Følgende artikel stammer fra de svenske marxisters avis Socialisten, nr. 64, august 2003.

Socialisten er, ligesom andre i arbejderbevægelsen, imod ØMU'en, fordi den forstærker finanskapita-lens magt og gør kampen mod de skærpede angreb på arbejderklassen i Europa sværere. En gruppe næsten uafsættelige bankdirektører gives magt over pengepolitikken (rente- og valutapolitik), mens regeringerne gennemfører nedskæringer for at opfylde stabilitetspagtens krav om lav inflation (max. 2%), lave budgetunderskud (max. 3%) og en begrænsning af statsgælden til max. 60% af BNP (Brut-toNationalProdukt).

Derimod adskiller vi os fra dem, der hævder at Sverige kan bekæmpe kriserne effektivt gennem højere budgetunderskud og egne rente- og valutaforandringer. Gennem disse foranstaltninger kan man højst udskyde krisen.

Arbejderne må betale
Men i sidste ende er det arbejderne, som må betale regningen for denne fest. En faldende valuta medfø-rer en omfordeling fra arbejde til kapital. Gevinsterne stiger for eksportvirksomhederne, mens priserne øges på importvarer, hvilket øger inflationen og udhuler lønningerne. Staten finansierer sit underskud ved at låne penge af kapitalisterne, hvilket senere betales af arbejderne gennem nedskæringer og skatte-forhøjelser.

Det var dette, som skete i Sverige i 1994-1998, da de hårdhændede besparelser gennemførtes trods et opsving i konjunkturen, en flydende kronekurs og en egen rentepolitik. Efter nogle år med økonomisk opsving banker krisen nu på døren igen. Ikke engang kapitalismens højborg, USA, kunne undslippe trods store dollarnedjusteringer og drastiske rentesænkninger.

I bund og grund bider hverken stramninger eller stimulanser på problemerne. Derfor angribes arbejder-klassen, uanset om vi er med i ØMU eller ej. Dette skyldes, at det er kapitalismen og ikke ØMU'en (og EU), som er den egentlige årsag til krisen. ØMU'en er en vigtig del af borgerskabets krisestrategi, men den er ikke selve årsagen til krisen.

Der findes ingen nationale løsninger
Der findes simpelt hen ingen nationale løsninger på kriseproblemerne. Sverige er et lille kapitalistisk land, som er afhængigt af verdensmarkedet. Kapitalismens krise er international, og derfor må kampen mod kapitalismen også være det.

At kampen bliver sværere, er i og for sig grund nok i sig selv til at sige nej til ØMU. Men som sociali-ster kan vi ikke stoppe der. Vi må fremlægge vores egen løsning, et socialistisk alternativ til ØMU'en og tage kampen for dette op i arbejderbevægelsen.

Til dette kræves der en dyberegående analyse af situationen. Den marxistiske metode giver os redska-berne til det. Disse er for det første at lave en så alsidig betragtning som mulig på grundlag af de øko-nomiske drivkræfter. For det andet at se ØMU'en i dens udvikling og forandring. Hvor den kommer fra, og hvor den er på vej hen. For det tredje at lægge specielt meget vægt på klasseinteresserne og klassekampens udvikling.

Grundlaget til EU skabtes gennem kul- og stålunionen af 1951. En af målene med den var at kunne kontrollere den tyske basisindustri og forhindre en ny tysk oprustning. Efterhånden har EU udviklet sig til en regional handelsblok for at fremme de største europæiske virksomheders interesser i forhold til konkurrenterne i USA og Japan. EU er på denne måde et forsøg på at modvirke den europæiske kapita-lismes svækkelse, der har været siden 2.verdenskrig.

EU udnyttes også for at opretholde udnyttelsen af u-landene. EU's landbrugspolitik indebærer, at toldmure sættes op mod landbrugsvarer fra u-landene. Lidt under 50 milliarder euro (ca. 450 milliarder svenske kroner) eller det halve af EU's budget satses på støtte til egne landbrug og på at kunne sælge billigt ud af overskuddet på verdensmarkedet. U-landene må derimod betale dyrt for europæiske indu-strivarer.

Ikke noget "fredsprojekt"
EU's imperialistiske ambitioner mærkes tydeligst i udenrigspolitikken. Schröder og Chirac betragter USA's enorme militære dominans med rædsel. Derfor presser de på for en mere koordineret udenrigs-politik og en fælles militær EU-styrke, samtidig med at de også selv opruster.

Efter 2. verdenskrig blev Tyskland nægtet andet end en grænseforsvarsstyrke. Det er kun historie nu. Gennem Tysklands deltagelse i bombningerne af Serbien i 1999 og interventionen i Afghanistan i 2001 skal den tyske folkeopinion vænnes til, at landets militær agerer udenlands. De nedskæringer, som gennemføres på pensions- og A-kasser, har ikke hindret regeringen i at foreslå øgede forsvarsudgifter. Den franske hærs rolle i forskellige interventioner, ofte i FN-regi, i Afrika har været stigende.

At kalde EU en fanklub for kapitalismen og storvirksomhederne er derfor ikke nogen propagandistisk overdrivelse. Og hvis EU generelt udtrykker kapitalens interesser, så udtrykker ØMU'en i særdeleshed bankfyrsternes og finanskapitalismens vilje.

Ingen demokratisk kontrol
Ifølge Maastricht-trakaten er prisstabilitet det vigtigste mål for den europæiske centralbank, ECB. Ban-ken ledes af nationalbankscheferne i de respektive lande og af en ledelse bestående af seks medlemmer, som udpeges af regeringscheferne. Disse skal vælges "blandt personer, hvis autoritet og erhvervserfa-renhed i den finansielle sektor er alment kendt" (artikel 112). De har en mandattid på 8 år og kan kun afsættes på opfordring fra ledelsen selv. ECB's møder er hemmelige og protokollen offentliggøres først efter 30 år. Desuden er det forbudt for regeringer og politikere at forsøge på at påvirke medlemmerne i ECB's ledelse.

Ingen mulighed for at stille til ansvar, ingen demokratisk kontrol og ingen mulighed for at få informati-on. Så demokratisk er ECB!

I følge Lenin kendetegnes imperialismen af finanskapitalens dominerende rolle. ØMU'en er et godt eksempel på det. Påstanden om ØMU'en som en "modvægt til kapitalismen" er derfor mere end lovligt naiv. Det er som at "sætte ræven til at vogte gæs".

Storkapitalen styrer
Det er de store landes kapitalister, som holder i dirigentstokken i EU. De mindre stater tvinges til at spille andenviolin, uanset om de vil det eller ej. Og når det virkelig gælder, så kører Frankrig, Tyskland og Storbritannien deres eget løb. Uenigheden under Irakkrigen viser det tydeligt. Tyskland og Frankrig gik imod krigen, ikke fordi at de er mere lydhøre for folkeopinionen, men fordi at de har andre interes-ser i Mellemøsten, end USA har. De britiske kapitalister og deres regeringer synes derimod, at deres interesser bedst gavnes gennem en alliance med USA. Til syvende og sidst forsvarer regeringerne først og fremmest deres egne storvirksomheders interesser og anvender EU til præcis dette formål.

Hvordan skal vi så forklare de borgerliges og den socialdemokratiske ledelses forkærlighed for ØMU'en? Er det så fedt at "lege med de store drenge" i Bruxelles? Det er en forklaring. Men hovedår-sagen er krisen i den svenske økonomi. BNP-stigningen per capita (indbygger) er faldet fra 3 procent pr. år i 1950-1973, til 1,1 procent pr. år i 1973-1992, og udviklingen sidenhen har ikke været meget bedre. En halv million jobs blev sagt op under den dybe krise i starten af 1990'erne. Derefter fulgte et økonomisk opsving i slutningen af 1990'erne, men nu er det også kun et minde. En lignende nedgang er sket i alle industrialiserede lande.

Borgerskabet prøver at redde sig fra dette onde ved at sammenknytte Europas økonomi endnu mere. ØMU'en er den magiske formel, som skal gøre Europa stærkt og mægtigt igen. Planen er, at en fælles valuta og en fælles økonomisk politik skal fremdrive en politisk enhed, et føderalt Europa som ligner USA. Det skal så føre til øget "fleksibilitet", når det gælder løn og jobs – dvs. at arbejderne skal tvinges til at gå ned i løn eller flytte til de dele af Europa, hvor lønningerne er lavest – øget handel indenfor EU og stærk konkurrencekraft mod USA og Japan. Dette er på den anden side nødvendigt for at kunne opretholde valutaunionen.

Erstatning for reformpolitik
For den socialdemokratiske ledelse er EU og ØMU'en blevet den ledestjerne, som erstatter den gamle reformistiske politik, som er blevet droppet. Denne politik byggede på det langvarige opsving for kapi-talismen i 1950-75 og brød sammen, da kapitalismen derefter havnede i krise.

Planen ville måske nogenlunde fungere, hvis økonomien i Europa kunne udvikle sig lige så stærkt i de kommende 25 år, som den gjorde det under efterkrigsopsvinget. Men i stedet er tilvæksten faldet i de seneste 30 år, og vi oplever i dag den fjerde dybe konjunkturnedgang, siden efterkrigsopsvinget slutte-de i 1974 (1975-76, 1980-82, 1991-93).

Set i det lys kommer ØMU'en ikke til at medføre øget samarbejde og handel, men derimod øgede nati-onale modsætninger. Tidligere kunne lande som Italien og Spanien lindre kriserne, når de ville med lånte penge og en faldende valuta. Under ØMU'en er disse metoder forbudte, og krisens byrder falder umiddelbart på arbejdernes skuldre gennem nedskæringer, lønnedgang og lukkede virksomheder. At angrebene på lønmodtagernes levestandard leder til modstand, har vi kunnet se i den strejkebølge, som skyllede over Italien, Grækenland og Frankrig i år.

Øgede modsætninger
Jo større disse kampe bliver, jo større bliver modsætningerne mellem EU-landene og mellem regerin-gerne og ECB. Planerne om at udvide EU med 10 nye stater i Øst- og Centraleuropa kommer næppe til at mindske disse spændinger. Det kan nemt ende med, at ØMU'en bryder sammen, hvilket vil øge kon-flikterne endnu mere. Selv hvis den bryder sammen, vil selve EU nok stadigvæk fortsætte, da de euro-pæiske kapitalister stadig behøver en handelsblok for at kunne måle sig med USA og Japan på ver-densmarkedet.

Hverken økonomisk eller politisk integration, men flere konflikter, det er konsekvensen af ØMU'en. Derfor er idéen om et forenet Europa på et kapitalistisk grundlag en "reaktionær utopi", som Lenin udtrykte det.

Det betyder ikke, at krisen kan løses nationalt. Selv om ØMU'en er en reaktionær kapitalistisk instituti-on, så er dens blotte eksistens et bevis på, at økonomien har udviklet sig udover nationalstatens ram-mer. Arbejderbevægelsen må derfor udforme et internationalistisk alternativ til EU og ØMU'en. Der er brug for en fælleseuropæisk faglig kamp mod nedskæringerne og stramningerne, og for at fagforenin-gerne koordinerer kampen over grænserne. Man burde gennemføre fælleseuropæiske aktionsdage og strejker til forsvar for job, pensioner og retten til arbejde.

Internationalisme ja - kapitalisme nej!
Denne kamp må kobles til et fælleseuropæisk program mod krisen med krav om 30 timers arbejdsuge uden lønnedgang, en ordentlig indsatser for offentlige jobs, en massiv satsning på uddannelse, læge-hjælp og bolig, samt socialforsikringer på et rimeligt niveau for alle, der behøver det. For at det skal kunne realiseres, må arbejderbevægelsen tage kampen op for en nationalisering af de europæiske stor-virksomheder og banker under arbejderkontrol.

Gennem en fælles kontrol af økonomien kan de vældige økonomiske ressourcer i Europa koordineres og komme flertallet til nytte. Økonomien styres så af planer, som udarbejdes på en demokratisk måde af valgte arbejderråd.

Først da bliver det muligt at begynde opbygningen af en virkelig demokratisk og socialistisk europæisk føderation. I sådan et samfund er demokratiet en naturlig del af livet. Vi går til møder og træffer be-slutninger i vores kommuner, på jobbet og hvor vi bor. Alle, som vælges til et embede med ansvar, kan afsættes, de valgte har ingen privilegier, de lever på en gennemsnitsløn, og ansvarsposterne cirkulerer mellem forskellige mennesker. Valg til kommuner, regioner og parlamentet kan f.eks. holdes hvert år.

Igennem dette system ville det være muligt for Europa at blomstre. De mange millioner, som mangler arbejde, får jobs. Ungdommen kan få en god uddannelse, og børnene al den omsorg, de behøver. Alle tilgodeses med moderne boliger, rent vand og en god sundhedstjeneste. Fattigdom og social udstødning forsvinder, og de væbnede konflikter vil være et overstået kapitel. Billig kommunikation bliver tilgæn-gelige over hele kontinentet, og alle kan lære sig fremmede sprog, så de kan forstå hinanden. De etni-ske minoriteter garanteres retten til at udøve deres sprog og kultur. Mennesker kan virkeliggøre deres livsmål og drømme.

I takt med dette vil det også bliver nemmere for folk at nærme sig hinanden. Grænserne mellem lande-ne, som er et levn fra klassesamfundet, begynder at forsvinde, og det bliver muligt at skabe et reelt socialistisk samfund. En sådan udvikling vil ikke bare holde sig indenfor Europas grænser, men sprede sig med vindens hastighed over hele jordkloden!