Oktober 2002
Colombia har været præget af guerillakrig og ustabilitet siden 2. verdenskrig, i august kom en ny præsident mere eller mindre udemokratisk til magten. Siden da er undertrykkelsen og protesterne taget til. USA, der har støttet Colombias militær med over 2 mia. dollars er indirekte dybt involverede i en krig mod faglig aktivitet og forskellige guerillagrupper. Der er store økonomiske problemer i landet og arbejdsløshedsprocenten er helt oppe på over 15 %. Den 16. september skete et stort fremskridt i Colombia, Arbejdere bønder og unge forenedes i kampen mod krigen og undertrykkelsen.


USA's interesser og plan Colombia


"I perioden 1921-57 fandt der en intensiv udnyttelse sted af landets oliereserver, der i sidste ende blev brugt op. Det indbragte USA en fortjeneste på 1.137 millioner dollars. Samtidig kontrollerede nordamerikanske virksomheder 80-90 % af bananproduktionen og minedriften samt 98 % af produktionen af elektricitet og gas."

Dette citat fra Solidaritetsleksikonet siger utrolig meget om det amerikanske borgerskabs interesser i Colombia, såvel som resten af verden. Den amerikanske stat repræsenterer og styres af det amerikanske borgerskab. Den er verdens største undertrykkelsesorganisation. Over hele verden er amerikanske tropper udstationerede for at varetage kapitalens interesser. Dette gælder i allerhøjeste grad også i Colombia.


Marx og Engels forklarer følgende i deres klassiker Det Kommunistiske Manifest: "Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt."


Først tog de rige amerikanere til Colombia for at tømme landet for olie, men grunden til, at de er der i dag, er nærmere frygten for en socialistisk omvæltning af økonomien, end det er jagten på billige råstoffer eller markeder. Den colombianske arbejderklasse har arbejdet for amerikanske kapitalistiske virksomheder i hele det sidste århundrede, men resultatet af deres slæb har ikke bragt de store fremskridt for Colombia. Tværtimod lever næsten hver femte under fattigdomsgrænsen, dvs. de ikke har penge til at klare de fundamentale daglige behov, som mad, tøj, bolig og uddannelse. Udover det, er der også en utrolig høj arbejdsløshed. Mellem hver 7. og 8. er arbejdsløse (15 %), dertil skal siges, at den økonomiske krise i landet forværrer disse forhold konstant.

For dem, der er i arbejde, ser det også sort ud. Det går rigtig skidt for den colombianske økonomi, landet står i dyb gæld, og i et forsøg på at rette op på det har man forsøgt sig med såkaldte frihandelszoner. Frihandelszoner er kendt for at være steder, hvor undertrykkelsen af arbejderklassen er utrolig hård. Lønnen er lav, arbejdsdagene lange, arbejdsmiljøet ad helvedes til, mens man end ikke har tilladelse til at være organiseret i en fagforening! Den ekstreme grad af undertrykkelse giver sig udtryk i, at der næsten hver anden - tredje dag bliver myrdet en person pga. faglig aktivitet. Sidste år blev 185 dræbt pga. deres faglige aktivitet i Colombia.


Grunden til den enorme undertrykkelse er borgerskabets frygt for den utilfredshed i det colombianske folk, som deres system selv er skyld i. Overalt i verden søger folk efter alternativer til det bestående, det er i højeste grad også tilfældet i Colombia.


Arbejderklassen er naturligvis utilfreds med forholdene, de søger efter alternativer til kapitalismen og dens elendighed. Men borgerskabet er slet ikke spor interesseret i noget alternativ til kapitalismen, borgerskabets eksistensgrundlag er dens udnyttelse af arbejderklassen – og den ønsker de at bibeholde.


Det kan de ikke under en socialistisk økonomi, derfor må specielt den amerikanske stat holde sådanne bevægelser nede alle steder.


En succesfuld revolution i Colombia vil vise et eksempel for hele Latinamerika, der sandsynligvis vil følge i Colombias fodspor. Det amerikanske borgerskab lever som en anden snylter højt af den colombianske (og for den sags skyld hele den latinamerikanske) arbejderklasses arbejde. Store kapitalistiske virksomheder som fx Coca Cola scorer skyhøje overskud på deres fabrikker i de økonomiske frihandelszoner i Colombia. Derfor er USA så bange for bevægelserne mod kapitalismen, og derfor kører de en så stor undertrykkelse i Colombia.


USA's officielle undskyldning for at have spyttet mere end 2 mia. dollars i kassen til Colombias militær er, at der føres en krig mod narkotika. Krigen blev startet af George Bush's far, da han var præsident - og den er nøjagtig lige så lidt en krig mod narkotika, som hans søns krig er en krig mod terror. Bare det at det for nyligt blev afsløret, hvordan amerikanske piloter tager amfetamin, når de skal på bombetogter, vidner om deres hykleriske holdning. Mon også de piloter, der flyver og spreder "agent orange"-giften over de colombianske kokabønders marker, er på amfetamin?


Under navnet "Plan Colombia" uddannes og trænes paramilitære grupper, der har mange mord på fagligt aktive på samvittigheden. Det kapitalistiske system er villigt til at slå masser af mennesker ihjel for at holde sig selv i live, det vidner Colombia om.


Alvaro Uribe

I august kom en ny og meget, meget højreorienteret, nærmest fascistisk, præsident til magten i Colombia. Hans navn er Alvaro Uribe og hans baggrund er utrolig sort. Hans far var narkobaron og blev myrdet i nogle interne narkoopgør i starten af 80'erne. Da han døde, tog sønnen over. Alvaro var langt bedre til at overleve mellem mafiabosser og andre skumlere. Alvaro blev guvernør for Antioquia-provinsen i 1995, der under Alvaros ledelse blev et laboratorium for dødspatruljer. I sin tid som guvernør for provinsen oprettede han ikke mindre end 67 militser, der havde til opgave at hjælpe hæren med at holder oprørene nede.


Men under Uribes kommando blev dødspatruljerne bl.a. sat i sving mod bananarbejderne i provinsen. Flere tusinde blev myrdet, inden Uribe var tilfreds. Colombias folk har nu en mørk og dyster, tidligere narkobaron og morder, til præsident.


Et par dage efter Uribe havde gennemført sine første love, spurgte Nyhedsgruppen "News Agency New Colombia" et medlem af fagforeningen CUT's centralkomite (der organiserer 80 % af landets organiserede lønarbejdere), hvad de nye love, Uribe underskrev dagen inden, præcis var for noget.


Manden svarede: "Fundamentalt set er det en lovpakke, der er designet til at begrænse basale rettigheder og generelle civile rettigheder. Pga. af loven kan 'sikkerhedsstyrkerne' anholde folk, kun pga. mistanke om at de støtter guerillaen. En anden lov tillader hæren og politiet at bryde ind i folks hjem, uden speciel tilladelse. Men der er faktisk ting, der er værre, fx restriktioner på presse og organisationsfriheden. En anden del tillader staten at forbyde møder og protester osv., der er mod statens politik. Det, jeg frygter, er, at disse nye reguleringer vil blive brugt mod folk, som er fagligt aktive, menneskerettighedsarbejdere, jordreformsaktivister, studenterledere og uafhængige journalister, alle dem, som Uribe hader og siger er guerillasympatører."


Dødspatruljerne

Uribe lagde sammen med sin ven Castaños grunden for det netværk af dødspatruljer, der i dag kaldes AUC-styrkerne. Internationalt Forums Colombiagruppe har beskrevet disse styrker meget godt:


"De paramilitære AUC-styrker er i dag det colombianske militærs stærkeste kort på hånden i kampen mod oprørerne. AUC's opskrift på at vinde krigen er simpel – den hedder skånselsløs terror. AUC angriber udelukkende civilbefolkningen, og har en forkærlighed for at tvinge familiemedlemmer og naboer til at overvære tortur og henrettelser af mistænkte guerilla-sympatisører.

Human Rights Watch har beskrevet en typisk AUC-massakre, hvor mindst 27 mennesker blev dræbt og tusinder drevet på flugt under et paramilitært togt langs Naya-floden:

"…først slagtede de den 18-årige Gladys Ipia ved at save hendes hoved og hænder af med en motorsav. Derefter dræbte de seks mand ved en restaurant lidt længere nede ad vejen. Nogen af dem blev stukket ihjel, andre blev skudt. Så hakkede de en mand ihjel og brændte ham…"


AUC gør ingen forskel på mænd og kvinder, voksne, oldinge eller børn. Organisationen gør en dyd ud af at betegne alle sine ofre som "civilklædte guerillaer". Selv om AUC officielt er forbudt, arbejder de paramilitære tæt sammen med regeringsstyrker over det meste af landet. Regeringshæren påtager sig ofte opgaven med at holde guerillaen eller menneskerettighedsgrupper væk fra gerningsstederne, hvor massakrerne foregår.

AUC's fremgangsmåde er uhyre effektiv. Store dele af landet er i bogstaveligste forstand tømt for den civilbefolkning, som militæret mistænker for at stå i ledtog med oprørerne. FN skønner, at over to millioner mennesker er blevet drevet på flugt i de seneste år. AUC har aldrig lagt skjul på, at Álvaro Uribe er den mand, de ønsker at se på præsidentposten. Uribe undgår til gengæld åbent at forsvare AUC, der står på både EU's og USA's lister over terrorgrupper, og ynder at prale med sin rolle i international narkohandel."


At AUC står på EU og USA's liste over terrorgrupper, viser kun, hvor hykleriske og latterlige disse lister er. Colombia er et tydeligt eksempel på, hvad terrorister gør for at gøre USA glade, det har USA naturligvis ingenting imod, så længe det bare ikke kommer frem officielt. Hvis USA hadede dødspatruljerne så meget, hvorfor har de så støttet dem indirekte med flere mia. dollars?


Generelt så minder situationen i Colombia om situationen i Tyskland i 30’erne, bortset fra at Hitler fik stor opbakning til at starte med. Hitler tiltuskede sig al magten ligeså langsomt, det kan man på en måde også sige, at Uribe er i gang med – såfremt han ikke ønsker sig selv sat ind som diktator så ønsker han i hvert fald at der er fuld kontrol med ALLE progressive grupper. De mest aktive faglige aktivister og andre systemudfordrere bliver ikke puttet i koncentrationslejre, men skudt eller terroriseret med det samme.


I Tyskland havde borgerskabet brug for fascismen, og det er den samme slags undertrykkelse, borgerskabet har brug for i dag i Colombia. Det er en nødvendighed for det amerikanske borgerskab, at undertrykkelsen forbliver hård.


Guerillakrig

"I 1974 søgte den nyvalgte liberale præsident, Alfonso López Michelsen (iøvrigt af dansk afstamning) at give større opmærksomhed til de folkelige krav, men stærke økonomiske interesser fik denne politik til at bryde sammen. I 1978 modtog kun 30 % af de arbejdsløse sociale ydelser, og på landet var niveauet nede på 11 %."


Ovenstående citat fra Solidaritetsleksikonet vidner om, hvordan præsidenter er bundet af kapitalismen (økonomiske interesser), og selv om de kan have nok så gode intentioner, kan de ikke komme ud over det kapitalistiske systems naturlige begrænsninger. Derudover siger det noget om elendigheden i Colombia, der også fandtes dengang. Arbejderne og bøndernes elendige forhold har lagt bunden for, at guerillagrupper som FARC og ELN vinder sympati blandt befolkningen. I dag er 40 % af Colombia styret af guerillastyrker.


Nogle mennesker påstår, at FARC (revolutionære væbnede styrker) er marxister. Men de tager fejl. FARC er helt sikkert en stor oprørsbevægelse, og de mænd og kvinder, der kæmper i FARC, helt sikkert ærlige kræfter, der kun vil det bedste for det colombianske folk. Desværre er det ikke nok med gode intentioner, man skal også vide, hvordan man opnår målet.


I 1970 forklarede den marxistiske Internationale, som Socialistisk Standpunkt er den danske sektion af, om marxisters holdning til guerillakrig i det dokument, der hedder "Internationalens Program" (Kan bestilles hos Socialistisk Standpunkt). Her følger en del af kapitlet "Guerillakrig og Marxisme":


"Det er … med den endnu større mistillid til kommunistpartierne og reformisterne i Latinamerika, at guerillakrigens program i landområderne og endnu værre, 'by-guerillaen' er blevet udviklet. Unge og svage trotskistiske kræfter, forvirrede efter de sidste 25 års zig-zag-kurs (4. Internationales kurs), er blevet kastet ind i dette rod. I Latinamerika burde de udbrede de grundlæggende og elementære marxistiske idéer blandt de bevidste dele af de intellektuelle, studenterne og frem for alt arbejderklassen. Bevægelsen for national og social frigørelse i Latinamerika, Brasilien, Argentina, Uruguay, Chile, Guatemala og Latinamerikas øvrige lande, kan kun opstå af en massebevægelse blandt arbejdere og bønder. Desperate dueller og kidnapninger mm. vil kun resultere i, at unge, modige og ærlige kræfter udslettes til ingen nytte. Det er ikke deres sag at kæmpe alene mod den herskende klasses styrker, mod hæren og politiet, uden kontakt med den virkelige kamp for at styrte oligarkiets og politiets korrupte kliker.


Det kan synes sværere, og er det på sin vis også, men kun ved at organisere først og fremmest arbejderklassen i kampen for national og social frigørelse, kan der opnås en socialistisk revolution med muligheder for en sund udvikling. På grund af de indviklede historiske faktorer og det specielle styrkeforhold mellem klassekræfterne i verden, kan det teoretisk ikke udelukkes, at en bondebaseret guerillakrig kan lykkes. Men i så tilfælde ville proletariatet ikke være den ledende kraft, som førte til sejren i 1917 (Rusland). I bedste fald ville det resultere i en sejr som den i Kina eller Cuba.


En proletarisk massebevægelse er i høj grad mulig i disse lande. Det viser den senere tids generalstrejker i Chile, Argentina og Uruguay. En revolutionær marxistisk tendens må bygges på dette perspektiv og forberede sig på en masseopstand som kulminationen på bevægelsen i byerne. Dette kunne føre til sejr for den socialistiske revolution, som under disse omstændigheder hurtigt ville brede sig til hele Latinamerika.


Det er på grundlag af læren af den russiske revolution, at proletariatets kadrer må uddannes og udvikles, for ikke at følge eksemplerne fra de kinesiske, cubanske og jugoslaviske revolutioner, men derimod fra den russiske i 1917. Marx idé om den proletariske revolution i byerne, med støtte fra bondekrigen i ryggen, må være det ideal, som de skal arbejde for. Hovedopgaven i disse lande er tålmodigt at forklare proletariatets ledende rolle i kampen for arbejdermagt og socialisme."


Arbejderstat og bonderevolution?

Hvis man er socialist, må man vide, hvad ens mål er. Målet er arbejderklassens bevidste kontrol med samfundet og økonomien. Målet er et demokratisk socialistisk samfund med en demokratisk planlagt økonomi. Men det er ikke nok kun at kende ens mål, man må også vide, hvordan man opnår dem, hvilket er langt sværere – specielt med de sidste 50 år, der er gået, og de forskellige socialistiske idéer, der er opstået siden.

Som marxist siger man, at det nye samfund vokser frem i det gamle, ind til det er udviklet nok til kvalitativt at vælte det gamle system. Under kapitalismen er betingelserne for socialismen opstået; industrien er blevet udviklet, og ikke mindst har den klasse, der kan vælte kapitalismen, udviklet sig. Arbejderklassen er organiseret i fagforeninger og igennem klassekampen lærer arbejderne demokrati og sammenhold – ting der er nødvendigt, for at socialismen skal lykkes. En arbejder lærer sammenhold igennem strejker og protester, og demokrati gennem fagforeningerne.


Hvis man skal lægge bunden for en fornuftig udvikling af socialismen, må man basere sin kamp på, at det er arbejderklassen, der skal overtage magten. Arbejderklassen er den eneste klasse, der er i stand til at lede omvæltningen af kapitalismen på en sund måde. Gennem en strejke standser arbejderklassen kapitalisternes profitmaskine, og gennem udholdenhed og sammenhold kan arbejderklassen vælte kapitalismen helt.


En guerillakrig er baseret på bønderne og landarbejderne ude på landet, da det er her krigen føres. FARC har bevist, at det er muligt at vinde opbakning for deres idéer, men skulle det lykkes FARC at vinde krigen, ville det højst kunne udvikle sig til et bureaukratisk styre som på Cuba, da deres kamp ikke er baseret på, at arbejderklassen skal tage magten. Marx sagde, at arbejderklassens befrielse er dens egen sag, med det mener han bl.a., at man ikke kan skabe socialismen "ovenfra". Da socialismen netop er afhængig af arbejdernes egen interesse i at styre og lede samfundet, nytter det ikke noget, at man pådutter arbejderklassen en planøkonomi og opretter fabrikskomitéer og råd for dem, det er deres opgave. Som marxist bør man vinde opbakning for sine idéer blandt arbejderklassen og hele tiden komme med bud på tingenes sammenhæng og løsning.


FARC, som i sin tid blev oprettet af det colombianske kommunistparti, burde droppe guerillakrigen og arbejde for opbakning til de marxistiske idéer i byerne og på arbejdspladserne. Det nytter ikke noget at rende rundt ude i skovene og holde de gode idéer for sig selv, og tage dem med i graven, når man bliver skudt.


16. september: National strejke og protestdag

Den 16. september i år strejkede og protesterede store dele af den colombianske arbejderklasse, på trods af den massive undertrykkelse. I byen Bogotá deltog over 150.000 mennesker! I alt var der over hele landet over 800.000 ude på gaderne for at protestere mod Uribe-regeringens politik med krig og forfølgelser i hele Colombia.


Da strejken blev offentliggjort, sagde forsvarsministeren, at det var guerillaerne, der stod bag mobiliseringen, og der blev truet med flere forskellige slags følger for dem, som deltog. Pressen var hurtige til at nedgøre bevægelsen, men det er klart, at pressen, der er styret af borgerskabet, ikke vil se sandheden i øjnene, folket vil have fred og social retfærdighed.


Blandt de 800.000 demonstranter var der både arbejdere, småbønder og unge med. De deltog med hver deres sæt af krav. De unge krævede gratis og offentlig uddannelse på alle niveauer, derudover krævede de ret til at deltage i landets politik. Småbønderne, eller campesinoerne som de bliver kaldt, krævede at agrar-reformen blev droppet - denne reform er ikke en reform i den forstand, at den forbedrer campesinoernes vilkår, men derimod en fortsættelse af en nyliberal politik, der bliver ved med at tage land fra campesinoerne. Arbejderne krævede, at tre økonomiske reformer, der er ved at blive vedtaget i kongressen, bliver droppet. Reformerne vil fjerne offentlige job og sætte alderen op for, hvornår man kan modtage pension. Samtidig vil de øge undertrykkelsen af fagforeningerne.


Selv om hver gruppe af deltagere havde hver deres krav, indgik de i samme demonstration med tre hovedkrav:


1. Mod Uribes krigsplaner og forfølgelser.
2. For en politisk løsning på konflikten.
3. Imod alle former for amerikansk indblanding i Colombia, det gælder både økonomisk, militært og politisk.

På trods af demonstrationens fredelige natur blev mindst 70 anholdt og banket. Politiet kastede med tåregas mod de unges demonstration og forsøgte uden held at splitte den store samlede demonstration.


Det er stort, at arbejderklassen, ungdommen og landarbejderne formåede at forene sig. Det er vigtigt, at kampen optrappes, og at de tre grupper ser, at deres problemer udspringer fra det samme, nemlig kapitalismen der er i dyb økonomisk krise. Mobiliseres arbejderklassen, ungdommen og landarbejderne på at vælte kapitalismen, kan det kun gå fremad!