Saddam Hussein er en blodig og korrupt diktator, som ikke tjener det irakiske folks interesser. Men amerikanske bomber og soldater kan aldrig fjerne ham og opbygge et bedre samfund. Det kan kun organisering og mobilisering af den irakiske arbejderklasse og hele det arbejdende folk, til omstyrtelse af regimet og selve kapitalismen og opbygning af en socialistisk arbejderstat som del af en socialistisk føderation i Mellemøsten.
Massivt hykleri
De amerikanske imperialister taler meget højt om “slyngelstater” og “masseødelæggelsesvåben”, som angiveligt skulle gøre Irak til en stor trussel mod hele menneskeheden. Men for millioner af mennesker over hele verden står det klart, at verdenshistoriens førende slyngelstat er og bliver selve den amerikanske imperialisme. De har en lang stribe af blodige krige på samvittigheden, ligesom de har stået for massive ødelæggelser og drab og støtte til diktatoriske regimer og militærkup. Mht. masseødelæggelsesvåben, er der ingen sikre beviser på, at Irak har kunnet opbygge den slags efter ødelæggelsen af deres kapacitet under golfkrigen, og desuden er der ikke noget land, der har mere af den slags end USA selv. Der er tale om massivt hykleri.
Og snakken om at fjerne Saddam Hussein for det irakiske folks skyld er lige så tom: Hvordan kan man tro, at USA, som har været skyld i tusinder og atter tusinder af irakiske børns død som følge af blokaden, pludselig bekymrer sig om den irakiske befolknings ve og vel? Amerikanske og engelske fly har jævnligt bombet i Irak. Lige op til årsdagen for den 11. september angreb hundreder af engelske og amerikanske fly irakiske luftforsvarsanlæg uden for den såkaldte flyveforbudszone. Angrebet var rettet mod en kommandocentral for luftforsvaret og en militær landingsbane 150 kilometer vest for Bagdad. Englænderne og amerikanerne har påstået, at en af deres patruljer i flyveforbudszonen blev angrebet, men det hele virker mest som en planlagt provokation. Angrebet var det 35. luftangreb, som den engelskamerikanske koalition har udført i år. Men påstanden om, at dette bare var en normal hændelse i flyveforbudszonen, er ren vrøvl.
Det er indlysende, at den seneste militære operation var en uprovokeret aggression og en planlagt provokation. At det var irakisk luftforsvar, der var målet, taler for sig selv. Det er netop den slags angreb, man ville forvente som del af forberedelserne til en invasion. Det er delvist et forsøg på at svække Iraks forsvar, som allerede er skadet. På den anden side var målet klart uden for flyveforbudszonen, og det var helt klart et forsøg på at provokere irakerne til militær modstand, hvilket så kunne tjene som undskyldning for en invasion.
Hvorfor vil USA angribe Irak?
Sidste september erklærede Bush krig mod en unavngiven fjende – ikke en krig mod nogen specielt, men imod alle, der på en eller anden måde opfattes som en trussel mod amerikanske interesser. Den virkelige grund til USA’s fjendtlighed over for Irak er, at USA’s herskende klasse er rasende over, at Saddam Hussein efter mere end ti år efter Golfkrigen stadig sidder på magten i Bagdad. Ikke fordi de har noget imod diktatorer – han er sådan set deres gamle ven – men fordi han er en diktator, der ikke lige gør, hvad de vil have. Hverken det militære nederlag i Golfkrigen eller blokaden eller de senere bombardementer har haft nogen virkning på ham. Tværtimod så har det styrket hans stilling. Flertallet af irakere hader ham givetvis, men de hader den amerikanske imperialisme endnu mere.
Imperialistisk dominans
USA’s politik går ud på at sikre de amerikanske imperialisters prestige og almagt i verden. De har misbrugt folks chok og sorg over terrorangrebene i USA til at fremme deres egne strategiske og økonomiske interesser over hele verden. De kan ikke tillade, at noget land udfordrer imperialismen og de multinationale selskabers absolutte dominans på hele kloden. Et angreb på Irak vil være en advarsel til folk over hele landet – “se hvad I kan vente jer, hvis I sætter jer op imod os!”
Nej til dansk krigsdeltagelse
Efter at det kom frem, at Danmarks største selskab A.P. Møller havde indgået kontrakt med USA om forsyningsskibe i forbindelse med et eventuelt angreb på Irak, skyndte ministre i den borgerlige regering sig straks at udtale støtte til USA’s fremfærd. Men A.P. Møller skal ikke bestemme dansk udenrigspolitik! Vi må sige nej tak til alle former for dansk eller fælleseuropæisk deltagelse eller støtte i en kommende krig. Den danske arbejderbevægelse må udvise solidaritet og aktiv støtte til det irakiske folk i deres kamp såvel imod den amerikanske imperialisme som mod Saddam Husseins diktatoriske styre.
Socialistisk føderation
Vi kan ikke tro på at USA er “demokratiets forsvarer”, sådan som de ynder at fremstille sig selv. Bush, som blev præsident vha. svindel og snyd, skal næppe tale om demokrati. Han og de amerikanske imperialister ønsker blot at indsætte en anden diktator, det skal bare være en, der følger deres ordrer. De tænker ikke på den irakiske befolknings ønsker. Heller ikke FN vil kunne løse denne konflikt de har aldrig kunnet løse en større international konflikt. Flere gange er FN blevet brugt som dække for imperialistisk aggression, og USA gør også nu, hvad de kan, for at få støtte til deres angreb. FN danser, som USA spiller, og gør de ikke det, er de amerikanske imperialister bedøvende ligeglade – så klarer de den bare selv. Så FN kan vi ikke sætte vores lid til.
Det eneste, der kan fjerne diktatoren i Bagdad og skabe et ordentligt samfund, er det arbejdende folk i Irak selv. Kun gennem organiseringen og mobiliseringen af den irakiske arbejderklasse og hele det arbejdende folk, til omstyrtelse af regimet og selve kapitalismen, kan man løse de store problemer, der hærger hele området. Sådan kan man lægge grunden til opbygning af en socialistisk arbejderstat som del af en socialistisk føderation i Mellemøsten. Arbejderbevægelsen i hele verden må yde solidaritet og støtte til denne kamp, samtidig med at vi kæmper for at opnå det samme mål i vores egen del af verden.
Boks: Gamle venner, blodig krig (skrevet af Tedgrant og Alan Woods)
Både de amerikanske og engelske imperialister støttede førhen det blodige diktatur i Bagdad. De var parate til at forsyne det med våben og penge, så længe det tjente deres formål – det skulle nemlig være en modvægt til Iran, som indtil Iraks invasion af Kuwait var hovedfjenden i det område. I årtier har England og USA ikke alene støttet Saddam Hussein og bevæbnet ham, men rent faktisk forsynet ham med nøjagtig de ødelæggelsesvåben, de nu hyklerisk hævder at ville ødelægge for menneskehedens skyld. De spillede en stor rolle i opbygningen af Iraks biologiske arsenal, til brug imod Iran. Først da Saddam som følge af visse fejltagelser fra det amerikanske diplomatis side, besluttede at indtage Kuwait i 1990, ændrede de holdning. Pludselig fandt de ud af, at han var en diktator, et umenneskeligt monster, som førte krig mod sit eget folk. Alt dette var et forsøg på at skabe modstand mod Irak og forberede befolkningen på en krig. Dette havde absolut ingenting at gøre med forsvaret af “stakkels lille Kuwaits” suverænitet, men var dikteret af, at USA ikke kunne tillade Saddam at få kontrol over Kuwaits olie, for det ville have givet ham en altdominerende magt i den Persiske Golf – og derfor ville han blive en trussel mod Amerikas vigtigste allierede i området, Saudi Arabien og de andre reaktionære feudale monarkier i Golfen. Ved at basere sig på disse reaktionære arabiske regimer og de andre vestlige magters kapitalinteresser i den arabiske olie lykkedes det midlertidigt for Washington at sammensætte en ustabil “koalition”, som fungerede som et dække over deres brutale aggression under Golfkrigen. Som sædvanligt i krig blev hele propagandamaskineriet rullet frem for at lyve, bedrage og manipulere med befolkningens holdning til krigen. Især i Vesten blev der serveret et “pænt” billede af luftbombardementerne, der blev præsenteret som en blodløs kirurgisk operation, hvor “intelligente bomber” forsigtigt skelnede mellem militære og civile mål. I virkeligheden døde mindst 100.000 mænd, kvinder og børn for amerikanske imperialister og oliebaroners skyld.
