Den 13. april samledes flere hundrede tusinde mennesker på Bolivar Avenue i Venezuelas hovedstad Caracas. De fejrede et-årsdagen for den folkelige opstand, der stoppede det reaktionære kup imod præsident Chavez, kun to dage efter at det var begyndt.
Den 11. april havde den såkaldte "Demokratiske Koordinering", som er i opposition til præsident Chavez, indkaldt til en demonstration, som skulle mindes dem, der døde 11. april sidste år. Det er der to ting at sige om: For det første, at de er gennemførte hyklere, i og med at langt størstedelen af de dræbte var på Chavez' side og blev dræbt af oppositionsfolk. For det andet at deres opbakning er forsvindende lille. Demonstrationen var blevet opreklameret med daglige annoncer i massemedierne, som alle sammen støtter oppositionen. Den var lagt stort an, og der var sat scene og højtalere og det hele op, men det blev så stor en fiasko, at oppositionens egne medier ikke engang turde at rapportere fra dagen! Hvis bare der havde været et par tusinde, kunne de have prøvet at fremstille det som hundrede tusinde eller en million, men der kom nærmest slet ikke nogen!
Denne fiasko kommer efter det nederlag, som oppositionen led i december-januar, da de gennem lockout og sabotage prøvede at skabe kaos i landet for at vælte Chavez. Oppositionen består primært af arbejdsgiverne, bankfyrsterne og bureaukratiet i olieselskabet PDVSA – med aktiv støtte fra de amerikanske storkapitalister, og de er meget imod Chavez' forsøg på at lave reformer til fordel for den almindelige befolkning. Men også denne engang lykkedes det folket og især de almindelige oliearbejdere, som tog olieproduktionen i egne hænder, at stoppe den udemokratiske opposition. Siden har oppositionen været dybt splittet og reelt ude af stand til at handle.
Men på den modsatte side – blandt dem, der støtter den revolutionære proces – er situationen en helt anden. Massedemonstrationen den 13. april oversvømmede Caracas med røde flag, og der var glæde og festlighed. Masserne har stor selvtillid nu, hvilket bl.a. afspejles i sloganet "enhver den 11. har en 13." Det ville imidler-tid være for letsindigt at tro, at reaktionen er helt død og begravet. De har lidt et stort nederlag, men over-klassen vil bestemt ikke opgive sin kamp for at bevare sine privilegier og positioner.
Den revolutionære bevægelses største svaghed er stadig på den ene side mangelen på et landsdækkende, demokratisk organ, der kan koordinere de revolutionære organisationer og generalisere erfaringerne, og på den anden side den forvirring mht. revolutionens mål, som findes især i bevægelsens ledelse.
Den eneste måde at forsvare den revolutionære proces på er ved at gøre den dybere, at udvide demokratiet fra det politiske til det økonomiske område. Og der må arbejderklassen spille den ledende rolle. Oliearbej-derne har vist, at de venezuelanske arbejdere selv kan styre et af verdens 50 største firmaer. Arbejderklassen kan sagtens køre landet under sin egen demokratiske ledelse og kontrol. Hvis den venezuelanske revolution skal forsvares, må den gå i retning af socialisme.
Læs den fulde artikel på marxist.com
