Se også anden del af dette dokument.

1) Den venezuelanske revolution står ved en skillevej. Efter at have besejret kontrarevolutionen to gange, står revolutionen nu over for en ny og rasende offensiv. Dette betyder at kontrarevolutionens kræfter ikke er dømt til nederlag. De bliver mere og mere desperate, og deres desperation gør dem endnu mere beslutsomme og voldelige. Endvidere kombinerer de legale og semi-legale kampmetoder (”tilbagekaldelsesafstemning”-kampagnen), med forberedelser på væbnet kamp. Førstnævnte metode er propaganda over for udlandet og er af sekundær betydning. Den sidstnævnte er derimod essensen af deres strategi. Dette er kombineret med en kampagne med økonomisk sabotage, nedbrydelsen af fødevare-distributionskæden og åbne oprørshandlinger.

2) Arrestationen af colombianske paramilitære i Venezuela, indikerer eksistensen af en velforberedt konspiration der vil vælte regeringen og dræbe Chavez. De farer som revolutionen står over for, er derfor meget virkelige. Tiden er derfor kommet til at drage alle de nødvendige konklusioner og tage skridt som vil slå et afgørende slag imod kontrarevolutionen.

3) Det venezuelanske samfund er nu ekstremt polariseret for og imod den bolivariske revolution, til højre og til venstre. Til venstre står de venezulanske arbejdere, bønder og fattige mennesker, som kæmper for at forsvare revolutionen og føre den fremad. Til højre står de venezuelanske kontra-revolutionære, ledet af bankejerne, landejerne og kapitalisterne, som har vundet en stor del af middelklassens opbakning. Splittelsen imellem disse to antagonistiske lejre er enorm. Den kan ikke blive overvundet. Alle forsøg på kompromis vil ende forgæves.

4) USA Imperialismen fortsætter med at opmuntre, støtte og finansiere den interne kontrarevolutions styrker, fordi den håber at de kan gøre det beskidte arbejde. Men den har korrekt konkluderet at den interne opposition er for svag til at slå igennem på basis af dens egne kræfter. Derfor forbereder Washington en terror-kampagne, ved brug af colombianske paramilitære styrker som arbejder sammen med de interne kontrarevolutionære. Dette er næsten det samme som en krigserklæring.

5) Før eller siden vil sagerne blive afgjort ved en afgørende sejr til den ene eller den anden side. Revolutionen har endnu ikke passeret det punkt hvor den ikke kan rulles tilbage. Alle de sejre som masserne har vundet under Chavez regeringen, kan stadig afvikles. Bevægelsen kan blive slået langt tilbage. Det er det som de kontrarevolutionære kæmper for, imens arbejderne kæmper for at besejre dem. Spørgsmålet om magten er endnu ikke blevet løst. I en ikke alt for fjern fremtid må den afgørende kamp kæmpes og vindes.

6) Hvem er de kontra-revolutionære? Det er de samme borgerlige som herskede Venezuela i årtier. De plyndrede og ruinerede landet, imens de fyldte deres lommer og bankkontis med al den rigdom som var skabt af det arbejdende folk. De er USA Imperialismens lokale kontorbude. De er de samme rådne og korrupte politikere og bureaukrater som Hugo Chavez lavede oprør imod, da han udtrykte det venezuelanske folks vilje.

7) Kontrarevolutionens program er en blanding af løgne, snyd og hykleri. De påstår at stå for ”demokrati” men overser det faktum at Chavez regelmæssigt har vundet overbevisende sejre ved hvert eneste valg. De påstår at de står for opretholdelse af loven, men de overtræder konstant loven – ligefrem ved at lave et militærkup og vælte den demokratisk valgte regering. De påstår at stå for orden, men skaber konstant uorden og kaos som et skalkeskjul for deres kontrarevolutionære intriger. De påstår at være patriotiske venezuelanere, men de har solgt deres land til USA Imperialismen og har deres formuer i bankkontis i Florida. Nu støtter de aktivt en invasion af Venezuela gennem udenlandske kontrarevolutionære styrker.

8) I kampen imellem revolution og kontrarevolution, har kontrarevolutionen en stor fordel: Kontrollen med nøgleelementer af økonomien. Under den såkaldte strejke (som i virkeligheden var en arbejdsgiver lockout), påførte de venezuelanske kapitalister økonomien stor skade. De totale tabstal strakte sig op imod over syv millioner dollars. Derudover har disse såkaldte ”patrioter” eksporteret milliarder af dollars til banker i Florida og derved udsultet den venezuelanske økonomi for meget tiltrængte investeringer. Kombineret med denne økonomiske sabotage ødelægger de også fødevaredistributionskæden, som er kontrolleret af tre eller fire store monopolvirksomheder, for at lave kunstige prisforhøjelser og mangel på basale fødevarer. De dræner Venezuelas dyrebare livsblod, i et forsøg på at skabe det maximale sammenbrud, arbejdsløshed og smerte. De regner med at dette vil dæmpe massernes entusiasme for revolutionen. De ønsker også at skabe kaos og uorden, med det formål at skabe betingelserne for et kup af toppen i hæren for at ”genskabe orden”.

9) Det afgørende element I denne sammenhæng er arbejderklassen. Arbejderne er allerede begyndt at kæmpe imod arbejdsgivernes offensiv. De har taget initiativet, nogle steder, til at besætte fabrikker forladt af bosserne, til at begynde at introducere elementer af arbejderkontrol i nogle virksomheder, starte demokratiske fagforeninger, tvunget arbejdsgiverne til at udbetale ubetalte lønninger og tilskud. Disse initiativer bør tages op overalt og generaliseres. De viser vejen fremad.

10) De såkaldte ”fagforeningsledere” i CTV spiller en særlig skadelig rolle. Disse korrupte og degenererede kapitalist lakajer, har for længst solgt deres sjæl til arbejdsgiverne og CIA. De har frasagt sig enhver ret til at blive regnet for en legitim del af arbejderbevægelsen. De bør drives ud af bevægelsen.

11) Opbygningen af UNT er en presserende opgave. Vi må styrke og opbygge de demokratiske fagforeninger og give dem et kampprogram. Opbyg en massefagforeningssammenslutning! Udarbejd et program af krav baseret på arbejdernes umiddelbare behov: Kampen imod fabrikslukninger og arbejdsløshed, de høje leveomkostninger, etc.

12) UNT igangsatte for nylig en kampagne for at organisere 80 % af arbejdsstyrken i fagforeninger (dette blev offentligt støttet af Chavez). Dette er et skridt i den rigtige retning. Ved at organisere de uorganiserede lag, kan revolutionen tage grunden væk under fødderne på det gamle rådne højrefløjs fagforeningsbureaukrati. Dette initiativ må tages energisk op over alt. Samtidig bør en appel laves til enhver arbejder som stadig er i en fagforening der er affilieret til CTV, om at kæmpe for at demokratisere denne og gå med i UNT. Under omstændigheder hvor dette ikke er muligt bør nye fagforeninger blive opstartet, men altid med det formål at organisere massen af arbejdere, og ikke kun det mest avancerede lag.

13) For at forhindre sabotage, spild og korruption, må arbejderne i industrien begynde at udøve kontrol med produktionen. Korrupte embedsmænd bør afskediges. Direktører som holder med kontrarevolutionen og saboterer produktionen, skal stilles overfor et ultimatum: Enten afstå fra deltagelse i sådanne aktiviteter og tjen folket, eller bliv afskediget med tab af pension og alle andre rettigheder. Seriøse tilfælde af sabotage bør modgås med arrestation og fængsling. Korrupte og kontrarevolutionære ledere bør erstattes med folk som er ærlige og hengivne overfor revolutionens sag. Dette kan kun gøres effektivt ved at introducere arbejdernes demokratiske ledelse og kontrol.

14) Kan arbejderne styre industrien? De skeptikere som stiller spørgsmålstegn ved arbejdernes evne til at styre industrien har allerede fået deres svar. Det var arbejderne som overvandt arbejdsgivernes forsøg på at sabotere økonomien under arbejdsgiver-lockouten for tolv måneder siden. Arbejderne i PDVSA har vist deres evne til at styre selv de største og mest komplekse industrier. Det har de gjort med en høj grad af færdighed og kompetence.

15) Uanset hvad, vil arbejderne ikke være alene. De kan regne med hjælp fra majoriteten af ærlige ingeniører, videnskabsfolk, teknikere og ledere, som ikke er sabotører eller kontrarevolutionære, og som oprigtigt ønsker at se et Venezuela med succes og velstand. Venezuelas folk har enorme reserver af talent og kreativitet. De vil tiltrække til dem, alt hvad der er bedst i det venezuelanske samfund, inklusiv cremen af de intellektuelle. Folkets kreative talent er under kapitalismen invalideret af et system, som tager større hensyn til nogle fås profit end til flertallets interesse. Dette gælder også for dem der har ledende stillinger på et lavere niveau. Under en socialistisk planlagt økonomi, vil deres evner blive benyttet godt, ved brug af den mest moderne teknologi og metoder til at forøge produktiviteten, i alles interesse.

16) Arbejderkontrol vil med det samme få al korruption, spild og nepotisme, bossernes umådelige profitter og frynsegoder frem i lyset. Åben regnskabsbøgerne! Tving alle virksomheder til at afsløre deres virkelige profit. Lad arbejderne få alle informationer om de fede profitter og frynsegoder, svindlen og tyveriet. Dette ville på dramatisk vis reducere spild og kanalisere disse ressourcer ind til produktionen for at udvikle Venezuela. Imidlertid kan arbejderkontrol i sig selv ikke løse de fundamentale problemer i samfundet. Det er kun et overgangsstadie hen imod nationalisering af produktionsmidlerne og en planlagt økonomi.

17) Elementer af arbejderkontrol eksisterer allerede. Nogle fabrikker som er blevet lukket af arbejdsgiverne er blevet besat af arbejderne. Under sabotagen af olieindustrien, udtrykte selv Hugo Chavez sin støtte for sloganet ”Fabrik som er blevet lukket, fabrikken er overtaget af arbejderne”, selvom regeringen dengang ikke tog nogle seriøse skridt til at løse problemerne for de arbejdere som havde overtaget fabrikkerne. Isolerede tilfælde af arbejderkontrol kan kun lykkes delvist og midlertidigt. Hvad der er brug for er en overordnet plan for produktionen, som kan integrere de forskellige sektorer i økonomien og afdelinger af produktionen. Men sådan planlægning vil øjeblikkeligt komme i kollision med det kapitalistiske anarkis barriere (”markedet”). Ingen virkelig, holdbar fremgang kan opnås uden disse forhindringer bliver overvundet.

18) Kontrarevolutionens grundlæggende magt består i dens ejerskab med produktionsmidlerne. Den fortsætter med at udøve kontrol med nøgle elementer af økonomien, som den bruger til at binde en løkke rundt om halsen på det venezuelanske folk. Den eneste måde hvorpå den økonomiske sabotage, splid or korruption kan undgås, som er uundgåelige følger af kapitalismen, er ved at ødelægge borgerskabets økonomiske kvælertag. Så længe de kontrarevolutionære besidder økonomisk magt, vil revolutionen kæmpe med den ene hånd bundet bag sin ryg.

19) Land, banker, forsikringsselskaber og store industrier bør nationaliseres. Dette kan blive gjort ved at indføre en nødstilstandslovgivning igennem kongressen, støttet op af en appel til arbejderne om at overtage nedefra, indføre arbejderkontrol for at undgå sabotage af arbejdsgiverne og sikre en fredelig og rolig overgang til en planlagt økonomi. Præsidenten af republikken kan forklare dette trin for trin ved at gå på fjernsynet for at afsløre bossernes skandaløse profitter, spliden, korruptionen og nepotismen, og den systematiske sabotage af økonomien.

20) Ved at nationalisere nøgleelementer af økonomien under demokratisk arbejderkontrol og arbejderledelse, vil det være muligt at indføre en virkelig plan for produktionen som vil mobilisere alle Venezuelas produktivressourcer, for at tilfredsstille befolkningens behov: Et lyn program for bygning af huse, skoler og hospitaler kan begynde omgående, ved at bruge landets betydelige olie indtægter til at finansiere en ambitiøs investeringsplan. Arbejdsløshed vil blive elimineret, og alle borgere ville få rettigheden og pligten til at arbejde. Sådan en plan, som ville garantere en øjeblikkelig forbedring af levestandarden for det store flertal, er kun mulig på grundlag af nationalisering. Du kan ikke planlægge hvad du ikke kontrollerer, og du kan ikke kontrollere hvad du ikke ejer.

21) Medmindre afgørende skridt tages for at kontrollere økonomien, vil Venezuelas folk i fremtiden blive stillet over for voksende økonomisk kaos, arbejdsløshed og fattigdom. Venezuelas enorme olierigdom vil ikke være tilstrækkelig til at forhindre det. Arbejdsgiverne kan bruge deres økonomiske magt til at sabotere og ødelægge landets fremgang. Men selv uden det, vil forsøg på at kombinere nationalisering med markedsøkonomi frembringe forvridninger og især inflation som vil overflødiggøre fremskridtene og fremprovokere økonomisk uorden. Nationalisering af nøgleelementer af økonomien er derfor et absolut vigtigt og presserende selvforsvarsmiddel som flertallet må tage i brug for at beskytte sine mest vitale interesser og sin mest fundamentale ret – retten til at leve.

22) Det første skridt må være nationaliseringen af bankerne. En vigtig sektion af det venezuelanske banksystem er under to spanske bankgruppers kontrol. Ydermere er en stor del af alle de penge der årligt cirkulerer i finanssystemet faktisk statsejede penge, enten direkte eller igennem statsejede virksomheder, især PDVSA. Men kontrollen over disse finansielle ressourcer er i private hænder og bliver brugt til at finansiere kontrarevolutionen og sabotere økonomien. Uden nationalisering af bankerne vil det være umuligt at planlægge økonomien. Kontrol over kredit er en af de vigtigste håndtag i den moderne økonomi. Uden det kan intet opnås. Staten må kontrollere hvor mange penge der er, hvor de kommer fra og hvor de ryger hen. Stram national regnskabskontrol er den første betingelse for en planlagt økonomi.

23) Nationalisering af bankerne vil tillade staten at udøve virkelig og ikke bare fiktiv kontrol med økonomien, til at kontrollere kapitalens strøm og investere på de områder som reflekterer flertallets interesser og økonomiens objektive behov. De bankansatte kan selv spille en nøglerolle i nationaliseringen af bankerne. De kender til svindel og kapitalens spekulerende bevægelser. De ved hvordan de kontrarevolutionære benytter store summer penge til at sabotere og skabe intriger. En appel må laves til de bankansatte om at kontrollere kapitalens bevægelser, sikre en sikker overtagelse af bankerne og forhindre sabotagegerninger.

24) Revolutionens fremskridt er virkelige og håndgribelige. Vigtige reformer er blevet sat i værk i arbejdernes, bøndernes og de fattiges interesse, især landreformen og sundheds- og uddannelsesplanerne som har gavnet millioner. Men alle disse fremskridt er under trussel. De kan blive rullet tilbage, og de vil blive rullet tilbage hvis kontrarevolutionen kommer tilbage i sadlen. For at garantere revolutionens fremskridt, må den laves uomstødelig. Det betyder en fundamental ændring i samfundet. Det bringer spørgsmålet om magten på dagsordenen.

25) Alle revolutioner i historien bliver ultimativt afgjort ved dette spørgsmål: Hvem besidder magten? Hvem er herre i huset? Indtil dette spørgsmål er besvaret, er revolutionen endnu ikke færdiggjort. Ved at begynde den bolivariske revolution smed Hugo Chavez en udfordring ned til det gamle oligarki. Deres magt blev udfordret, men ikke fuldstændig nedbrudt. En kolossal kamp begyndte, som stadig ikke er blevet vundet af den ene eller den anden. Alt afhænger af udfaldet af denne kamp.

26) I bund og grund kan spørgsmålet om magten reduceres til én ting: Hvem kontrollerer statsmagten? Det er det afgørende spørgsmål. I den sidste analyse består staten af grupper af bevæbnede mænd – hæren, politiet, etc. I et normalt kapitalistisk regime bruger borgerskabet staten til at undertrykke majoriteten af samfundet og garantere sin magt og privilegier. Det kontrollerer ikke bare staten og politiet men også dommerne, bureaukratiet og enhver anden afdeling af den udøvende magt.

27) Men der er exceptionelle perioder i historien, perioder hvor klassekampen når en stilstand, hvor tingene ikke er så skarpskårne. Venezuela gennemgår sådan en kompleks situation. Er Venezuela en borgerlig stat? Så længe borgerskabet er den herskende klasse, så længe den fortsætter med at eje og kontrollere nøgleelementer af økonomien, så længe dens økonomiske magt ikke er nedbrudt, er Venezuela et kapitalistisk land, og staten forbliver derfor en borgerlig stat. Det betyder at revolutionen ikke er blevet fuldført, at den har stoppet på halvvejen, og derfor stadig kan blive tilbagerullet.

28) Staten er stadig en borgerlig stat, men det er en borgerlig stat med særlige karakteristik. Det mest særlige er at borgerskabet – i det mindste midlertidigt – har mistet kontrollen med nøgledele af dens egen stat. Dette ligner en modsætningsfuld påstand, men det er kun et udtryk for en virkelig modsætning som eksisterer i samfundet. Det venezuelanske samfund er splittet lige ned igennem midten. Den ekstreme klassepolarisering påvirker alting – inklusiv staten, som selv er splittet. En del af hæren er gået over til den bolivariske revolutions side. Dette inkluderer det overvældende flertal af de almindelige soldater, de underordnede officerer, men også en vigtig del af officererne, som Chavez selv. Dette volder det venezuelanske borgerskab enorme problemer, fordi de ikke har det samme tag over hæren og officervældet som eksisterer i f.eks. Storbritannien eller USA.

29) Mange officerer støtter oprigtigt op om revolutionen. De øverste formationer blev udrenset efter kollapset af kuppet i April 2002. Generelt set er den almindelige stemning ufavorabel for kontra-revolutionen. Den eksterne trussel fra USA Imperialismen og Colombia har opildnet hærens naturlige instinkt og samlet dem rundt om præsidenten. De kontrarevolutionære befinder sig, i hvert fald i øjeblikket, i en svær position. Men set udefra er det svært at se hvad det virkelige styrkeforhold i hæren er. Dette vil først blive gjort klart ved begivenheder.

30) I den sidste analyse bliver forholdet imellem kræfterne inde i hæren afgjort af forholdet imellem klasserne i samfundet. Så længe revolutionen bevæger sig fremad og slår afgørende slag imod sine fjender, både interne og eksterne, så længe masserne er opildnede og aktive, vil den revolutionære fløj af hæren være modig og blive styrket. Men vaklen og tilbageskridt vil gøre den revolutionære fløj modløs og opmuntre de kontra-revolutionære.