Grønland kan meget vel gå en varm sommer i møde. Ikke på grund af dramatiske klimaændringer, men derimod en opblussen i klassekampen.

6.700 grønlandske specialarbejdere i forbundet SIK er klar til at gå i strejke, hvis ikke deres krav om lønstigning bliver opfyldt. Den grønlandske radio KNR oplyser, at specialarbejderne i det offentlige kræver 10 procent ekstra i lønningsposen over de næste tre år. Hjemmestyret har foreslået en ”stigning” på 6,5 procent. Men det er ikke engang sikkert, om den ”stigning” vil være i stand til at følge inflationen.

Grønlænderne er blevet fattigere
Der er hårdt brug for forbedringer for almindelige grønlandske arbejdere, fiskere og fangere. De ufaglærte grønlandske arbejdere har været under særligt hårdt angreb de sidste ca. 15 år. En almindelig familie med to ufaglærte og to børn har fået 11 procent mindre at holde hus med mellem 1985 og 1998. Mange andre grupper har også oplevet reallønsnedgang. Faktisk er det utroligt få, der har fået betydelige stigninger i reallønnen siden 1980’erne.

Man kunne blive ved. I Grønland har man stadig en arbejdsuge på 40 timer. Lønnen for de ufaglærte er på under 70 kr. i timen. Man har stor ungdomsarbejdsløshed. Og priserne på dagligvarer presses opad, særligt i yderområderne, efter handelsvirksomheden KNI er blevet privatiseret.

Borgerligt vås
Grønlands Arbejdsgiverforening har tidligere beklaget sig over, at højere lønninger ”skader konkurrenceevnen”. Hvis konkurrenceevne?, fristes man til at spørge. Arbejdernes evne til at ”konkurrere” om anstændige leveforhold styrkes i hvert fald ikke af nedgang i lønnen.

Til kamp!
Det er kun lidt over et år siden, en anden konflikt var ved at bryde ud. Den gang var det de private arbejdsgivere, der nægtede arbejderne at holde pauser i arbejdet. Og heller ikke den gang var kapitalisterne klar til at give en anstændig løn.

Det er på tide, at kampen bliver taget alvorligt. De grønlandske mænd og kvinder slider hver eneste dag, og de producerer massevis af værdier. Problemet er bare, at Grønland er underlagt det kapitalistiske verdensmarked, og økonomien bliver presset. Specialarbejderne må forberede sig på en hård strejke mod hjemmestyret. Men hvis kampen skal vindes, må strejken udvides og generaliseres.

De privatansatte må også på banen. Hvis for eksempel sømændene og havnearbejderne nægtede at fragte rejerne og fiskene, der er landets vigtigste eksportprodukter, så ville kapitalisterne ryste i bukserne. Hvis man tilmed truede med at lukke for strøm, vandforsyning og al transport for industrien, ville hjemmestyret hurtigt blive tvunget i knæ.

Kampen kan vindes!
De grønlandske arbejdere kan vinde en strejke, hvis ledelsen tør at sætte sig i spidsen for en massiv og effektiv strejkebevægelse. Uden arbejderne kører samfundet ikke! Det er dét signal man må sende. Man må ligeledes appellere til den danske arbejderklasse om enhed og fælles kamp for forbedringer. Hvis den danske arbejderbevægelse tog grønlændernes krav op sammen med de danske arbejdere kunne man lynhurtigt opnå en generel nedsættelse af arbejdstiden og bedre levestandard – både i Grønland og Danmark.