Til et møde sidste december, organiseret af Argentina Solidaritets kampagnen, forklarede to arbejdere fra Argentina om deres oplevelser med deres fabrik (Zanon Ceramics), som er den første fabrik der er kommet under arbejderkontrol gennem den nuværende krise i landet. Det var en meget inspirerende og informativ oplevelse, at høre.

Som et resultat af den økonomiske krise, er arbejdsløshedsstatistikkerne steget betragteligt. Antallet af tiggere er nu officielt 4 millioner og mere end 19 millioner lever under fattigdomsgrænsen, mens hele befolkningen kun udgør 37 millioner. Gennem sen-halvfemserne kæmpede arbejderklassen gennem adskillige strejker og demonstrationer mod De la Rua regeringen og de ondskabsfulde IMF-planer. Denne kamp kulminerede i de revolutionære begivenheder den 19.-20. december 2001, hvor masserne tog på gaden og væltede den ene præsident efter den anden.
Kapitalismens svar var, at kaste landet ud i yderligere økonomisk kaos, mens de forsøgte at sikre de af deres profitter der stadig var tilbage ? det midt i en katastrofe som de selv og deres profitdrift havde skabt!

Men industriarbejderklassens svar til krisen har ikke været så massiv og organiseret som resten af arbejderklassens. Frygten for at miste deres job har gjort sit til, at holde deres protester nede.
Men nogle arbejdere kunne ikke længere vente på at resten af deres klasse begyndte at rykke på sig, de følte at de var nødt til at gøre noget ved at deres fabrik var lige ved at lukke. Dette er sagen om arbejderne fra Ceramicas Zanon. På trods af firmaets profitabilitet, der var pumpet op med Italiensk kapital, blev der annonceret 100 fyringer i år 2000 plus lønnedgang til alle tilbageværende arbejdere. Dette forårsagede med det samme en 34-dags lang strejke. Efter strejken foreslog bestyrelsen så fyring af 300 af de 360 arbejdere der var tilbage på fabrikken.
Da arbejderne stod ansigt til ansigt med udsigten til denne effektive lukning af fabrikken, besluttede de sig for at besætte den og sætte den under arbejderkontrol.

Nu mødes arbejderne på fabrikken 3 gange om ugen for at planlægge produktionen og koordinere deres arbejde. De har diskuteret de problemer forskellige fabrikker der er besat og under arbejderkontrol står over for, nemlig det at de bliver angrebet af politiet, boykottet af leverandører osv.
Da de opdagede at ingen af de almindelige leverandører ville skaffe ler til en fabrik under arbejderkontrol, spurgte de den oprindelige befolkning i Neuquen-regionen (Mapuche-folket) om de kunne levere billige råmaterialer til dem. Mapucherne, som før havde nægtet at levere ler til Zanon-fabrikken, gik med til det fordi de så, at Zanon-arbejdernes kamp hang sammen med deres egen.

Arbejderne har oprettet en fagforening på lokalt niveau og er gået ind i arbejdsløshedsbevægelsens kamp, ved at hjælpe dem med at levere jobs.

Et andet eksempel på arbejderklassens selvorganisering er oprettelsen af deres egen milits der skal beskytte fabrikken for politiets og bossernes bøller.

Efter Zanons eksempel har andre fabrikker fulgt i deres spor inklusiv Brukman, en anden keramikfabrik med en lang tradition for kamp. I øjeblikket er mere end 150 fabrikker under arbejderkontrol. Der har været en national forsamling for besatte fabrikker, som vedtog en meget politisk avanceret resolution. Blandt mange andre ting, appellerede de for følgende:

1. En føderation af besatte fabrikker, forenet med de arbejdsløse i en planlagt kamp
2. Besættelse, under arbejderkontrol, af alle fabrikker der bliver lukket ned
3. Oprettelsen af en kampfond, for de der strejker og deres familier
4. Nationalisering af bankerne og oprettelsen af en nationalbank, der giver lave renter til fabrikker under arbejderkontrol.
5. Mulighed for tilbagetrækkelse af arbejderrepræsentanter til enhver tid

Dette er dog ikke det eneste de appeller for, de vil også have en arbejderregering, fordi kapitalisterne forlader landet med millioner af dollars.

Ind til videre er der ingen af de besatte fabrikker der er fra hovedindustrisektoren i landet, men dette er bare et spørgsmål om tid. Så længe krisen stadig kradser, er kapitalisterne nødt til at trække deres penge ud af Argentina og forlade de store olievirksomheder, stålindustrien, transporten osv.
Dette vil gøre spøgsmålet om hvem der i realiteten driver samfundet relevant. Fagforeningerne har endnu ikke fundet ud af, at de bliver nødt til at gøre det. Dette vil åbne et nyt stadie af den argentinske revolution, som startede den 19. og 20. december 2001.
Hvad der i virkeligheden er behov for, er en fælles kamp mellem piquetroerne, folkeforsamlingerne, føderationen af besatte fabrikker og alle fagforeningerne, bevæbnet med en kæmpende ledelse og et socialistisk program.

Nogle gange når vi taler om en revolution, tænker folk at det er om et fattigt og tilbagestående land, langt væk. Dette er IKKE situationen i Argentina, som er et rigt og industrialiseret land. Argentina står for den 4. største eksport af mad i verden og er en økonomisk magt i Latinamerika.

Den nuværende krise er et resultat af IMF?s planer om at åbne markedet, den såkaldte nyliberalisme, eller i realiteten: kapitalismen i begyndelsen af det 21. århundrede. Hvad der sker i dag i Argentina, kan ske i ethvert land med lignende karakteristik i morgen (dvs. alle økonomisk udviklede lande). Vi bør lære af fortidens lektioner og organisere os til at komme sådanne situationer i forkøbet her i Danmark. Kun et system, der kan gøre en ende på høj- og lavkonjunktur, kan opnå de argentinske erfaringer. Arbejderne i Argentina og arbejderne i Danmark mangler den samme løsning; en socialistisk omdannelse af samfundet!