Skrevet den 14. april 2002

Der sker dramatiske ting i Venezuela. Lørdag den 13. april, mindre end 36 timer efter at en gruppe højreorienterede forretningsfolk og generaler fra hæren havde taget kontrol over landet, faldt kuppet sammen, og alt var forvirring. Kort efter klokken ti om aftenen gik den midlertidige præsident Pedro Carmona Estanga af, og det rapporteredes, at han blev arresteret. Vicepræsident Diosdado Cabello blev indsat som fungerende præsident af formanden for nationalforsamlingen William Lara, efter at Carmona var blevet tvunget til at genindsætte forsamlingens valgte medlemmer og andre embedsmænd, som han havde fyret den 12. april.


Til sidst blev Hugo Chávez under vild jubel genindsat som Venezuelas præsident, efter at han var blevet fløjet i militærhelikopter til præsidentpaladset Miraflores.

Kontrarevolutionær provokation

Kontrarevolutionen i Venezuela blev ført an af de anti-Chavez-strejker, der fandt sted i Venezuelas olieindustri for nylig. Det var kontrarevolutionære strejker – meget lig de vognmandsstrejker, som CIA i sin tid organiserede mod Allende-regeringen i Chile. Strejkerne var organiseret af den venezuelanske olieindustri (PDVSA) i forening med de højreorienterede fagforeningsbureaukrater i CTV. Det var ikke noget tilfælde, at den reaktionære bevægelse blev ført an af olieinteresser. Lederne af PDVSA ville sætte en stopper for restriktionerne på olieproduktion og igen blive USA's største olieleverandør.


Selve kuppet udsprang af det, der skete den 11. april, hvor en demonstration, der blev påstået at tælle 350.000 deltagere, var arrangeret imod Chávez-regeringen. Eftersom medierne i Venezuela er indædte Chávez-modstandere, er dette tal næsten helt sikkert overdrevet. Rapporter fra pressebureauer sætter tallet til højst 50.000. Regeringens sikkerhedsstyrker og Chávez-tro militser skulle efter sigende have skudt ind i mængden af ubevæbnede Chávez-modstandere, 15 skulle være blevet dræbt og 157 såret. Højrefløjen brugte dette som en undskyldning for at kræve, at Hugo Chávez trådte tilbage. Men i virkeligheden tyder senere rapporter på, at de fleste af de dræbte faktisk var Chávez-tro demonstranter, der tilsyneladende blev skudt ned af snigskytter, der befandt sig på hustagene. Hele optrinnet var en klar provokation.


Klasseinteresserne bag kuppet var tydelige. Lederen af den kontrarevolutionære regering var en rig forretningsmand ved navn Pedro Carmona – som er formand for arbejdsgiverforeningen. Hans første handling var at ophæve Chávez' såkaldte anti-investeringslove – dvs. alle de love, der skulle forsvare Venezuelas interesser og hæve massernes levestandard. Det korrupte og rådne borgerskab er ude af stand til at spille en progressiv rolle. Deres planer ville betyde, at landet og dets betragtelige olierigdom ville blive lagt godt og grundigt i USA-imperialismens hænder. PDVSA-lederne havde allerede lagt planer for at genoprette og udvide produktionen, hvilket ville indbringe 300.000 tønder om dagen over OPEC-kvoten.


USA-imperialismens rolle

Kuppet blev ledt af det venezuelanske borgerskab og deres folk i militæret. Men det var helt klart Washington, der hev i snorene. Planen blev lagt og udviklet i USA. Bush-regeringen, som gerne ville se Chávez i håndjern, forberedte sig på at overtage Venezuelas olieindustri ad bagdøren ved at give "støtte" til den nye regering i Caracas – i form af olieinvesteringer. Dette er en del af USA's bredere strategi efter 11. september, som går ud på at intervenere aggressivt alle steder.


USA's interesse i Venezuela er delvis økonomisk. Der tales om økonomisk bedring i USA, men det er stadig svagt og ustabilt. Efterspørgslen i Nordamerika er ved at komme sig lidt, men i Europa sker dette i langt mindre grad, og Japan er stadig i store problemer. I sådan en situation er oliemarkederne nødvendigvis letpåvirkelige. Og en alvorlig forstyrrelse af olieproduktionen ville få seriøse konsekvenser for verdensøkonomien. Hvis der skal ske en bedring af økonomien, kræves der ikke bare øget efterspørgsel (som godt kan være episodisk), men øget profitabilitet. Profitmargenerne er stadig lave. En forøgelse af prisen på et element i produktionen ville sænke profitmargenerne endnu mere og sende verdensøkonomien ud i et endnu stejlere fald end før. I den forstand hænger rystelserne i Mellemøsten som en truende uvejrssky over det økonomiske landskab.


Den israelsk-palæstinensiske konflikt skaber røre i hele området på en højst alarmerende måde (Hezbollah, Syrien, Jordan og Egypten bliver alle sammen hevet mere og mere med). Tingene bliver komplicerede! Og så er der oliepriserne… De har svinget op og ned på voldsom vis med OPEC's forsyningsindskrænkninger, krigstruslerne, den stigende vold i Mellemøsten og politisk ustabilitet i Venezuela. Den kaotiske situation i Mellemøsten har tilsyneladende tvunget Washington til at udskyde planerne om et angreb på Irak. Det ser ud til, at sidste weekends topmøde mellem USA's præsident og den engelske premierminister Tony Blair i Crawford, Texas, ikke førte til særlig positive resultater. Selv den krigsglade Blair blev nødt til privat at advare Bush om, at det nogen gange er bedre at se sig for, før man kaster sig ud i noget. Men udskudt betyder ikke aflyst. Før eller siden vil Irak igen få den amerikanske imperialismes støvle at føle.


Bush er fast besluttet på at gå videre med planerne om militær aggression mod Irak, men han er godt klar over, at det generelle kaos i Mellemøsten (som understreges af Powells fejlslagne forsøg på at få Israel til at trække sig fra Palæstina) kan føre til et katastrofalt fald i olieproduktion, som kan føre til stigende priser og ødelægge alle håb om økonomisk bedring. USA har brændende brug for en garanteret olieforsyning, som ligger behageligt langt væk fra Mellemøsten.


Imperialisterne prøver at holde oliepriserne nede. Der er rygter om, at de russiske olieproducenter i overensstemmelse med Putins samarbejdslinje med USA planlægger at stjæle Iraks markedsandele, mens Bagdad fortsætter sin 30-dages embargo på olieeksport, som blev startet tidligere sidste uge i protest mod Israels besættelse af palæstinensiske områder på Vestbredden. I dette verdensomspændende drama har Venezuela en vigtig rolle. Hugo Chávez' politik truede de store oliefirmaers interesser og skabte mere og mere bekymring i Washington.


Med den voksende ustabilitet i Mellemøsten – hvor Irak lige har beskåret sin olieproduktion – var det i USA's interesse at underminere OPEC's sammenhængskraft. Før Chávez trådte til i februar 1999 var Venezuela det OPEC-land, der brød oliekvoten mest. Så sent som i december 1999 overskred Venezuela sin produktionskvote med en million tønder. Men den nye regering omdannede i et forsøg på at stå imod USA-imperialismen Venezuela til OPEC's mest entusiastiske kvote-overholder. Præsident Chávez har stået i spidsen for adskillige produktionsnedskæringer, og sidste år rejste han verden rundt for at presse på for flere nedskæringer i olieproduktionen, hvilket han havde en vis succes med. Dette bragte uundgåeligt Venezuela i konflikt med de store oliefirmaer og den amerikanske imperialisme.


Men der er også en bredere dimension i USA's aktiviteter i Venezuela, som går ud over det økonomiske spørgsmål. Det amerikanske militær er aktivt involveret i en beskidt krig imod FARC- og ELN-guerrillaerne i nabolandet Colombia. Det er velkendt, at Chávez har haft venskabelige forbindelser med de colombianske guerrillaer. Det alene ville være grund nok til, at CIA ville af med ham.


Men ingen af disse faktorer var den vigtigste grund til kuppet. Det afgørende var, at radikaliseringen af masserne i Venezuela truede med at sprede sig til andre lande i Latinamerika, som nu er i dyb økonomisk og social krise. Ved at fjerne Chávez fra magten håbede den amerikanske imperialisme, at den kunne stramme grebet om Latinamerika. Det skulle være en lærestreg for masserne i andre lande. Og desuden ville indsættelsen af en mere venligsindet og medgørlig regering i Caracas så føre til en forøget olieproduktion i Venezuela, og dermed mere stabile oliepriser. Kort sagt var det et meget fornuftigt forretningsforslag – der skulle bare et lille kup til


Hvordan kontrarevolutionen forsvarede "demokratiet"

Som man kunne vente, blev højrefløjskuppet mødt med slet skjult tilfredshed af det internationale borgerskab. Disse hyklere beskrev den 11. april som en "tilbagevenden til demokrati" i Venezuela! Den linje blev bla. kørt i det spanske dagblad El País. Men det samme blad blev efterfølgende også nødt til at trykke øjenvidneberetninger, der beskrev, hvordan der var mange tilfælde af brutalitet og vold fra de kontrarevolutionære styrkers side. Chávez-støtter blev tvunget i skjul, da militærstyrker begyndte at arrestere alle, der støttede regeringen. Fanger blev ført til militærbarakker, hvor de blev banket og tortureret. Det er de borgerlige "demokraters" metoder i Venezuela!


Den øverstkommanderende for hæren, general Efrain Vasquez Velasco – som var lederen af den militære del af kuppet – prøvede at forhindre modstand mod den nye regering ved at starte en aggressiv "afvæbningsplan". Det nye regime startede med det samme gennemsøgninger af privat ejendom og køretøjer i et forsøg på at inddrage alle uregistrerede våben og arrestere Chávez-støtter. Den øverstkommanderende beordrede hæren til at samarbejde med landets justitsminister om at "identificere, afvæbne og opløse" de civile militser, der er organiseret som "bolivariske cirkler".


Der blev indledt en heksejagt på alle Chávez' støtter og Chávez-tro parlamentsmedlemmer og embedsmænd i den lovligt valgte regering. Vasquez Velasco bekræftede, at militært og civilt politi var i gang med en landsdækkende eftersøgning efter tidligere vicepræsident Cabello og borgmester Freddy Bernal, fordi Cabello skulle være organisatorisk og finansiel hovedbagmand bag de væbnede bolivariske cirkler, og fordi Bernal skulle have befalet snigskytter at skyde på anti-Chávez-demonstranter fra hustagene i Caracas den 11. april.


De sejrrige reaktionære begyndte systematisk at afskaffe alle de progressive dekreter, som den afsatte regering, der var blevet valgt med overvældende flertal, var kommet med. De ønskede absolut magt – denne bande af sammensvorne, der ikke var blevet valgt af nogen – og afskaffede 49 af den demokratisk valgte regerings dekreter, de suspenderede og arresterede valgte medlemmer af nationalforsamlingen, plus 20 dommere (så meget for retssystemets uafhængighed!), 12 guvernører og alle Chávez-tro borgmestre. Alle disse aktiviteter bragte dem de vestlige "demokratiers" hyldest, og det blev kaldt "trin i retning af genoprettelsen af demokratiet" i Venezuela! George Orwell kunne have skrevet en rigtig god roman om det her.


Ud fra alle tilgængelige rapporter ser det ud til, at de kontrarevolutionære var overmodige. De var overbevist om, at der kun var lidt eller ingen fare for, at Chávez' støtter kunne gennemføre et succesfuldt modsvar og få kontrol over regeringen igen. De forventede i værste fald isolerede tilfælde af voldsomheder i Caracas og andre byområder, som de let kunne kontrollere. De frygtede også, at Chávez-tro elementer i landområderne kunne prøve at slutte sig til colombianske guerrillaer, der opererer inde i Venezuela.


Men de gjorde regning uden vært – uden at tage Venezuelas masser med i betragtning. På trods af at Chávez ikke havde ført revolutionen igennem til enden, og krisen i Venezuela var begyndt at få ubehagelige konsekvenser, så indså masserne instinktivt den trussel, som kontrarevolutionen udgjorde. Efter det første chok strømmede de ud på gaderne i Caracas og andre byer, og fejede alt foran dem til side.


Kuppet bryder sammen

Massernes rolle var afgørende i kontrarevolutionens nederlag. Stillet over for massernes spontane opstand løb forsøget på at indføre et diktatur straks ud i sandet. Uden militærets støtte kunne borgerskabet ikke oprette et diktatur. Men massernes reaktion forværrede hurtigt splittelsen i hæren. Det var ikke meningen, at det skulle ske! Det ser ud til, at Carmonas kortlivede styre brød sammen, fordi de borgerlige kontrarevolutionære – uden tvivl under pres fra CIA – prøvede at gå for langt for hurtigt, hvilket skabte en kløft mellem dem selv og en del af generalerne, som med god grund frygtede en borgerkrig.


Lederne af kuppet begyndte at blive splittede og skændes indbyrdes. Fra da af var kuppet dømt til at mislykkes. Stratfor rapporterer om de begivenheder, der førte til kuppets nederlag:


"De økonomiske og politiske tiltag, som Carmona proklamerede ved indsættelsen den 12. april – derunder opløsning af nationalforsamlingen og afskedigelse af højesteretsdommerne og andre ledende regeringsembedsmænd – var ikke det, man var blevet enig om i de politiske, civile og militære grupper, der byggede en centrum-højre-koalition til støtte for Carmona og som havde hånden strakt ud mod det moderate centrum-venstre".


"det højreorienterede kup i kuppet blev udført af en gruppe militærfolk med tilknytning til den pensionerede general Ruben Rojas sammen med ultra-konservative forretningsfolk og politikere – af hvilke nogle tilhører den ekstremt konservative katolske Opus Dei-organisation. Carmona-regeringens forsvarsminister kontreadmiral Hector Ramirez Perez er en af Rojas' mangeårige protegéer, og Carmonas udenrigsminister Jose Rodriguez Iturbe er med i Opus Dei".


Med andre ord – de reaktionære tog munden for fuld. Da Carmona erklærede nationalforsamlingen for opløst, kollapsede den civil-militære koalition, der støttede hans midlertidige regering, med det samme, og styrkeforholdet svingede tilbage i Chávez' favør. Med voksende protester på gaderne fordampede Carmonas støtte hurtigt, og der opstod også tre forskellige grupper, der kæmpede om magten inde i militæret.


Vasquez Velasco indså, at situationen var ved at komme ud af kontrol, og han erklærede i en national tv-tale, at hans fortsatte støtte til Carmona var betinget af, at nationalforsamlingen øjeblikkeligt blev genindsat. Carmona adlød med det samme. Men den genindsatte formand for nationalforsamlingen skaffede sig hurtigt af med Carmona og fik indsat vicepræsident Cabello som fungerende præsident, som forløber for Chávez' tilbagekomst til præsidentposten. Oprøret faldt sammen som et korthus. Og hæren var dybt splittet.


Splittelse i toppen

Det er tydeligt, at Chávez stadig har stor støtte, ikke bare i masserne, men også i hæren. General Baduel erklærede, at han var modstander af Carmona-regeringen, allerede før den blev indsat den 12. april. Når man har kommando over 2.000 elite-faldskærmssoldater og et stort våbenarsenal, er den slags ikke nogen lille trussel! General Julio Garcia Montoya, der er departementschef i det nationale sikkerheds- og forsvarsråd, erklærede sig også som modstander og bekendtgjorde sin opposition over for den midlertidige regering via et telefoninterview med cubansk tv, som blev sendt ud i Venezuela.


Stratfor skriver videre: "Den ene gruppe ledes af øverstkommanderende general Efrain Vasquez Velasco, der 11.-12. april stod frem som leder af en centrum-højre-fraktion af officerer, som er imod Chávez' forsøg på at politisere FAN (militæret) og føre landet væk fra kapitalistisk demokrati. Vasquez Velascos gruppe forhandlede den aftale med civile og politiske oppositionsledere, som indsatte Carmona som midlertidig præsident".


"En anden gruppe består af ultra-konservative officerer i alle fire grene af FAN. Nogle af disse officerer har stået i mangeårig forbindelse med Rojas, og andre – inklusiv nogle medlemmer af Opus Dei – kommer fra det kristelig-demokratiske Copei-parti, som længe har været domineret af den tidligere præsident Rafael Caldera (som også er Rojas' svigerfar). Stratfors kilder oplyser, at denne gruppe planlagde at starte et kup mod Chávez den 27. februar, men afbrød planen efter stærkt pres fra centristiske kolleger i FAN og fra Bush-regeringen i Washington".


"Den tredje gruppe består af Chávez-tro officerer, deriblandt general Raul Baduel, som har kommando over den 42. faldskærmsbrigade med base i Maracay i Aragua. Det er Chávez' tidligere enhed, og Baduel er en af hans nærmeste venner og politiske allierede i hæren, siger kilderne".


Alexis de Toqueville pointerede for længe siden, at revolutioner begynder i toppen. De sidste rapporter viser klart, at den herskende klasse i Venezuela er splittet. Og denne splittelse rækker helt ind i toppen af staten og hæren. Dette er – som Lenin forklarede – den første betingelse for en revolution. Det fejlslagne forsøg på kontrarevolution har skærpet disse modsætninger og splittelser i den herskende klasse og skabt de mest gunstige betingelser for en fuldstændig social omvæltning. De reaktionære er blevet tvunget i defensiven og vil for en tid være lammet og ude af stand til at handle. Et modigt ord fra toppen af ville være nok til at tage det sociale grundlag fra reaktionen og muliggøre arbejderklassens fredelig magtovertagelse.


Der er øjeblikke i historien, der er afgørende. Hvor det er et spørgsmål om "enten…eller". Kontrarevolutionen er kommet med en udfordring. Deres første forsøg har slået fejl. Men det vil ikke blive det sidste! Borgerskabet og dets støtter i militæret er fast besluttet på at slippe af med Chávez med alle midler. Deres beslutsomhed vil blive bakket op af Washington, som har mange grunde til at vælte Chávez-regimet.


Marx sagde engang, at revolutionen har brug for kontrarevolutionens piskeslag. Den nuværende situation minder om den såkaldte tancazo i Chile – det første mislykkede forsøg på at vælte Allende-regeringen, som blev besejret af massernes bevægelse. Der er ingen tvivl om, at hvis Salvador Allende havde udnyttet den bevægelse til at appellere til masserne, så kunne revolutionen let være lykkedes. Men da muligheden blev smidt væk, omrokerede de kontrarevolutionære i hæren og forberedte et blodigt kup et par måneder efter. Dette er en meget alvorlig advarsel til arbejderne i Venezuela!


Chávez' rolle

Efter 11.-13. april er situationen meget ustabil. Der er ikke nogen af modsætningerne, der er blevet løst. Situationen minder på mange måder om den, der var på Cuba i 1960. Det er ikke almindeligt kendt, men da Castro kom til magten, havde han ingen planer om at nationalisere produktionsmidlerne. Hans program var for demokratiske reformer, som ikke gik ud over kapitalismens begrænsninger. Faktisk var hans erklærede forbillede USA.


Men på kapitalistisk grundlag er der ingen vej frem for lande som Cuba og Venezuela. Castros forsøg på at gennemføre reformer, der skulle forbedre forholdene for det cubanske folk, bragte ham straks på kollisionskurs med den amerikanske imperialisme og de store amerikanske monopoler, der kontrollerede Cubas økonomi. For at forsvare det, man havde vundet ved revolutionen, var Castro tvunget til at nationalisere amerikansk ejendom og afskaffe kapitalismen på Cuba.


Selvom den cubanske revolution ikke fulgte samme model som Oktoberrevolutionen, og arbejderklassen aldrig har haft magten gennem demokratisk valgte sovjetter, så havde Castro alligevel massernes støtte, og eksproprieringen af godsejerne og kapitalisterne på Cuba var et slag mod imperialismen og et stort skridt fremad. De amerikanske imperialister brændte fingrene slemt på Cuba. Deres forsøg på at ødelægge revolutionen ved at fremme kontrarevolutionære styrker, der fik våben og penge fra CIA, endte med et ydmygende nederlag i Svinebugten.


Der er ingen tvivl om, at Washington frygtede, at Chávez kunne gå ad samme vej som Castro, som han beundrer. Men det virker usandsynligt. Chávez kan ikke regne med hjælp fra Havana. Det cubanske regime vil gerne holde sig udenfor. Havana vil nøjes med at give gode råd – og det vi betyde, at de vil presse Chávez til ikke at gå for langt, til ikke at provokere amerikanerne og videre i den dur. Eftersom Castro ikke vil provokere amerikanerne selv, er dette efter hans opfattelse gode råd. Men det er råd, der vil ødelægge den venezuelanske revolution.


Dramaet er ikke færdigspillet endnu. Venezuela er stadig i dyb økonomisk krise, kløften mellem klasserne er enorm. Der er en stigende polarisering mellem venstre og højre. Den aktuelle krise har resulteret i et tilbageslag for kontrarevolutionen. Men konflikten er langt fra ovre. Styrkeforholdet er rykket meget tilbage til Chávez' fordel dem 13. april, men det kan svinge den anden vej lige så hurtigt igen. Han vil komme under den amerikanske imperialismes hårde pres. Borgerskabet vil med aktiv støtte og opmuntring fra CIA intensivere deres sabotage og splittelseskampagne.


Det er ikke engang sikkert, at Chávez har nok støtte i nationalforsamlingen til at blive ved som præsident. Ifølge en uformel optælling i forsamlingen og militæret, er der omkring 75% af forsamlingens medlemmer, der er imod, at Chávez fortsætter som præsident. Den tidligere indenrigs- og justitsminister Luis Miquilena, som styrer en stor blok af moderate stemmer i den dominerende Chávez-tro Femte Republik-Bevægelse (MVR), vil blive en vigtig person i alle forsøg på at fjerne Chávez fra præsidentposten med legale og konstitutionelle midler. Chávez' position er derfor meget skrøbelig. Hvis han ikke gør, hvad kapitalisterne og imperialisterne kræver, kan nationalforsamlingen afsætte ham.


Den virkelige bolivariske revolution

Chávez er uden tvivl en ærlig mand, der ønsker at handle i sit lands og folks interesse. Hans hensigter er gode. Men gode hensigter er ikke nok, hverken i politik eller i livet generelt. Problemet er, at Chávez ikke er marxist, og at han har en tendens til at være inkonsekvent. Det kan blive fatalt i en situation, hvor styrkeforholdet er så ustabilt. Hvis Chávez var marxist, ville han appellere til masserne hen over hovedet på nationalforsamlingen. Oprettelse af aktionskomitéer på alle fabrikker, olieraffinaderier og kaserner er den eneste vej frem, hvis revolutionen skal forsvares, og de kontrarevolutionære styrker afvæbnes. Arbejderklassen må bevæbnes, så den kan forsvare sig mod nye kup. Kun beslutsom handling kan forhindre en ny krise, hvor kontrarevolutionen vil blive endnu mere voldelig og morderisk.


Hærens position er en afgørende faktor. De reaktionære i hæren har lidt et alvorligt tilbageslag. Men de er sikkert allerede ved at omrokere med aktiv hjælp fra USA's ambassade. De næste 24 til 48 timer kan vise sig at blive afgørende. Hvis man ikke skrider beslutsomt ind og besejrer og afvæbner kontrarevolutionen, kan der udbryde borgerkrig med kampe mellem militærenheder, der er for og imod Chávez. Hvis arbejderklassen griber ind med tilstrækkelig kraft, kan de menige i militæret hurtigt vindes over på revolutionens side. De bedste af officererne vil følge med og isolere de reaktionære elementer i generalstaben. Det er stadig muligt, at revolutionen kan lykkes med et minimum af vold og tab af liv. Men hvis revolutionen tøver, er den fortabt. Vejen vil ligge åben for grufuld blodsudgydelse, der kan ende med et brutalt militærdiktatur senere hen.


Fremfor alt er det nødvendigt at smadre kapitalisterne og deres medhjælperes modstand. Man må øjeblikkeligt ekspropriere imperialisternes og de venezuelanske kapitalisters ejendom! Den eneste måde at fjerne faren for kontrarevolution på er ved at ødelægge kontrarevolutionens støttegrundlag – ved at ekspropriere kapitalistklassen. Man må fremlægge et nøddekret om dette i nationalforsamlingen. Hvis de kontrarevolutionære i nationalforsamlingen prøver at blokere for det, er den eneste vej fremad at opløse nationalforsamlingen og styre landet gennem de valgte folkelige komitéer.


Venezuelas arbejdere! Alt afhænger nu af jer. Ved jeres indsats er kontrarevolutionen blevet besejret. Men sejren er ikke sikret. Der hænger en frygtelig fare over jeres og jeres familiers hoveder. Husk på, hvad der skete i Chile! Stol ikke på dem, der prøver at bilde jer ind, at alt er løst, at situationen må falde til ro, at demokratiet er sikret i nationalforsamlingens hænder! Førend kapitalisternes magt styrtes, vil de erobringer, I har opnået, aldrig være sikre.


Stol kun på jeres egen styrke og enhed! Opbyg aktionskomitéer, der kan forsvare revolutionen og besejre reaktionen! Udvid dem og foren dem, på lokalt, regionalt og nationalt plan. Når arbejderklassens styrke bliver organiseret, er der ingen magt på jorden, der kan stå imod den. Scenen vil være sat for det endelige, uundgåelige opgør mellem det arbejdende folk og reaktionens styrker.


I står over for en mægtig fjende – den amerikanske imperialisme. Men i virkeligheden er denne fjende en kolos på lerfødder. I har gode allierede i de millioner af udbyttede og undertrykte i Latinamerika. Disse mennesker er ved at finde deres egne stemme – i Argentina, Peru, Ecuador, Colombia – i det ene land efter det andet begynder arbejderne, bønderne og de arbejdsløse at kæmpe imod. Dette er den venezuelanske revolutions reservestyrker!


For længe siden talte Leon Trotskij om den permanente revolution. Dette er den eneste vej frem for lande som Venezuela. Man må se kendsgerningerne i øjnene. Borgerskabet kan ikke spille nogen progressiv rolle i Venezuela. Kun med arbejderklassen ved magten kan man begynde at løse problemerne. På grundlag af en socialistisk planøkonomi under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol kan man opnå enorme fremskridt. Men en isoleret revolution kan ikke holde længe. Enten må den sprede sig til andre lande, eller også vil den før eller siden blive ødelagt. Internationalisme er derfor et spørgsmål om liv eller død for den venezuelanske revolution.


Hugo Chávez har talt om den bolivariske revolution. Da Simon Bolivar hejste oprørsflaget imod den spanske imperialisme, tænkte han på en national befrielseskrig, som skulle forene alle folkene i Latinamerika. Men denne drøm blev forrådt af det såkaldte nationale borgerskab, som organiserede opsplitningen af Latinamerika. Dette er den egentlige grundt il, at det mægtige kontinent er slavebundet og undertrykt.


Den eneste måde at besejre den amerikanske imperialisme på er ved at forene revolutionen i Venezuela med de kampe, der finder sted i hele Latinamerika. Overalt er det kapitalistiske system i krise. Det kan kun tilbyde fattigdom, elendighed og arbejdsløshed. Det lægger hele nationer under den amerikanske imperialismes magt og kapitalens diktatur, og gør ord som "demokrati" og "suverænitet" til floskler uden indhold. Det eneste, der er brug for, er én sejr, og så vil de rådne og bankerotte kapitalistiske regimer falde overalt. Det ville bane vejen for virkeliggørelsen af Bolivars drøm på den eneste mulige måde – gennem Latinamerikas Forenede Socialistiske Stater.


Sidste december viste den argentinske arbejderklasse vejen frem. De venezuelanske og argentinske arbejdere er nu fortroppen for revolutionen i Latinamerika. Alle øjne er nu vendt mod Venezuela. Der er meget på spil. En afgørende sejr i Venezuela ville vende op og ned på hele situationen. Men sejren er langt fra sikret.


Det er nødvendigt at drage alvorlige konklusioner af det, der er sket i de sidste tre dage. Man kan ikke lave en halv revolution. Man kan ikke forbedre forholdene for masserne og samtidig tillade det rådne og reaktionære borgerskab at bevare kontrollen med produktionsmidlerne. Jorden, bankerne og industrien må tages fra dem. Den økonomiske magt må lægges i folkets hænder. Det er den første betingelse for sejr. Uden det er intet fremskridt muligt.


Det, der er brug for, er en bevidst og dristig marxistisk tendens, som kan deltage i Bevægelsen for den Femte Republik (MVR) og give den det nødvendige revolutionære perspektiv, program og strategi. Der eksisterer allerede elementer af en sådan tendens. Alt afhænger nu af, hvor hurtigt de kan organisere og mobilisere arbejderklassen og føre den ind på vejen til sejr. Revolutionens sejr i Venezuela ville tænde en ild, der ville få hele Latinamerika til at flamme op.