Den første danske soldat er faldet i Irak. Den 16. august blev overkonstabel Preben Pedersen skudt ned under en patrulje i den sydlige del af landet – sandsynligvis ramt af et vådeskud fra en anden dansk soldat. Det er naturligvis en tragedie for soldaten selv og hans familie og venner, og det burde aldrig være sket. Men den bølge af chok og bestyrtelse, som dele af pressen og regeringen har givet udtryk for, virker ret besynderlig. Danmark er i krig som del af en besættelsesmagt, der holder et fremmed, sønderbombet og udpint land besat. I en krig dør soldater. Det er bl.a. det, krig går ud på. Danske soldater har skudt og dræbt irakere. Den danske regering har aktivt støttet USA's krigsindsats, som har myrdet tusinder af civile irakere og soldater. At der kun er én dansk soldat, der er død indtil nu, er et rent tilfælde, og der vil bestemt komme flere tragedier. At irakere gør modstand mod besættelsen og udnyttelsen af deres land, er fuldt ud forståeligt og berettiget. Det er den danske regering, der med sin deltagelse i besættelsen står med det fulde ansvar for denne og de kommende dødsfald. Det er regeringen, der har den faldne overkonstabels liv på samvittigheden, og de forbereder allerede nu flere lignende tab, når de udnytter chokket til at kræve flere soldater til Irak.

Regeringen og dele af pressen gentager gang på gang USA's propaganda om, at de er i Irak for at hjælpe det irakiske folk og for at genopbygge landet. Men sandheden er meget langt fra dette skønmaleri. USA og deres venner er ved at miste kontrollen. De fleste irakere er selvfølgelig glade for at være sluppet af med Saddam, men det betyder ikke, at de synes, det er fedt at være besat af en fremmed magt, og ingen af deres problemer er reelt blevet løst. Frihed, demokrati og velstand er aldrig kommet med amerikanske bomber og soldater – det kan det irakiske folk kun opnå, hvis arbejderklassen og bønderne tager sagen i egen hånd og opbygger et demokratisk socialistisk samfund til gavn for den almindelige befolkning. Nu er Irak en besat nation, der styres militært og økonomisk af verdens førende supermagt. Der er ifølge Amnesty International og Røde Kors alvorlige mangler i retssikkerheden, besættelsestropperne opfører sig, som de vil over for befolkningen, og ting som el og vand fungerer ikke endnu. Al snakken om frihed og demokrati til det irakiske folk var lodret løgn – almindelige irakere er lige så langt fra disse ting, som de var under Saddam. Det er ganske forståeligt, at flere og flere begynder at gøre modstand mod besættelsen, og her 3 måneder efter at Bush erklærede, at USA havde vundet krigen, må selv amerikanerne erkende, at der faktisk er gang i en rigtig guerrillakrig i landet. Og det er højst sandsynligt kun den spæde begyndelse, vi har set hidtil.

Hvis nogle af de danske soldater har troet på, at de bare skulle ned og være befriere for et taknemmeligt folk, som skulle hjælpes med at få landet på fode igen, så er de nok kommet på andre tanker efter at have set realiteterne dernede. De danske soldater er ikke på en glorværdig mission for fred og frihed, og dem, der dør i tjenesten dernede, dør ikke "for deres land" eller for nogen ædel sag. De dør for at forsvare den danske regerings og overklasses "gode forhold" til USA og for at sikre danske kapitalister en del af den kage, som de stadig håber, der er at hente i Irak. Det er ikke acceptabelt. Danske soldater skal ikke dø for Foghs, Mærsks og Bush's skyld! Arbejderbevægelsen må kræve, at Danmark stopper sin deltagelse i besættelsen af Irak, og at alle soldater sendes hjem med det samme.