120 bananarbejdere er blevet fyret af banangiganten Noboa, efter de deltog i en endags arbejdsnedlæggelse d. 25. februar. Strejkens formål var at få respekteret almindelige arbejderrettigheder og få deres fagforening anerkendt.

Siden arbejdsnedlæggelsen har en politistyrke været udstationeret på plantagen. Disse anti-fagforeningsaktiviteter er ledet af Noboas leder, som bl.a. stiller op til præsidentvalget i Ecuador. Der i alt 220.000 bananarbejdere i Ecuador. Fyringerne skal ses som et led i et længere korstog mod bananarbejdere i hele verden, gennem flere år har multinationale fyret og ansat bananarbejdere hvor de ville. For tiden er det mest fordelagtig for kapitalisterne at producere deres bananer i Ecuador, hvor arbejderne har væsentlig færre rettigheder end i mange andre lande.

Kampen i Ecuador bliver fulgt omhyggeligt af bananfagforeninger i hele Latinamerika. Deres medlemmers løn og rettigheder er truet af den Ecuadorianske eksport af bananer, plukket af arbejdere med lav løn og uden fagforeningsmedlemskab.

Den 25. februar strejkede mere end 1.400 ecuadorianske bananarbejdere for almindelige arbejderrettigheder, som fx betaling af overarbejde, ret til et ordentlig helbred og en rimelig løn. De kom fra syv forskellige plantager, der alle producerer for Noboa-virksomheden i Ecuador. Arbejderne kræver også anerkendelse af deres nye fagforening.

Ifølge fagforeningen er bananplantagerne delt op i syv separate forretninger, der skiftevis ansætter og fyrer arbejdere imellem sig. De er delt op for at undgå lovlige forpligtelser og understøttelsesordninger, som permanente ansætte arbejdere har. Fagforeningen tror dog ikke på, at de er så separate igen, de tror på, at plantagerne er hemmeligt ejet af Noboa. Fagforeningen har bedt firmaet og regeringen redegøre for, hvem der i virkeligheden ejer plantagerne. Uanset hvem der ejer plantagerne, producerer de bananer for Noboa. Ejeren af Noboavirksomheden er Alvaro Noboa Ponton, som er præsidentkandidat i Ecuador. Noboa er det fjerdestørste bananfirma i verden, efter Chiquita, Dole og Del Monte, og det ejer Bonita-mærket.

Fagforeningen har sendt Arbejdsministeren en ansøgning om lovlig registrering af fagforeningen. Hvis arbejdsministeren godkender ansøgningen, vil den nye fagforening blive den første uafhængige bananarbejderfagforening siden 70'erne.

Krisen i bananindustrien (grundet forskellige faktorer, inkl. overproduktion) har resulteret i masseafskedigelser i kraft af, at produktionen har koncentreret sig mere og mere om Ecuador, hvor arbejderne er lavtlønnede og uorganiserede.

At arbejderne i Ecuador er lavtlønnede og uorganiserede har betydet og betyder, at kapitalisterne kan producere billigere bananer i Ecuador – og derved skaffe sig selv et større overskud.

Men manglende organisering og lav løn i Ecuador er en trussel mod alle bananarbejdere i hele verden. Mange står til at miste deres job til fordel for ecuadorianske uorganiserede lavtlønnede arbejdere. Derfor er det ikke kun i de ecuadorianske bananarbejderes interesse at få opbygget en ordentlig fagforening, det er i alle bananarbejderes interesse. Bananarbejdere i hele verden må stå sammen i kampen for højere lønninger og bedre arbejds- og levevilkår. Kun gennem international kamp kan et anstændigt liv sikres for bananarbejderne. Der er penge nok til at betale ordentlige lønninger og arbejdsvilkår, de havner bare i de forkertes lommer.

Ecuadors rolle
Ecuador er den største bananeksportør i verden. Noboa, den største bananeksportør i Ecuador, er det fjerdestørste bananfirma i verden, efter de tre USA-giganter, Chiquita, Dole og Del Monte.

Ecuadors har en fordel i bananproduktionen, den er udtrykt i at arbejdsvilkårene, lønnen, understøttelsen og friheden til at organisere bananarbejderne er nogen af de værste i Latinamerika. Ecuadors bananindustri er, i modsætning til dens konkurrenter i området, næsten komplet uorganiseret.

En undersøgelse fra 2000, foretaget af US/LEAP har vist at ecuadorianske bananarbejdere tjener i gennemsnit $56 om måneden. Dette skal ses i forhold til en gennemsnitsmånedsløn på over $500 i Panama, $200 - $300 i Colombia, $200 i Costa Rica, $150 - $200 i Honduras og $120 - $150 på Guatemalas atlantiske kyst. Selvom minimumslønnen er steget i Ecuador, har det kun delvist indskrænket forskellen.

Ingen af disse steder kan arbejdernes andel af det samlede overskud være særlig høj, ejerne af banangiganterne er alle styrtende rige.

Ecuadorianske bananarbejdere har, hvis de i de hele taget har nogen, også færre understøttelesordninger, som normalt er en forudsætning på de fleste plantager i Latinamerika. Det gælder ting så som tag over hovedet, drikkevand, uddannelse for børn og helbredsunderstøttelse. Pga. at bananplantagerne ikke særlig ofte ligger nær byer, er sådanne understøttelser essentielle for et rimeligt liv for bananarbejdere.

Over de sidste få år har de lave standarder i Ecuador fået multinationale virksomheder til at flytte produktionen fra lande med højere udgifter til arbejdere og større respekt for arbejdernes rettigheder. En tendens der kun medfører lavere arbejderrettighedsstandarder i hele verden. Fx annoncerede Dole i november 1999, at de ville fyre 9.000 arbejdere og stoppe deres operationer i Nicaragua og Venezuela. Dole får nu 30% af deres bananer fra Ecuador. Del Monte fyrede så godt som hele deres arbejdsstyrke i Costa Rica midt i 1999, for bagefter at ansætte de fleste af arbejderne igen, men med betydelig lønnedgang og med færre understøttelsesordninger.

I Centralamerika er bananfagforeningerne, i mange lande, en grundsten i arbejderbevægelsen. Angrebene på den grundsten er et angreb på arbejds- og levevilkårene gennem hele Centralamerika. Den bedste måde at kæmpe for forbedringer for bananarbejderne, er at kæmpe sammen – på tværs af grænser og mod den fælles fjende - kapitalisterne. Kampen for at skabe en fagforening for de 8 Noboaplantager er begyndelsen på og en betingelse for, at den samlede kamp kan føres. Forbliver de 220.000 bananarbejdere i Ecuador uorganiserede, får de svært ved at kæmpe sammen for forbedringer af deres elendige arbejds- og levevilkår. Specielt når vi er på vej ind i en økonomisk krise, vil forringelserne og angrebene mod fagforeningerne tage til. Kun gennem samlet kamp, kan arbejdernes vilkår forbedres. Ingen er tjent med en månedsløn på $56! Bananarbejdere i hele verden må organisere sig i fagforeninger, og fagforeningerne må samarbejde på tværs af grænser, for forbedringer for alle arbejdere!