I år [2010] kan en af de store begivenheder i den nyere historie fejre 100 års jubilæum. Den 20. november 1910 fordømte Fransisco I. Madero den valgsvindel, som præsident Díaz stod bag, og opfordrede til landsdækkende opstand. Dette var begyndelsen på den mexicanske revolution. I dag er forholdene modnet for en ny revolution, denne gang med et mægtigt proletariat i spidsen.
I størstedelen af sin historie var Mexico domineret af en lille elite, der i sine hænder holdt størstedelen af landets rigdomme imens størstedelen af befolkningen levede i knusende fattigdom. Under ledelse af general Porfiro Diaz blev skellet mellem rig og fattig til en uoverstigelig afgrund.
Under ledelse af det liberale borgerskab – folk som Madero – udviklede der sig modstand imod Díaz. Men revolutionens virkelige drivkraft kom nedefra. Den spæde mexicanske arbejderklasse var begyndt at finde fodfæste. Vigtige arbejderkampe – med minearbejdernes strejke i Cananea som udgangspunkt – rystede Mexico. Diaz kunne mærke jorden ryste under sine fødder og var tvunget til at udskrive valg i 1910, men for at være sikker på sejr satte han sin vigtigste modstander, Madero, i fængsel.
Efter at være flygtet fra fængslet fortsatte Madero sin kamp imod Díaz. Han erklærede, at valget var afgjort med svindel, og han opfordrede til opstand. Men for at lykkes måtte kampen for demokrati forbindes til de mest presserende behov hos befolkningens flertal – bønderne. Bøndernes kamp for jord var den virkelige drivkraft i den borgerlig-demokratiske revolution. Pancho Villas bondehær i nord samt bondelederen Emiliano Zapata i syd plagede den mexicanske hær i en klassisk guerillakrig.
Den permanente revolution
Det er ikke muligt at forstå den mexicanske revolution uden at henvise til Trotskijs teori om den permanente revolution. Kernen i denne er, at det koloniale borgerskab og borgerskabet i de tilbagestående lande er ude af stand til at gennemføre den borgerlig-demokratiske revolutions opgaver. Dette skyldes deres forbindelse til godsejerne og imperialisterne. Bankerne har pant i jorden, fabrikanterne har godser på landet, godsejerne investerer i industrien, og det hele er bundet sammen og forbundet med imperialismen i et net af materielle interesser, der modsætter sig store forandringer.
Det er årsagen til, at selv om Rusland i 1917 var et tilbagestående land ligesom Mexico, faldt opgaven med at gennemføre den borgerlig-demokratiske revolution, på proletariatets skuldre. Men efter at arbejderklassen havde erobret magten i spidsen for bønderne og nationens flertal, kunne den ikke standse ved gennemførslen af de borgerlig-demokratiske opgaver med ekspropriation af godsejerne, forening af nationen og uafhængighed fra imperialisterne. Den gik omgående videre til de socialistiske opgaver med ekspropriation af borgerskabet og oprettelse af en arbejderstat. Dette var den eneste måde, hvorpå det enorme potentiale i den mexicanske revolution kunne have ført til en fuldstændig social omdannelse.
Den mexicanske revolutions svaghed var en bonderevolutions svaghed. Bønderne var stærke nok til at omstyrte den herskende orden, men ikke stærke nok til afgørende at præge Mexicos historiske skæbne. Dette er ikke en undtagelse fra regelen. Lige siden bondeoprøret i det fjortende århundrede i England og bondekrigen i Tyskland i det sekstende århundrede viser al historie, at bondestanden ikke er i stand til at spille en selvstændig rolle. I sidste ende bliver kampens udfald afgjort i byerne, ikke i tyndt befolkede landområder.
Bondestanden er i sin natur en klasse, der ikke er bundet sammen af produktionen, og den er derfor det perfekte redskab for borgerlig eller proletarisk bonapartisme. Den er en klasse, der kan manipuleres og bedrages. I størstedelen af historien har bondestandens skæbne været at spille andenviolin for borgerskabet, der har brugt bønderne som en rambuk imod sine feudale fjender for selv sætte sig på magten.
Den herskende ordens råddenskab var så omfattende, at oprørerne havde held til at fratage regeringsstyrkerne kontrollen i deres respektive regioner. Bondeoprøret spredte sig som en steppebrand. Zapatas bondehær udviste stort mod og beslutsomhed i kampen mod de gamle undertrykkere. Men til slut blev revolutionen overtaget af borgerskabet og dets politiske repræsentanter.
Díaz blev tvunget til at anerkende nederlaget, og han trak sig tilbage i maj 1911. Han flygtede til Frankrig efter at have underskrevet Ciudad Juárez traktaten. Madero, den mexicanske Kerenskij, blev valgt til præsident. Men den nye borgerlige regering indfriede ikke forhåbningerne hos en bondestand, der havde rejst sig. Under ledelse af den mexicanske revolutions virkelige helt, Emiliano Zapata, fortsatte bondekrigen. Maderos henvendelser til bønderne faldt for døve øren. Bønderne havde allerede hørt rigeligt med tomme løfter fra magtfulde mænd, der foregav at bekymre sig om deres forhold.
En revolutionær krig
I november 1911 havde Madero magten, men han blev arresteret og henrettet af reaktionære officerer fra hæren. Dette fremprovokerede en bondeopstand, der gjorde det af med resterne af Porfirista-hæren. Zapata tog magten i delstaten Morelos, hvor han gennemførte et revolutionært program for jorden. Han fordrev godsejerne og fordelte deres jord mellem bønderne. Zapata brugte guerillataktik, men Villas Division del Norte var mere som en hær. Både Zapata og Villas hære var meget velorganiserede og besejrede overlegne styrker på grund af, at de var revolutionære hære, der førte krig imod udbytterne. Dette er en pointe, der ofte bliver tilsløret i den mexicanske revolutions officielle historie.
Den mest afgørende rolle i revolutionen blev spillet af de undertrykte og fattige (bønder såvel som landarbejdere). De var de fattigste af de fattige, folk med meget begrænset formel uddannelse. Revolutionen rejste dem, disse mænd og kvinder uden ejendom, og de kæmpede som tigre. Dårligt bevæbnede og uden formelle militære evner tildelte de regeringsstyrkerne det ene nederlag efter det andet, på trods af at regeringens styrker havde maskinkanoner, artilleri og professionelle officerer.
Vi ser den samme historie gentaget gang efter gang i revolutionernes historie. Hvorledes besejrede Konventets barfodede frivillige det royalistiske Europas hære? Hvordan holdt de utrænede amerikanske militser kong Georges lejesoldater i skak? Hvordan besejrede bolsjevikkernes Røde Hær de 21 udenlandske hære under interventionen i 1917-20? I hvert tilfælde har de revolutionære hære sejret fordi de var inspireret af et brændende ønske efter at ofre alting – herunder deres liv – for revolutionens sag. I modsætning til dette bestod de tilsyneladende uovervindelige hære fra det gamle regime af lejesoldater eller slaver, der var tvunget til at kæmpe for noget, de ikke troede på.
Jord-revolutionen kunne have dannet grundlag for en komplet social omvæltning i Mexico ligesom bolsjevikkernes revolution i 1917. Men til forskel fra Rusland var der ikke et bolsjevikparti som det parti, der under Lenin og Trotskijs ledelse førte de russiske arbejdere og bønder til magten i november 1917. Til forskel fra Rusland fandt de mexicanske bønder ikke en revolutionær ledelse i byerne i form af en arbejderklasse under indflydelse af et leninistisk parti. På den måde blev al bøndernes heroisme og deres store ofre blot til et springbræt, hvorfra det mexicanske borgerskab kunne hæve sig selv til magtens tinder. Men da det først havde sat sig i præsidentpaladset begyndte borgerskabet at forberede et forræderi imod sine allierede i bondestanden.
De øvre lag af det mexicanske borgerskab var bange for, at massernes revolutionære bevægelse var ved at komme ud af kontrol. De frygtede (korrekt), at den revolutionære løsning på jordspørgsmålet kunne blive udgangspunkt for et altomfattende angreb på privat ejendom som sådan. De besluttede derfor at sætte en stopper for det. Deres første handling var at komme af med den modigste leder for de revolutionære bønder. I 1919 blev Zapata myrdet af Jesus Guajardo, der handlede efter ordre fra general Pablo Gonzalez. Mordet på bondelederen var et klart tegn på Carranza-regimets kontrarevolutionære karakter.
Bonapartisme
Det næste, der skete, udstiller begrænsningerne i en ren bonderevolution. Mordet på Zapata fratog bondebevægelsen enhver mulighed for at udvikle sig til en sammenhængende, centraliseret kraft. Zapata havde intet parti, og fjernelsen af ham havde til formål at desorganisere og atomisere den revolutionære bevægelse på landet. Det lykkedes. Den revolutionære bevægelse splittede i mange forskellige fraktioner. Bondestanden og den mexicanske revolutions skæbne blev bestem andetsteds af andre klassekræfter.
Efter Zapatas død led bondebevægelsen – revolutionens drivkraft – et afgørende nederlag til de borgerlige fraktioner omkring Obregon og Carranza. Derefter faldt hele landet ned i en tilstand af kaos. Panco Villas tropper rasede i nord, og forskellige fraktioner kæmpede om kontrol over staten. Isolerede guerillagrupper strejfede om i landet og brændte mange store haciendas og ranchos ned. Til tider var det vanskeligt at skelne ægte revolutionære guerillaer fra de rene banditter.
Samfundet kan ikke eksistere i en tilstand af permanent ustabilitet. Borgerskabet længtes efter ”orden”. Masserne var udmattede, og deres ledere havde intet perspektiv. Det ustabile styrkeforhold blev løst med sejren til den borgerlige politiker Venustiano Carranza, der i 1917 blev præsident og lavede en ny grundlov. Grundloven fra 1917, der formelt set stadig gælder i dag, markerede den borgerlig-demokratiske revolutions sejr i Mexico. Dens centrale betydning var jordreformen, som i form af ejido (landbrugskollektiver) udførte omfordelingen af en stor del af den jord, der var ejet af rige jordejere, til bønderne.
På denne måde lykkedes det for det mexicanske borgerskab at få ro på situationen og demobilisere de revolutionære hære. Bønderne så dette som en sejr. Men det var borgerskabet, der var den virkelige sejrherre. Det havde held til at gøre sig selv til statens hersker. Men i processen var borgerskabet nødt til omhyggeligt at appellere til massernes revolutionære instinkt, både bønderne og til en vis grad arbejderklassen.
Ligesom den franske revolution endte med Napoleon Bonapartes styre, så endte den mexicanske revolution med et borgerligt regimer, der havde klare bonapartistiske træk. Borgerskabet gennemførte kontrarevolutionen under revolutionens fane, hvilket dermed blev en institution. Selve PRI, det såkaldte Revolutionære Institutionsparti, var et bonapartistisk parti, gennem hvilket det mexicanske borgerskab forsøgte at skjule sit klasseherredømme ved behændigt at balancere mellem klasserne efter at det havde erobret statsmagten på ryggen af en folkelig revolution.
På en måde, der har ganske få historiske fortilfælde, udviklede borgerskabet det politiske bedrag og demagogi til en fin kunstart. Efter Carranza fortsatte andre ledere med at gennemføre reformer, for eksempel indenfor uddannelse og jordfordeling. Ved behændigt at manøvrere mellem klasserne opnåede borgerskabet en vis grad af stabilitet, der var enestående i Latinamerika, og som varede i generationer.
Som den mexicanske revolutions uægte barn havde PRI altid – samtidig med at det repræsenterede det nationale borgerskabs interesser – en venstrefløj, der lænede sig op ad arbejderne og bønderne for at rette slag mod imperialismen. En af de mest radikale af disse venstreorienterede ledere var general Cardenas, manden der inviterede Trotskij til at bo i Mexico da alle andre ”demokratiske” regeringer i verden havde lukket deres døre for ham. Cardenas var utvivlsomt en hengiven revolutionær demokrat, og han nationaliserede den mexicanske olieindustri i 1938.
Cardenas gik langt i sin politik med nationalisering og lænede sig op ad de revolutionære masser for at gå imod imperialismen. Han ophørte aldrig med at være en borgerlig revolutionær, men han udviste stort mod i sin kamp mod imperialismen, for hvilket Trotskij udtrykte sin varmeste beundring. Arveb efter Lazaro Cardenas gav PRI et solidt fundament af opbakning, der varede i årtier. Det er hemmeligheden bag den relative stabilitet, som den mexicanske kapitalisme har nydt indtil for nylig. I syv årtier herskede PRI uantastet gennem en kombination af snilde, korruption og behændigt organiseret vold. Men alt dette er overstået. Der åbner sig en ny og turbulent periode for Mexico.
Den arv, vi forsvarer
Revolutionen i 1910-20 var et stort skridt fremad for Mexico. Den løste jordspørgsmålet, om end ikke fuldstændigt. Den smadrede magten hos det gamle korrupte oligarki, der havde regeret Mexico i årtier. Den lagde grunden for en industrialisering og yderligere udvikling af kapitalismen, og dermed dannelsen af den store mexicanske arbejderklasse. Men i sidste ende forblev revolutionen ufuldendt, ufærdig og forkludret.
Årsagen til dens svigt var, at der i byerne ikke var en stærk revolutionær klasse, der var i stand til at give sammenhængende ledelse for den revolutionære bondestands stormfulde og heroiske bevægelse. Den spæde mexicanske arbejderbevægelse var stadig i sit allertidligste stadie. Dens umodne og underudviklede tilstand blev afspejlet i anarkisternes dominans. De udviste deres sædvanlige forvirring i forhold til den revolutionær-demokratiske bevægelse.
Hundrede år senere er situationen en helt anden. Størstedelen af befolkningen lever nu i byerne. Arbejderklassens vægt er tusind gange større. Sammen med de halvproletariske masser og de fattige i byerne og på landet udgør arbejderklassen samfundets afgørende flertal. I dag er arbejderklassen den eneste klasse, der virkelig står for traditionerne fra Zapata og den mexicanske revolution. Arbejderklassen har potentielt magten til at forandre samfundet fra top til bund. Men for at indfri dette kolossale potentiale er visse ting nødvendige.
I ethvert moderne samfund er arbejderklassens magt tydelig. Den er et nødvendigt produkt af den moderne industri og de produktionsforhold, der er blevet skabt af kapitalismen. I et moderne samfund er der ikke ét hjul, der drejer, ikke én pære der lyser, ikke én telefon der ringer uden arbejderklassens venlige tilladelse. Dette er en enorm magt, men arbejderne indser ikke, at de besidder en sådan magt.
Lad os drage en parallel til naturen. Damp er ligeledes en enorm magt. Det var grundlaget for den industrielle revolution. Men damp er kun en virkelig magt i modsætning til en potentiel magt når den bliver koncentreret på ét punkt – gennem en cylinder. Uden en sådan mekanisme vil dampen simpelthen sprede sig nyttesløst i luften. Den politiske ækvivalent til en cylinder er et revolutionært parti med en revolutionær ledelse.
 |
Denne disproportion kan ses i den mexicanske historie. Arbejderklassens umådelige magt blev set i massebevægelsen i 2006. Disse begivenheder bragte med stor kraft betydningen af ledelse i forgrunden. Den mexicanske herskende klasse og dens herrer i Washington var rædselsslagne over den venstreorienterede PRD-kandidat Lopez Obradors sejr. Derfor begik de valgsvindel.
Som alle ved, er der intet nyt i dette. Det ville være vanskeligt at pege på et eneste valg i Mexico, der ikke er svindlet! Men denne gang var det anderledes. Millioner af mexicanere gik på gaden og protesterede over valgsvindelen. De slog sig ned på Zocalo-pladsen, nægtede at forlade pladsen og trodsede alle forsøg fra myndighedernes side på at få dem til at gå. Massernes fantastiske bevægelse havde potentiale til at blive til en ægte revolutionær bevægelse.
Det eneste, der var behov for, var at indkalde til en generalstrejke, oprette demokratisk valgte aktionskomitéer for arbejdere, bønder, arbejdsløse, kvinder og unge, og vejen ville have været åben for, at magten ville overgå til arbejderne og bønderne. Men det blev ikke gjort. Massernes energi opløste sig langsomt som damp i luften. Muligheden gik tabt.
Imidlertid er det ikke afslutningen på historien. Calderon-regeringen kan ikke gøre som borgerskabet gjorde tidligere. Kapitalismens krise betyder, at regeringen ikke har det samme manøvrerum. Den er tvunget til at angribe mexicanernes levestandard. Det er årsagen til det brutale angreb, den rettede imod elektrikernes fagforening. Men de mexicanske arbejdere vil ikke sidde med armene over kors imens bankerne og kapitalisterne ødelægger alt, de har vundet tidligere. Scenen er nu sat for voldsomme klassekampe, der vil overskygge begivenhederne i den første mexicanske revolution.
En ny mexicansk revolution – en socialistisk revolution – er under forberedelse. Dette vil have en virkning, der er tusind gange større end den første mexicanske revolution. Den vil sende chokbølger gennem hele Mellem- og Sydamerika og frembringe et revolutionært opsving overalt. Virkningen af en arbejderrevolution i Mexico vil ikke standse ved Rio Grande.
For længe siden sagde Porfiro Díaz den kendte sætning: ”Stakkels Mexico; så langt fra Gud, så tæt på USA.” Men historiens nådesløse dialektik har vendt dette forhold på hovedet. Den amerikanske imperialisme, der i lang tid har udbyttet og undertrykt Mexico og resten af Latinamerika, lever nu i frygt for den revolutionære bølge, der skyller over kontinentet. Alle forsøg fra den mægtigste stat i verden på at rejse mure for at forhindre mennesker i at trænge ind på dens territorium, vil ikke kunne standse tilstrømningen af revolutionære ideer.
Kapitalismens globale krise rammer USA hårdt. For millioner af mennesker er den amerikanske drøm blevet til det amerikanske mareridt. Washington konspirerer konstant imod Hugo Chávez’ regering fordi de forstår, at den venezuelanske revolution er et referencepunkt for den revolutionære bevægelse i hele Latinamerika. De forsøgte at forhindre Lopez Obrador i at vinde valget i 2006 fordi de ikke ønskede en ny Chávez (hvilket de anså ham for) på deres dørtrin.
De amerikanske imperialisters frygt er velbegrundet. I dag har den spansktalende befolkning i USA overhalet afro-amerikanerne som den største etniske minoritet. Denne gruppe udgøres i overvældende grad af de dårligst betalte og mest udbyttede dele af samfundet. De nylige massemobiliseringer blandt emigrantarbejdere i USA afslørede et betragteligt revolutionært potentiale. En revolution i Mexico vil være den gnist, der antænder krudttønden. Den vil hurtigt sprede sig i det amerikanske samfund og rejse spørgsmålet om grundlæggende social og politisk forandring i verdens mægtigste kapitalistiske nation.
Den mexicanske revolution var i virkeligheden kun første akt. Den var en strålende foregribelse, der pegede fremad. Den rystede det mexicanske samfund ud af dets dvale og banede vejen for en stor kulturel revolution. Bedrifterne indenfor mexicansk musik, kunst og litteratur er med rette berømt, og det samme gælder bedrifterne indenfor mexicansk antropologi, arkitektur og forskning. Navne som Diego Rivera, Orozco, Ponce og Revueltas er internationalt kendte. De er børn af den mexicanske revolution, og de havde været utænkelige uden revolutionen.
Hvis den borgerlige revolution i Mexico havde så omfattende virkninger kan vi dårligt forestille os, hvilken påvirkning den kommende socialistiske revolution vil have. En socialistisk plan for produktionen vil vække det mexicanske folks kolossale potentiale. Den vil mobilisere det enorme produktive og kulturelle potentiale, der er i dette land, og føre til en kulturel, kunstnerisk og videnskabelig revolution som verden aldrig har set magen til. For os er den mexicanske revolution ikke et fjernt fortidsminde. Den er et glimt af fremtiden – en fremtid fyldt med håb og inspiration for folket i Mexico og resten af verden.
