Lørdag d. 16. februar mødtes tusindvis af arbejdere, arbejdsløse og medlemmer af de folkelige forsamlinger på Plaza de Mayo i Argentinas hovedstad Buenos Aires. Dette var begyndelsen på den Nationale Forsamling af Arbejdere (i arbejde og uden arbejde). Dagen efter var Avellanada Colonial-teatret ramme om et møde for to tusind valgte delegerede, der repræsenterede arbejdsløse arbejderes organisationer fra hele landet, men også lokale fagforeningsafdelinger, grupper af arbejdere i kamp, de folkelige forsamlinger fra forskellige kvarterer osv.

Dette møde er det hidtidige højdepunkt i bevægelsen mod dannelse af en alternativ magt bestående af de argentinske arbejdere og brede masser. Bevægelsen, som startede med de revolutionære begivenheder 19. og 20. december sidste år, er gået meget hurtigt frem, ikke bare med hensyn til organisatorisk form, men også hvad angår de politiske konklusioner, der bliver draget.

De folkelige forsamlinger, der mødes hver uge i hvert boligområde, dækker nu det meste af Buenos Aires og omegn, og det er også ved at sprede sig til andre provinser. Fra og med 12. januar har disse forsamlinger i Buenos Aires indledt ugentlige fællesmøder hver søndag med det formål at koordinere deres aktioner og diskussioner i fællesskab. Disse møder med delegerede fra forskellige boligområders forsamlinger ("interbarriales") er vokset og samler nu 3-4.000 mennesker. Der er rapporter om lignende møder i provinserne. F.eks. mødes delegerede fra 24 folkelige forsamlinger regelmæssigt i Rosario.

Disse møder diskuterer både forsamlingernes program og hvad der skal gøres, og de køres ekstremt demokratisk. Alle har lov til at tale i højst tre minutter, og på de større fællesmøder er det kun valgte delegerede fra boligområderne eller fra grupper af arbejdere i kamp, der har tilladelse til at tale. Ved mødets slutning stemmes der om alle forslag.

Til at begynde med var forsamlingerne mest fokuseret på kampen mod "corralito'en" (dvs. regeringens fastfrysning af folks bankkontoer), men nu har de fået et meget avanceret program med krav, der udfordrer alle aspekter af kapitalismen. Dette inkluderer kravet om, at udenlandsgælden slettes, at bankerne nationaliseres, at alle privatiserede foretagender gen-nationaliseres, at højesteretsdommere skal vælges af folket, at staten overtager pensionsfondene (AFJP), osv.

Det vigtigste i denne udvikling er, at de folkelige forsamlinger har taget skridt i retning af at forbinde sig med arbejderne og de arbejdsløses bevægelser. I flere år har der været en voksende bevægelse med meget militante aktioner fra arbejdsløse arbejderes side, som bla. har organiseret vejspærringer og blokader med krav om arbejde og understøttelse. "Piqueteros" er de blevet kaldt, og de har organiseret to nationale møder for at koordinere bevægelsen. Det var i juli og september sidste år.

Fællesmødet mellem de folkelige forsamlinger i Buenos Aires besluttede at tilslutte sig de to piquetero-marcher, der var indkaldt til d. 28. januar og 5. februar, og mange af de folkelige forsamlinger bød piquetero'erne velkommen i deres boligområder. Der blev lavet et nyt slogan, der udtrykte enheden mellem forsamlingerne og piquetero'erne: "Piquete y cacerola – la lucha es una sola" ("Blokader og kasseroller – kampen er den samme", der sigtes til de arbejdsløses vejblokader og til de folkelige forsamlingers brug af kasseroller og potter og pander til at lave larm under deres demonstrationer). Derudover har forsamlingerne knyttet bånd til kæmpende arbejdere i deres områder. Det var f.eks. tilfældet med arbejderne på Brukmans tekstilfabrik, hvor de nu har besat fabrikken i protest mod fyringer og med kravet om, at firmaet bliver nationaliseret under arbejderkontrol.

Arbejderbevægelsen har hidtil ikke deltaget i protesterne selvstændigt, men dette betyder langtfra, at arbejderne er passive. I de sidste tre år har der været 8 meget militante generalstrejker. Arbejdere deltager også i deres lokale folkelige forsamlinger i de forskellige boligområder. En af grundene til, at der hidtil ikke har været nogen masseomfattende strejkebevægelse i disse protester, er frygten for arbejdsløshed, som nu er på 20% ifølge officielle tal. En anden vigtig faktor er fagforeningsbureaukratiets massive kontrol over den væsentligste faglige landssammenslutning CGT.

Det er netop derfor, at indkaldelsen til den nationale arbejderforsamling er så vigtigt et skridt fremad. På piquetero'ernes nationale møde i september, hvor de arbejdsløses organisationer mødtes, vedtog man at indkalde et nyt nationalt møde, som skulle bestå af valgte delegerede, én for hver 20 organiserede arbejdsløse. Dette møde blev aldrig til noget, fordi de to organisationer med mest indflydelse i de arbejdsløse arbejderes bevægelse blev ved med at nægte at indkalde til det. Disse to organisationer er CCC under ledelse af Alderete og Bolig- og Jobsammenslutningen FTV (som er forbundet med fagforeningssammenslutningen CTA) under ledelse af D'Elia. Lederne af begge disse organisationer er nu involveret i forhandlinger med regeringen om understøttelsen til de arbejdsløse, hvilket i virkeligheden bare er en manøvre for at pacificere de arbejdsløse arbejderes bevægelse.

Men i sådan en periode som den nuværende med kraftig radikalisering af klassekampen besluttede de mere militante dele af piquetero-bevægelsen selv at indkalde til den nationale arbejderforsamling. Disse dele inkluderede arbejdsløses organisationer fra hele landet, mange af dem med forbindelser til forskellige venstrefløjspartier som Kommunistpartiet, PO, MST, PTS osv. De udsendte en appel til arbejdere i arbejde, militante fagforeningsafdelinger og de folkelige forsamlinger og opfordrede dem til at sende delegerede til mødet.

Indkaldelsen til dette møde fremkaldte en splittelse i CCC (en af de to ledende arbejdsløshedsorganisationer, der havde nægtet at indkalde til mødet). En af lederne, Raúl Castells fra MIJDP, som nu sidder i husarrest, gik offentligt frem og støttede idéen om en national arbejderforsamling, og han blev derfor ekskluderet fra CCC.

De folkelige forsamlinger i Buenos Aires havde besluttet at blive på Plaza de Mayo natten over efter deres ugentlige "cacerolazo" (protest med larm fra potter og pander) om fredagen d. 15. februar, så de kunne modtage alle de delegerede, der ankom til den nationale arbejderforsamling fra alle dele af landet tidlig lørdag morgen. Tusinder af mennesker fyldte pladsen, da delegationerne fra de forskellige arbejdsløshedsorganisationer begyndte at marchere ind, mens der blev jublet og råbt forskellige slogans.

To af de væsentligste delegationer, der kom til mødet, var dem, der bestod af arbejdere fra Brukmans tekstilfabrik i Buenos Aires og fra Zanóns keramikfabrik i Neuquén. Med et banner, hvorpå der stod "Zanón og Brukman: under arbejderkontrol!" marcherede de ind på Plaza de Mayo, mens mængden jublede og slog på trommer. Ifølge alle rapporter var stemningen helt elektrisk. Der kom andre delegationer fra hele landet, fra provinserne Santa Fé, Neuquén, Chaco, Tucumán, Río Negro, Córdoba, La Rioja, Salta, Jujuy osv. I den ene ende af pladsen var der et podie med et stort banner, hvor der stod "National Forsamling for Arbejdere (i arbejde og uden arbejde)". Foran var der et område reserveret for de delegerede, som blev bevogtet af et værn af arbejdere med knipler og metalrør.

Massemødet startede først om eftermiddagen, da alle delegationerne fra provinserne var ankommet. Masser af talere fra forskellige organisationer fra hele landet gik på talerstolen, hver havde ti minutter til at tale i.

Om søndagen fortsatte forsamlingen med et møde kun for de valgte delegerede i Avellaneda Colonial-teatret. To tusind delegerede var tilstede, og hver af dem repræsenterede mindst tyve andre. Det var ikke kun arbejdsløse, men også delegerede fra de folkelige forsamlinger og vigtigst af alt delegerede fra forskellige fagforeninger.

Debatten drejede sig især om, hvordan arbejderne kan løse den krise, som landet står overfor. Der var lavet en resolution af keramikarbejdernes fagforening i Neuquén (SOECN, som er dem, der holder Zanón-fabrikken besat) og Neuquéns bevægelse for arbejdsløse arbejdere (MTD), og den gjorde det klart, at "en virkelig enhed mellem arbejdere i arbejde og arbejdsløse arbejdere … er den første betingelse for at arbejderne kan lede den nødvendige alliance med den ruinerede middelklasse, og det er den eneste måde, vi kan gennemføre en arbejdernes og folkets løsning på den nationale krise". Den tilføjede: "Kun arbejderklassen, dem der er i arbejde og dem der ikke er, både statsansatte og privat ansatte, kan løse den nationale krise. Arbejderklassen producerer hele landets rigdom. Den står for transport, og får hele økonomien til at løbe rundt: fra energi (gas, olie, elektricitet) til den finansielle sektor og bankerne. Sammen med de militante arbejdsløse (som vi anser for at være en del af arbejderklassen) med deres blokader af landets veje, og selvfølgelig sammen med lønmodtagere ansat af stat og kommuner, som allerede er i kamp og har gjort sig selv til en del af bevægelsen, er dette den fundamentale sociale kraft, der kan føre til en progressiv løsning på den kapitalistiske krise". På korrekt vis kom Zanón-arbejderne også med en appel om at arbejde blandt de almindelige medlemmer af fagforeningerne for at vinde de organiserede arbejdere væk fra fagforeningsbureaukratiet.

Til sidst vedtog mødet en resolution, der understregede, at Duhalde-regeringen er en fjende af arbejderklassen, og at en folkelig løsning på krisen betyder, at man "smider Duhalde og den klasse af udbyttere, som har bragt ham til magten, på porten". Mødet afviste alle forsøg på "sociale kontrakter", dvs. den proces, regeringen har startet for at pacificere de arbejdsløses organisationer. Punkt 4 i resolutionen lyder: "Vi må selv tage os af løsningen på massernes mest presserende problemer: arbejde, sundhed, uddannelse, boliger, hvilket betyder, at vi må sprede og fremme disse organisationer [de folkelige forsamlinger, piquetero-organisationer og arbejderforsamlinger], over hele landet, som et alternativ, der tilhører arbejderne. Piquetero'erne og de mere militante fagforeningsafdelinger, som er tilstede på denne nationale forsamling, ønsker at forene industriarbejdernes bevægelse og bevægelsen på de privatiserede virksomheder med piquetero'ernes kamp. Ethvert seriøst forsøg på at besejre den nuværende regering og det herskende regime må tage arbejderklassens fundamentale rolle med i betragtning. Det er arbejderklassen, der i dag får produktion og service til at virke, bla. elektricitet, gas, telefoner og transport".

Dette er dybest set en erkendelse af arbejderklassens potentielle evne til at lamme samfundet. I den forbindelse var der en resolution på mødet fra jernbanearbejderne (der lige nu trues af tusindvis af fyringer) – de foreslog, at man lammede jernbanetransporten og spredte piquetero-blokaderne til jernbanerne. Et af de slogans, der blev råbt til det åbne møde om lørdagen var netop: "Luchar, vencer - obreros al poder!" ("Kæmp, vind – arbejderne til magten!")

Resolutionen kræver også, at lederne for CCC og FTV-CTA, som nægtede at indkalde dette nationale møde, nu afbryder alle deres forhandlinger med regeringen, som finder sted bag bevægelsens ryg, og at de i stedet tilslutter sig den plan for kamp, der er blevet vedtaget. Mødet afviste alle forsøg på at skabe illusioner til "regeringer, der dybest set repræsenterer udbytternes interesser, det være sig inde- eller udenlandske udbyttere".

Det program, der blev vedtaget, var som følger:

• Løsladelse af Raúl Castells, Emilio Alí, Peralta og alle andre fængslede kammerater. Tilbagetrækning af alle anklager imod dem.
• Dem, der organiserede og udførte mordene d. 19./20. december, skal retsforfølges og straffes. Dem, der myrdede kammeraterne i Salta (Justiniano, Gómez, Verón, Barrios og Santillán) og Corrientes, skal retsforfølges og straffes.
• Udlandsgælden skal slettes.
• Bankerne og de største virksomheder skal nationaliseres.
• AFJP (pensionsfond) skal overtages af staten.
• Fyringer og suspenderinger skal gøres ulovlige.
• Alle virksomheder, der lukker eller fyrer arbejdere, skal nationaliseres under arbejderkontrol, og alle lukkede virksomheder skal genåbnes under de samme betingelser.
• Øjeblikkelig tilbagelevering af penge, som småsparere har sat i banken.
• Kamp for rigtige, permanente jobs ved at fordele arbejdet uden lønnedgang.
• Mindstelønnen og arbejdsløshedsunderstøttelsen skal følge leveomkostningerne.
• Ud med Duhalde og IMF. For en arbejderregering!

Dette program, som dybest set er et program for socialistisk revolution, blev vedtaget af de delegerede sammen med en plan for kampen. Den siger bla., at den kamp, som har udviklet sig i Argentina i de sidste par år, giver "mulighed for at løse den krise, som har ramt udbytternes system i vores land, til arbejdernes fordel", og at "vi må skride til handling, fordi folkets hårdnakkede kamp endnu ikke har ført til sejr, men til at en illegitim regering, som er udbytternes marionetter, er kommet til magten".

Kampplanen omfatter blandt andet en forstærkning af vejblokaderne, en national mobilisering med blokader og "cacerolazos" d. 20. Februar. En national aktionsdag imod de privatiserede olieselskaber. Disse blev valgt som mål, fordi de har været de mest profitable af de privatiserede virksomheder i de sidste års tid. Kravet er, at disse profitter skal bruges til at skabe jobs, og at virksomhederne skal nationaliseres igen. Der er planlagt en march med krav om løsladelse af dem, der er blevet fængslet under protesterne, det sker 2. marts. Der skal være en national arbejdermarch mod hovedstaden fra 4.-8. marts. Og endelig blev der fastsat en ny dato for den næste nationale arbejderforsamling – det bliver d. 2. april.

Søndag aften var repræsentanter fra den nationale arbejderforsamling med til det sjette fællesmøde for de folkelige forsamlinger i Buenos Aires for at forklare deres beslutninger og få støtte til planerne. Fællesmødet besluttede støtte planen og vedtog også en række andre krav. De vigtigste er:

• Indkaldelse til en national folkelig forsamling med repræsentanter fra alle de folkelige forsamlinger, fællesforsamlingerne og forsamlingerne i provinserne, d. 16.-17. marts.
• Duhalde og hans planer for økonomien skal ud. For en regering bestående af de folkelige forsamlinger, fællesforsamlingerne, arbejderne og piquetero'erne.

De resolutioner, der blev vedtaget på den nationale arbejderforsamling og på fællesmødet, er programmer for arbejder- og folkemagt. Interessant nok optræder sloganet om en "grundlovgivende forsamling" (som vi har polemiseret imod) ikke i disse resolutioner.

Den vigtige ting at lægge mærke til er, at dette ikke bare er et program, der er blevet vedtaget – det er et program, som sektioner af de organiserede arbejdere slutter op om. Den fortsatte økonomiske krise vil tvinge flere og flere aktive arbejdere til at forsvare deres jobs, og det vil blive klart, at dette kun kan ske effektivt, hvis man erstatter det kapitalistiske system med et system, hvor økonomien er nationaliseret og under arbejderkontrol.

Som lederen af CGT, San Lorenzo, sagde til massemødet om lørdagen: "arbejderklassen, og især industriarbejderklassen, må generobre den dominerende rolle i argentinsk politik". Lederen af SOECN (Keramikarbejdernes fagforening i Neuquén) insisterede på, at nøglen til det hele er at vinde de organiserede arbejdere til kampen, han sagde: "At have en blokade uden for Repsol-YPF (et raffinaderi) er rigtig godt, men det ville være endnu bedre, hvis oliearbejderne selv kom ud, eller hvis vi kan få elektricitetsarbejderne [som også var tilstede på den nationale arbejderforsamling] til at lukke for strømmen. Det er godt at protestere uden for en bank, men det er meget bedre at få bankarbejderne til at gå i strejke".

Arbejdere i bilindustrien har allerede erklæret, at de vil gå i strejke imod bebudede fyringer. Offentligt ansatte i provinsregeringernes administrationer over hele landet har været i strejke for at få udbetalt deres løn. Regeringen har lige grebet ind for at stoppe en bebudet strejke i olieindustrien. De privatiserede olieselskaber havde varslet tusindvis af fyringer som svar på en forøgelse af afgiften på benzin. Dette tvang bureaukraterne i toppen af oliearbejdernes fagforening til at kalde til strejke fra og med mandag d. 18. februar. Regeringen var rædselsslagen og måtte gribe ind, hvilket har betydet midlertidig suspendering af både fyringer og strejke. I dette eksempel ser vi den modsætning, som den herskende klasse er fanget i i Argentina. På den ene side kan de kun opretholde det kapitalistiske system, hvis de gennemfører nådesløse angreb på arbejdernes og middelklassens levestandard, men på den anden side risikerer de så at fremprovokere en revolution, hvor de kan miste alt.

I mellemtiden bliver den økonomiske krise stadig dybere, og pesoen er faldet til 2,10 over for dollaren, det laveste niveau siden den blev løsnet fra dollaren. Industriproduktionen er kollapset med 18% i januar, hvilket er et rekordfald oven på et fald, der også var voldsomt, i december. Alle økonomiens sektorer er påvirket, men de værst ramte er tekstil (med 56,1% fald), bilproduktion (65%) og maskinvæsen (54,1%). Og dette på trods af at devalueringen teoretisk set burde have fremmet eksporten.

Den argentinske kapitalistklasse kan også godt se den fare, der er i hele denne udvikling. I de sidste par dage har de offentliggjort to hysteriske lederartikler i La Nación, der fordømmer bevægelsen og de forskellige forsamlinger. D. 14. februar erklærede de, at "selvom disse forsamlingers fremkomst virker som en konsekvens af, at befolkningen er led og ked af den politiske klasses utroværdige opførsel, så må vi også huske på, at sådanne mekanismer med folkelige drøftelser udgør en fare, fordi de pga. selve deres natur kan udvikle sig til noget så ondsindet som 'sovjetter'". Og artiklen fortsætter: "Erfaringen viser, at sådanne forsamlinger af og til bliver overtaget af ekstreme ideologier, som udnytter flertallets legitime skuffelse til egen fordel, og prøver at opnå, hvad de aldrig kunne opnå ved hjælp af stemmesedlen. Det er ikke en dårlig ting, at folk ønsker at give udtryk for, hvad de mener… Men det er vigtigt at pointere, at det er én ting at være med i larmende protester, og en helt anden ting at tage regeringsbeslutninger, der vedrører befolkningens interesser og det fælles bedste".

Det, de mener, er altså, folk har ret til at sige, hvad de vil … bare de ikke truer kapitalens og bankernes styre! Ligesom under alle andre revolutioner råber kapitalisterne og de borgerlige op om "ekstremistiske agitatorer", som skulle være grunden til den revolutionære stemning i masserne. Men i virkeligheden er det kapitalisternes eget systems totale fallit, som har skabt grunden for, at masserne tager de revolutionære idéer til sig, sådan som vi ser det ske i Argentina for tiden.

Videre i samme dur beskylder La Nación d. 17. februar forsamlingerne for at ville organisere et "undercover-statskup". Den ledende artikel insisterer på, at det "er nødvendigt, at argentinerne tager den med ro og indser, at et land ikke kan fungere med vedvarende folkelig deltagelse i beslutningerne på den måde". (Hvorfor ikke?) "Det er ikke rimeligt, at [en forsamling i et boligområde] mødes og erklærer, at nationens præsident er illegitim, at parlamentsmedlemmernes mandater er ugyldige, og at alle medlemmer af Højesteret skal gå af". Denne erklæring viser tydeligt, hvad borgerligt demokrati egentlig er. Folket kan deltage, så længe denne deltagelse kun går ud på at stemme en gang imellem. Men når folket faktisk begynder at tage sagerne i egne hænder, så er der pludselig tale om et kup! Problemet er, at flertallet af den argentinske befolkning nu har prøvet at stemme på alle de forskellige politiske retninger i de sidste tyve år, men ingen af dem har været i stand til at løse de store problemer. Nu har masserne af arbejdere, arbejdsløse og middellagene, sagt "Stop, nu er det nok!", og så har de taget sagen i egne hænder gennem demokratisk valgte og ansvarlige komitéer.

De ledende artikler i de borgerlige aviser opfordrer regeringen til ikke at gøre nogen indrømmelser, eftersom dette blot ville fremme bevægelsen. Efter voldsomme protester, hvor småsparere angreb en række banker i Buenos Aires' finansdistrikt, har regeringen advaret om, at hvis sådanne ting sker igen, så vil de tage hårde midler i brug. Politiet er allerede blevet sat ind i flere sammenstød med piquetero'erne. Det er klart, at denne gang er den herskende klasse bedre forberedt, end de var i december. Derfor er der brug for en mere organiseret bevægelse for at føre den revolutionære proces fremad. Hovedopgaverne er dem, der blev vedtaget på den nationale arbejderforsamling: styrkelse og spredning af forsamlingerne og først og fremmest organisering af industriarbejderklassen i arbejderkomitéer, der vil være i stand til at organisere en generalstrejke.