Som journalist og aktivist i Venezuela har jeg fra tid til anden haft mulighed for at møde personer, som spiller en vigtig rolle i den revolutionære proces, der udspiller sig i landet. En af de personer er Eduardo Samán, som jeg i den sidste måned har haft fire samtaler med. Flere af dem varede i adskillige timer og berørte alle de væsentligste diskussioner der foregår i Venezuela for øjeblikket.

Den første samtale brugte jeg til at lave et interview, der fik stor succes, blev bragt i flere store medier i Venezuela og opnåede mere end 11.000 hits på webportalen Aporrea.org. De næste par samtaler havde mere karakter af diskussioner om revolutionær taktik, den konkrete situation i Venezuelas socialistparti PSUV og de farer, der lurer forude for Venezuelas revolution. Alligevel synes jeg, at indholdet var så relevant, og at Samáns holdninger er et så væsentligt bidrag til debatten, at de også bør være tilgængelige for et dansk publikum.

Ud over at være venezuelansk venstrefløjsaktivist igennem de sidste 28 år, har Samán også for en kort stund været handelsminister i Hugo Chávez’ bolivariske regering. I sine 11 måneder i ministerembedet lykkedes det ham på den ene side at få gennemført adskillige nationaliseringer af virksomheder og knytte stærke bånd til arbejdere og fattige, og på den anden side at blive hadeobjekt for de multinationale og spekulanterne i fødevaresektoren. Det er det sidstnævnte forhold, som Samán mener, var medvirkende til at ligge ekstra pres på for at gennemtrumfe hans pludselige og overraskende exit som handelsminister i februar 2010.

Studiedrøm indfriet igennem sultestrejke
Eduardo Samán blev født i 1964. Han var barn af arabiske indvandrere, som havde bosat sig i et af Caracas’ fattigkvarterer, det vestlige Catía. I 1982, i en alder af 18 år, forsøgte Samán at efterstræbe sin drøm om at studere til farmaceut. Men han blev nægtet optagelse på UCV – Venezuelas Centrale Universitet, som dengang havde ry for en uhyre elitær sammensætning.

Det fik ham til at indlede en fire dages sultestrejke sammen med andre studenter, der var blevet nægtet adgang. Igennem denne protest lykkedes det ham at få universitetsmyndighederne til at give efter.

- Det var første gang, at det gik op for mig, at der ikke findes nogen universel lighed. Jeg blev bevidst om, at vi lever under et klasseopdelt system.

Samán blev kort efter medlem af Venezuelas kommunistparti, PCV. Hans medlemskab sluttede dog kort før hans afgangseksamen på studiet i januar 1989, da han, med egne ord, indså at partiets ledelse var blevet ”degenereret” og havde bøjet sig for et ”klassesamarbejde”. En af hovedårsagerne var, at partiet begyndte at flirte med de socialkristnes parti, hvilket i 1993 mundede ud i den overraskende støtte til dette partis kandidat, Rafael Caldera. Samán forblev således partiløs i de efterfølgende år efter 1989.

Blodbad og soldater med frygt
- Den 27.februar 1989 befandt jeg mig på en privatskole i medicin, hvor jeg gav undervisning. Jeg kunne ikke komme ind i medicinindustrien, for hvis man havde en ”rød plet”, blev man blacklistet og nægtet job i industrien.

- Men netop den dag brød helvede løs. Et årtis nedskæringer, privatiseringer og skyhøj inflation havde ophobet mange modsætninger. Da Carlos Andrés Pérez [daværende præsident, AB], gav grønt lys for fordobling af benzinpriserne og takststigninger i den kollektive trafik, gik folk amok

- ”El Caracazo”, som det senere blev opkaldt, var et spontant oprør, uden nogen egentlig ledelse. Butikker blev plyndret og biler brændt af på stribevis. Den dag besluttede jeg mig for, at vandre til fods hele vejen fra privatskolen i det østlige Altamira til mit hjem i Catia. Det var ikke noget rart syn, de første blodsudgydelser var allerede begyndt.

- Hæren blev sendt ind for at undertrykke folket. Men soldaterne var præget af frygt. De var utrygge ved at skulle skyde mod civile i slumkvartererne. Det hemmelige politi, DISIP, drog fra hus til hus for at arrestere ”undergravende” kræfter. Selv blev jeg nødt til at brænde min samling af bøger af Marx, Engels og Lenin for ikke at blive beskyldt for noget.

”El Caracazo” lagde grunden for den senere udvikling i venezuelanske politik og for Chávez vej til magten i slutningen af 1999.

Priskontrol som våben i klassekampen
- Fra starten af ”den bolivariske revolution”, som vi kalder den nuværende proces i Venezuela, var jeg med til at sætte fut i sagerne. Da de højreorienteredes forsøg på statskup fandt sted i april 2002 arbejdede jeg i sundhedsministeriet. Jeg var bange for, at kupmagerne ville eftersøge at fængsle mig, så jeg besluttede mig for, at gå under jorden. Jeg skjulte mig på en gård i Carabobo-delstaten, tre timer vest for Caracas. Heldigvis varede kuppet kun to dage, da det ikke havde nogen folkelig opbakning overhovedet.

- Efterfølgende blev jeg udnævnt til leder af INDECU, som er de venezuelanske forbrugeres råd. Senere var jeg dog med til at få gennemført en navneændring, fra INDECU til INDEPABIS. Sidstnævnte betød nemlig, at det ikke var et ”forbrugerråd”, men derimod et ”råd til forsvar for folkets adgang til basale produkter”. Forskellen kan synes triviel, men den er faktisk ret afgørende; ”forbruger” er et kapitalistisk begreb, det latinske ord ”consumidor” betyder den der nyder og kan købe. Mit formål var altså, at vende op og ned på selve tankegangen og normerne.

- Fra min post i INDECU og senere INDEPABIS forsøgte jeg at bryde monopolernes magt. Den priskontrol, som regeringen har indført for at fryse priserne for basale fødevarer, var vores våben i klassekampen.

- Vi tog nemlig rundt til de forskellige supermarkeder og fødevareproducenter og undersøgte, om de spekulerede med varerne. Vi udregnede de reelle produktionsomkostninger og forsøgte at gøre op med alle mellemmændene. Den nye bolivariske grundlov gav os ret til at lave statsintervention i de forretninger, der snyder sine kunder og ikke overholder de gældende love. Så når regeringen havde fastfrosset priserne brugte vi det som begrundelse for at skride ind overfor de griske kapitalister i fødevaresektoren.

Majsbrød til folket
Det var med afsæt i en af de handlinger, at Samán i marts 2009 blev udnævnt til handelsminister.

- Vi fandt ud af, at Cargill, en amerikansk multinational risproducent, fuskede med produktionen. De valgte kun at producere ”luksusris”, der kunne sælges for det dobbelte af normal ris, da de ikke var underlagt priskontrollen. Således valgte Chávez at nationalisere en af Cargills plantager, og i samme hug gav han mig en ministertaburet.

Hvad brugte du så ministerposten til?

- Først og fremmest ville jeg ændre magtbalancen. Mit formål var at bryde det venezuelanske oligarkis herredømme over økonomien. Det er ikke fair, at to multinationale kæder sidder på 80 procent af kaffeindustrien og at ét selskab, det magtfulde Empresas Polar, har næsten total kontrol med fødevaredistributionen.

- Jeg fik gennemført en række eksproprieringer ved at undersøge og dokumentere snyd og uregelmæssigheder i diverse virksomheders regnskaber. Men også ved at påpege, at staten har en strategisk interesse i at fremme den kollektive ejendom overfor den private. På den måde lykkedes det os at få nationaliseret fabrikken Diana, der producerer madolie, supermarkedskæden Éxito, kaffeproducenten Cafea, sardinfabrikken La Gaviota og andre.

Arepa er et majsbrød, som venezuelanerne spiser til stort set alle måltider. Samán valgte også, at intervenere i den branche.

- Stiftelsen af den første socialistiske majsbrøds-restaurant, Arepera Socialista var et vigtigt skridt fremad. Vi valgte at lave en statsejet butik i midten af Caracas, hvor folk kunne spise Arepa med mere end 40 procents rabat. Hemmeligheden bag initiativet var, at vi simpelthen regnede ud, hvor meget det egentligt koster at producere og lønne tjenerne. Det var således et non-profit foretagende, et eksempel på hvordan hele samfundet kunne køre, hvis vi vælter kapitalismen.

Sardindåse-produktion under arbejderstyre
Samán samarbejdede også med mange arbejdere og fagforeninger rundt omkring i landet. En af dem var La Gaviota, der producerer sardiner på dåse.

- La Gaviota er en fabrik der ligger i delstaten Sucre øst for Caracas. I januar og februar 2009 var der en faglig strid, hvor arbejdsgiveren overskred samtlige overenskomstmæssige aftaler og arbejdslovgivningen. Ejeren ville tydeligvis lukke fabrikken, han synes ikke at den var rentabel nok. Men de over 300 arbejdere kom næsten alle fra to nærliggende fattigkvarterer. Lokalsamfundet blev hårdt ramt, kriminaliteten og elendigheden voksede.

- Vi besluttede at intervenere. Men maskinerne var nedslidte, og personalet var især ældre arbejdere. Det første, som vi måtte forklare dem, var, at vi ikke var en ny arbejdsgiver. Jeg sendte funktionærer til fabrikken, som jeg gav skarpe instrukser om, at de skulle opføre sig som politiske kammerater og ikke arbejdsledere. De skulle lære og lære fra sig på samme tid.

- Til at starte med var det altafgørende at bryde barrieren imellem manuelt og intellektuelt arbejde. I ethvert kapitalistisk selskab, forsøger ejeren altid at spille kontorfolk og arbejdere ud imod hinanden. Man vil for alt i verden undgå, at de to grupper har kontakt med hinanden.

- Pointen er, at arbejdsgiveren har visse forretningshemmeligheder, som han ikke vil dele med arbejderne. Vi vendte op og ned på det koncept. Det første, vi gjorde, var at vise arbejderne, hvordan de kunne føre regnskab med produktionen. De åbnede regnskabsbøgerne og fandt ud af, at de førhen havde skabt en enorm merværdi, som kapitalisten havde taget med sig.

- På trods af svære odds lykkedes det os at få fabrikken til at køre på halv produktionskapacitet allerede i maj 2009, efter kun to måneder med statsintervention. På det tidspunkt producerede fabrikken omtrent 30 tons sardindåser per dag, hvilket var lige nok til at betale lønninger og de mest nødvendige investeringer i fabrikken. Overskuddet var minimalt, men det gav ikke noget underskud.

- På blot fire måneder holdt vi over 40 arbejderforsamlinger. Denne forsamling var det øverste organ på fabrikken, men det valgte også et fabriksråd til at tage sig af den daglige drift. Fabriksrådet bestod af repræsentanter, hvis mandater arbejderne til hver en tid kunne trække tilbage gennem flertalsbeslutninger på arbejderforsamlingen.

- Samtidig begyndte vi et gennemgående kulturelt arbejde på fabrikken. De sociale uddannelsesprogrammer, Misión Robinson og Misión Ribas, blev sat i gang, så arbejderne kunne tage en folkeskole- og studentereksamen. Arbejderne oprettede en teatergruppe på eget initiativ, hvilket gav ekstra gejst til al personalet.

- Arbejderkontrollen på La Gaviota var en vidunderlig oplevelse, både rent personligt og politisk. Desværre er situationen blevet forværret betydeligt efter min fyring fra ministeriet. Men ikke desto mindre viser eksperimentet på La Gaviota, at arbejderkontrol ikke er en drøm, at det ikke er en naturlov, at der skal eksistere en arbejdsgiver.

Diskussioner med Chávez
- Både før og under min periode som handelsminister har jeg haft længere diskussioner med Chávez, nogle af dem gik ud til de sene nattetimer. Det er ikke rigtigt, at Chávez er en autoritær despot, sådan som han fremstilles i medierne. Faktisk er han meget respektfuld overfor folk, som taler med oprigtighed og engagement. Det var ofte, at vi var uenige om dette eller hint forslag. Men det gjorde ikke, at vi røg i totterne på hinanden.

- Chávez fortalte mig ofte, at han var bange for at gå for hurtigt frem. Han sagde, at han troede, at Salvador Alliende havde villet radikalisere revolutionen i Chile for stærkt og at det var det, der havde gjort Pinochets statskup muligt. Han var bange for, at noget lignende kunne ske i Venezuela, hvis han accelererede processen.

Hvordan tog Chávez så imod din politik?

- Jamen, han godkendte faktisk den arbejdsplan for handelsministeriet, som jeg præsenterede ham for. I flere omgange ringede han til mig, for at forhøre sig om de eksproprieringer, som jeg foreslog. Men hvis mine forslag var godt dokumenterede og begrundelserne var i orden, gav han grønt lys.

Fyret uden grund
Det var den 10. februar 2010, at Samán fik besked på, at han skulle forlade posten som handelsminister. Det var ikke Chávez, men derimod Elias Jaua (nuværende vicepræsident), som ringede ham op og gav ham meddelelsen.

- Jeg fik ingen begrundelse. Men jeg kan gisne om, hvad grunden var. Min fornemmelse er, at det var kapitalisterne i fødevaresektoren, som ville have mig ned med nakken. Jeg tror, at de truede Chávez med sabotage, hvis ikke han skilte sig af med mig. Det ville nok have betydet fødevaremangel i månederne op til parlamentsvalget den 26. september 2010, noget som præsidenten for alt i verden ville undgå.

- En af mine vigtigste grunde til at tro, at det var motivet, er at det første, som den nye handelsminister Ricardo Canán gjorde, var at sige god for prisstigninger på så vigtige varer som tomat, margarine og mayonnaise. Det var noget, som kapitalisterne havde ønsket længe, og som jeg aldrig ville acceptere.

- Først et par måneder efter ringede Chávez til mig, efter at han havde hørt, at jeg måske ville stille op til parlamentet. Jeg spurgte ham om, hvad jeg havde gjort galt for at fortjene min fyring. Han sagde, at der ikke var noget galt, men at ”politik er som en baseball-kamp. Man må udvælge den rigtige spiller i det rigtige øjeblik.”

- De upopulære beslutninger i Venezuela tages ofte lige før en national ferie. Det var også tilfældet i min sag, jeg blev fyret lige før karnevalsferien. Alligevel var der mange fagforeninger og boligkvarters-råd som klagede over beslutningen.

Behov for en radikal tendens
Vi har talt om mange af de problemer, som præger den venezuelanske revolution. Men hvad er vejen frem? Hvad kan vi gøre for at få det hele på ret køl?

- Det er bevidst, at jeg først har valgt at give et offentligt interview i starten af oktober. Jeg ville vente til efter valget den 26. september, på den måde kan min kritik stå i begivenhedernes lys, og flere mennesker vil forstå den.

- Som det ser ud nu, er der to scenarier i den aktuelle situation: Den ene er en radikalisering af revolutionen, men det kræver et internt opgør og en selvkritisk proces i PSUV, Venezuelas socialistparti. Det andet scenario er en eller anden form for aftale med højrefløjen eller en status quo. I sidstnævnte tilfælde kommer revolutionen til at dø langsomt ud.

- Oppositionen taler med smukke ord og vendinger, men de er styret fra Washington. Deres formål er at give USA kontrollen med Venezuelas oliereserver tilbage. Højrefløjens våben er, at de kan få skuffelsen og demoraliseringen i Chávez’ bagland til at mindske valgdeltagelsen. Det er den største fare i den nuværende situation.

- Den eneste måde, vi kan forhindre det på, er ved at arbejde for en grundlæggende ændring i vores parti, PSUV, Venezuelas socialistparti. For at opnå det, må vi organisere os. Jeg har derfor foreslået oprettelsen af en radikal tendens i PSUV, hvis formål er at organisere de kritiske medlemmer. I stedet for at skuffede folk går ud af politik, kan vi organisere dem, hvis de ser den radikale tendens som et reelt alternativ.

- Efter det første interview, som du udgav med mig [den 5. oktober, AB], har jeg modtaget dusinvis af telefonopkald, SMS’er, beskeder på Twitter, Facebook, og så videre. Interviewet havde 11.000 læsere på Aporrea og tusinder på andre medier som Noticiero24. Men vigtigst af alt har det sat gang i en banebrydende debat i PSUV. Medlemmer og sågar hele grupper af kritiske folk har kontaktet mig. Jeg blev inviteret til offentlige møder overalt i landet.

Hvordan har du så tænkt dig, rent praktisk, at etablere denne ”radikale tendens”? Og hvad er dens formål?

- Behovet for en radikal tendens i PSUV var i alles tanker, men der var ikke nogen, der havde foreslået det offentligt. På en måde satte jeg bare ord på mange folks tanker. Altså, jeg fungerer som en slags katalysator for den utilfredshed, der ulmer. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg har eneret til at bestemme, hvad der skal ske, men jeg kan da komme med mit bud.

- Som jeg ser det er der tre faser i opbyggelsen af denne tendens. Den første fase, som er dér hvor vi befinder os nu, er det, jeg vil kalde for ”euforien omkring forslaget” eller ”agitationsfasen”. Det er her, hvor forslaget kommer ud i lyset og bliver diskuteret af græsrødderne i hele landet.

- Disse diskussioner frembringer skriftlige debatindlæg og dokumenter. Der vil typisk være tale om dokumenter, der forklarer PSUV-medlemmernes tanker, deres evaluering af de seneste begivenheder og deres bud på, hvilken retning revolutionen bør gå. Disse dokumenter lægger grunden for det, som jeg vil kalde den anden fase, nemlig ”retningsfasen”, hvor vi skal give vores bud på, hvor vi er på vej hen.

- Det hele kulminerer så i ”organisationsfasen”, som består af generalforsamlinger og møder i hele Venezuela. Formålet må være at skabe en fælles, venstreorienteret platform, som vi kan forsvare i PSUV. Jeg tænker ikke mindst på valg til landsledelsen og regionalledelserne, som skal finde sted i det første kvartal af 2011.

Kamp imod bureaukrati og udbytning
Er socialismen overhovedet en mulighed i Venezuela?

- Ikke hvis vi forsøger at indføre den med den gamle kapitalistiske model og måde at se tingene på. I Venezuela har vi stor olierigdom, men alligevel lever flertallet i fattigdom. Vi kan ikke industrialisere landet under kapitalisme. Det er blevet prøvet mange gange før, men det er aldrig lykkedes.

- Det er nødvendigt at kæmpe imod korruption og magtmisbrug, også indenfor egne rækker. Det er ikke rigtigt, at ”den femte kolonne” er den venezuelanske opposition. Nej, ”den femte kolonne” er et bureaukrati, som er opstået indenfor vores statsapparat og i selve regeringen. Det forsinker og forhindrer beslutningerne, og det ødelægger selve befolkningens revolutionære gejst.

- Når vi nationaliserer en fabrik eller koncern, eller endda et landområde, er det vigtigt blot at betragte det som det første skridt. Statseje uden kontrolmekanismer, der forhindrer bureaukrati, kan være farligt, fordi det kan få tingene til at se ud som om, at selskaberne fungerer værre end under privateje. Det kan give folket ekstra skepsis overfor nationaliseringerne og endda skabe apati og vemod. Men det kan undgås. La Gaviota var et eksempel på det.

- Selvfølgelig er det ikke nok kun at kæmpe imod bureaukrati. Problemet er, at hvis ikke vi sigter efter socialistiske løsninger, så fortsætter arbejderen under kapitalens lænker, bonden under herremandens og lejeren under bolighajens. Vi må tage den venezuelanske revolutions virkelige essens op til genovervejelse: kampen imod den kapitalistiske udbytning.

Andreas Bülow er bosat i Venezuela, hvor han arbejder som journalist og sekretær for den internationale Hands Off Venezuela kampagne og skriver til avisen Socialistisk Standpukt (www.marxist.dk) i Danmark. I september 2010 udgav han sin første bog, “Den venezuelanske revolution – øjenvidneberetning og analyse” på forlaget Hands Off Venezuela Danmark (www.handsoffvenezuela.dk).