Den svenske arbejderklasse er stærk og har stolte traditioner, samt en meget høj organisationsprocent, faktisk er mere end 80% af arbejderne organiseret i fagforeninger. Men samtidig har bureaukratiet indenfor bevægelsen også været meget stærkt. Nedskæringerne på velfærdsstaten er blevet ført ud i livet af arbejderledere med forsvindende små protester fra arbejderklassen.

FN's 'Human Development'-rapport fra 1999 erklærer: "Nylige studier viser stigende ulighed i de fleste OECD-lande op gennem 1980'erne og ind i de tidlige 90'ere. Ud af 19 lande, var der kun ét der viste svag forbedring. Det stod værst til i Sverige, England og USA".

Den stigende ulighed har påvirket den svenske arbejderklasses stemning. Til at starte med blev nedskæringerne tolereret, fordi arbejderlederne sagde, det var nødvendigt, og fordi der ikke lod til at være noget umiddelbart alternativ. Selvfølgelig var der ikke nogen, der direkte gik ind for det, men der var heller ingen, der så ud til at have den nødvendige energi til at rejse sig og kæmpe imod. Nu, med kommunalarbejdernes strejke, er de første skridt blevet taget til, at arbejderklassen kan føre en mere aktiv og åben kamp imod den voksende ulighed og nedskæringerne på velfærdsstaten. Den massive støtte, der har været til strejken, er blevet bakket op af det faktum, at det var en kamp for velfærdsstaten som helhed, såvel som de faktiske lønninger og arbejdsforhold for dem, der arbejder i den offentlige sektor.

Kommunalarbejdernes strejke er nu overstået. Den endte på en ydmygende måde med, at fagforeningslederne besluttede at underskrive en aftale med arbejdsgiverne hen over hovederne på arbejderne. Denne aftale vil kun medføre et relativt dårligt forlig, meget lavere end de beskedne 5,5%, der var det oprindelige krav. Det er intet mindre end forræderi over for alle de arbejdere, der var klar til at kæmpe.

Men hvorfor stoppede fagforeningslederne strejken, når meningsmålingerne fortalte os, at der var en massiv (over 80%) opbakning til strejken? Og hvorfor bakkede de ud, når den ene fagforening efter den anden (bl.a. elektrikerne, buschaufførerne, togpersonalet og bygningsarbejderne) erklærede, at de var klar til at strejke i solidaritet med kommunalarbejderne?

Fagforeningsbureaukraterne var skræmt af den overvældende støtte, der blev vist for kampen. Da strejken truede med at udvide sig til mange flere dele af samfundet, blev de dybt rystede. Hvis strejken havde udvidet sig, ville den venlige atmosfære, der hidtil har hersket mellem bureaukraterne og regeringen, være blevet bragt i fare. Ikke flere hyggelige forhandlinger over et lækkert måltid. Dette er en tanke, bureaukraterne ikke kan tåle. Ydermere ville en åben kamp også øge de almindelige medlemmers aktivitet i fagforeningerne, hvilket sandsynligvis ville resultere i krav om mere direkte demokrati og fjernelse af bureaukraternes privilegier.

Denne strejke har været et vigtigt vendepunkt for den svenske arbejderklasse. I de sidste 10 år har kampen været på et lavt niveau. Som direkte følge har det svenske folk været mål for den ene ændring efter den anden – og altid til det værre. De offentlige udgifter er der blevet skåret i, og offentlige tjenester er blevet delvist privatiseret. Naturligvis har dette haft indvirkning på arbejderklassen i Sverige i form af desillusionering. De menige medlemmers aktivitet i fagforeninger og Socialdemokratiet har været faldet til et meget lavt niveau. Det er præcis det, der skal rettes op på. Arbejderklassen må generobre Socialdemokratiet og styre det i en socialistisk retning.

Den svenske arbejderklasse er så småt ved at vågne op og indse behovet for en mere aktiv klassekamp. Dette begynder endda så småt at vise sig indenfor arbejderbevægelsens bureaukrati. En kløfte mellem højrefløjen og venstrefløjen begynder lige så stille at vise sig. Højrefløjsbureaukrater fungerede direkte som skruebrækkere under strejken, mens venstrefløjsreformisterne til gengæld deltog i strejken og blokaderne, på trods af at ledelsen for partiet, centralt såvel som lokalt, havde sagt, at de skulle lade være. Sandsynligvis kommer vi snart til at se flere strejker og flere konflikter mellem fraktionerne internt i bureaukratiet. Der er allerede en lille, men stadig tilstrømning af arbejdere, der melder sig ind i Socialdemokratiet, og når (ikke hvis) den tilstrømning udvikler sig til en ren flodbølge, vil alle bureaukraternes manøvrer være ligegyldige.