt tilbage.

Alle egyptere i den ældre generation husker Nasser-tiden i 1950’erne og 60’erne som Egyptens bedste år. Det var en tid med fremskridt og håb. Men fremgangen og håbet blev knust af kontrarevolutionen. Det må ikke ske igen! Fortidens revolutionære erfaringer er værdifulde for den nye generation af revolutionære. Det nye samfund kæmpede for at blive født under Nasser. Nu kæmper det endnu hårdere. Nasserismen slog fejl, netop fordi den ikke gik ud over den borgerlige nationalismes grænser. Det var den fejl, Hugo Chávez erkendte at have gjort i 2005. Han erklærede, at den bolivariske revolution kun kan sejre som en socialistisk revolution. Det samme er fuldt ud gældende for den arabiske revolution. Kun som en socialistisk revolution kan Nassers revolutionære idé om et forenet Nordafrika og Mellemøsten blive til virkelighed.