68) De reaktionære er i en svag position, men et dyr der er trængt op i et hjørne kan være farligt. De er desperate, og denne desperate stemning kan lede til desperate metoder. Det er nu ret tydeligt at de konspirerer med Washington og dennes colombianske agenter for at dræbe Chavez og skabe kaos, som det første træk hen imod et nyt kup. Massebevægelsen må udvise den største vagtsomhed for at forhindre kontrarevolutionens planer. Kun beslutsom handling kan afvæbne kontrarevolutionen og gøre den harmløs.

69) Den eneste måde revolutionen kan fuldføres på, er fra neden. Den mest presserende opgave er oprettelsen af aktionskomiteer – komiteer for at forsvare revolutionen. En folke-milits er det aktuelle slogan. Revolutionen kan kun forsvare sig imod sine fjender hvis den bevæbner sig selv.

70) Chavez har appelleret til bevæbning af arbejderne. Han har sagt: ”Ehver fisker, studerende, ethvert medlem af folket må lære at bruge en riffel, fordi det er konceptet med et bevæbnet folk sammen med de nationale væbnede styrker (hæren) at forsvare suveræniteten for Venezuelas hellige jord”. Dette er tusinde gange korrekt. Et folk der ikke er parat til at forsvare sig med våben i hånd, fortjener ikke frihed. Den almene bevæbning af befolkningen er sine qua non, ikke bare for revolutionens forsvar imod interne og eksterne fjender, men også for at fuldføre revolutionen og forsvare folkets demokratiske rettigheder.

71) Præsident Chavez ord bør øjeblikkeligt gøres til handling. Hvis man tager i betragtning den trussel som både interne og eksterne fjender af revolutionen udgør, bør regeringen starte specielle skoler for den militære træning af befolkningen. Kompetente officerer loyale overfor revolutionen må give den nødvendige træning i brug af våben, taktik og strategi. Den eneste måde hvorpå reaktionens trussel kan konfronteres er ved dannelsen af en massiv folke-milits. Ethvert arbejderdistrikt, enhver fabrik, enhver landsby, enhver skole, må blive en af revolutionens bastioner, parat til at kæmpe.

72) Spørgsmålet om staten er det mest grundlæggende spørgsmål af dem alle. Præsidenten selv har klaget over bureaukratiets systematiske sabotage – sabotagen af parlamentet by the philibustering of the opposition, reaktionære dommere, politimænd, etc. Hvordan kan revolutionen basere sig på de gamle bureaukrater og funktionærer nedarvet fra fortiden? Hvordan kan den ligge sin tillid i dommere som er udpeget af det gamle regime? Hvordan kan det gamle statsbureaukrati rense sig selv? Ingen djævel vil nogen sinde skære sine egne kløer. Det er nødvendigt at tage en stor kost og feje alt skidtet ud. En ny social orden kræver en ny form for administration – en virkelig demokratisk administration som kommer fra folket selv og reflekterer dets ønsker og aspirationer.

73) Regeringen har gennemført en delvis udrensning i staten. Det er positivt, men det er ikke gået langt nok endnu. Det er nødvendigt at fjerne alle de konservative, alle kontrarevolutionens åbent og skjulte allierede fra indflydelsesrige og magtfulde positioner. Al magten må være i hænderne på dedikerede revolutionære hvis loyalitet overfor folkets sag utvivlsom. En ordentlig udrensning kan kun gennemføres nedefra af masserne selv. Masserne er utålmodige for at handle, for at fjerne alle forhindringerne som forhindrer revolutionen i at gå fremad og opnå alle sine mål. Nøglen til succes ligger i udvikling og udvidelse af massebevægelsen og i at give den en organiseret form.

74) Den eneste made revolutionen kan tages fremad på, er fra neden. Massebevægelsen må gives en organiseret form og et organiseret udtryk. Dette kan kun gøres igennem oprettelsen af aktionskomiteer, demokratisk valgt på alle arbejdspladser, arbejderdistrikter, kontorer, olieraffinaderier og landsbyer. Komiteerne må sluttes sammen på alle niveauer – lokalt, regionalt og nationalt. Kun på den måde kan grundlaget ligges for en ny magt i samfundet: arbejdermagt.

75) Komiteernes første opgave er at organisere kampen imod kontrarevolutionen. De skal patruljere arbejderkvarterer, forhindre kriminalitet og sabotage, arrestere kontra-revolutionære og opretholde ro og orden. De skal overtage kontrollen med transport og udbudet af fødevare og andre basale nødvendigheder, kontrollere priserne og udrydde spekulation, korruption, profittæring og andre misbrug og sikre en rimelig varedistribuering for alle. På den måde kan masserne tilegne sig erfaring med kontrol, tilsyn, beregning og regulering, alle egenskaber som vil forberede dem på større ting når tiden kommer for dem til at deltage i styringen af samfundet.

76) Caracas Metropolitan Politi og andre politistyrker kontrolleret af oppositionen er berygtet for at være centre for kontra-revolutionær aktivitet. De opererer som en stat inde i staten, laver provokationer imod regeringen, myrder folk og forårsager kaos. Dette kan under ingen omstændigheder tolereres. Disse reaktionære kræfter må opløses og erstattet af en folke-milits under de lokale revolutionære komiteers og fagforeningers kontrol.

77) Vi står for ægte demokrati – et arbejderdemokrati, som Lenin talte om, og som bolsjevikkerne indførte i praksis i 1917: A) Frie og demokratiske valg med retten til at trække alle statsembedsmænd tilbage. B) Ingen embedsmænd må få højere løn end en faglært arbejder; Udgifter kan blive betalt, men skal være åbne for inspektion. C) Bevæbning af folket og hærens underlæggelse under folke-militsen. D) Involvering af hele befolkningen i de administrative opgaver i industrien, samfundet og staten.

78) Hvis kontra-revolutionen vinder, vil resultatet være et marreridt for Venezuelas folk. Den smilende maske med ”demokrati” vil øjeblikkeligt blive smidt for at afsløre reaktionens grimme fjæs. Arbejdsgiverne vil tørste efter hævn for alle de nederlag og ydmygelser de har måtte døje med i de sidste år. De vil give arbejderne og de fattige mennesker en lærestreg som de aldrig vil glemme. De vil udøve en forfærdelig hævn overfor masserne. De vil smadre revolutionen til støv, destruere den fuldstændig. Dette er et forfærdeligt perspektiv. Men det er ikke uundgåeligt. Alt afhænger af arbejderklassen og dens ledelse.

79) Det der er brug for er et konsekvent revolutionært program, baseret på videnskabelige principper. Det kan kun marxismen give. For at vinde denne kamp på liv og død, er oprigtighed og mod ikke nok. Mange gange i historien er en tapper hær med mange soldater blevet slået af en mindre hær med trænede tropper ledt af dygtige hærførere. Et revolutionært marxistisk partis rolle er ligesom en trænet hærs og erfarne hærføreres.

80) Det er ekstremt falskt at sætte kampen for demokrati og imod imperialisme op som en modsætning til kampen imod socialisme. Kampen mod demokrati vil kun blive succesfuld til den grad at det bliver en kamp imod kapitalens diktatur. Derfor må kampen for demokrati lede direkte til kampen for arbejdermagt og socialisme. Der er ingen ”middelvej” og alle forsøg på at finde en middelvej vil nødvendigvis føre til katastrofe. De vil føre til revolutionens henrettelse og den totale destruering af demokrati i Venezuela.

81) Der er nogle mennesker som kalder sig marxister, men som I praksis fuldstændig har forladt marxismens revolutionære standpunkt. Deres ”marxisme” er udelukkende abstrakt og af akademisk karakter og har ingen relation til den virkelige klassekamp i verden. De har alle mulige ”kloge” og ”intellektuelle” argumenter for at vise at Venezuela ikke er parat til socialisme, eller at tiden ikke er moden (for dem er tiden aldrig moden), og hundredevis af andre argumenter for at overbevise arbejderne om ikke at tage magten. I virkeligheden har de ingen tillid til arbejderklassen eller til revolutionen. De frygter kontra-revolutionen, de frygter imperialismen, de frygter lyden af deres egen stemme, og de prøver at overføre denne frygt til arbejderne.

82) I virkeligheden er situationen i Venezuela fuldstændig moden for arbejderklassens overtagelse af magten. Borgerskabet har vist sin uduelighed til at styre. På den anden side er revolutionen ikke blevet fuldført. Den eneste mulige konsekvens af det er kaos. Revolutionen er nået et punkt hvor kapitalismens normale måde at fungere på ikke kan lade sig gøre. Kapitalisterne trækker deres penge tilbage og organiserer en kapitalstrejke. Kun det heldige tilfælde med stigende oliepriser tillader regeringen at opretholde noget som ligner almindeligt økonomisk liv. Men denne yderst ustabile situation kan ikke vare ved. Kampen imellem klasserne truer med at skabe stagnation og kollaps. Den må afgøres endeligt, på den ene eller den anden måde.

83) Argumentet om at Venezuela ikke er parat til socialisme holder ikke ved nærmere undersøgelse. Venezuela er en potentielt rig nation, med superreserver af olie og andre materialer. Arbejderklassen udgør et afgørende flertal i samfundet. Arbejderne har udvist et enormt vovemod, kreativitet og revolutionær energi. De har vist deres vilje til at ændre samfundet og til at tage kontrol over industrien. Det der er brug for er et fremadrettet lederskab.

84) Opportunistiske elementer som maskerer sig under socialismens navn, fastholder at arbejderklassen ikke er bevidst nok til at gennemføre en socialistisk omdannelse af samfundet. Dette er ikke andet end et udtryk for nogle middelklasseelementers snobberi, som ikke har noget kendskab til arbejderklassen eller nogen kontakt til den. Alle erfaringer fra klassekampen i Venezuela de sidste par år viser fuldstændig det modsatte. Hvis der er et problem med bevidstheden i Venezuela er det ikke arbejderklassen der har det problem, men snarere arbejderbevægelsens ledelse som halter bagefter klassen og ikke formår at drage de nødvendige konklusioner.

85) Bag kontra-revolutionen står USA imperialismen. Tråden med alle intriger, plot og konspirationer kan spores tilbage til den amerikanske ambassade og CIA. USA imperialismen er uforsonlig fjendtlig overfor den bolivariske revolution fordi den har oprejst massen af fattige og besiddelsesløse folk, givet dem et nyt håb og en fornemmelse for deres egen magt og værdighed. Washington er forfærdet fordi det virker som et referencepunkt og forbillede for hele Latinamerikas arbejdere og unge. De er opsat på at sabotere og smadre revolutionen.

86) Washingtons attitude blev vist ved det første kup, da den amerikanske regering skyndte sig med usømmelig hast at anerkende de kontra-revolutionære banditter. Dette afslørede det falske hykleri i deres argument om ”demokrati”. Som sædvanlig, støtter de amerikanske imperialister kun ”demokrati” så længe det passer med deres interesser. Når de ikke bryder sig om den måde flertallet stemmer på, støtter de kontra-revolutionære kup og diktaturer. Det faktum at kuppet i Caracas afsatte en demokratisk valgt regering var blot en lille detalje for dem.

87) Enhver ved at Washingtons hånd står bag ved hver eneste af kontra-revolutionens skridt i Venezuela. Slev en blind man kan se det. Trods det, er der stadig folk i Venezuela som forestiller sig at USA Imperialismen vil forlade Venezuela, hvis blot revolutionen bliver haltet. Dette er den samme logik som den hos et lille barn der hører lyde om natten og dækker sit hoved med tæppe. Barnet forestiller sig at hvis det er meget stille og lukker øjnene vil det være uden for fare. Men voksne mennesker ved at måden at konfrontere fare på ikke er ved at lukke ens øjne.

88) Alle er enige om imperialismen er den Bolivariske revolutions mest uforsonlige fjende. Men hvad er imperialisme? Imperialisme er monopol-kapitalisme. Det er et system hvor verdensrelationer er baseret på en lille håndfuld store virksomheders dominering af kloden, hvor de fleste af disse virksomheder er fra USA. Imperialismens militære aktiviteter er kun et udtryk for disse store virksomheders interesser. Imperialismens hovedkvarter er i Washington, men den har sine lokale lakajer i Venezuela – de venezuelanske bankejere og kapitalister. Det venezuelanske borgerskab danser til Washingtons melodi. En seriøs kamp imod imperialismen er derfor utænkeligt uden en uforsonlig kamp imod borgerskabet.

89) USA Imperialismen forbereder tydeligvis nye angreb imod den venezuelanske revolution. Den udbreder på lumsk vis løgnen om at Venezuela støtter de columbianske FARC guerillaer. Dette er en provokation, hvis formål er at forberede vejen for en fremtidig militær intervention fra de væbnede columbianske styrker, imod Venezuela. Påstanden om at den venezuelanske regering støtter ”narkoterrorisme” er endnu en indikation om at USA Imperialismen forbereder iværksættelsen af en væbnet aggression, ved brug af den columbianske hær og paramilitære grupper. De seneste erklæringer fra det columbianske senat, peger ubestrideligt i samme retning. Nu har vi bevis for at de fascistiske bøller allerede er aktive på venezuelansk grund. De vil blive brugt som kontrarevolutionens stormtropper. Dette perspektiv gør bevæbningen af befolkningen til en endnu mere presserende opgave.

90) For at kunne garantere den venezuelanske revolutions fremtid er det nødvendigt at påføre den interne kontrarevolution et afgørende nederlag, for at eliminere den femte kolonne en gang for alle, som giver de amerikanske imperialister en base for deres operationer imod revolutionen, som konstant er involveret i sabotage og aktivt konspirerer med udenlanske kontra-revolutionære terrorister for at kaste landet ud i kaos og blodbad. Det er nødvendigt at fuldføre revoilutionen. Det er der første skridt.

91) ”Men amerikanerne vil invadere os!” vil vore kritikere udbryde. Logikken i dette argument, er at hvis vi ikke gør noget vil vi undgå kontra-revolutionen og imperialismen. Præcist det modsatte er tilfældet.

92) Naturligvis ønsker vi ingen militær konflikt med hverken USA eller Columbia. Men måden hvorpå sådan en konflikt kan undgås er ikke ved at følge reformisternes råd, men faktisk det modsatte. Jo mere militant en attitude det venezuelanske folk fremviser, jo mere det viser at det er parat til at kæmpe, jo mindre vil USA Imperialismens appetit for nye militære eventyr være. Omvendt, så vil presset fra den krigshungrende fraktion i Bush-administrationen for at intervenere blive større, jo mere tøven, jo mere vaklen og jo mere forsoning, der udvises.

93) På trods af dens enorme magt, er USA-imperialismens mulighed for at manøvrere, begrænset af den generelle situation i verden. Den er optaget af militære eventyr i Irak og Afghanistan. Stemningen blandt masserne i USA er tiltagende kritisk. Derfor er det usandsynligt at den vil foretage en direkte militær intervention i Venezuela, selv på skala med dens intervention i Haiti. USA-Imperialismen forstår at Venezuela ikke er Haiti, og at den ville blive mødt med massiv.

94) USA-Imperialismens magt er stor, men den er ikke ubegrænset. I Irak står de amerikanske invasionsstyrker over for en udbredt masseopstand som de ikke kan besejre, på trods af deres enorme militære magt. Hvis de stod over for opstande overalt, ville de ikke være i stand til at intervenere.

95) Napoleon fremhævede moralens afgørende vigtighed i krig. Det er ikke blot et spørgsmål om våben og militær teknologi, men også om viljen til at kæmpe og vinde. Masserne har allerede vist at de er parat til at kæmpe for at forsvare revolutionen. Ved to anledninger har de besejret kontra-revolutionen. Hvor meget mere entusiastisk ville de ikke kæmpe hvis de havde magten i deres hænder? Ethvert forsøg på at foretage en væbnet intervention imod Venezuela ville blive mødt med strejker, demonstrationer og opstande. Irak viser at det er umuligt at holde et helt folk nede, når folket er bevæbnet og mobiliseret til kamp. Men stadigvæk, er det bedste forsvar en internationalistisk politik.

96) Det er sandt at USA-imperialismen har kollosal magt og reserver. Men har den venezuelanske revolution reserver? Ja, den har enorme reserver af støtte, iblandt massen af undertrykte i Latinamerika og iblandt hele verdens arbejderklasse. Det er derfor en internationalistisk politik er essentiel. Efter at have taget magten i sine hænder, må de venezuelanske arbejdere lave en appel til arbejderne på resten af kontinentet om at følge deres eksempel.

97) Overalt i Latinamerika er der fattigdom, sult og forarmelse. En revolutionær appel ville ikke falde på døve øre. Imperialisterne og de reaktionære ville blive paralyseret hvis der opstod en udbredt revolutionær bevægelse. Dette ville have seriøse konsekvenser inde i USA selv, hvor stemningen iblandt masserne allerede er ved at ændre sig, som et resultat af Bush’s eventyr i Irak.

98) Den bolivariske revolution kan ikke lykkes hvis den holdes indenfor kapitalismens rammer. Ej heller kan den for altid holde sig selv indenfor nationalstatens snævre grænser. Den bolivariske revolution kan begynde i Venezuela, men dens ultimative triumf afhænger af omvæltningen af udbytternes herredømme i hele Latinamerika og udover det.

99) Simon Bolivars – det venezuelanske folks store søn - oprindelige vision, var ikke en national revolution, men en revolution som ville forene folkene i hele Latinamerika og Caribien. Dette var virkelig den eneste måde hvorpå kontinentet kunne opnå virkelig uafhængighed, frihed og fremgang. Men Blolivars vision blev forrådt af borgerskabet og Creole aristokratiet. De grådige og korrupte oligarkier gennemførte ’balkaniseringen’ af Latinamerika, ved at dele det op i nationalstater, som ofte førte stridige krige for territorier. Dette svækkede på fatal vis Latinamerika og bragte det under imperialismens dominans, som tærede alle kontinentets ressourcer, ødelagde al dets potentiale og dømte dets folk til håbløshed og fortvivlelse.

100) I dag er Bolivars vision om et forenet Latinamerika stadig gyldig. Det er den eneste vej fremad. Men det kan aldrig gennemføres på basis af kapitalisme. Borgerskabet har haft næsten 200 år til at vise hvad det kan præstere, og det har vist sig at være komplet udueligt.
Kun proletariatet, i alliance med bønderne, de fattige fra slumkvarterene og alle de andre udbyttede klasser, kan gøre sådan et perspektiv til virkelighed. For at gøre det, må den ekspropriere de rige landejere og kapitalisterne, og oprette en socialistisk føderation for Latinamerika.

101) Ved at forene Latinamerikas store økonomiske ressourcer i en fælles socialistisk produktionsplan, kan kontinentets enorme potentiale blive udnyttet for første gang. Sammenlignet med det vil borgerskabets små skemaer, som Mercosur, vise sig at være ligegyldigt navlepilleri. I løbet af to femårsplaner, ville der være skabt nok ressourcer til fuldstændigt at ændre livet for millioner af mænd, kvinder og børn. Det er den eneste sag der er værd at kæmpe for. Når først masserne forstår dette potentiale, vil de kæmpe med enorm energi. Stillet overfor en udbredt revolutionær opstand over hele Latinamerika, vil imperialisterne fra USA være dømt til impotens. Hvis de ikke er i stand til at holde Irak nede, vil de være endnu mindre i stand til at holde hele Latinamerika nede. I stedet for at intervenere, ville de stå overfor revolutionære bevægelser hjemme.

102) Skeptikere vil sige at dette er utopisk. Men det der virkelig er utopisk, er ideen om at man kan undgå kontra-revolution ved at udvise ”tilbageholdenhed”. Betingelserne for en socialistisk revolution er blevet modne i Venezuela og er ved at modnes i hele Latinamerika. Det der behøves er en modig ledelse der accepterer dette, og handler derefter. De selv-udråbte ”realister” som forsøger at halte revolutionen midtvejs, ligegyldigt deres subjektive intentioner, spiller kontra-revolutionens spil. Det som de argumenterer for, er den værste form for utopisme.

103) Hele situationens logik tilskynder nærmest arbejderklassen til at tage magten i sine hænder. Denne opgave ville dog, være en hel del lettere hvis der eksisterede en stærk marxistisk tendens i den bolivariske bevægelse der drog den i den retning. Men bevægelsen forbliver forvirret, dens program uklart. Denne forvirring må udvaskes så hurtigt som muligt og bevægelsens mål fremføres, med den største klarhed.

104) Marxismens kræfter eksisterer, men er stadig for svage til at give den afgørende ledelse. Den mest presserende opgave er at overvinde denne svaghed så hurtigt som muligt og forene alle marxismens virkelige kræfter, som den eneste konsekvent revolutionære fløj af den bolivariske bevægelse. Sammenlægningen af El Militante med El Topo Obrero var et vigtigt skridt i den retning. Men det var kun det første skridt. Andre må følge.

105) Den største fare for de venezuelanske marxister er utålmodighed, sekterisme og ultra-venstre stemninger. Den revolutionære marxistiske strømning er på nuværende tidspunkt en minoritet i massebevægelsen. Vi kan ikke påtvinge den vore løsningsmodeller. Vi må modstå fristelsen om at præsentere den med ultimatumer. Vi må være tålmodige med masserne, arbejde side til side med dem, for at vinde deres respekt og tillid. Vores slogan må være det som Lenin brugte i 1917: Forklar tålmodigt!

106) Vi må konstituere os selv som en integreret del af bevægelsen – den yderste venstefløj af den bolivariske bevægelse. ”Men det er jo at ofre partiets uafhængighed!” vil sekterikerne råbe. I virkeligheden er den marxistiske fløjs uafhængighed et politisk, ikke et organisatorisk spørgsmål. Vi må forblive absolut uafhængige i vores ideer, program, politik og metoder. Men vi må også kæmpe for at bære disse ideer ind i massebevægelsen, gøde jorden med marxismens ideer og kæmpe for at vinde flertallet. Betingelserne er gode, eftersom massen af arbejdende menneskers konkrete erfaringer de sidste par år allerede presser dem til at drage de mest avancerede konklusioner.

107) Den første opgave er at vinde de avancerede arbejdere og unge, som er aktive i og omkring de revolutionære organisationer (Bolivariske cirkler, revolutionære forsamlinger, demokratiske fagforeninger, etc.). Først må vi vinde det avancerede lag, og igennem dem kan vi nå masserne. Vi siger til aktivisterne i bevægelsen: Vi marxister er også en del af bevægelsen. Vi er parate til at arbejde for den, opbygge den, styrke den og kæmpe sammen med jer imod vore fælles fjender. Vi ønsker ikke at påtvinge vores ideer. Alt vi søger om, er retten til at forsvare et uafhængigt klassestandpunkt og kæmpe for vores ideer indenfor bevægelsen.

108) Der er ingen modsætning imellem at opbygge den revolutionære marxistiske strømning og deltage aktivt i den bolivariske bevægelse. I virkeligheden kan de to ting ikke skilles ad. Marxisterne må arbejde og kæmpe skulder til skulder med masserne, skubbe bevægelsen fremad, og forklare på hvert enkelt stadie hvad der er nødvendigt for at bevægelsen kan sejre.

109) Den første betingelse for vores succes er uddannelsen af kadre. Den eneste ting der adskiller os fra resten af bevægelsen, udover at være de mest militante og revolutionære elementer, er vores seriøse tilgang til teori og ideer. Marxisme er videnskabelig socialisme, og et videnskabeligt standpunkt er absolut nødvendigt vis arbejderklassen skal sejre. Vi har en klar forståelse af begivenheder nationalt og internationalt og en sammenhængende metode og strategi. I kontrast til det, er alle andre strømninger karakteriseret af forvirring, mangel på klarhed, flertydighed og et fuldstændigt fravær af en sammenhængende strategi. Konsekvensen af dette vil blive fremstillet nådesløst, når begivenhederne begynder at tage fart. Arbejderne og de unge vil gennem deres egen erfaring begynde at forstå marxismens overlegenhed.

110) Enten den største sejr eller det mest forfærdelige nederlag – det er det valg som den venezuelanske revolution star over for.

Mexico City,
May 20, 2004