Indledning
Her offentliggør vi introduktionen til dokumentet om perspektiver for USA, der blev vedtaget på Workers International League’s kongres sidste juni.

I de få måneder, der er gået siden dokumentet blev skrevet har begivenhederne udviklet sig hurtigt. Selv om mange af de specifikke fakta har ændret sig, så beholder de overordnede perspektiver deres relevans og kan bruges som guide til at orientere de amerikanske marxisters aktiviteter i den kommende periode. Kapitalistklassen udfører et hidtil uset angreb på leveforholdene for millioner af unge, ældre og arbejdende amerikanere. Med krisen i sundhedsvæsenet skærer Bush på sundhed og social sikkerhed samtidig med, at han giver milliarder til de ultra-rige i form af skattenedsættelser. Aktiemarkedet fortsætter sit kaos mens truslen om deflation, høj arbejdsløshed, stagnerende efterspørgsel, en svag dollar og vigende forbrugertillid kan sprænge den økonomiske bobbel. Overskud er blevet til underskud, international handel er blevet til protektionisme og optimisme er blevet til pessimisme.

Økonomien

Roden til al politisk, social og militær ustabilitet er verdensøkonomiens svage tilstand. USA, der har ageret motor for den globale økonomi, trues nu af deflation og en såkaldt "dobbelt-dyk" recession. Arbejdsløsheden er steget fra 6,1 til 6,4 procent og antallet af amerikanere, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse er det højeste i mere end 20 år. Næsten en million arbejdere er blevet fyret i de sidste tre måneder alene.

Nøglen til enhver bedring i økonomien er flere investeringer, men de kan ikke ses nogen steder. Tværtimod fortsætter firmaerne med at fyre tusindvis af arbejdere i et forsøg på at øge profitterne gennem "cost-cutting" i stedet for at investere i nye maskiner og teknologi. Vareproduktionen er fortsat svag og investeringerne i byggeri nåede for nylig dets største fald i et år (1,7 procent). I maj faldt Chicago Federal Reserves (afdeling af den amerikanske nationalbank) månedlige produktionsopgørelse for Midtvesten for fjerde måned i træk og viste ingen tegn på bedring i produktionen, selv efter Irak-krigens afslutning. Instituttet for udbuds-Management nationale fabriksrapport (ISM) er fortsat under 50 – hvilket betyder tilbagegang i modsætning til vækst. Som Owen Fitzpatrick fra Deutsche Bank Private Banking forklarer: "Der er en kombination af bekymringer over fortjenester … og de økonomiske nyheder var ikke så gode som forventet. Folk håber på at se tegn på bedring, men vi mangler endnu at se det hos virksomhederne. ISM har været omkring 50 i ret lang tid, og folk er blevet bekymrede over, at det ikke bliver bedre. Givet den lange tidsperiode har vi haft rentenedsættelser, det er usædvanligt at se en forsinkelse af økonomisk bedring i så lang tid."


USA’s handelsunderskud voksede en smule til 41,84 milliarder dollars i maj fra 41, 65 milliarder i april – det tredjestørste handelsunderskud nogensinde. Som en økonom udtrykte det: "det reflekterer, at den globale økonomi er svag, særligt med hensyn til global investering."


Produktionsprisindekset (PPI) voksede 0,5 procent i juni – næsten udelukkende på grund af en 3,4 procents prisstigning på energi og en stigning på 0,4 procent for fødevarer. Prisindeks-rapporten viste en brat prisstigning på 7,6 procent for benzin og 9 procent for fyringsolie. Prisen på naturgas voksede 3,6 procent. Elektricitet 1,1 procent. Disse stigninger i energipriserne rammer det private forbrug, så der ikke bliver brugt mere på andre varer og serviceydelser, og de rammer også virksomhedernes profitter. Kernen af produktionsprisindekset (renset for energi- og fødevarepriser) faldt 0,1 procent i juni, hvilket understregede den fortsatte trussel om deflation (over de sidste 12 måneder er kerne-PPI’et faldet 0,3 procent). Godt for forbrugerne, men dårligt for producenterne var prisfaldet på biler og varevogne. Bilpriserne faldt 0,7 procent mens priserne på varevogne faldt 1,5 procent. Salgsfremstød fra bilproducenterne har ført til priskrig – bilpriserne er faldet 1,3 procent over det sidste år og prisen på varevogne er faldet 3,2 procent. Prisen på kommunikationsudstyr faldt med 0,7 procent, det største fald siden oktober sidste år. Som en analytiker forklarede: "PPI-rapporten vækker nogen bekymring, fordi den peger på et fald i profitmarginer med højere energipriser midt i en mangel på købekraft. Dette bekræfter at virksomhederne vil fortsætte med at mangle købekraft og viser, at nationalbankens skæve beskatning med respekt for sisinflation er på sin plads i nogen tid."

Renten er allerede nede på 1 procent – det laveste i 45 år – og nationalbanken har gjort det klart, at den vil nedsætte den yderligere om nødvendigt. Med nationalbankdirektør Alan Greenspans ord: "Der er et særlig ondartet, om end usandsynligt, scenario, hvor inflationen bliver negativ og sammen med en vigende efterspørgsel skaber en nedadgående deflationsspiral." Det er imidlertid klart, at de er ved at løbe tør for manøvrerum – de kan ikkenedsætte renten til under 0 procent.


Med krigen mod Irak, udgifterne til det nye sikkerhedsministerie, skattelettelser for de rige og en stagnerende økonomi, er det føderale budgetunderskud eksploderet til 455 milliarder dollars (hvilket er ny rekord) dette år. Mens Bush-administrationen hævder, at den vil halvere underskudet til 2006, nævner den ikke, hvordan det skal lade sig gøre. Vi kan med sikkerhed sige, at de vil forsøge at nå det med flere nedskæringer på det sociale område, angreb på fagforeningerne og yderligere sjofle sundheds- og uddannelsessystemet. Med militære operationer i Afghanistan og Irak, der alene koster 4,8 milliarder dollars om måneden (58 mia. om året), er det fuldstændig uhyrligt, at kapitalistklassen hævder, at den ikke har penge til velfærd.

De amerikanske kapitalister skaber med vilje en finansiel krise, for at retfærdiggøre deres planer om at fjerne alle de goder, som de arbejdende folk har kæmpet for i årtier. Som Financial Times bemærkede: "nu kontrollerer de sindssyge anstalten". Overtidsbetaling, 8-timers arbejdsdag, sygesikring og pension – hvad som helst – Bush og hans kumpaner vil tage det fra os. Dette er en klar opskrift på et massivt opsving i klassekampen over hele verden – også her i USA. Det er en hastesag for arbejderbevægelsen og arbejderklassen som helhed at stå imod krigen mod arbejderne herhjemme og i udlandet.

Krig og antikrigsbevægelsen

Da det er skrevet før selve invasionen af Irak kan den del af det amerikanske perspektiv om krig og antikrigsbevægelsen kun have en generel karakter, betinget af mange forskellige faktorer. Imidlertid er de overordnede konklusioner, der kan drages fra bevægelsen, og perspektiverne og opgaverne for arbejderklassen i forhold til den voksende utilfredshed med kapitalismens rædsler, stort set de samme. Den relativt korte krig splittede antikrigsbevægelsen og forhindrede den i at blive mere generel på det tidspunkt. Men den massekarakter, som protesterne havde (større end selv Vietnamkrigens højdepunkt) selv før krigen startede, er bemærkelsesværdig. For millioner af mennesker var dette den første gang, de demonstrerede. Det var ikke blot "tordenskjolds soldater" – aktivisterne og de "radikale", der deltog i demonstrationerne, men derimod folk fra mange forskellige steder og baggrunde. I de kommende år med større ustabilitet vil denne erfaring tjene som et udgangspunkt for millioner af amerikanere i deres kamp for at kæmpe imod kapitalismens hærgen.

Bølgen af patriotisme og parolen om at "støtte vores tropper" lagde en dæmper på protesterne, da krigen formelt brød ud, men utilfredsheden med situationen i Irak er faktisk steget dramatisk siden krigen officielt "sluttede" den 1. maj. En meningsmåling for USA Today/CNN/Gallup viste, at 56 procent af de adspurgte mente, at det gik godt for de amerikanske tropper i Irak –et fald fra 70 procent en måned forinden og 86 procent den 7. maj. Bush’s støtte ligger nu på 60 procent – et godt tal i sig selv, men et dramatisk fald fra de 90 procent efter 11. september og et bemærkelsesværdigt fald siden hans støtte på 74 procent den 9. april, da Bagdad faldt.

Millioner af amerikanere, hvoraf mange tidligere helhjertet støttede krigen, er nu begyndt at tvivle på gyldigheden af krigens erklærede mål og selve krigens fremgang. Det hvide hus er blevet tvunget til at indrømme, hvad vi hele tiden har forklaret – at "beviset" for Iraks angivelige forsøg på at købe uran fra Niger var forfalsket. Dette sammen med det komplette fravær af de masseødelæggelsesvåben, der skulle udgøre en "overhængende fare", har kastet en del tvivl om Bushs hæderlighed. Kun 45 procent af befolkningen tror nu, at USA kontrollerer begivenhederne i Irak; kun 23 procent mener, at krigen går godt (modsat 61 procent i midten af april), lidt over halvdelen mener, at krigens omkostninger er alt for store i forhold til krigens mål; 56 procent mener, at Bush-administrationen skjulte vigtige informationer eller at de direkte løj. Selv før myndighederne antydede, at der ville blive brug for flere tropper (i modsætning til tidligere udtalelser), mente otte ud af ti adspurgte, at de var meget eller noget bekymrede over, at USA "vil blive fanget i en langvarig og kostbar fredsbevarende mission".

Ikke blot stiller amerikanere derhjemme spørgsmålstegn ved besættelsen, de titusinder af militært ansatte i Irak (som er arbejdere i uniform), mister hurtigt tiltro til deres mission. Langt fra åbne arme, jubelscener og blomster, møder de amerikanske tropper en fjendtlig befolkning og flere koordinerede guerilla-angreb. 147 tropper er nu blevet dræbt i kamp – det samme som under krigen i 1991. Mellem 10 og 25 angreb om dagen har efterladt tropperne i Irak spredt og åbent for farer. Alt dette har sammen med deres langvarige udstationering, varme og selv fødevaremangel, ført til udbredt utilfredshed og et kollaps i moralen blandt de udstationerede tropper. Kvindelige udstationerede bliver gravide med vilje for at fremskynde deres hjemsendelse. Som infanteristen Eric Holt sagde: "Vi vandt ikke denne krig, slet ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg laver her, og jeg ved ikke, hvad der sker i denne by. Det er ikke rigtigt for folkene her". Udtalelser som denne kan gentages af tusinder.

Reuters rapporterede for nylig:

"Efter gentagne gange at have fået at vide, at de skulle hjem, fik de igen slukket håbet denne uge, og en lille gruppe soldater fra den 3. infanteridivision i Irak talte om dårlig moral og skuffelse over forsvarsminister Donald Rumsfeld. ’Hvis Donald Rumsfeld var her ville jeg bede ham om at træde tilbage,’ fortalte en misfornøjet soldat ABC’s ’Good Morning America’-show. Da journalisten spurgte, hvad hans besked ville være til Rumsfeld, sagde en soldat: ’Jeg ville spørge ham, hvorfor vi stadig er her. Jeg har ingen ide om, hvorfor vi stadig er i Irak.’"


Soldaternes familier bliver mere og mere frustrerede i takt med, at deres kære dør og Bush opfordrer de "ikke-eksisterende" guerillaer til at stoppe. De to soldaters koner medvirkede også i "Good Morning America". "’Bare send min mand hjem – send alle soldaterne hjem. De har gjort deres job’, sagde Rhonda Vega fra Hinnesville, Georgia. Stacey Gilmore sagde, at de amerikanske tropper var dårligt forberedte på perioden efter krigen. ’De blev fortalt, at de kunne komme hjem efter krigen. Det jeg ved er, at moralen er lav og de bare bliver hængende og hutler sig igennem det.’"

Militærets talsfolk indrømmer nu, at de befinder sig i en "klassisk guerillakrig", og at "der er krig, hvordan du end vil beskrive det", hvilket totalt latterliggør Bush’s (dyre) macho-landing på et hangarskib. Mange giver Bush personligt skylden for deres venner og familiers død, og ved et møde med soldaterhustruer for nylig måtte regeringens repræsentant bogstaveligt talt flygte fra kvindernes agressive krav om, at deres mænd skal bringes hjem. Dan og Emma Withers, hvis søn er udstationeret i Irak, forklarer: "’Jeg lod tvivlen komme Bush til gode, fordi jeg følte, at de måske havde efterretninger, jeg ikke havde adgang til. Jeg tror jeg håbede, at hvis de angreb, så ville de basere det på noget, som jeg ikke kendte til. Jeg er ikke så sikker længere. Du vil bare ikke føres på vildspor af præsidenten og Colin Powell … Jeg tror, at jeg er træt af, at blive løjet for.’ Det er hårdt for hende at indrømmer, for hun er registreret republikaner. Dan Withers stemte på Bush i 2000." (St. Petersburg Times of Florida)

Langtids-udstationering og krig har en altødelæggende effekt på familier, jobs, økonomisk stabilitet og psykologi. De der er så heldige at have jobs ventende på dem når de kommer hjem vil have masser af problemer. Med 17 millioner tons forarmet uran spredt over Irak er det helt sikkert, at vi vil se en gentagelse af "golfkrigssyndromet" – måske i endnu større stil. Ironisk nok "støtter" Bush tropperne, mens de kæmper hans krige i udlandet, men samtidig viser han sit sande ansigt når han skærer i veteranernes tilskud og sygesikring derhjemme.


Med krigen officielt overstået er opmærksomheden på hjemlige spørgsmål, og tingene ser ikke godt ud for Bush og co. I juni var 62 procent af amerikanerne utilfredse med hans forsøg på at genoprette økonomien, en mærkbar stigning fra 53 procent i maj. CBS rapporterede, at jobs og økonomien var de spørgsmål, der bekymrede folk mest – næsten fire gange så meget som Irak eller krigen mod terror. Ifølge den rapport var "det mest bekymrende billede fra udsendelserne det af en bilkø, der strakte sig endeløst på en vej i Logan, Ohio – arbejdsløse og kæmpende familier, der venter på distributionen af gratis mad."


De millioner af mennesker der indtog gaderne i protest mod krigen er stadig derude. Vores antal er større i dag på trods af vores offentlige profil siden krigen begyndte og sluttede. Denne bevægelse må omfatte bredere lag af samfundet, den må forbinde militarismen udadtil med angrebene på vores leveforhold herhjemme, og den må have en orientering mod og ledes af arbejderklassen. Krigen mod Irak var blot en fortsættelse af den nuværende krig mod arbejdende mennesker her i USA. I denne ensidige klassekrig har overklassen ubamhjertigt tilbagerullet de goder, som arbejdende amerikanere har kæmpet for de sidste hundrede år. Det er på tide at arbejderbevægelsen og klassen siger, nu er det nok! Den amerikanske arbejderklasse bør lytte til ordene fra en irakisk civil, som da hans søn var blevet skudt, sagde: "Fordømte Saddam og Fordømte Bush! Hvad har de gjort for mig?" Men hvad er alternativet til Bush?

Valg 2004 – Demokraterne er vores hovedfjende

I perspektiv-dokumentet giver vi en bred skitsering af det kommende præsidentvalg. Vi fremhæver specielt det faktum, at Demokraterne ikke er i stand til at løse arbejdernes problemer. Bush og hans venner er allerede miskrediteret i millioner af arbejderes øjne. Men i et kapitalistisk topartisystem nyder såkaldte "opposition" som regel godt af magthavernes ulykke. I dette tilfælde er det Demokraterne. I de kommende måneder vil der være et stort pres fra de på venstrefløjen, der vil vælte Bush uanset hvad. Logikken bag dette er forståelig – for millioner af amerikanere repræsenterer Geroge Bush alt, der er ondt, råddent og farligt i verden (en kapitalistisk verden). Men er det en reel løsning? Kan det at stemme på en "mindre ond" kandidat lede til ægte, varig fremgang, fred, jobs, stabilitet, gratis sygesikring og uddannelse for alle?

Svaret er klart "Nej!" Så længe det kapitalistiske system fortsætter dets jagt efter profit for de få på bekostning af milliarder andre mennesker, så er det ikke muligt. Selv om Demokraterne slår knuder på sig selv for at give indtryk af, at de er "arbejdervenlige", så kan et kapitalistisk baseret parti ikke tjene to herrer. På trods af, at de er i "opposition" for tiden, så er Demokraterne ude af stand til at inspirere arbejderne til selvtillid og entiutiasme – arbejderne er instiktivt mistroiske over for Demokraterne efter årtiers forrædderi. At folk ikke stemte på Gore og Demokraterne i 2000 og 2002 er et klart eksempel på dette. En ny rundspørge om krisen i sundhedsvæsenet i USA viste, at kun 38 procent af amerikanerne troede, at Demokraterne kunne gøre det bedre end Republikanerne – og det på et område, hvor de traditionelt har stået stærkt (skønt de nærmest ingenting har opnået de sidste 20 år).

Kun et arbejderparti, baseret på fagforeningerne og bevæbnet med et program med socialistiske krav, kan kæmpe for de hundrede millioner af arbejdere i USA. Kun med et sådant parti kan processen med faldende lønninger, levevilkår i frit fald og færre rettigheder, stoppes. Demokraterne vil aldrig være i stand til dette. Vi må begynde vores arbejde for at arbejderbevægelsen bryder med Demokraterne, og for at bryde millioner af arbejderes illusioner til Demokraterne (som de støtter i manglen på et alternativ). Givet et ægte alternativ ville millioner slutte op i rækken af amerikanere, der stemmer. Det vil ikke være nogen nem opgave – men der er ikke noget alternativ. Demokraterne er vores virkelige fjende på dette tidspunkt; de har haft chancen til at tjene arbejdernes interesser, og de har forrådt os igen og igen. De har altid været, og vil altid være, de store firmaers parti. Vi, arbejderklassen, det store flertal af det amerikanske samfund, må bygge et parti, der kan kæmpe for vores interesser – et arbejderparti af og for arbejderklassen. Bevæbnet med et socialistisk program vil et sådant parti spille en vigtig rolle i den revolutionære omdannelse af samfundet.