EU-topmødet i Thessaloniki 19. – 21. Juni blev mødt med titusinder af græske arbejdere og unge, der viste deres modstand mod denne internationale klub for kapitalistister. De europæiske ledere diskuterede den nye EU-grundlov og illegal indvandring.


Mens de diskuterede i ro og mag i luksuriøse omgivelser var stemningen en anden udenfor. Den såkaldte "antiglobaliseringsbevægelse" protesterede mod de europæiske kapitalisters planer. Størstedelen af de små organisationer og partier på den græske venstrefløj havde sat dette topmøde som omdrejningspunkt for deres aktiviteter og havde forberedt det mere end et år forinden. Denne gang opførte det græske socialdemokrati PASOK sig anderledes end tidligere. PASOK-regeringen undgik ikke alene at provokere demonstranterne, tværtimod stillede de campingarealer, telte og sportshaller til møder til rådighed.


Politiledelsen havde andre planer. Den stemning af frygt som myndighederne og politiet havde spredt gennem medierne fik mange lokale fra Thessaloniki til at holde sig uden for byen i de tre dage. Butiksejerne lukkede deres butikker og forsøgte at beskytte deres ejendom med metalgitter.


Splittede protester

Den største demonstration var planlagt til lørdag den 21. Problemet var, at der var tre adskilte demonstrationer. Det er desværre er blevet en vane hos den græske venstrefløj og arbejderbevægelse over de sidste par år, at forskellige kræfter konkurrerer om, hvem der kan mønstre flest, frem for at samles i en stor bevægelse.


Den største demonstration var organiseret af det græske kommunistparti (KKE) sammen med dets faglige forbund (PAME) og andre KKE-organisationer. Denne demonstration samlede 30.000-40.000 demonstranter.


Den anden demonstration var organiseret af Forum. Fagforeningerne, det græske LO (GSEE) og andre venstreorienterede kræfter som Synaspismos (det fjerdestørste parti i Grækenland) støttede op om denne demonstration, som samlede 10.000-15.000 folk. Den tredje demonstration var organiseret af en mindre venstreorienteret gruppe, kaldet NAR, og tiltrak 3.000-5.000 demonstranter.


Den største forskel mellem denne "anti-kapitalistiske" demonstration og andre demonstrationer mod EU-topmøder gennem de sidste år er, at der var en meget mindre deltagelse fra andre lande. Der var kun et par hundrede fra andre europæiske lande og nogle få fra tyrkiet.


Hooligans

Begivenheden blev skæmmet af voldelige aktioner. Nogle hundrede såkaldte anarkister – i virkeligheden er de bare hooligans – smadrede butikker og satte ild til bygninger og biler i gaderne. Politiet svarede igen med en storm af tåregas, hvilket førte til opsplitning af demonstrationerne. Disse hooligan-elementer spillede igen politiets spil. Politiet isolerede ikke disse smågrupper. I stedet skubbede de dem tilbage i demonstrationens kerne, mod alle der prøvede at flygte fra tåregassen, og derved brugte de en lille minoritet som undskyldning for at angribe hovedparten af demonstranterne og splitte dem ad.


Selv om der var et hæderligt fremmøde, tiltrak demonstrationerne i Thessalonoki slet ikke det antal, som arrangørerne havde forventet. Dette er mere tydeligt, hvis man også tænker på, at der har været et stort forberedelsesarbejde.


Der er flere grunde til det relativt lave deltagerantal. For det første er det kun et par måneder siden, vi så de kæmpemæssige demonstrationer mod krigen. Enormt mange arbejdere og unge deltog i disse demonstrationer. Folk er blevet mobiliseret igen og igen til mange demonstrationer over en periode, og de følte, at de havde gjort nok. Masserne i Grækenland har mobiliseret mange gange i massivt antal mod krigen og håbede, at de kunne påvirke imperialisternes krigsplaner. Men demonstrationer har ikke været nok. Bevægelsen må rettes mod selve systemet, der skaber krige – det kapitalistiske system.


En anden vigtig årsag er måden, hvorpå demonstrationerne var arrangeret. At der var tre adskilte demonstrationer gav en følelse af en splittet bevægelse, hvilket selvfølgelig har holdt mange væk. Og ikke mindst har politiet og de lokale myndigheder pisket en stemning af frygt op i tiden op til topmødet. De forskellige faktorer forklarer, hvorfor Thessaloniki 2003 ikke blev fortsættelsen af Genova eller selv Evian-topmødet, men bare et ekko.


Men man skal ikke tolke dette som mangel på kampvilje blandt de græske arbejdere og unge. Grækenland har set mange store strejker og protester gennem de sidste to år, inklusiv generalstrejker og massedemonstrationer. Det der er brug for, er en forenet bevægelse med klart program og klare mål. Stillet over for dette vil masserne reagere med stor styrke.