I løbet af de sidste tre uger er Costa Rica trådt ind på klassekampens arena. Det lille land, der tidligere var kendt som det "centralamerikanske Schweiz", vågner nu efter lang tids dvale. De nye strejker, der rammer landet, er en del af den proces, der startede med privatiseringen af elkraft-virksomheden ICE i april/maj 2000.

Strejken startede 16. maj og har i skrivende stund varet i 21 dage. Arbejderne i Costa Rica har afholdt store demonstrationer gentagne gange. De 15.000 arbejdere, der er ansat hos ICE, har indkaldt til massedemonstrationer (hvor 50.000 deltog i hovedstaden San José), og sammen med lærerne har de tvunget tre ministre til at gå af. Regeringens svaghed er et bevis på bevægelsens styrke.

Manglende løn
Mange arbejdere har ikke fået løn i over fire måneder, hvilket har fået arbejderne til at sige stop. Arbejderbevægelsen er gået på gaden i demonstrationer, hvilket er en kvalitativ ændring af situationen. De er begyndt at opnå en anerkendelse af deres krav, og de har det overvældende flertal af befolkningens støtte. Kampen har betydet, at bevægelsen er kommet hurtigt ud af starthullerne og har opnået en hurtig sejr. Men fagforeningerne skal ikke hvile på laurbærrene. De må bruge denne sejr til at lancere næste fase af kampen. Kravet om en generalstrejke, der blev rejst for nogle dage siden, må ikke glemmes. For at vinde en klar og utvetydig sejr må bevægelsen vise sin store styrke på faglig og politisk plan.

Kapitalisterne løber fra aftale
Den aftale, der er indgået, siger, at de manglende lønninger vil blive betalt. Imidlertid beretter den indflydelsesrige avis La nación om, at "aftalen ikke garanterer, at Nationalbanken – der er et uafhængigt organ – vil udstede vekslerne". Med andre ord er aftalen ikke det papir værd, den er skrevet på, hvis nationalbanken mener, at den "ikke har råd". Masserne i Costa Rica vil igen blive tvunget på gaden for at forsvare denne aftale.

Røre i Latinamerika
Hvis en bevægelse som denne kan mobiliseres i Costa Rica, kan det lade sig gøre over hele Latinamerika. Costa Rica blev betragtet som et sted med fred, demokrati og stabilitet. Men det har vist sig, at det blot var en maske, der ikke kan bæres længere. Der er ikke et eneste stabilt regime i hele Latinamerika. Marxisterne har forklaret dette længe, men nu er det bevist af masserne i Venezuela, Argentina, Ecuador, Peru... og nu også i lille Costa Rica.

Efter artikel Af Pablo Sanchez

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.