Den pakistanske stats brutale ansigt har endnu engang vist sig og har på voldsomste vis fjernet masken fra den såkaldte ”demokratiske” proces. Martial Law er blevet indsat i landet forklædt som en ”nødsituation”. Alle menneskers basale rettigheder er suspenderet og konstitutionen – som allerede var designet til at tjene den herskende klasse – er sat på standby.

Hundreder af politiske aktivister og advokater arresteres landet over. Advokater, som leder bevægelsen imod Musharraf’s regime er allerede blevet arresteret og sat bag tremmer i en måned. Højesteretsdommerne som afslår at adlyde ordre er også tilbageholdte og er blevet fyret fra deres arbejde.

En pludselig og alvorlig stramning af reglerne for elektroniske medier er blevet gennemført og som følge af dette bliver alle private TV- og radionyhedskanaler lukket. Stramme regler er blevet lagt på politiske forsamlinger og enhver samling af folk er blevet forbudt.

Dette “ekstrakonstitutionelle” skridt, taget af chefen for hæren i Pakistan, viser endnu engang statens svaghed og de dybe modsætninger som har udviklet sig bland flere grupper inden i den. Statens søjler har konstant været i krig med hinanden over de sidste måneder og denne situation har været medvirkende til en endnu større uddybelse af krisen i den skrøbelige statsstruktur.

Hæren vipper på kanten, retslig aktivisme skaber panik, parlamentet har udlevet dets anvendelighed, lovgennemtvingelsesorganisationer [law enforcement agencies] plages af terroraktiviteter, efterretningstjenesterne slås indbyrdes og fundamentalismens Frankensteinmonster, skabt af staten selv for nogen tid siden, dræber nu dens egne mænd. Det er den sande situation i den pakistanske stat, over hvilken Generalen vil herske med en pind.

Klassemodsætningerne er meget modne, men de er ikke eksploderet på overfladen endnu på en tilstrækkelig generel made. Det giver et midlertidigt pusterum til den herskende klasse til at slå kraftigt ned på arbejderklassen. Men når sluseportene for klassekampen er åbne, vil ingen være i stand til at holde dem tilbage.

Benazir Bhutto vendte hurtigt tilbage fra Karachi fra Dubai og har fordømt indførelsen af undtagelsestilstand. ”Det er en farlig udvikling for landet,” sagde hun ved en pressekonference efter enden tilbagevenden fra Dubai den 3. november. Men, i stedet for at konfrontere Generalen, har hun valgt kompromisernes vej, som skulle lede til ”frie og retfærdige” valg. Hun sagde at ”vi vil have en fredelig vej til demokrati”. Heller ingen klar vej blevet givet for at deltage i advokaternes protester mandag, hvor hundreder af folk igen blev arresteret og formaninger blev givet med politistav.

De amerikanske og britiske regeringer har ligeledes fordømt Generalens “ukonstitutionelle” handling og har udtrykt tvivl om hans ønske om genoprettelse af ”demokratiet”. Imperialisterne mærker massebevægelsernes trussel i Pakistan og frygter at enhver irrationel handling kan udløse denne bevægelse og kan bringe masserne ud i gaderne. Den vil gøre alvorlig skade på deres imperialistiske planer og regionen og skabe problemer i at gennemføre deres grusomme dagsorden.

For imperialisterne er det ikke bare et abstrakt spørgsmål om “demokrati” versus ”diktatur”. Når det har passet dem, har de ikke haft nogle problemer med at give deres fulde opbakning til grusomme diktaturer, så som Zia’s. På dette stadie udfylder diktatur ikke længere dets formål. De vil sprede bevægelsen ved at skære en aftale mellem Musharraf og Benazir, som for øvrigt bliver sværere at sætte sammen med den nyeste udvikling.

I en presseudtalelse en dag før indførelsen af undtagelsestilstand, advarede Condoleeza Rice Musharraf om ikke at tage sådanne midler i brug. Men, Musharraf, som havde lovet at smide uniformen den 14. november, følte at han ikke havde andet valg end at modgå det opstillede pres fra arbejderbevægelsen. Ved hans offentlige tale på TV og radio efter indførelsen af undtagelsestilstand, tryglede han de imperialistiske magter om at ”forstå situationen” og samarbejde med ham i dette kritiske øjeblik.

Arbejderbevægelse

Den virkelige trussel mod statsapparatet er i sandhed arbejderbevægelsen, som vinder styrke for hver dag der går. Dagen før indførslen af undtagelsestilstand i Pakistand var ingeniørerne fra Pakistan International Airlines (PIA) i strejke. De forlangte lønforhøjelse og forbedrede arbejdsvilkår. Grundet strejken blev 97 fly, lokale og internationale, aflyst. Det lykkedes dem at få afbrudt strejken dagen efter og kun ved hjælp af løfter og bønner fra regeringen om at imødegå PIA’s ingeniørers krav. Denne kraftfulde strejke var nok til at presse regeringen til at tage skridt for at dæmpe folks basale rettigheder og aggressivt følge dens politik om nedskæringer og privatiseringer.

Ved indførelsen af undtagelsestilstand, erklæret af General Musharraf, beskyldes den dømmende magt for at obstruere den økonomiske dagsorden, fastsat af Verdensbanken og IMF. Han laver referencer til: ”konstante indgreb i overordnede funktioner…økonomisk politik, priskontrol, reduceringer af kooperationer…”

Strejkerne blandt PIA’s ingeniører giver os et billede af hvad der sker i andre departementer og industrier. Privatiseringspolitikken, nedskæringer og omstrukturering skaber ødelæggelser for arbejderklassen, og efterlader tusinder af arbejdere arbejdsløse. Indførelsen af kontraktsystemet og voldsomme nedskæringer i arbejdernes lønninger tvinger dem til at komme ud og kæmpe imod dette tyranni og undertrykkelse.

I alle afdelinger er arbejderne i bevægelse. I WAPDA (vand-og elektricitetsudviklingens afdeling), som er ansvarlig for generering, udsendelse og distribution af elektricitet til hele landet, er arbejdere begyndt at kæmpe. Den 11. september var der en folkeafstemning blandt WAPDA-arbejderne, i hvilken arbejdernes traditionelle fagforening, Hydro, vandt med 37.000 stemmer. Fagforeningerne, støttet af regeringen og fundamentalisterne led et svigende nederlag.

Under kampagnen blev Hydros massemøde følelsesmæssigt påvirket og spændingen var på sit højeste. Ved mange massemøder forsikrede arbejderne at de ville lukke for elektriciteten hvis deres krav ikke blev gennemført.

Efter arbejdernes store sejr og truslen om strejke, besluttede regeringen aggressivt at følge sin politik med omstrukturering og privatisering af WAPDA. Dette skridt var nok til at tvinge fagforeningslederne til at svigte deres kompromistaktik og bevæge sig hen imod en konfrontation. På grund af det stigende pres nedefra blev der indkaldt nationalt til at protestere mod den grusomme regerings politik den 30. oktober. I disse protester deltog hundreder af arbejdere fra WAPDA fra alle byer og landsbyer landet over og i nogle områder deltog også arbejder fra andre departementer. I disse protester var stemningen elektrisk og arbejdere truede igen med at slukke alle lamper hvis deres krav ikke blev mødt.

PTCL, det nationale teleselskab, blev privatiseret i 2005. Arbejderne der havde ført en ubarmhjertig kamp mod den handling, men grundet ledelsens kompromisser, vand de ikke kampen. For at fuldende privatiseringsprocessen, ville den nye ejer fyre næsten 33.000 arbejdere i den første fase for at udvinde den nødvendige mængde profit fra den. Regeringen forsinkede godkendelsen, på grund af sin egen svaghed. Men den 19. oktober, efter den massive modtagelse af Benazir Bhutto, blev der indkaldt til et møde med Primærminister Shaukat Aziz , som godkendte fyring af 29.000 arbejdere fra PTCL for at gennemføre privatiseringsprocessen. Det medførte igen forbitrelse blandt arbejderne og de er i en oprørsk stemning.

Jernbanearbejderne har en lang historie, med kampe siden den britiske Raj’s dage. De spillede også en vigtig rolle i den revolutionære bevægelse i 1968-69. På grund af dette er de under streng undertrykkelse af det nuværende regime. Drakonisk arbejdslovgivning gennemtvinges på dem og deres fagforening og fagbevægelsesaktivitet er strengt forbudt. Generaler og hærofficerer udpeges til poster for at bremse arbejderne.

Men på trods af alt dette, vokser arbejdernes vrede. Signalarbejderne gennemførte en beslutsom kamp og de var i stand til at skabe pres for at få deres krav opfyldt. På samme måde presser lokomotivfører og andre arbejdere på for deres kravs gennemførsel. Bevægelsen modnes og arbejdere fra flere afdelinger nærmer sig indkaldelsen til en total nedlukning for at gennemtvinge deres krav.

KESC blev privatiseret under Musharraf’s regime, men det har fejlet i at levere elektricitet til folket i Karachi, som oplevede en brutal sommer i år. For at øge sine profitter fyrer KESC’s ejere tæt på 10.000 medarbejdere. Dette har igen tvunget arbejdere til at følge modstandens vej.

”Central Board of Revenue” blev genskabt i dette års budget og blev omdøbt ”Federal Board of Revenue” og det blev erklæret at 7.500 medarbejder vil blive fyret. Siden da har arbejderne været i fortsat kamp mod nedskæringerne og protesterer i alle større byer. Den nylige protest blev afholdt i Multan den 30. oktober.

Arbejderne i banksektoren og finansinstitutterne er de uheldigste af dem alle. Den hurtige privatisering af bankerne som gik hånd i hånd med nedskæringerne har relativt svækket fagforeningerne. Derudover har den drakoniske 27-B lov, indført under Nawaz Sharif’s regime, frataget bankarbejderne deres politiske rettigheder.

De nye ejere udnytter arbejderne til det yderste og uddrager enorme profitter fra hundreder af undertrykte arbejderes arbejde. Nationalbanken skabte en profit på 30 mia. rupis i 2006, hvilket er den største i Pakistans historie. Habib bank skabte en profit på 19 mia. rupis. Denne bank blev solgt for 21. mia. rupis for tre år siden, oven på hvilken regeringen igen betalte 7 mia. rupis af forskellige grunde. United Bank UBL havde en profit på 13 mia. rupis, MCB 18 mia. og ABL 7 mia. rupis.

På same tid har lærerne i Punjab Uddannelses Departement og Teknisk Uddannelses Myndighed protesteret i alle de største byer over de sidste måneder. Punjab-afdelingen af APCA (Al Pakistanske Fuldmægtiges Association) har også truet med at gå i strejke, hvis deres aflønning ikke revideres. De har også protesteret i stort antal i flere byer. Den samme stemning eksisterer blandt arbejderne i Civil Flyveteknisk Myndighed (CAA), Vand og Sanitets Myndigheden (WASA) og alle andre departementer.

Arbejderne på Unilever er, som vi har rapporteret i tidligere artikler, allerede involveret i en bevægelse og bevæger sig fremad med deres hoveder hævet højt. (Se Unilever Pakistan: Workers protest against threats and repression by management og Unilever Rahim Yar Khan: The attacks on workers intensify... The struggle strengthens på www.marxist.com).

Arbejderne i tekstilindustrien er de mest berørte af den nuværende økonomiske krise. Denne industri er ansvarlig for 60 procent af landets eksport men pga. WTO og andre finansielle institutioners politik er denne industri i krise. Den nuværende krise har gjort tusinder arbejdsløse mens andre arbejder under umenneskelige forhold.

Bønderne og de små landmænd bliver også skånselsløst udnyttet af sukkerfabrikkerne og melfabrikkernes ejere og mellemmænd. Sukkerfabrikkerne skylder millioner af rupis til landmændene, hvilket fører til en forværring af deres leveforhold.

I konteksten af den ovennævnte situation, har de skridt som ingeniørerne i PIA tog styrket tilliden og beslutsomheden hos arbejdere fra andre faggrupper. Hvis det drastiske skridt med at udskrive undtagelsestilstanden ikke var blevet taget og opmærksomheden ikke var blevet afsporet mod den interne skænderier i statsinstitutionerne, kunne striden i PIA have antændt en generel opstand i alle andre regeringsafdelinger og i den private sektor, hvor stridigheder er i deres startfase, og dette kunne hurtigt have ført til en generaliseret massebevægelse.

Økonomisk krise

Roden til det nuværende politiske og sociale oprør ligger i den økonomiske krise. Handelsunderskuddet er oversteget 14 milliarder $, mens det nuværende budgetunderskud har oversteget 7 milliarder $. Disse er de største underskud i Pakistans historie. Derudover intensiverer de stigende oliepriser og andre prisstigninger krisen. Lande som Pakistan, der må importere olie, er endnu mere sårbare overfor ændringer i priserne internationalt.

Den internationale økonomiske krise lægger pres på rupien, der hurtigt devalueres. Dette lægges oveni de allerede hastigt stigende priser på vigtige fødevarer. Det pakistanske folk har allerede lidt frygteligt i den hellige måned i Ramadanen. I denne måned nåede inflationen i fødevarepriserne et historisk højdepunkt og priserne på essentielle fødevarer steget til et hidtil uset niveau.

Prisen på brød steg fra 3 til 4 rupis, og i nogle områder blev det solgt for 5 rupis. Dette skyldtes ”velsignelsen” fra melfabrikkerne og hvedehamstrernes mafia, der ledes af førsteministeren i Punjab og andre medlemmer af Kabinettet. Prisen på LPG og gas, der bruges i hjemmene, er også blevet hævet. Søndag [d. 4. november – red.] blev en prisstigning på 14 procent i basisprisen på LPG annonceret.

Al dette har gjort livet for den almindelige mand og kvinde miserabelt og modløst. Ifølge de seneste nyheder vil en ny bølge af prisstigninger ramme markederne denne uge, hvilket vil blive tilføjet arbejderklassens problemer. Ifølge nyheder i The Dawn, ”bygger en frisk tsunami af prisstigninger i essentielle køkkenvarer [fødevarer] sig op på markedet, og kan ramme forbrugerne på ethvert tidspunkt i næste uge.”

Perspektiver

Med oliepriser, der nærmer sig 100 $ pr. tønde på de internationale markeder og en uddybning af den internationale økonomiske krise, er der ikke udsigt til noget pusterum for de økonomiske bestyrere af dette forfaldende økonomiske system i Pakistan. Intensiteten i den økonomiske krise vil stige i de kommende få uger, og dette vil blive afspejlet i den politiske og sociale krise. Det nuværende ustabile regime har nu brugt næsten alle sine muligheder for at undgå en masseopstand, men truslen om en generaliseret bevægelse fra neden giver dem stadig søvnløse nætter.

Med implementeringen af undtagelsestilstanden, vil Musharraf og hans hofmænd skånselsløst forsøge at knuse arbejderklassen og vil angribe den i en uset grad. Men med svage statsstrukturer og en eskalerende intern krise, vil de ikke være i stand til at holde fast i magten længe og deres skæbne hænger i en tråd. Jo mere de forsøger at holde fast i magten jo mere vil den slippe ud af deres hænder.

Benazir Bhuttos rolle vil blive nøglen i de kommende uger. Med en kompromissøgende tone mod Musharraf og en pro-imperialistiske dagsorden forsøger hun bedst muligt at afspore denne bevægelse. Hendes højreorienterede sving har i høj grad medvirket til at sætte bevægelsen tilbage. Men under disse miserable forhold er det ikke nemt at pacificere masserne.

Masserne er i en trodsig stemning og længes efter ændring. Nu er det meget svært at indgå en aftale med Musharraf. Enhver ny begivenhed saboterer deres aftale og de er nødt til at forny den igen og igen. Det vil være svært nu at fortsætte med denne situation. Truslen om en massebevægelse vil tvinge de ledende kredse til at holde valg snart og placere Nenazir ved magten.

Marxisterne er allerede nu ved at vinde styrke både gennem forsvaret for deres perspektiver og den nuværende politiske krise. De havde på forhånd forudsagt, at den interne krise kunne føre til en sådan situation. I hans artikel, Pakistan – en stat i krig med sig selv, skrev Lal Khan at:

“Staten og samfundet er gennemsyret af alle slags mærkelige modsætninger. Reaktionære kræfter ser, om end overfladisk, ud til at dominere i visse af samfundets sfærer. Et mere ondskabsfuldt og reaktionært diktatorisk regime kan ikke udelukkes, men selv hvis det skulle komme til magten, vil det være meget kortlivet og plaget af krise. Det ville ikke holde længe. Den underlæggende sociale harme kan eksplodere i en proletarisk opstand som det skete i 1968-69. Men denne gang vil det blive på et meget højere niveau og med større intensitet.

De pakistanske marxister arbejder indeni i arbejderbevægelsen for at bringe arbejderne fra forskellige brancher og sektorer sammen under et banner og en platform og distribuerer revolutionær litteratur i stort antal. Marxisternes rolle i PPP vokser også og de gør ikke kun modstand mod det brutale Musharraf regime og fordømmer hårdt indførslen af undtagelsestilstand, men fremfører også et alternativt program til masserne. De har ledt mange bevægelser imod privatiseringer og nedskæringer igennem de sidste år. Hvis der kommer en masseopstand i landet vil marxisterne byde den velkommen med åbne arme og vil i sidste ende lede den til en socialistisk sejr.